Fødselsdagsfest på Restaurant Maven i Nikolaj Kirke

restaurant_maven-nikolaj

Nu er der præcis én måned, til jeg holder fødselsdagsfest for familie og venner! Jeg har fødselsdag om fredagen, men holder festen om lørdagen den 16. april. Meget passende på Dronningens fødselsdag, for så er der jo flag hele dagen ♥

Det holdt hårdt med at beslutte mig til, om jeg overhovedet ville have den store fest. Mest af alt, fordi det var svært for mig at forstå, at jeg virkelig fylder 50. Jeg har ikke problemer med min alder (eller mine grå hår, som du kan læse mere om her), men det skulle alligevel lige trænge ind, at jeg bliver så gammel. Utroligt, at man nærmest kan fortrænge, at 50 kommer efter 49, men nu er det altså forstået, og jeg glæder mig til at fejre det med alle de mennesker, som jeg har tættest på mig i mit liv.

Min søde mand har derimod glædet sig i mere end et år og rykket og rykket mig for, at jeg fandt ud af, hvor det skulle holdes og fik det booket. Det er jo midt i konfirmationstiden! Jeg har slået det hen, og har været i tvivl, men har alligevel gået og ruget lidt over det inderst inde. Og selvfølgelig skulle vi da holde en fest!

Gode selskabslokaler er svære at finde! Dét sted, hvor jeg helt fra starten – teoretisk – kunne se mig selv holde fødselsdagen, var på Restaurant Maven i Nikolaj Kirke midt i København. Da jeg endelig kunne se mig selv som 50årig, og derfor kunne gå videre i planlægningen, var vi helt henne i februar. Nu kunne jeg mærke, at jeg var nervøs, da jeg ringede op til Maven og spurgte om den 16. april var ledig! For nu stod det helt klart for mig, at det var dér, det skulle være. Jeg var derfor lettet, da hele restauranten mirakuløst nok var ledig den dag. Det må være al den gode karma, jeg forbinder med det sted!

restaurant_maven

Hver gang, jeg har været på Maven, med venner eller til firmaarrangementer, har der været en særlig stemning – sjovt, rart, hyggeligt, afslappet. Først og fremmest er maden og vinen altid virkelig lækker, servicen og hele ånden er i top, og selve lokalerne i Nikolaj Kirke er smukke, cozy og atmosfærefyldte. Det er stil over det, men på den lidt franske personlige og uformelle måde. De har både selve restauranten og nogle lidt mere formelle selskabslokaler ovenpå med plads til op til 50 gæster, og stedet er perfekt til store fester og fx bryllupper. Og så ligger det ultracentralt i København tæt på Metroen.

Fødselsdagen bliver et helaftensarrangement fra 18 – 02 med fire retter mad, vin ad libitum, kaffe og fri bar. Musik kan vi selv medbringe på iPad’en, så mon ikke nogle af vores danseglade venner tager en svingom ud på aftenen.

44 er inviteret, 44 har sagt ja! Så nu er der bare tilbage for mig at finde en ny kjole, lave nogle playlister og en bordplan – så er jeg klar til at blive hjulpet godt ind i 50’erne med gode mennesker og masser af god karma.

Inspiration til hverdagsmad

hverdagsmad_inspiration_gulerodspure

Ind imellem kan det være svært at finde på, hvad man skal lave til aftensmad. Derfor har jeg besluttet at dele nogle af mine hverdagsretter her på bloggen i håb om, at der er nogle elementer, du kan bruge til inspiration. Jeg vil i alt fald helt sikkert selv blive glad for et lille katalog af hverdagsmad, for retterne går jo desværre ofte ellers hurtigt i glemmebogen igen.

Det er ikke hver dag, jeg finder på noget nyt og lækkert – her står den også på rugsbrødsmadder og pasta med kødsauce ind imellem. Men jeg elsker at lave mad, så der kommer også retter på aftensbordet, som jeg kan have lyst til at dele. De er ikke vildt sofistikerede, det er jo hverdagsmad, og de tager typisk 30-45 minutter at lave, og så er der ofte fokus på grøntsager.

Den første hverdagsret er en lækker lille økologisk svinekotelet med kartofler, salat og gulerodspuré. Den er let at lave og tager den tid, som kartoflerne skal have i ovnen (eller i actifryeren, som jeg har brugt her).

Salaten består af hjertesalat, porrer i meget tynde ringe, lidt ristede pinjekerner og squash i tern med en syrlig dressing af hvidvinseddike, olivenolie, salt og peber.

Gulerodspureen er let at lave og smager skønt. Skær gulerødderne i grove skiver og kog dem møre. Hæld kogevandet fra, men gem lidt til pureen. Blend gulerødderne med en anelse smør og/eller god olivenolie. Tilsæt lidt af kogevandet, så du får en god konsistens. Smag til med salt, peber og gerne lidt timian.

Voila!

Nye morgen müslibarer fra Nutrilett

NUTRILETT-breakfast-bar

Nutrilett har nu for første gang introduceret en morgenmadsbar, der kan supplere kosten, når man ikke har tiden eller lysten til at sidde med en traditionel skål morgenmad.
De nye breakfast barer er ikke en decideret måltidserstatning, men kan når som helst supplere en varieret kost. De er perfekte, når man har travlt eller er på farten  – og de er også rigtigt gode i løbet af dagen eller om aftenen, når den lille sult eller lækkersult melder sig.

Breakfast barerne fra Nutrilett kan med rette kaldes müslibarer – de er baseret på havre og quinoa og indeholder elementer af det, som mange normalt ville spise til en sund morgenmad. Jeg er især glad for den med æble og kanel, men begge har en god müslismag og kan sagtens gøre det ud for en lille snack når som helst på dagen.
Dem, som jeg havde fået hjem til test her til bloggen, forsvandt hurtigt, da også min mand opdagede dem. Han plejer ellers ikke at være specielt interesseret i den slags barer, men de her appellerede virkelig også til herren i huset.

Oat & Berries med havre, græskarkerner, kokos, quinoa og bærstykker indeholder 162 kalorier.
Apple & Cinnamon med havre, quinoa, mandler, æbler og kanel indeholder 153 kalorier. Breakfast barerne har et højt indhold af fibre og protein og min oplevelse er, at de giver en overraskende god mæthedsfornemmelse.

Du finder barerne i mange supermarkeder, hos Matas og fx på Nutrilett.dk.

voksenlivsstil-spons

Stil over alder!

Qland handler om at følge med tiden, om stil, livsstil og om at være aktiv og nysgerrig på, hvad der rører sig – uanset alder!

I dag behøver man som kvinde ikke at gå i ét med tapetet, forbi man bliver ældre. Modenhed er moderne, og vi ser heldigvis flere og flere ældre kvinder i medierne.
Det er stærke generationer, der bliver midaldrende nu, og vi finder os ikke i at blive diskrimineret, hverken på køn eller alder.

Nu har de fleste af os brugt ungdommen på at være usikre på, om huden var uren og om vores vægt, højde og anatomi i det hele taget var god nok. Så skulle pokker da stå i at starte forfra og bekymre os om rynker, gråt hår og om kroppen er flot nok. Det må vi være både for gamle og for kloge til. Vi er, som vi er, og der er så mange ting foruden udseendet, der skaber og definerer en person. Vores vid, erfaring, menneskeklogskab, empati og forståelse, at hvile i sig selv.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal lade stå til med sit udseende – vi kan stadig få det bedste ud af os selv, og dyrke vores personlige stil med et moderne tvist, pleje os selv, gå med lækker makeup, have et flot og velplejet (gråt) hår.

I virkeligheden er dette indlæg et stort tillykke og en hyldest til min mor, der fylder 70 år i dag!
Jeg tænker slet ikke på min mor som en 70-årig, og hun er lige så smart og stilsikker som altid. Hun har stadig et godt blik for de nye trends – det holder altså ikke op, bare fordi tallet på ens alder ændrer sig – men har også sin egen klare og enkle personlige stil. Hun er et eksempel til efterfølgelse.

Hurra for min mor og for alle de andre smukke kvinder, der mener, at alder bare er et tal!

IMG_2177

Til dig, der vil skære ned på sukkeret!

Massevis af færdigfremstillede produkter indeholder rigtigt store mængder sukker. Især naturligvis, når det kommer til søde sager, men generelt har mange industriprodukter et højt indhold af mere eller mindre skjult sukker, så vores indtag i løbet af en dag hurtigt bliver langt større, end vi umiddelbart går og tror.

Det er ikke godt for noget, og fysiologisk har vi ikke brug for sukker!

Sukker er tomme, dumme kalorier uden vitaminer og kostfibre, de giver et ustabilt blodsukker og fylder os op, så vi tager på og forbrændingen af fedtet ryger bagerst i køen. For mit eget vedkommende har for højt sukkerindtag en negativ indvirkning på min psyke og humør (læs indlægget Det gør sukker ved mig her). Sukker kan på kort sigt gøre os glade, fordi det får hjernen til at producere serotonin. Desværre får den efterfølgende insulinproduktion blodsukkeret til at falde ret hurtigt igen – sammen med humøret, som går mod nulpunktet. Så sukker er ligesom at tisse i bukserne for at få varmen, når det handler om at glæde sig selv! 

Vi bliver hurtigt afhængige af sukker, og dét er der selvfølgelig mange producenter, der spekulerer i, så de kan sælge os varer, der tilfredsstiller os kortvarigt med et sukker-, salt- eller fedtkick. Det gælder ikke for ISIS, der er den førende danske virksomhed, når det gælder produkter uden tilsat sukker. De laver velsmagende snacks og søde produkter, hvor sukkeret er erstattet af fx stevia, og hvor der er tilsat proteiner og kostfibre og skruet ned for fedtindholdet, hvor det er muligt.

ISIS-uden-sukker-snacks
ISIS har et stort udvalg, så du kan finde dine egne favoritter og en gang imellem synde med god samvittighed: is, kager, sukkererstatninger, chokolade, marcipan, snackbarer, småkager, bolcher, müsli, cornflakes, marmelader, kagemix, kagecreme og ketchup.

Jeg har haft lejlighed til at prøve en del af produkterne, og de kan sagtens tilfredsstille den søde tand, selvom de ikke indeholder sukker overhovedet. Chokoladeprodukterne er sødet med steviaplanten, som skal siges kan have den naturlige og meget smarte sideeffekt, at man hurtigt opdager, at man ikke kan grovæde – stevia kan godt give lidt rumlen og ondt i maven, når man får for meget. Så kan man lære det!

Chokoladeprodukterne er generelt ikke mine allerstørste personlige favoritter, men til gengæld er jeg vild med en række af de andre ting:
Bolcherne er meget velsmagende og tager sliktrangen – de fås i fire varianter her.
Müslien er meget crunchy og lækker – dem finder du her.
Jeg spiser sjældent chips, men skal det være, så må de fremover gerne være fra ISIS. De er vildt lækre, indeholder 60% mindre fedt end traditionelle kartoffelchips og har et højt protein- og fiberindhold.  Fås i tre varianter her.
Perfect strø ligner og smager som sukker, men har et højt fiberindhold og langt færre kalorier. Den er ikke velegnet til opvarmning (men her er der sødetabletter til fx kaffen i stedet), og den er heller ikke god at få til at opløse sig i fx en dressing (her skal man vælge ISIS Multisød) – men den er en perfekt knasende strøsukker. Du finder de forskellige sukkererstatninger her.

Så det kan altså sagtens lade sig gøre at lave velsmagende kvalitetsprodukter, der ikke indeholder al det skrammel, som vi ofte indtager. Det handler bare om at have det rigtige i skabene derhjemme, når trangen til hygge og søde sager trænger sig på.

voksenlivsstil-spons

Kvinder og økonomi

Du tænker sikkert allerede nu, at det er da et kedeligt emne – og det er netop dét, der er problemet!

I dag er det Kvindernes internationale kampdag, og i forhold til millioner af fattige og undertrykte kvinder rundt om i verden, er vi heldigvis kommet langt i Danmark. Ét af de steder, hvor kvinderne stadig halter bagud, er på økonomien. Mange af os er simpelthen ofte for dårlige til at sætte os ind i de økonomiske forhold, tænker, at det går nok det hele, og synes måske, at emnet er lidt usexet – og ender med at få for lidt ud af vores penge.

 

I dag er derfor en passende dag at gøre opmærksom på den nye bevægelse Kvindeøkonomien, der har til formål at give kvinder større indsigt, konkret viden og håndgribelige råd om økonomiske forhold. Det gælder emner som investeringer, pension, aktier, topskat, rettigheder ved skilsmisse og meget mere – alt det, som mange måske er lidt berøringsangste overfor eller har svært ved at overskue. Her kan du få gode råd til, hvordan du sikrer dig økonomisk og får mere ud af dine penge.

Bag bevægelsen står en række personer, både mænd og kvinder, som ønsker at bidrage med at forbedre kvinderne økonomiske forhold. Blandt de kvindelige initiativtagere finder du bl.a. Mette Reissmann (kendt fra TV3 Luksusfælden og medl. af Folketinget), Charlotte Bircow, Lone Dybkjær, Mette Walsted Vestergaard og Mette Fugl.

Følg Kvindeøkonomien på Facebook her og få inspiration og gode råd til din økonomi.

 

Servering og opbevaring i ét nyt prisvindende design

Zone-Peili-Powder

Zone har bragt sig til op i en anden liga med deres nye designere og nye produkter. Den lækre nye skålserie Peili har i år taget prisen for mest innovative produkt på den internationale Maison & Objet messe i Paris og i Danmark har den vundet Formland News Prisen 2016.

Formgivning og farver er meget indbydende og dertil kommer, at der er tænkt i multifunktion. Først og fremmest er det smart, at man kan servere maden i skålene og derefter lægge låget på og sætte resterne direkte i køleskabet. Skålene er blanke på indersiden, hvilket gør dem indbydende til servering, så de ser ud af mere end en røreskål – hvilket de naturligvis også kan bruges til. I virkeligheden er de en tre-i-én løsning til tilberedning, servering og opbevaring. Lågene er designet til at kunne bruges som fade til fx tapas eller ost.

Peiliserien fås i fem farver og i fire størrelser – fra de helt små på 2,5 dl. til 1 l, 4,5 l. og hele 9 l. Priserne ligger fra 89 til 499 kr.

zone-peili

voksenlivsstil-spons

Mere Marrakech

IMG_7477

Hjemme igen fra fem utroligt spændende dage i Marrakech, kender jeg det hele lidt bedre. Mit sidste indlæg om æstetikken og de små glæder, holder nu stadig.
Sjældent har jeg slappet af, og nydt stemningen så meget, i så meget kaos! Fem dage er til gengæld helt perfekt til et ophold i selve Marrakech. Skulle vi være der længere, så skulle det være for at koble fx en tur i bjergene og i ørkenen på. Men fem dage er fint til at lære byen at kende og fornemme stemningen, og om det er noget for dig.

Marrakech har en ny bydel og den gamle Medina. I den nye by finder man primært det, som man ser alle andre steder – og du kan shoppe i H&M og Mango og drikke kaffe i Starbucks. I Medinaen derimod finder man slangetæmmere, dresserede aber, hennatatovører, musik og larm, tiggere, plattenslagere, håndværkere og kræmmere. Man møder en kultur, som er så fremmed i forhold til vores, folk i traditionelle berberdragter (ca. 50% af befolkningen er de oprindelige nordafrikanske berbere) og kvinder mere end mindre tildækkede – fra tørklæder til burkaer og alt derimellem. Man skal være lidt på vagt, for mange venter kun på at snøre dig, men til gengæld er folk utroligt søde, venlige og høflige. Du bliver tiltalt og lokket konstant, men der er hele tiden et smil på læben. Mange taler rigtigt godt fransk, og de taler også engelsk. Man kan sagtens begå sig, og jeg følte mig som kvinde hverken utryg eller ignoreret. De er alt i alt utroligt søde.

xxx

Marrakech kan ikke undgås at komme til at handle en del om at købe ind i souken. En gigantisk labyrint af gader, hvor der falbydes mere eller mindre gamle “antikviteter”, keramik, tæpper, lædervarer, krydderier, arganoil og meget mere. Her handler det om et spil mellem køber og sælger, hvor der skal forhandles hårdt om priserne. Vi gjorde nogle gode handler – og vi blev helt sikkert også snydt!

IMG_7534


IMG_7453
Maden er ikke specielt raffineret, men kan være meget lækker med deres sødlige krydderier, lækre brød og skønne salater. Vi spiste på alt fra gadekøkken til på hotellet. Det allerbedste var dette enkle måltid på restauranten Nomad, på en lækker tagterrasse midt inde i souken.

IMG_7548_2
Nomad kan absolut anbefales, ligesom tagrestauranten på det fine hotel El Fenn. Og det skal lige indskydes, at vi ikke har haft den mindste snert af dårlig mave – man skal bare holde sig til de gode steder, til stegt eller kogt mad og langt væk fra vandet. Her er blot een af flere smukke lounge områder på El Fenn.

lounge-el-fenn

Når man har gået det meste af en dag i soukens inferno, er det guld værd at have en stille og rolig oase at vende hjem til. Vi boede på Les Jardins de la Medina, som ikke er super billigt, men til gengæld er en fantastisk oplevelse. Magen til service skal man lede længe efter. Det hele er gammelt og rustikt, men emmer af varme og hygge. Jeg skrev lidt om det i mit tidligere indlæg. Jeg har aldrig nogensinde haft lyst til at dvæle så længe over morgenmaden som her!

IMG_7507

les-jardins-de-la-medina_2

Til sidst kan du se et par af mine mere eller mindre skøre køb, som desuden omfatter krydderier, arganoil, tørklæder, slippers, en sort marokkopude og en masse små skåle. Der er bestemt mulighed for at anskaffe sig noget personligt boliginteriør. Fadet kostede ca. 100 kr., og fem forskellige figurer i træ, udskåret kamelben samt krigeren nedenfor, som jeg tror er i messing, kostede ca. 1.400 kr. i alt. Billederne er lavet i tørrede sommerfuglevinger af en gadesælger fra Senegal og kostede 140 kr.

fad-marrakech

antik-marrakech

billeder-sommerfuglevinger-marrakech

Marrakech er helt sikkert noget for dig, der elsker at opleve andre kulturer, og som måske er frisk på at udforske markedet og parlamentere frem og tilbage med de mange sælgere. Det er ikke for sarte sjæle i forhold til larm og kaos, men bag det hele er der en venlighed og en varme og en unik sans for hygge og æstetik. Jeg er vild med at sidde på en tagterrasse og drikke myntete og ind imellem høre bønnerne gjalde over byen fra minareterne. Der er fattigdom, og man bliver mindet om, hvor godt et samfund det danske er, men til gengæld er der liv og glade dage, og om aftenen forvandles byens store plads Jamaa el Fna til et inferno af menneskemylder, gadekøkkener, musikere, dansere, slangetæmmere og andet godtfolk.

Vejret har været solrigt og svinget med ca. 20 grader i løbet af døgnet. Fra 6-7 grader morgen og aften til over 25 grader i løbet af dagen. Så der har også været tid til nogle timer i solen på hotellet i løbet af eftermiddagen, hvor vi kunne nyde udsigten til Atlasbjergene i baggrunden med sne på toppen.
På hotellet kan man sagtens være i badetøj, men på gaden bør man respektere kulturen være tildækket fra knæene og op og over skuldrene.

Du kan flyve billigt til Marrakech med Norweigan. Tjek her på Momodo (affiliate link)

De små glæder i Marrakech

marrakech-blog

Efter bare et par dage i Marrakech kan jeg bestemt ikke kalder mig ekspert i byen, men der er en ting, der slår mig: Hvor de ydre og store rammer, bygninger og infrastrukturen, virker noget ydmyg og forsømt, har de en fantastisk sans for æstetikken og de små glæder.

Nydelsen rammer efter meget kort tid, farverne og sanseligheden og lysten til bare at være og at nyde det. Både i går aftes og her til morgen ved det overdådige morgenmåltid – den bedste morgenbuffet og service, jeg har oplevet – var vi heldige at blive placeret foran den knitrende åbne pejs. Temperaturen svinger ca. 20 grader i løbet af døgnet, og til tider er det fantastisk at hygge i varmen indendøre. Læg dertil en enkel hyggelig indretning, smuk musik i højttalerne og friske blomster.

les-jardins-de-la-medina-restaurant

Velkomsten med sød gedemælk og store friske dadler, den åbne pejs i hotellets restaurant, de levende lys på værelset, de friske blomster, rosenbladene strøet ud i badeværelset, de smukke udskårne lamper, de mange dufte af krydderier og parfume. Selv meget af deres musik har bare noget særligt lækkert over sig.
Parfumen tager måske nok  lidt overhånd, og vi har måttet frabedes os duftlyset og det lille pust af parfume på hovedpuderne 🙂

les-jardins-de-la-medina-værelse

Vi bor i udkanten af den gamle bydel, Medinaen, på et rigtigt lækkert hotel – Les Jardins de la Medina – som har den største private have i hele Medinaen. Der er fuglekvidder, løstgående skildpadder, appelsintræer og smukker lamper og skulpturer. Der er et lille poolområde og solterrasser og det er simpelthen en oase i den store, støvede og ellers larmende by.

have-marrakech

 

udskårne-stole-marroko

 

Det store marked, souken, er på mange måder en oplevelse. Imellem skrammel og de utroligt anmassende sælgere, kan man finde skønneste ting – og når den første overvældelse har lagt sig, og man lærer at håndtere deres salgsmetoder, er det utroligt spændende. Jeg må tilbage en gang mere! I dag er der blevet købt arganolie, som jo kun produceres i Marokko, et smukt keramikfad og masser af krydderier. Og bemærk også de spidse sølvslippers, jeg har på fødderne på billedet! Måske mere sjældne end kønne, men ganske sjove og behagelige.
Det store fad kostede 100 kr.!

keramik-marrakech

Krydderierne er sat op i de flotteste kegler!

krydderier-marrakech
Min mand fik revet sit armbånd over af en mand på knallert midt i en souk. Jeg tror, de havde regnet med at gafle et ur, men vi går slet ikke med dyre ure hernede. Oplevelsen var alligevel lidt øv, men man skal regne med, at der også er fattigdom og plattenslagere i massevis. Der er som sagt nogle ydre ting, der ikke er perfekte, men inde bag det hele er der alligevel en særlig sans for skønhed og æstetik, som jeg er vild med.

Det var en lille smagsprøve fra Marrakech – jeg vender sikkert tilbage med lidt mere.

 

Ny trend: Lav din egen kreative kryddersnaps


basis-aalborg-opskrift

Kryddersnapsene er for alvor ved at få en renæssance og har fundet vej til de allermest dyre og hotte restauranter, som nu har deres egne snapseblandinger stående side om side og udfordre de dyre cognacer og rom på avec-bordet. De spændende nye snapser bruges også i mad, i cocktails og i desserter!
Med andre ord er snaps altså ikke længere kun noget, vi drikker til jul og påske – og det er ikke kun for det ældre segment. Mulighederne for at være kreativ og lave spændende – og billige – snapse er nærmest uendelige i den nye Kryddersnaps Vers. 2.0 trend.

I denne uge har Aalborg Akvavit lanceret den nye geniale økologiske gør-det-selv-snaps Aalborg Basis, som gør det nemt at lave din egen personlige snaps. Jeg har prøvet det – og det simpelthen super sjovt og hyggeligt at følge, hvordan smagen udvikler sig. Snapsen kommer i et genialt syltetøjsglas med plads til at tilsætte dine egne ingredienser. Du kan let åbne glasset, putte dine ingredienser i,og følge med dag for dag og beslutte, hvor længe de skal trække, før din snaps er perfekt. Desuden er glasset fint og hyggeligt at have stående fremme, og det er naturligvis så gennemtænkt, at der er plads til, at du selv kan skrive på etiketten.

aalborg-akvavit-basis

Jeg har lavet fx en sort lakridspibesnaps med chili og sirup og en fin lyserød hindbærsnaps med honning og vanille. Mit bud på en mande- og en damesnaps. Og her i huset er vores gæster vilde med dem – også til kaffen – og sjovt nok er de unge i familien totalt hooked på ideen og ser allerede de ny Basis glas som en super god værtindegave. De kan allerede nu købes i Meny og Kvickly til 89 kr.

basis-snaps-lakrids

BASIS snapsen består af sprit og vand med en alkoholprocent på 35, og den har fået slebet kanterne af med en hemmelig opskrift af krydderurter, så du kan lave runde og bløde snapse. Der er ikke tilsat sukker i forvejen, så du kan selv søde med fx honning, sirup eller karamel.  En karamel, som du har lavet på panden af sukker og smør, er rigtig god i snapsen, hvis du elsker rom.

Det er faktisk pærelet, og det behøver altså ikke at tage måneder og år at lave en kryddersnaps. Du kan lave din blanding om formiddagen og servere den for dine gæster om aftenen. Jo mere du tilsætter af ingredienserne, jo hurtigere går det. Når de tages op, stopper processen.

Det kan være en god idé at starte med at gå ud fra nogle opskrifter, indtil du får din egen føling med snapsefremstillingen. Du kan finde nogle eksempler her. Generelt er det en god idé at holde sig til få ingredienser, også gerne én enkelt, samt én sukkertype. Du kan bruge frugt, bær eller krydderurter, men altså også de mere specielle som fx lakrids eller andre former for slik. ALT er nærmest tilladt, og også salte ingredienser og chokolade er velegnet. Det er kun din fantasi, der sætter grænser. Så det er bare med at komme igang – og overraske dine gæster!

Man kunne jo simpelthen også bare gå all in og købe denne her lækre opskriftbog, “Snaps” af Rasmus Leck Fischer (299 kr. hos Bog & Idé). Jeg synes, at bogen sammen med et par glas BASIS kunne være en genial gaveidé til alle, der elsker at eksperimentere i køkkenet.

snaps-bog

 

 voksenlivsstil-spons