Som du kunne læse i sidste uge, skulle jeg i går opereres for en lille celleforandring (DCIS) i mit venstre bryst. I tirsdags var jeg også igennem en MR-scanning, fordi der – trods dobbelt biopsi – stadig også var usikkerhed omkring en lille knude i højre side. Jeg var derfor meget spændt, da jeg mødte op i går morges, om jeg skulle opereres i begge bryster, eller kun i det ene.
Jeg ved også, at mange har været så søde at følge med her på bloggen, så nu skal du høre, hvordan det er gået!
Hvordan ville det komme til at se ud? (lidt forfængelig er man vel)
Da jeg stod i brusebadet i går morges og kiggede ned af mig selv, var jeg fuld af tanker om, hvordan jeg mon ville se ud, når jeg kom hjem igen. Skulle jeg opereres i begge bryster eller kun i venstre? Og ville jeg få en “hulning” i brystet, dér hvor forandringen skulle tages ud?
Da jeg i sidste uge fiskede efter, hvordan det ville se ud bagefter og forsigtigt spurgte lægen, om det kunne ses var svaret, at dét kunne det. Med tryk på dét!
Jeg tror, de er bange for at skabe for store positive forventninger og derefter blive klandret efterfølgende. Så helt rolig var jeg ikke, men af een eller anden grund havde jeg en stærk intuition om, at det ville blive fint og at kun den ene side skulle opereres. Og det kom til at holde!
Knuden i højre side var heldigvis stadig fuldstændig godartet, også på MR-scanningen. Mit venstre bryst har, så vidt jeg kan se gennem plastret, fået et fint lille snit på 2 cm. og ser derudover fuldstændigt ud som det plejer. Er man alvorligt syg, er jeg godt klar over, at forfængeligheden er det mindste af det, men jeg er – som jeg også skrev sidst – så utrolig heldig, at jeg er både rask og nu også stadig helt INTAKT!
Jeg er så taknemmelig!
Selvom jeg stadig er nøjagtigt lige så rask nu, som før mammografien, så er forskellen, at jeg oplever en kæmpe taknemmelighed. Jeg havde virkelig gerne været det her forløb foruden, men skal jeg drage noget positivt ud af det, så er det taknemmelighed over mit gode helbred og min gode fysik. Naturligvis er jeg også taknemmelig for, at nogle celleforandringer nu er væk. Måske var de aldrig blevet til noget, men der er også den mulighed, at de om nogle år havde skabt en lang større ballade med større indgreb og efterbehandling til følge.
Jeg ved også, at jeg er blevet opereret af en meget dygtig læge, som gør en dyd ud af at gøre resultatet så flot som muligt. Dér, hvor han har taget forandringen ud, har han “rykket lidt rundt” på vævet (sådan har jeg fået det forklaret), så alt ser flot og normalt ud. Det er jeg meget taknemmelig for.
5 ugers psykisk pres er slut!
På billedet øverst har jeg været vågen efter narkosen i et par timer, så jeg ser måske lidt kvæstet ud – men også mere end almindelig glad og helt ufatteligt lettet. Det er 5 ugers psykisk pres, der slutter lige der!
– Først et brev med indkaldelse efter screeningen. Kæmpe chok og en fantasi, der strakte sig fra fjernelse af bryst til kemo. Heldigvis blev ventetiden forkortet pga. vores forestående rejse, men det blev 6 meget lange dage (og nætter).
– Klinisk mammografi med ultralyd og biosi i højre bryst og lymfe. Lægen blev ved med at kalde en lille knude på 6 mm. “suspekt”. Almindeligt i fagsprog for alle knuder hos kvinder over 50 har jeg efterfølgende læst mig til. Hun understregede, at der kun var en lille chance for, at det bare var bindevæv. Jeg gik hjem og beroligede mig selv med, at 6 mm og en tilsyneladende fredelig lymfeknude var til at håndtere, for på den måde at kunne nyde vores ferie i Indien. Heldigvis var både radiografer og sygeplejesker søde til at berolige mig en lille smule og opfordre mig til bare at nyde ferien.
– Frikendelse af knuden, kunne jeg konstatere på Sundhed.dk, men til samtalen sendte lægen mig afsted i lynets hast samme dag til endnu en biopsi, fordi det viste sig, at der alligevel var en knude mere, der skulle undersøges ved siden af den anden. Endnu en biopsi af første knude i samme ombæring, fordi lægen stadig fandt den suspekt.
– Dagen efter endnu en biopsi (en lidt anden slags) af det lille område med mikroforkalkninger, der skulle vise sig af indeholde DCIS forandringer.
– Knuderne var igen godartede kunne jeg læse i min journal – men lægen var stadig ikke overbevist og ville have en MR-scanning. Samtidig blev operation af DCIS-området planlagt.
– MR-scanning to dage før operation.
– Operationsdag – først med indlæggelse af nålemarkeringer og svar på MR, der endnu en gang frikendte den lille knude. Selve operationen, nogle timer efter, varede alt i alt omkring en time fra jeg blev kørt afsted til jeg kom tilbage på stuen. Alt forløb godt, alle var utroligt søde på brystkirurgisk på Herlev, narkosen var en fest – og der er nu sat et punktum ♥
Hvad så nu?
Om et par uger er der opfølgning på operationen, og vi skal tale om overvågningen af mig fremover, hvor jeg sikkert vil blive tilbud nogle flere screeninger i en periode. Alt i alt kan jeg jo kun sige, at der er blevet taget sig af mig med stor grundighed. Jeg har dét, som jeg kan forstå, at de i fagsproget, ifølge sygeplejersken, kalder faste bryster – og det skal man jo ikke være ked af – men fordi det er tæt væv uden så meget fedt, så kan det være svært at screene på en mammografi, hvor ting og sager kan ligge og gemme sig. Så dybest set skal jeg være rigtigt glad for, at jeg er så nøje undersøgt og overvåget. Det har ikke været sjovt, og jeg har forbandet det langt væk undervejs, men nu er jeg bare glad. Jeg har i virkeligheden fået en førsteklasses behandling, selvom helt så meget pres og angst måske kunne have været undgået undervejs. Skal jeg drage noget positivt ud af det, så er det, at der efter angsten, i alt fald i mit heldige tilfælde, følger en lettelse og en endnu større glæde ved livet (og sin raske og intakte krop).
Jeg havde tænkt meget over, om den angst, der følger med sådan et forløb, ville sætte sig i mig. Det ved jeg desværre, at den gør hos en del kvinder, som har mén efter det i længere tid. Jeg har frygtet, at jeg ville få en sygdomsparanoia og at angsten generelt ville være svær at slippe af med. Det har jeg for alt i verden gerne ville undgå, og jeg tror, at jeg, med min strategi om at søge viden og fakta, allerede er videre. Jeg er i alt fald intet andet end lettet og glad nu.
Jeg ved til gengæld rigtigt meget nu om screeninger, for og imod, om celleforandringer, brystkræft, statistikker og behandlinger, og det er min måde at finde ro og overblik og rationale, der får mig videre. For vi skal ikke gå og spilde tiden på at være bange og frygte det værste. Vi skal nyde livet. Vi må så hver især tage de forholdsregler og de screeninger, vi føler for, men først og fremmest nyde nuet og være taknemmelige.
Som jeg har skrevet flere gange før i dette forløb, så ved jeg, at der er mange, der har det langt værre end mig, hvad angår sygdom, og min empati og beundring for, hvad de går igennem er bestemt ikke blevet mindre. Mit er et lille bump på vejen – og nu er det vel overstået!
