Som klient kommer man typisk til terapien med et mål om at få det bedre, blive gladere, lykkeligere, træffe valg, leve med svære ting i livet, finde mere ind til sig selv eller blive mere afklaret fx om parforhold og andre betydningsfulde relationer fra både nutiden og måske nogle fra fortiden, der stadig generer.Jeg afsluttede jo fornyligt andet år på min uddannelse til psykoterapeut med en teoretisk eksamen. Over 60 emner var der, som kunne trækkes, og et af de fire, som jeg kom op i var “terapiens formål”. Et meget essentielt emne, og det inspirerer mig til at dele her på bloggen, hvad formålet egentlig er med en gestaltisk psykoterapi. Det vil måske overraske dig, at der vigtigst af alt, IKKE er et specifikt mål. 

Jeg havde læst og forberedt mig godt, så jeg var bare spændt, da jeg skulle ind til bordet og trække mine fire emner. 20 minutter havde jeg at tale om dem i, og til at svare på spørgsmål undervejs.

Jeg fandt ud af, at jeg er som en fisk i vandet, når det gælder gestaltterapiens teori. Simpelthen, fordi det fanger mig og interesserer mig helt ind i knoglerne.

Nu vil jeg dele det ene af mine fire emner med dig her på bloggen: terapiens formål.

Klientens mål

Som klient kommer man typisk til terapien med et mål om at få det bedre, blive gladere, lykkeligere, træffe valg, leve med svære ting i livet, finde mere ind til sig selv eller blive mere afklaret fx om parforhold og andre betydningsfulde relationer fra både nutiden og måske nogle fra fortiden, der stadig generer.

Vejen hvorpå, man kommer derhen, findes der aldrig en færdig opskrift på. Normer og værdier, mål, ønsker og behov er forskellige fra person til person, ligesom vores baggrund og rygsæk, ressourcer og adfærd er forskellig.

Og det er vigtigt som terapeut ikke at trække noget bestemt ned over hovedet på nogen! Afklaringen kommer gennem at lytte, støtte og bakke op, se mønstre og sammenhænge, spørge interesseret ind og være med til at skabe klarhed.
Derigennem bliver det muligt for den enkelte at træffe de rigtige valg for sig selv.

 

TERAPI kommer af det græske ord therapeis og betyder at heale, pleje, lindre, kurere.

 

Jeg skal selv igennem 60 timers terapi i forbindelse med min uddannelse. Det kan du læse mere om HER.

Gestaltterapiens form¨ål

Lad mig starte med, hvad formålet med terapien IKKE er: At nå frem til specielt mål eller en løsning. Her er det processen, der er vigtig.

En klient er ikke et projekt for gestaltterapeuten, som aldrig må falde i en gryde om at vise, hvad hun kan og hvor “dygtig”, hun er. Der skal hverken analyseres, fortolkes eller gives gode råd! Som gestaltterapeut er man ikke klogere end klienten, og ingen er mere ekspert i eget liv end personen selv.
Men man kommer helt og holdent som sig selv, autentisk, åben, nysgerrig og kontaktfuldt undersøgende sammen med klienten – på hans eller hendes præmisser.

Terapi er i bund og grund en samtale med sig selv med et støttende, ægte, nærværende og empatisk vidne!

 

Der er, hvad der ér!

Formålet for gestaltterapeuten er – sammen med klienten – at undersøge dét, der er. Ikke at gætte, fortolke, analyse og fantasere sig frem til, hvad der foregår i klienten. Ingen er større eksperter i vores eget liv, end os selv.

Kunsten er at gå vejen sammen, støtte, lytte, stille sig til rådighed i en autentisk kontakt, være opmærksom og empatisk. Terapeuten holder et yderst vågent øje med, hvad der sker – både verbalt og kropsligt – og vil kunne se mønstre og spørge ind til det, der virker til at være energi på og være vigtigt i forhold til klientens værdier og ønsker.

For derigennem at medvirke til at skærpe klientens opmærksomhed på sig selv!

De svære ting kommer ud i lyset, hvor de kommer til at stå klarere eller ligefrem opløses. Mange ting, der har ligget dybt og måske har fået os til at tænke dårligt om os selv, tåler ikke dagslyset. Når de først kommer frem, kan vi se dem med nutidige øjne i et empatisk rum, og dermed efterhånden få dem til at forsvinde eller acceptere og leve med dem.
Andre ting, vil træde klart frem og ligefrem skabe AHA-oplevelser, der ændre klientens ageren og væren i verden i al fremtid.

Hvad ønsker du?

I terapien bliver muligt at undersøge og opdage, hvad der foregår, og hvordan vi agerer i forskellige sammenhænge. Om vi kan mærke og fastholde egne behov, og om vi er i stand til at være sammen med andre og samtidig afgrænse os fra andre på en måde, der føles godt, og hvor vi kan være os selv som dem, vi er.

Hvad ønsker du at opnå? Hvad er du bange for? Hvor ligger gevinsten i at gøre, hvad du gør?
Der er altid en årsag, altid en gevinst, når vi vælger at agere, som vi gør.

Vi gør ALTID det bedste, vi har lært – fordi det har fungeret for os engang. Måske som børn, hvor overlevelsen i verden var afhængig af en særlig tilpasning. Måske er der skabt nogle autopilotmåder at agere på, som vi ikke er bevidst om. Vi bøjer os måske, eller vi går til angreb, vi vender tingene indad, vi giver andre skylden, vi gemmer os væk.

Når vi finder ud af, hvad vi har brug for og hvad vi ønsker, og hvilke gamle strategier, der forhindrer det – så bliver det muligt at gå efter det, vi ønsker os i livet. Naturligvis i respektfuld hensyntagen til omgivelserne og det mulige.

Formålet med terapien er kort og godt at skabe KLARHED for klienten. For derigennem at skabe flere valgmuligheder!

Fritz Perls, grundlæggeren af gestaltterapien, definerer psykisk sundhed som bl.a.:

At kunne mærke og rangordne sine behov
og gå efter dem
inden for rammerne af det mulige.



I gamle dage, tilbage i 60-70’erne, var gestaltterapien kendt for at være meget konfrontatorisk, grænseoverskridende og ekstremt centreret om egne behov. I dag er den kommet et helt andet sted hen. Stadig med de grundlæggende eksistentielle teser i behold – vi har alle ansvar for eget liv, og vi skal leve med vilkårene om ensomhed, valgfrihed og døden – og i dag er terapien meget respektfuld, støttende, rummelig og i øvrigt også effektiv.

 

I lørdags bestod jeg den mundtlige teoretiske eksamen efter andet år på psykoterapeutstudiet på Nordisk Gestalt Institut. Det betyder først og fremmest, at jeg er klar og godkendt til at fortsætte på overbygningen. Dermed kan jeg efter to år mere blive certificeret psykoterapeut – og faktisk allerede om et års tid, om alt går vel, få lov til at begynde at arbejde med klienter. Tiden går stærkt, og jeg er overlykkelig for, at jeg kastede mig ud i en ny uddannelse! 

Jeg har truffet et livsforandrende valg - som 54 årig - og nu er jeg halvvejs igennem mit studie. Og jeg har allerede nu givet mig selv en større gave end jeg kunne have forestillet mig. En livsforandrende gave, en passion, en ny opmærksomhed, en større glæde, en ny mening og nye fremtidsmuligheder.
Når jeg har været lidt fraværende her på bloggen på det sidste, så er det fordi, jeg har læst til eksamen! Jeg har læst op, og jeg har forberedt mig, og jeg har skrevet ned fra forskellige kilder og forholdt mig til de 66 emner, jeg skulle op og trække 4 af – og tale direkte fra hoften om.
Jeg har haft nogle ekstra sessioner med min lærer, været til en ekstra workshop og haft et par øvedage med to af mine medstuderende. Været en total nørd 🙂

 

Gestaltterapi er en psykoterapeutisk retning, der tager udgangspunkt i, at klient og terapeut sammen og i et ligeværdigt forhold undersøger, hvad der er, og hvad der sker i klienten her og nu. Fortiden er ikke interessant for fortidens skyld, kun i det omfang, den rumsterer i nutiden. Terapeuten analyserer og fortolker ikke, men følger og støtter nænsomt klientens proces. Intet er forkert og alt kan rummes – der er, hvad der er!
Formålet er at skabe klarhed og indsigt for den enkelte, måske ligefrem store AHA-oplevelser, hvor ting pludselig falder på plads og giver en ny vej frem i livet. Ved at opdage sig selv og være opmærksom på egne behov, følelser, tanker og sansninger, bliver der større råderum for at tage valgmuligheder og ansvaret for eget liv tilbage til sig selv.



Jeg har fundet min passion!

Den eksamen har været hver en times forberedelse værd! Ikke bare det faktum, at jeg fik topkarakter – hvilket jeg selvfølgelig er stolt af – men især, fordi stoffet er faldet fuldstændig på plads indeni mig i løbet af processen. Og fordi, jeg har opdaget, hvor meget den interesserer mig – og hvor meget, jeg vil det her. Jeg har fundet min passion, og jeg føler, at jeg er godt på vej til at nå ind til min indre terapeut og forhåbentlig en ny plads i verden.

Det har ligefrem taget bolig i mig, føler jeg, og gestaltterapien, som er den retning, jeg læser, er også en retning i livet, en væren-i-verden. En vågen opmærksomhed på mig selv og andre. På det, jeg gerne vil, og det jeg gør – eller ikke gør. På at være tilstede i nuet. På, at ansvaret for mit liv og mine behov er…mit!

 

Det handler ikke om at kunne en masse udenad og være teoretisk som terapeut. Tværtimod! Men det handler om at kunne være nærværende, empatisk og autentisk tilstede, at være vågent opmærksomhed på, hvad der foregår, og støtte sin klient i at opdage sig selv.

 

 

Tiden er din!

At påstå, at det aldrig er for sent at starte en ny vej i livet, er vel en sandhed med modifikationer. En dag, så er det for sent! Livet varer ikke evigt, og at se det faktum i øjnene er netop vejen til at være tilstede i nuet – og se at få trukket de valg, vi ønsker, kan og vil, netop også før det er for sent.

Og, når det er sagt, så mener jeg jo bestemt ikke, at vi behøver lade alderen stå unødigt i vejen for vores ønsker og drømme. Tiden er din, og du har hver dag små og store valg, du kan træffe – hvis du vel at mærke er opmærksom på dine behov og dine muligheder.

Satre påstod endda, at vi mennesker ikke er andet end summen af vores valg.

Jeg har truffet et livsforandrende valg – som 54 årig – og nu er jeg halvvejs igennem mit studie. Og jeg har allerede nu givet mig selv en større gave end jeg kunne have forestillet mig. En livsforandrende gave, en passion, en ny opmærksomhed, en større glæde, en ny mening og nye fremtidsmuligheder.

Nu glæder jeg mig til at klø på med 3. år – med mere teori, praktisk øvelse i terapeutrollen og fortsat egenudvikling – og jeg ser så utroligt meget frem til den dag, jeg kan begynde at støtte andre i deres proces ♥

Du vil stadig kunne følge med undervejs her på Qland!

 

Tiden er fløjet afsted fra jeg besluttede mig til at tage en ny uddannelse – og til nu, hvor jeg forbereder mig til 2.års eksamen på psykoterapeutstudiet. Fire år føltes som meget lang tid, da jeg gik i gang, men jeg kan love for, at det går stærkt, og det er aldrig for sent at lære nyt og udvikle sig. Livet er jo i sig selv én lang proces.
En uddannelse – og et senere virke – som psykoterapeut involverer først og fremmest én selv som menneske, og jeg føler, at jeg har udviklet mig både fagligt og personligt over de snart to år, der er gået. Her får de tre største ændringer i mit liv.


Jeg har vist skrevet det før, men jeg er stadig ovenud lykkelig over, at jeg startede en ny vej i livet og begyndte på en ny uddannelse på psykoterapeut. I dag kan jeg slet ikke forestille mig at skulle have undværet den udvikling, jeg er igennem, alt den nye viden, jeg får og det intensive arbejde, der gør, at jeg kan blive mere og mere mig selv og finde en bevidst måde at være i verden på.
Og, at jeg endda om et par år vil kunne bruge det til forhåbentlig skabe værdi for andre, og dermed mig selv.

 

Jeg søgte mening! En mere bevidst måde at være i verden på, udvikling og fordybelse. Nok ikke så fremmed en følelse for mange, når vi kommer til en vis alder. Det er tid til at vende ind, søge en indre tilfredsstillelse ved livet – og det er netop dét, jeg oplever at få.

 

Et solidt fundament

I starten af oktober gælder det 2.års eksamen, primært teoretisk, der skal give adgang til de kommende to års uddannelse til psykoterapeut. De næste par år bliver intense med endnu mere læsning, opgaver, terapi/supervision og eksaminer.

Jeg mærker tydeligt, at der nu stille og roligt er ved at være et fundament i mig, som er mere robust og solidt, der er mere ro på de indre processer.

 

Jeg havde håbet og ønsket, at jeg kunne opbygge en større stamina – en større mental styrke til at stå i de hårde og svære ting, i modstand og især i forhold til angsten for at være eller gøre noget forkert. Et mod til at være MIG og tro på, at det er godt nok. Jeg mærker, at det begynder at lykkes!

 

Jeg har helt overordnet fået større opmærksomhed på, hvad der sker i mig selv – og i andre, hvilket er en afgørende forudsætning for at kunne blive en god terapeut en dag!

Og selvfølgelig er jeg også allerede en hel del klogere på gestaltterapien og alle dens værktøjer – og er ved at være klar til teoretisk eksamen. Men de to første år på Nordisk Gestalt Institut er centreret om den studerendes egen udvikling ud fra devisen først prøve, så forstå.

Jeg har prøvet at lave 3 nedslag i de mange små og store ændringer, der er sket i mit liv.

Eller rettere i måde, jeg ER i mit liv på!

 

1. Jeg er bedre i kontakt med mine behov

Det allerførste, og meget fundamentale, som jeg instinktivt lagde ud med at fokusere på var mine egne behov. At gøre op med “bør og skal” og tænke mere i, hvad jeg egentlig har lyst til og brug for.

Én af de definitioner, som grundlæggeren af Gestaltterapien, Fritz Perls, har givet af psykisk sundhed er:

At kunne mærke og rangordne sine behov
– og gå efter dem
inden for rammerne af det mulige.

 

Det lyder måske enkelt, men for mange af os, der har været vant til gerne at ville gøre det “rigtige”, og være gode og tilpasse os, er det ikke så let at mærke egne behov og give slip på altid at skulle og burde.

Det handler om at være i verden med opmærksomhed, og det er jeg blevet meget, meget bedre til! Jeg er vendt langt mere ind i min egen væren og i nydelsen og i nuet.
Det handler derimod ikke om, at noget er forkert og partout skal laves om, men om at BLIVE DEN, MAN ER!

 

2. Jeg lytter mere og redder mindre

Måske kender du det fra dig selv: mange, og nok særlig mange kvinder, har “Den store Redder” i os. Vi vil så gerne fixe og ordne og glatte ud.

Jeg har haft meget travlt med at skulle springe til og hjælpe og komme med gode råd.  I den bedste mening og uden at forstå, at os “reddere” nemt også kan komme til at virke krænkende og bedrevidende, og at vi i virkeligheden selv kan søge anerkendelse ved at påtage os den rolle.

I dag har jeg knap så travlt med at skulle løse alting for alle andre – og jeg synes selv, at jeg er blevet langt mere fokuseret på at lytte, være i dét, der er, og møde andre i deres udgangspunkt mere end mit eget. Jeg prøver ikke at overtage og komme med råd på samme måde som tidligere ( i alt fald ikke helt så meget 😉 )

Jeg har forstået, at vi hver især har et ansvar for at bede om det, vi har brug for.

 

3. Jeg forstår projektioner – både mine egne og andres.

Noget af det allersværeste og allervigtigste for mig har været at forstå projektioner. Virkelig at forstå det helt ind i sjælen.
At dét, vi hører og ser, og dét, vi siger, kommer fra os!

 

Det giver en kæmpe RO at forstå, at jeg ikke er prisgivet til andres meninger, at jeg ikke har overgivet magten om, hvad der er rigtigt og forkert til andre.
Dét, andre siger til dig, kan du tage ind og smage på – du kan beholde det eller du er i din fulde ret til at spytte det ud igen. Det er jo deres meninger, deres måder at se verden på, der kommer til udtryk. Det behøver ikke have noget med dig at gøre.


Jeg forsøgte at beskrive det i indlægget om Jørgen, der havde skrevet en grim kommentar her på bloggen.
Jeg blev faktisk ikke en gang ked af, hvad han skrev, fordi jeg forstod, at det handlede om ham.

På samme måde kan jeg også ind imellem undersøge mine egne holdninger ekstra gang og spørge mig selv om, hvad det mon handler om.


******

Alt i alt kan du måske fornemme, at jeg er vendt mere ind i mig selv – og er knap så meget ovre i andre.
Jeg er i kontakt med, hvad der sker i mig både i mine tanker, følelser og i min krop.

Jeg er bestemt også opmærksom på de andre, og jeg kan nu være det på en ny måde, uden de samme forsvarsmønstre, uden angst for at blive dømt, og uden en følelse af at skulle levere en slags misforstået modydelse for at have lov til at være her.

Nu gælder det eksamen – og to spændende år mere, som i højere grad kommer til også at handle om, hvordan jeg kan give alt dette videre som terapeut.
Jeg glæder mig til at det hele ♥

 

I Gestaltterapien er opmærksomhed et nøgleord. En vej til en vågen og ufokuseret opmærksomhed på, hvad der egentlig foregår i alle vores zoner – i vores sanser, tanker og følelser. Med en øget opmærksomhed kan vi bryde gamle mønstre og vaner, og vi kan også øge vores valgmuligheder, når vi vænner os til at vide, hvad der foregår og hvordan vi egentlig bærer os ad med at være i verden, som vi gør. Små nuancer i vores sprog har også stor betydning, og her får du tre vigtige eksempler, som du måske vil prøve at rette din opmærksomhed på.

 

Gestaltterapi skal selvfølgelig opleves og foregå i en her-og-nu situation sammen med en dygtig terapeut. Når, det er sagt, så er der også masser af grundtanker og teorier og læresætninger, der kan formidles på et mere alment plan. Så det prøver jeg ind imellem at gøre her på bloggen efterhånden som jeg også selv lærer og bliver klogere.

Her vil jeg sætte fokus på tre små sproglige nuancer med en stor betydning, MEN FØRST LIDT OM OPMÆRKSOMHED.

Midlet er opmærksomhed – og målet er opmærksomhed!

Før, jeg vil opfordre dig til at lægge mærke til de tre sproglige nuancer, vil jeg lige fortælle om opmærksomhed på et mere overordnet gestaltisk plan.

Det lyder måske abstrakt, og det skal trænes og opleves, hvordan det er at leve med større opmærksomhed, eller awareness, på sig selv. På, hvad der foregår i alle tre zoner – i tanker, følelser og sanser. I hoved, krop og følelser. Og her taler jeg ikke om at være egoistisk og selvfikseret, men om at være i kontakt med sig selv og med sine behov og sine muligheder – under hensyn til sine omgivelser og de givne rammer.

Det handler ikke om at analysere sig selv hele tiden (introspektion), men om at blive i stand til at leve opmærksomt, autentisk og i overensstemmelse med sit inderste jeg.  Det handler ikke om, at noget er forkert – eller skal laves om – det handler om at blive, den du er.

 

At leve med opmærksomhed – også på de indgroede mønstre, forsvarsstrategier, roller og overbevisninger, der er proppet i os i fortiden, og som ikke længere passer til os. Med opmærksomhed på, hvad der foregår og hvordan vi bærer os ad med at være og agere som dem, vi er.

 

Ikke om hvorfor, og om analyser og intellektualisering om baggrunden for, at tingene er, som de er. Med simpelthen hvad og hvordan. Lige nu og her. I relation til omgivelserne.

Når, vi ved, hvad der sker i os selv, så kan vi hente ansvaret hjem til os selv og få øje på de muligheder, vi har til rådighed.

LAD OS SE PÅ DE TRE SPROGEKSEMPLER!


MAN eller JEG?

At bruge ordet “man” i stedet for “jeg”, er meget udbredt – og det kan være en vane, det er svært at slippe af med.

Man er selvfølgelig et helt relevant ord, når der netop tales om noget alment. “Man siger jo, at brændt barn skyr ilden” eller “Man kan se i statistikkerne, at vi bor knap 6 mio. i Danmark”.

Når “jeg” erstattes af “man”, så kan der ryge noget ståen ved sig selv.
Smerter og nederlag føles måske også umiddelbart lettere at bære og mindre skamfulde, når de deles med fællesskabet:

“Man havde det svært i skolen”. “Man følte sig jo lidt som en outsider i familien”. “Man vil jo gerne have en kæreste”.

Med “man” gør vi personlige ting almene i stedet for at blive i os selv, være tydelige, autentiske og ansvarlige.

“Jeg havde det svært i skolen”. “Jeg følte mig jo lidt som en outsider i familien”. “Jeg vil jo gerne have en kæreste”.

Her er der tydelighed og ANSVAR, og du mærkes af både dig selv og andre.


MEN eller OG?

Ordet “men” i en sætning ophæver alt det, der kommer før. “Hun er jo meget sød, men ……”

 

“Everything before but is bullshit!”

 

Ikke, at ordet “men” er irrelevant i sproget – det kan være helt tilsigtet at slette det første med sit men. “Det har været hårdt, men nu går det fremad!”

Hvis du derimod siger: “Det er fint, hvad du har ordnet i huset, MEN du har ikke nået at støvsuge“.
i stedet for “Det er fint, hvad du har ordnet i huset, OG du har ikke nået at støvsuge“.

Eller den klassiske:
“Jeg elsker dig, men jeg er sur på dig. “
eller
“Jeg elsker dig, og jeg er sur på dig.”

så er der en verden til forskel!

SKAL eller VIL?

Det sidste eksempel er utrolig vigtig for dig selv – måske en irriterende nuance at blive gjort opmærksom på (det synes jeg nogle gange selv), men igen er der afgørende forskel.

Når, vi ytrer os om alt det, vi SKAL, så er det i en aura af pligt og ufrivillighed.

“Jeg SKAL altså have ryddet op i det skab!”

Er det i virkeligheden, fordi du skal eller fordi du gerne vil?

“Jeg VIL altså have ryddet op i det skab!”

Læg mærke til, hvornår du bruger skal og bør. Spørg dig selv, hvad det egentlig er, du gerne VIL.
Der er et andet ansvar bag vil, et sandt ønske – dermed måske en helt anden motivation.

Endelig er det – og her taler jeg af personlig erfaring – sundt at træne i at tænke på vilje og behov, fremfor hele tiden at tænke i skal og bør.

*****

 

Jeg/man, men/og, skal/vil er tre centrale eksempler på det, gestalt-guruen Bent Falk kalder for sproghygiejne.
På, hvordan opmærksomheden på, hvilke ord, vi bruger, kan gøre en verden til forskel i vores autencitet og vores ANSVARLIGHED både overfor os selv og andre.

TAK, fordi du læste med hele vejen igennem – jeg håber, du kan bruge det ♥

Et personligt 1:1 yogaforløb hos Malene K. Pedersen vil give dig en ny forbindelse til din krop og forløse gamle traumer og spændinger.

Jeg er startet i et forløb med personlig 1:1 yoga hos Malene K. Pedersen i Frederikssund, der også er Psykomotorisk Terapeut. Efter 5 eller 10 gange opstår der nye indsigter i krop og sjæl, der kan rette op på tilstande fra fx gamle traumer, uforklarlige smerter, uopdagede sygdomme, dårlig søvn eller ubalance generelt. De mennesker, der går igennem et forløb hos Yogaforløb, oplever alle en forskel og nye erkendelser, når sjælen og kroppen lukker op – og større ro, bedre søvn, styrke, selvværd og mentalt velvære. 

Reklame/inviteret

Yoga kan mere, end du måske umiddelbart forestiller dig. Det er for længst videnskabeligt anerkendt i traumebehandling, og for de fleste af os vil det at stifte bekendtskab med, eller komme dybere ind i, yogaen lukke op til en ny verden – ikke mindst i os selv.

Den kontakt, der skabes med åndedrættet og kroppen, vil kunne åbne for nye indsigter og oplevelser, og det vil skabe kontakt til dig selv på en ny måde, få smerter til at forsvinde, give større ro i krop og tanker, bedre søvn og livskvalitet. Og give dig en åben vej til at nå ind til dit autentiske jeg.

Hvis du vælger et intensivt personligt 1:1 yogaforløb hos Malene K. Pedersen, der også er Psykomotorisk Terapeut, vil det potentielt skabe en stor, blivende, forandring i dit liv.

Skab forbindelse til dig selv!

Det er ligegyldigt, om du er ny eller øvet inden for yogaen – forløbet tager udgangspunkt i DIG og det sted, du står lige nu. Det starter med en samtale  og der bliver også mulighed for undervejs at sætte ord på, og skabe bevidsthed om, hvad du mærker og oplever i de forskellige stillinger og åndedrætsøvelser.

Malene K. Pedersen forener yoga og psykomotorisk terapi til at åbne kroppen og forløse de skjulte traumer.

Malene er en dygtig, varm og empatisk Psykomotorisk Terapeut, som kan fornemme og nå ind til, hvad du har behov for. Der arbejdes med åndedrættet og kroppen, og de blokeringer, der er i den, og hvordan du kropsligt kan åbne og begynde at mærke og skabe kontakt til dig selv på en ny og forløsende måde. Og med det opnås der mere balance og ro i kroppen og i tankerne, bedre søvn, større styrke og bevægelsesfrihed og evt. smertelindring.


Har du gennem lang tid, måske gennem hele livet, tilpasset dig ubearbejdede eller uerkendte traumer, kan et af forsvarsmønstrene være, at please eller fornægte og give afkald på dele af dig selv.
Gennem en øget bevidsthed om kroppen og vores åndedræt, kan vi finde en vej til en ny forbindelse med os selv.

 

 

Små og store traumer sætter sig i kroppen

Kropslige spændinger, uro, ubalancer, dårlig søvn, uforklarlige smerter kan være af mentale eller fysiske traumer, der sidder uforløst. Traumer kan også være de komplekse, mere ubevidste og skjulte smerter, skyld og skam, der kan hænge sammen med fortiden.

Ofte slås det desværre hen eller der gives noget medicin, der kun er symptombehandlende og ikke griber fat om problemets rod.

Malene forener sin baggrund som yogalærer og Psykomotorisk Terapeut til, på en blid og respektfuld måde, at få åbnet kroppen og sindet. Nogle gange dukker der flashbacks op undervejs, og andre gange er bare det at få skabt kontakt og opmærksomhed på kroppen en vej til større indsigt og tillid til sig selv. Et større selvværd, der gør dig bedre i stand til at tage dig selv alvorligt, mærke og regulere dig selv og dine egne behov

En vej til en ny og mere bevidst og opmærksom væren-i-verden.

 

Malene K. Pedersen har også skrevet E-bogen bogen Du ER (120 kr.) som giver dig en øget bevidsthed om – og værktøjer til at få forløst – de traumer, som de fleste bærer på. Med bogen vil du få øjnene op for, hvad du har med dig fysisk og mentalt, der ikke længere tjener dig og som aldrig har været en del af dig eller din byrde at bære.
Du vil opdage, hvordan gamle smerter forsvinder og finde vejen hjem til dig selv!

Malene er en dygtig Psykomotorisk Terapeut, som kan fornemme og nå ind til, hvad du har behov for. Der arbejdes med åndedrættet og kroppen, og de blokeringer, der er i den, og hvordan du kropsligt kan åbne og begynde at mærke og skabe kontakt til dig selv på en ny og forløsende måde.

Kontakt, anerkendelse og tillid!

I takt med, at du opnår en større kropsbevidsthed, kommer du også i bedre kontakt med dit autentiske selv, dine grænser og behov.

Efter de 5 eller 10 gange, alt efter hvad du har behov for, vil der ske store forandringer efterhånden, som der skabes kontakt og anerkendelse af kroppen. Først kan symptomerne forstærkes, når der bliver større bevidsthed, og derefter vil du begynde at anerkende dig selv og få opbygget en ny tillid til ikke alene din krop, men til dig selv i det hele taget.


Et yogaforløb hos Malene K. Pedersen kan blive den bedste investering, du kan gøre i dig selv. (prisen er 3.049 kr. for 5 gange eller 6.000 kr. for 10 gange).

Bor du, ligesom jeg, et stykke fra Frederikssund, så vil jeg sige, at det bestemt er en køretur værd! ♥
Bor du i nærheden, har du også mulighed for at benytte de mange yogahold og events.

Du kan læse mere og booke tid på yogaforloeb.dk.

 

 

Amanda Lagoni, parterapeut og sexolog, er igen på banen med en lettilgængelig og ikke desto mindre meget praktisk og oplysende bog, Lidt om lyst. Sidst var det om parforholdet i At elske er ikke en følelse, nu zoomer hun ind på lyst. Hvorfor det er en udfordring i de fleste parforhold. Hvad der dræber lysten – som fx skam, pres og båt-båt berøringer – og hvordan vi finder frem til den igen som de nydende mennesker, vi i bund og grund er. 

Amanda Lagoni, parterapeut og sexolog, er igen på banen med en lettilgængelig og ikke desto mindre meget praktisk og oplysende bog, Lidt om lyst.

Noget af det, jeg er vild med ved Lidt om lyst, er den skamopløsning, den kan bidrage til. Beskrivelserne af, at der ikke er noget, der er rigtigt eller forkert, når det kommer til lyst – og at lysten er en størrelse, som er tilbøjelig til at komme og gå som det passer den. Der tages fat på forskellen på mænd og kvinder, og hvordan vi kan opnå større forståelse for, hvordan vi hver især er skruet sammen. Og først og fremmest tage ansvar for egen tænding og kontakt til egen nydelse.

Efter devisen, at en lille indsigt kan skabe en stor forandring, tager bogen fat i emner som begær, lyst, mangel på samme, forskellige lystniveauer, afvisninger, lystdræbere, pres og skam. Bogen er for alle, singler eller par, der ønsker at være tæt på sin egen lyst.

Er lysten langt væk, er der gode råd og nemme øvelser i bogen til at øge kontakten med egen nydelse.

Kvinder skal lukkes op!

I de fleste tilfælde, hvor der er forskelle på lystniveauet, er det kvinder, der har mindst lyst (selvom det modsatte absolut også forekommer og tages under behandling i bogen).

“Jeg har endnu ikke mødt en kvinde, der ikke var lystfuld neden under bjerget af tanker, bekymringer, gøremål, følelser og behovet for kontrol”


De fleste kvinder er indrettet sådan, at vi oplever ikke den spontane lyst, som flertallet af mændene gør, men har en responsiv lyst. Vi reagerer altså på noget, der lukker os op. Og det kan og skal vi selv tage ansvar for sker.

Har du svært ved at finde vej til lysten, så kan du hjælpe dig selv. Ikke din partner. DU har ansvaret for DIG. Det er din krop og ingen anden kan mærke, hvad der er dejligt for dig. Lægger du opdagelsen, udforskningen og ansvaret over i din partners hænder, så er der en god mulighed for, at du forsvinder for ham og forlader dig selv.


Omvendt er der ikke noget mere upassende for de fleste kvinder, end at blive berørt på en seksuel måde helt ud af det blå og når vi står midt i noget eller ikke er tændte. Det som forfatteren meget sigende kalder båt-båt berøringer.
Det er som at få ubudne gæster, når man slet ikke er forberedt og klar – og det fremmer ikke lysten. Tværtimod.

Lidt om lyst af Amanda Lagoni.
Omvendt er det nok også en vigtig pointe for mange kvinder, at sex også sagtens kan ske med en beslutning om, at ville møde sin partner og ud fra en viden om, at man får lyst, når man først er i gang. Det behøver ikke nødvendigvis tage afsæt i den store lyst og begær.

Hverdagen er forspillet

Mange stiller for store krav til lysten (og begæret, som kun forekommer i starten – hvor der konkret er noget at begære, at vinde, at stræbe efter). Det er helt i orden at sige nej, og pres er ikke noget, der hjælper. Tværtimod!

I det langvarige parforhold er hverdagen  forspillet. Måden, vi taler til hinanden på, er opmærksomme på hinanden og omgås hinanden på, gør os umage med at se hinanden og møde hinandens behov.

Lidt om lyst af Amanda Lagoni

Det her var kun nogle få pointer fra Lidt om Lyst. Læs den og bliv klogere på dig selv og på, at du ikke er forkert eller anderledes. Masser af andre har det præcis som dig eller som jer. Og der er hjælp af hente med øvelser til at finde ind til nydelsen og kommunikationen med din partner.

Ligesom hendes forrige bog, At elske er ikke en følelse, er den meget letforståelig, nem at gå til og meget brugbar.

Bøgerne kan købes hos Saxo. (reklamelink)

Jeg er nu godt i gang med mit andet år på psykoterapeutstudiet på Nordisk Gestalt Institut. Og sikke en rejse, jeg har begivet mig ud på. Faktisk kan jeg næsten ikke udholde tanken om, hvis jeg ikke var startet. Set derfra, hvor jeg er nu, føles det noget nær en katastrofe.
Gestaltterapi handler ikke om forandring som målet i sig selv – det handler om at skabe klarhed. Målet er opmærksomhed og midlet er opmærksomhed! Det kan lyde kryptisk, og det er ikke så underligt, for fremgangsmåden er “først opleve, så forstå”!


Jeg er, som du sikkert ved, under uddannelse til gestaltterapeut og mærker nu for alvor forandringerne ske i mig selv her, hvor jeg er godt i gang med andet år. Her på bloggen bruger jeg min egen proces til at forklare gestaltterapien i takt med, at jeg både oplever den på egen krop, erfarer, læser og lærer.

At opbygge selvstøtte

Kort sagt, så står jeg lige nu langt stærkere i mig selv end tidligere. Jeg mærker mig selv og mine behov bedre, og så er jeg ikke længere så bange for andres meninger og domme og for at begå fejl. Kort sagt, er jeg godt i gang med at opbygge min egen selvstøtte.

Det handler ikke om, at jeg skal blive en anden – men at lagene efterhånden bliver skrællet af ind til den terapeut, jeg har haft i mig fra starten og som findes indeni de fleste mennesker.

“”Støtte i sig” betyder, at man kender sig selv dybere, har en større oplevelse af sig selv, er mere til stede her og nu og er mere personlig i det, man gør og siger. Personens oplevelse af sig selv er klarere. Derved er personens robusthed vokset, så han/hun ikke mister fodfæstet. Det vil sige, at man ikke bliver overvældet af stærke følelser, angst, sorg, vrede, som man møder ved at gå tættere på det farlige. Man har ved hjælp af opmærksomhed fået en mere holdbar selvoplevelse.” Jørgen Groth (I bogen Drømmearbejde)

 

Der er ikke noget rigtigt eller forkert!

Gestaltterapien er nærmest en livsfilosofi, som taler til den enkeltes egne ressourcer og tilbyder støtte til at opnå større klarhed og opmærksomhed, autenticitet, ansvar og valgfrihed i livet. Og den tager udgangspunkt i, hvad der foregår lige nu og her. (Sagt med mere faglige termer er det en eksistentialistisk, fænomenologisk psykoterapi, der i øvrigt også har fokus på det hele menneske og dermed har som udgangspunkt, at krop og sind hænger sammen. Men det kan vi vende tilbage til en anden dag.).

“We are not in the business of change, we are in the business of choice”, Bob Resnick 


Gestaltterapien – som, i mine øjne, er en fantastisk, effektiv og respektfuld psykoterapeutisk retning – har ikke som mål at ændre mennesker, analysere eller vurdere dem eller komme med gode råd om, hvad de skal gøre eller hvad der er “rigtigt” eller “forkert”. I gestaltterapien kan du være tryg med, at du ikke er forkert – eller rigtig for den sags skyld. Det handler alt sammen om evnen til at være med det, der er.

At blive den, du er!

Jeg forstår godt, hvis det her lyder abstrakt. Og det SKAL først og fremmest opleves. Først opleve – så forstå!

Som eventuel klient hos en gestaltterapeut vil du ikke behøve forholde dig til alt dette her, der ligger bagved.
En dygtig terapeut vil meget hurtigt kunne vise sig at være den solide, trygge og anerkendende mur at spille bold op af, så du nænsomt når ind til en større opmærksomhed på, hvad der egentligt foregår i dig og i samspillet med dine omgivelser. Hvad der undrer, hvad du har modstand på og hvad der ligger dig på sinde. Og den mur kan klare alle de hårde spark og flove skæverter, du måtte komme med. Nogle gange – på passende tidspunkter – vil bolden måske komme tilbage i en lidt overraskende vinkel, som kræver, at du lige skal bevæge dig lidt ud i hjørnerne.

 

Målet er aldrig at påpege rigtigt og forkert eller kaste skam og skyld over noget, men tværtimod give tryghed og mod til at se på og stå i dét, der er svært.
Så kan du blive den, du er! Dermed opnås den vækst, der gør os bedre til at leve vores liv.

 

I gestaltterapien kan du undersøge, hvad du mærker, tænker og føler inderst inde, når du får et rum, hvor du kan udfolde dig og udforske, hvad der sker bag alle parader og forsvarsmønstre, bag ubevidste, fortrængte og skjulte sider af dig selv. Bag tillærte overbevisninger og forestillinger, og bag alle de måder, du forhindrer både dig selv og din omverden i at være i kontakt med det, der er dit inderste jeg (de såkaldte “kontaktafbrydelser”, som jeg vil vende tilbage med).

 

Forandringens paradoks: “Mennesker forandrer sig, ikke når de forsøger at blive, hvad de ikke er, men først når de bliver, hvad de er” Arnold Beisser

 

At mærke sine behov er psykisk sundhed

For mig har det taget et års oplevelsesorienteret studie, intenst gruppearbejde og egenterapi at nå frem til den større selvstøtte, jeg føler, jeg har i dag.
Jeg har derudover parallelle processer kørende omkring tilegnelser af teori og terapeutiske værktøjer, så der er stadig nok at tage fat på. Det er et livsprojekt, jeg har kastet mig ud i.


Fritz Perls, der grundlagde gestaltterapien, definerer psykisk sundhed som at være i stand til at mærke og rangordne sine behov og gå efter dem inden for rammerne af det mulige og i et gensidigt tilfredsstillende forhold med omgivelserne. Det vil sige i en omsorgsfuld, autentisk kontakt, hvor man hverken trækker sig eller lader sig helt opsluge.
At kunne trække grænse mellem mit og dit. Altså blive på egen banehalvdel og forstå, hvad der hører til hos hvem –  og hvem, der har ansvar for hvad. Ikke en helt ukompliceret ting at nå frem til en dyb forståelse for – men en stor og værdifuld gave, når det begynder at trænge ind.



Rejsen er langtfra slut – den personlige udvikling og vækst slutter aldrig. Jeg har fået større klarhed, og en langt større opmærksomhed, på hvad, der sker. Jeg mærker mig selv mere i alle tre awareness-zoner (krop, tanker og følelser) og jeg er mere opmærksom på, hvem jeg er, og hvad der er mine behov.

Resultat: Større klarhed, frihed, glæde og styrke. 

 

Så, her er jeg altså i starten af andet, af de i alt fire, år på uddannelsen som gestaltterapeut. Og gudskelov for det – tanken om ikke at være startet, og være her, hvor jeg er nu – er næsten ikke til at bære. Så afgørende og så vigtigt er det for mig.
Der er mange spændende emner i spil, og du kommer til at få mulighed for at læse om flere af dem her på Qland.
Tak, fordi du følger med ♥


Jeg er Psykoterapistuderende og læser gestalterapi. Læs om forløbet på min blog.

Jeg er nu i gang med 2. år på mit psykoterapistudie, og jeg deler nogle af de emner, tanker og opdagelse, jeg kommer i kontakt med undervejs her på Qland.


Hvad er kærlighed egentlig for en størrelse? Det har mange nok deres helt egen opfattelse og definition af, og det kan jo være ganske svært at forklare. Nogle kalder det en følelse – du kan også læse her om, at kærlighed ikke nødvendigvis skal ses som en følelse, men snarere en beslutning.  I min læsning til psykoterapeut er jeg stødt på en definition, som for mig giver mening: Kærlighed er at se, høre og svare!

 

I min læsning til gestaltterapeut læser jeg med stor glæde én af de helt store guruer, præsten og gestaltterapeuten Bent Falk.
Han definerer helt basalt kærligheden som et forhold, der giver anledning til følelser.
Og ikke mindst det at elske, som: AT SE, HØRE OG SVARE!

Kan det virkelig være så enkelt? Ja, prøv at mærke efter i dig selv, hvad det betyder for dig, når du bliver lyttet til, når du bliver set – og set på – og når du får en dybtfølt og relevant feedback. Ikke nødvendigvis en løsning – faktisk meget nødigt en løsning med mindre, du har bedt om den – men en følelsesmæssig tilkendegivelse fra den anden og et signal om, at du er blevet hørt. Og rummet.
Opmærksomhed og anerkendelse, hvor du bliver mødt præcis, hvor du er.

 

Måske kender du også selv den frustrerende følelse af at tale til en dør eller ud i luften og ikke rigtigt blive set i øjnene eller taget rigtigt alvorligt? Det gør ondt, fordi det er det modsatte af kærlighed.

 

Hvad med os selv?

Omvendt, kan vi jo nok alle tage den 180 grader rundt og se på os selv. Kigger vi op? Lytter halvt efter? Spørger ind? Fortæller, hvad den andens ord giver anledning til af følelser i os selv?

Det gælder ikke bare i parforholdet, men i alle vores relationer – at se, lytte, svare/rumme.

Det er så uendeligt lidt at forlange – og faktisk også at give – og alligevel er mange så dårlige til det. Jeg oplever igen og igen mennesker, der taler andre og ikke til andre. Mennesker, der er på spring til at tage ordet og egentlig ikke lægge op til samtale og dialog. Og selvfølgelig har vi alle meget på hjerte og ind imellem skal der være plads til at tage pladsen. Men bliver det en vane, er det altså ikke særlig kærligt.

Mon ikke også, det er derfor, at behovet for terapi er så stærkt stigende? Mange af os går rundt med et udækket behov for at blive se, hørt, rummet og mødt. Fordi vi har så travlt, oplever så meget og gerne selv vil fortælle fremfor at lytte og interessere os for andre.

 

I det terapeutiske rum taler vi om det græske ord for kærlighed, Agape. En ikke-erotisk, uselvisk næstekærlighed, der opstår i den relation, der opbygges, når vi lytter, ser og rummer. Og som terapeuter kan sætte os selv i parentes og lade al opmærksomhed være hos den anden.


Hvad med kærligheden i den digitale tidsalder?

Hvad sker der med kærligheden – med at se, høre og svare – når vi hver især sidder med hovederne begravet og opmærksomheden i en parallel virkelighed på en skærm. Og her skal jeg absolut ikke selv holde mig for god!

Om det er tv eller mobiltelefonen, så kan det knibe med at se og høre andre ordentligt. Fair nok, vi kan ikke være 100% opmærksomme hele tiden, men tænk på det som en decideret ukærlig handling, når vi vælger ikke at give vores fulde opmærksomhed til et menneske, der sidder foran os.
Tænk på, hvad vi dermed risikerer at misse – for et øjebliks tilfredsstillelse og lykkefornemmelse, så går vi glip af det virkeligt centrale: Kærlighed og mening.
Når vi møder – og virkelig møder – andre mennesker, bliver vi til og oplever mening med livet.

Og det er så nemt!
Se, lyt, svar!

 

Den gamle remse “Det man siger, er man selv” er i virkeligheden et godt eksempel på begrebet projektion. Når, du kender til projektioner, kan du blive klogere på dig selv – og du kan hente dine projektioner hjem og leve dit liv mere autentisk. I dag blev jeg ikke vred eller ked af en kommentar, der bedømte min blog som både dum og noget lort. Det er fordi jeg ved, at det ikke er min virkelighed eller en absolut sandhed. Og fordi jeg ved, at det sandsynligvis handler mere om Jørgen, end det handler om mig!

I dag var der en kommentar her på min blog om, at den er tæt på at være den dummeste side, som Jørgen længe havde set. Men, at der vel er penge i lortet.

Min blog er altså noget lort, og den er dum. Fint nok, det er en holdning, som Jørgen har ret til at have, og som 100% tilhører ham.
Naturligvis er det ikke umiddelbart rart at blive nedgjort på den måde, men jeg vælger at være flintrende ligeglad. Og i øvrigt blev jeg inspireret til at skrive dette indlæg om projektioner 🙂

 

Ansvaret for oplevelsen, og mine følelser, er min. Den eneste, der dybest set kan gøre mig forkert, er mig.
JEG vælger selv, hvilken betydning kommentaren skal have, og teknisk set er det derfor kun mig, der kan afgøre, om jeg skal være ked af det.

 

Jeg ved jo dybest set ikke, om Jørgen projicerer, men jeg gætter på det – for sådan er det næsten altid, når vi på den måde tillægger andre dårlige egenskaber. Har man så travlt med andre, så hører det som regel hjemme i ens egen ubevidste psyke.



I projektionen flytter vi grænsen mellem os selv og de andre til vores egen fordel (citat Hanne Hostrup).


Alle gør det!

Når, vi projicerer, tillægger vi – på både godt og ondt – andre mennesker følelser, talenter, egenskaber, hensigter, holdninger m.v., som i virkeligheden tilhører os selv. Vi gør på den måde omgivelserne ansvarlige for det, der tilhører os.

Ofte handler det om tanker, ønsker og følelser, som vi ikke kender til, har fortrængt, ikke kan rumme eller anerkende hos os selv, og som derfor kun kan eksistere ved, at de lægges over i andre. De findes i vores psyke, men er nødvendigt at kaste på andre, fordi de er i vores eget ubevidste, eller i det, som Jung kaldte for skyggen.

Projektion er menneskeligt og en måde, som vi alle kan formå at have med vores fortrængte, undertrykte og gemte skyggesider at gøre. Såvel de positive som de negative sider, reaktioner, følelser, egenskaber osv.

Projektioner kan være nyttige og sunde, når vi fx tillægger andre egenskaber, som vi dybest set stræber efter. Egenskaber, vi ville ønske, at vi besad eller måske ikke har set eller anerkendt hos os selv. Gennem projektioner, fx gennem idealisering og beundring, kan vi blive opmærksom på, hvilke sider, vi gerne vil styrke hos os selv.
Eller omvendt ikke kan udholde og derfor har svært ved at bevidstgøre og rumme hos os selv.

 

Psykoanalytikeren Carl Jung arbejdede med skyggebegrebet og påpegede, at projektion nogle gange er den eneste måde, hvorpå vi kan blive bevidste om vores skygger og arbejde med dem.
ALLE projicerer deres skyggesider over på andre, fordi det er den eneste måde, vores psyke kan forholde sig til dem. De gode såvel som de dårlige.

 

Hvis nu Jørgen havde skrevet fx “sikke en spændende og velskrevet blog, den må være en stor succes”, så var det måske et udtryk for, at han selv havde et skjult ønske et sted om at udtrykke sig, skrive og få andre til at læse, hvad han selv havde på hjertet og tjene penge på det.

I stedet skriver han, at det er den “dummeste” side, han længe har set, men at der vel er penge i “lortet”.
Mit gæt kunne derfor være, at det er Jørgen, der inderst inde kan være ked af det, vred eller bitter – måske over hans egen økonomiske, private eller jobmæssige situation. Måske føler han sig ind imellem selv dum eller er bange for at vise sig selv eller stille sig ud i sin sårbarhed og komme til at virke dum eller forkert.
Jeg ved det ikke, det er bare et gæt. Og i alt fald, så tilhører vurderingen Jørgen. Og vurderingen den anden vej tilhører mig.

Alt, hvad vi hører, alt hvad vi ser – og alt, hvad vi siger – kommer nemlig fra os.

Hvad er det, der får os til at mene noget SÅ negativt – eller positivt – om andre, at vi vælger at bruge energi på at dvæle ved det og ligefrem udtrykke vores vurderende holdning om det?
Meget ofte handler det om een ting – OS SELV!

 

Det forbudte lægges over på en anden

Vi har alle vores eget psykologiske univers, vores egen virkelighedsopfattelse. Vi ser dét, som vi kan rumme og forholde os til indenfor vores bevidsthed og selvindsigt. Med andre ord, så har vi alle vores eget meningsfulde verdensbillede – og vi projicerer alle sammen. Vi projicerer det ubevidste og forbudte – og de følelser, som vi ikke kan acceptere som vores egne – over på fremmede, på vores nærmeste, på hele grupper, på verden.

Vi lægger vores egne følelser, holdninger, intentioner og egenskaber over på andre i stedet at tage ansvaret for dem selv.
Det kan være såvel godt som dårligt. Fra grænseløs beundring til vrede, skyld og afsky.

Er vi som børn ikke blevet rummet som de personer, vi er, og med hele følelsesspektret, og er det blevet gjort forkert fx at være vred eller ked af det – så vil nogle aspekter af vores person, adfærd og følelser derfor opleves som forbudte og i stedet fordømmende projiceres på den anden.


Hent dine projektioner hjem

Projektioner er ikke så nemt at forstå, og det kræver opmærksomhed at forsøge at gennemskue, hvad der sker i os selv, når vi ser andre mennesker – og verden i det hele taget – gennem vores egens psykes skyggesider. Men det er til gengæld her, at vi kan lære os selv at kende.
Når vi bliver opmærksomme på, hvad der sker i os selv, har vi mulighed for at hente projektionen hjem til os selv.

Prøv at lægge mærke til, hvornår du tillægger andre følelser, tanker, vurderinger, motiver, egenskaber, talenter osv. og overvej, hvor de hører hjemme hos dig selv.
Er det noget, du ønsker, du besad? Eller noget, du ikke bryder dig om hos dig selv? 

Prøv at gentage de egenskaber, følelser, holdninger m.v. som du lægger over på den anden – men med et JEG foran.

 

Når du lærer at hente projektionerne hjem, vil du opdage dig selv – og begynde at leve et klarere og mere autentisk liv. Uden at putte så meget godt og dårligt over i andre, men ved at se og rumme de tidligere så forbudte og uacceptable menneskelige sider hos både andre og dig selv.

 

I disse dage er det et år siden, at jeg endeligt besluttede mig for at gå i en helt nyt retning og begynde at læse til psykoterapeut. Om en måneds tid er det første år gået, og jeg er klar til at gå ind i andet år som studerende. Her kan du læse om, hvordan det har været, og hvad jeg forventer af de næste tre år.

Det er ikke helt overstået endnu. I næste uge er der endnu et fire-dages modul, og så kan jeg runde første kalenderår af på NGI, Nordisk Gestalt Institut. Om et år er jeg gestaltpraktiker – såfremt, jeg består eksamen – og har adgang til de efterfølgende to års overbygning for at læse til psykoterapeut.

Processen er endnu kun begyndt, og jeg har på fornemmelsen, at det er det mindst krævende år, der nu er ved at nærme sig sin afslutning. Forstået på den måde, at der først er en teoretisk eksamen efter andet år, og fordi processen indtil nu har været koncentreret om at lande i studiet, i gruppen og i en begyndende oplevelsesorienteret læring på egen krop om, hvad gestaltterapi går ud på.

Det næste års tid kommer jeg til at fokusere endnu mere på det teoretiske, hvor jeg skal være parat til at gå til eksamen i over 60 forskellige emner. På tredje og fjerde år bliver det intensiveret af en obligatorisk rolle som hjælpelærer, skriftlig opgave, træning i udøvelse af terapi, supervision og endelig en eksamen med en prøveklient under overværelse af både medstuderende, lærer og censorer.

Det kan godt gøre mig lidt nervøs her på forhånd, men jeg øver mig i at have tillid til, at jeg nok skal få lært det hele! 🙂

Intet er forkert!

På det første år har jeg oplevet det som en KÆMPE gave at træde ind i et rum, hvor intet er forkert. Det rum, der skabes her, sammen med holdet og de to lærere, er en sandkasse, hvor alt kan afprøves og siges. Intet er forkert, alt er fortroligt. Man lærer af både sin egen og de andres proces – og bliver bedre og bedre til åbent både at give og modtage feedback.

 

Følelser er ikke et problem, de er medicinen! Og modstand er en gave, der kan åbnes og gøre os klogere på os selv.

 

Det første år har skærpet min “awareness”. Jeg er der slet ikke endnu, men jeg bliver mere og mere bevidst, hvad jeg tænker, føler og mærker. Det lyder måske banalt og ligetil, men det er det absolut ikke. Der kan være mange ting, der står i vejen for vores evne til at have opmærksomhed i alle tre zoner – og ikke mindst autentisk give udtryk for, hvor vi er.

Som terapeut skal man kende sig selv ud og ind og være i stand til at have opmærksomhed på både egen og den andens proces – og have fokus på, hvad der sker kropsmæssigt, følelsesmæssigt og tankemæssigt. Ikke mindst på, hvordan vi afbryder kontakten, hvilket er et stort emne i sig selv, jeg vil vende tilbage til.


At blive, hvad man er!

At gå i gang med et studie til psykoterapeut er livsforandrende. Jeg tror ikke på, at nogen kan arbejde så intenst med sig selv, og i en gruppe, og tilegne sig så megen viden og så mange værktøjer, uden at ændre sig. Når det er sagt, så har gestaltterapi IKKE som mål at lave noget eller nogen om! Der er ikke noget, der er forkert, der gives ikke gode råd.

 

På NGI skaber man ikke terapeuter, men skræller lagene af ind til den terapeut, der allerede er derinde.

 

Der kastes lys på dét, der er! Dét, der foregår her og nu. Der, hvor vi selv oplever problemer, typisk i vores relationer, kan vi blive blive mere bevidste om vores egen adfærd. Man taler, med inspiration fra Nietzsche, om “hvordan man bliver, hvad man er”. (Han var i øvrigt inspireret af den antikke lyriker Pindar: “Bliv den, du er, når du har fundet ud af, hvad det er”).

Eller som min egen terapeut (jeg skal igennem i alt 60 timers egenterapi), af og til har sagt til mig: “før vidste du det, nu ved du det endnu mere“! 🙂


Læsning uden pres

Læsningen vil nok være noget af det, som mange kan frygte. Særligt, hvis man ikke er vant til det, eller det er længe siden, man sidst har studeret. Det skal man nu ikke være her – nogle læser meget, andre knap så meget. I sidste ende handler det om den terapeutiske relation, og om at man kommer med hele sit autentiske selv. Og selvfølgelige har værktøjskassen i orden og lever op til de gestaltterapeutiske metoder, som er ekstremt respektfulde overfor klientens egen proces.

 

Jeg hører til dem, der har stor appetit på det teoretiske. Jeg har selv et issue med at være nervøs for, om jeg lærer det hele. Men her har jeg jo så en gave at åbne! Om præstationsangst, høje krav og perfektion, måske. Men derudover har jeg også en dybtfølt interesse for at lære og blive en kompetent terapeut.

 

Det er i alt fald ikke skolen, der presser mig. Vi opfordres til at læse intuitivt og det, der kalder på os. Desuden er der en læring at hente for hver især gennem andet end de gængse lærebøger. Det kan fx være romaner, som pludseligt læses i et andet lys med den nye baggrundsviden fra gestaltterapien.

Bunken af læste bøger vokser på een eller anden måde støt og roligt!

Naturligvis er der en pensumliste og en masse supplerede litteratur, man kan kaste sig over, men det er en stor befrielse ligefrem at være opfordret til at læse i sit eget tempo og egen rækkefølge. Det tager presset og jeg kan følge min egen proces. De første to år handler jo først og fremmest om mig selv (sagde hunden), og jeg læser mig selv ind i rigtigt meget af stoffet. Det er nødvendigt for siden at kunne brede det ud til andre.

 

Det bliver lettere at læse

Jeg får, af ren og skær nysgerrighed og interesse, støt og roligt tygget mig igennem en masse stof – i mit eget tempo og min egen rækkefølge. Bøger, artikler, både pensum og emner, jeg bliver interesseret i at dykke længere ned i.

Jeg gør sjældent noget færdigt, før jeg kaster mig over noget nyt. Jeg læser flere ting på samme tid. Det passer godt til mig og min nysgerrighed, og jeg kommer ikke til at kede mig ved at hænge for længe i det samme område. Jeg kan lide at hoppe lidt rundt – til gengæld er jeg grundig og tager noter og laver understregninger.

Den allerførste bog, jeg tyggede mig igennem, Gestaltterapiens metode af gestaltterapiens grundlægger Frederick S. Perls (1893-1970), tog mig en evighed. Jeg lavede en hel lille bog af noter. Det har ændret sig siden – jeg har fornemmelsen af, at det bliver nemmere og nemmere. Der er viden, der nu er selvfølgelig, jeg har et fundament her efter det første år, som jeg kan lægge til og bygge videre på.

I min egen proces er der også lagt et godt fundament, selvom jeg langtfra er færdig. Evnen til at arbejde, registrere, udtrykke mig, føle mig tryg og stå i mod andres projektioner og følelser, er grundlagt. Jeg ved nu, at den eneste, der kan gøre mig forkert, i bund og grund er mig.

 

At, alt der kommer fra mig – alt jeg ser, hører og siger, kun kommer fra mig – og således kommer det andre siger og mener også alene fra dem.

 

Jeg føler mig allerede nu en smule stærkere og klogere på mig selv, og jeg føler, at jeg i højere og højere grad kan stå ved mig selv. Med min mands ord er jeg mere frigjort og mere glad.

 

Man må kravle, før man kan gå!

Det er ikke altid let, og der er en masse ny viden, der skal tilegnes. Det første år, har jeg på fornemmelsen, har været på kravlestadiet. Nu skal jeg måske nok først til at lære at gå, og så kommer det til at kræve mere og mere. Af vilje og evne til at skrælle af ind til den indre terapeut, af tid og for mit vedkommende en hel del læsning.

Jeg har en forventning om, at det første år kun har været den spæde begyndelse. Et fundament, der er blevet lagt.
Med Pindars ord, så er jeg vel godt på vej til at blive den, jeg er – ved at finde ud af, hvad det er!

Jeg er meget spændt på, hvad det næste skoleår kommer til at bringe. Men jeg ved, at det vil være det hele værd! ♥

 

Dramatrekanten, der er SÅ meget at lære og vinde ved at forstå, hvad den går ud på


Dramatrekanten – den har vist ikke noget med mig at gøre, tænker du måske!
Men tro mig, der er SÅ meget at lære og vinde ved at forstå, hvad den går ud på. Så kan vi bedre se, hvad der egentlig foregår, både hos os selv og andre, når relationerne bliver lidt svære og situationer spidser til. Eller, når vi gang på gang bliver trukket ind i dramaet. Hvis vi kender spillet, kan vi også træde ud af spillet – og i stedet få det, vi virkelig har behov for!

Når relationerne og situationerne er svære, konfliktfyldte eller problematiske – og især, når vi kan have svært ved at vise os selv helt autentisk med vores behov, meninger og følelser – så tager vi alle af og til en maske på. Vi kommer til at påtage os rollen som enten krænker, offer eller redder i et rigidt spil.

Det hedder Dramatrekanten og blev første gang beskrevet i 1968 af transaktionspsykologen Stephen Karpman.

Er du mest en redder, en krænker eller et offer?

Langt de fleste af os deltager af og til med vores favoritrolle i de små og store dramaer, der udspiller sig i hverdagen, i familier, i venskaber, på jobbet. Dramaerne opstår, når der er to eller flere roller repræsenteret, og spillet bliver rigidt.

 

* Offeret beklager sig, fralægger sig ansvar og søger i stedet andres ressourcer. Samtidig afviser han/hun løsningsforslag for at forblive i den hjælpeløse og mindreværdige rolle, hvor han/hun føler sig set og anerkendt.
* Krænkeren vurderer og kritiserer og er ikke bleg for at fortælle, hvordan tingene skal gøres – og helst efter hans eller hendes hoved. Gennem dominansen og overlegenheden føler han/hun sig værdifuld og respekteret. Men tag ikke fejl – krænkeren er ikke stærkere end nogen af de andre, og dækker i virkeligheden over manglende tro på eget værd.
* Redderen står klar med gode råd og forslag til løsninger, også uden at være blevet bedt om det og uden blik for, at andre selv kan være i stand til at løse deres egne problemer. Selvom offeret afviser alle forslag, bliver redderen ved og ved, fordi han/hun føler sig værdifuld ved at kunne hjælpe.

 

Det kan være svært at opdage, hvordan man selv agerer i situationerne (derfor kan terapi være nyttig), men måske kan du starte med at genkende de andres rolle i Dramatrekanten – tager de offerrollen, krænkerrollen eller redderrollen? Og hvordan spiller du med i legen?

Hvad er din rolle i Dramatrekanten -offerrollen, krænkerrollen eller redderrollen?
Vi har alle en rolle i Dramatrekanten

Vi har alle en foretrukken rolle, som vi bedst kan identificere os med. Vi kan flippe rundt mellem særligt to, men alle tre roller, når noget ikke fungerer.

Som afhængige små børn har vi valgt den rolle, der bedst sikrede os kærlighed og anerkendelse fra de voksne!

Rollerne som enten krænker, redder eller offer er vores måde at forsøge at give udtryk for vores behov på uden rigtigt at stå op for dem. De udspringer af skyld og skam og skaber et destruktivt spil i stedet for en konstruktiv kommunikation.

Rollerne er vores forsvar, og de er plantet i os alle igennem de vilkår, vi har oplevet i familien. Det siger næsten sig selv, at jo mere tryghed og accept, der har været tilstede, jo mindre er behovet for at spille rollerne. De et værn imod både at være os selv og mærke os selv i kontakten med andre mennesker. I stedet tager vi den maske på, som har virket for os som børn, og som beskytter os mod at fortælle, hvad vi virkelig føler og har brug for.

 

Ofte er vi ikke villige til at bryde Dramatrekanten og finde en løsning på problemerne. For så vil vi jo miste positionen som den, der opnår følelsen af respekt og kærlighed ved at lægge ansvar over på andre (offeret).
Eller vi tør ikke bede om det, vi har brug for, og holder i stedet fast i bebrejdelserne og angrebene (krænkeren).
Eller vi tror ikke, at andre kan lide os, hvis vi ikke hjælper dem og støtter dem hele tiden (redderen).

 

Spillet kan køre og køre og køre….

Dramaet kan udvikle sig til en indgroet vane i fx en familie. En måde at opretholde kontakten på. Så, hvis ingen stopper spillet og træder ud af dramaet og ind i en tydelig og sund kommunikation, kan det køre i det uendelige. Én skælder ud, én vil ynkes, én glatter ud – og rollerne byttes rundt undervejs i dynamikken.

– Offeret er den person vender den tunge ende nedad i trekanten. Det er ham eller hende, der skal hjælpes, som det er synd for, som andre skal tage ansvar for og hensyn til. Selvom denne person forsøger at virke sølle og hjælpeløs, er det som regel ham/hende, der fylder mest.

– Redderen springer straks til og kommer med det ene gode råd efter det andet, som selvfølgelig sjældent kan bruges. For der er som regel intet, der er godt nok, og bliver problemet løst, kan dramaet/spillet/kontakten jo ikke fortsætte!

– Krænkeren kaster brænde på bålet med sine nedgørelser, kritisk, bebrejdelser og føler, at han/hun får værdi og opnår respekt ved at sætte andre på plads, tale højt og dominere.

Og så kører spillet, og det kan køre og køre……

Hvis Dramatrekanten skal køre, så kræver det, at mindst to personer – og to roller – er i samspil. Den ene, eller begge, kan skifte mellem to roller.

Offeret kan fx nemt ryge over i krænkerrollen med al sin selvmedlidenhed og krav om omsorg og særbehandling. Krænkeren bliver dermed gjort til offer eller redder.
Redderen kan også blive krænker, når det ikke lykkes at stoppe dramaet med gode råd, og vedkommende til sidst bliver træt af det. “Så kan det fandeme også være lige meget, så kan han lære det”.

En ydre omstændighed eller instans kan udpeges til at spille den tredje rolle. “Det er også de idioter oppe på kommunen”, “Folk er da også så hensynsløse”, “det er på grund af det møgvejr”.

 

Træd ud af dramaet!

Når, vi nu kan genkende dramaet og anerkende den rolle, vi selv foretrækker, fordi vi har lært fra små, at det er dér, der er mest at hente – så kan vi begynde at se på at træde ud af den destruktive dramatrekant.

Der er intet galt i at være i rollen en gang i mellem – men det er et usundt mønster og manipulation, når vi sikrer os selv omsorg eller magt uden empati for de andre. 

Når, vi er i situationer, hvor vi falder i at opnå anerkendelse gennem spillet, er det vigtigt at overveje, hvad det er, der driver os. Hvad opnår vi? Hvad er det for et ansvar, vi fralægger os? Hvad ønsker vi i virkeligheden opnå?

Fælles for alle er at søge at blive autentiske. Sig sandheden om, hvordan du har det og hvad du har brug for. Bed om hjælp og stå ved dine følelser.

 

Det kan være sværere end som så både at se, erkende og ikke mindst gøre sig fri af de stærke roller, manipulationen og spillene.
Det kan derfor være en god idé at søge professionel terapi til at gennemskue og bryde mønstrene og opnå en autentisk kontakt til dine relationer.

 

* En god start for især offeret vil være at anerkende egne styrker, finde ud af, hvad du ønsker – og tag aktion på det.
Lær, at ansvaret for dit liv er dit! Jo mere ærlig, du er, jo mere vil du opleve at få det fra andre, som du virkelig har brug for.

* Krænkeren kan begynde at se offeret inden for nogle mere klare rammer. Lytte aktivt, men i et afmålt tidsrum og stille krav om overholdelse af aftaler. Uden at påtage sig offerets problemer.
Lær, at blive mere bevidst om, hvad du virkelig føler og lad det ikke gå ud over andre. Bliv bevist om ikke at vurdere, dømme eller nedgøre andre.

* Redderen skal lære at give udtryk for sit ønske om at hjælpe og tro på, at personen kan selv. Lytte aktivt i et afmålt tidsrum, uden at gøre problemerne til sine at løse. Bliv bevist om ikke at skulle redde andre og mærk i stedet, hvad du selv har brug for. Hjælp kun, hvis du bliver bedt om det.

 

Det er ikke helt let at gennemskue Dramatrekanten, men hvis du har læst med hertil, så kommer du helt sikkert til at kunne gennemskue nogle situationer fremover. Det er nemlig en af de mest almindelige processer og drivkraften bag alle konflikter. Forstår du den, så kan du komme langt.

Vi har alle vores favoritrolle, men kan snildt spille på alle tangenter og besætte tre roller. Vi har alle sammen en snert af at være både offer, krænker og redder og i en konflikt vil deltagerne, som sagt, som regel hoppe rundt mellem rollerne. Tænk, at kunne stoppe dramaet ved at blive bevidst om væres eget værd og stå ved egne behov og følelser! Det lyder nemmere, end det er. Men først skridt er at blive bevidst om det, der sker.

 

På min blog kan du læse om mit studie til psykoterapi på Nordisk Gestalt Institut.
For at blive psykoterapeut på mit studie skal man igennem en ganske lang række terapitimer, såkaldt egenterapi, hos en godkendt terapeut. 60 timers gestaltterapi skal jeg igennem over fire år som et led i min uddannelse – og for forhåbentlig selv at blive en dygtig terapeut. Du kan læse om min egen proces her, hvor det første år nærmer sig sin afslutning – og hvorfor jeg synes, at terapi er så fantastisk og 60 timer slet ikke er så voldsomt, som det kan lyde.

For nogle er der stadig noget skamfuldt ved at gå i terapi. Som om, man er svag eller “tosset”, måske ikke helt velfungerende og ikke kan finde ud af tingene selv.
For mig er det lige omvendt. At gå i terapi er at søge vejledning og støtte til sin egen proces hos et menneske, der står 100% bag dig og kan dele ud af sin livserfaring og visdom. Det er at gå ind i et rum med fuld fortrolighed og tillid, hvor du kan være dig selv og bringe alt frem i lyset, uden at føle dig dømt eller forkert. Et rum, hvor du kan eksperimentere med de ting, som er svære i dine andre relationer og samtidig vide, at du altid bliver mødt kærligt og med nærvær, accept og forståelse.

En person, der går i terapi og er villig til at arbejde med sig selv, er ressourcefuld og tager ansvar for sit liv og lykke.



At være menneske medfører udfordringer!

For mig vidner dét at gå i terapi om et enormt overskud, en vilje til at udvikle sig og tage livtag med de udfordringer, som livet også indeholder. Alene det at være menneske, at være til, rummer udfordringer. For ALLE. Vi skal alle dø en dag, vi skal miste, vi kan være bange for fremtiden, have ar fra fortiden, være usikre på, om vi er gode nok, have koks i vores relationer, være i sorg, mangle lidt eller meget i at opnå den lykke og harmoni, vi drømmer om. Eller vi mangler helt grundlæggende et rum og en relation, hvor vi kan udforske os selv og prøve vores tanker og følelser af i fuld accept og nærvær.

Vi lever i et tid, hvor alt går stærkt. Rigtigt mange taler mere end de lytter, og der kan være langt imellem de vigtige emner og den dybe kontakt. Dér, hvor du bliver mødt i noget, der er afgørende for dig, men interesse, rummelighed og reflektion, uden vurdering og dom.

Det er noget af dét, som psykoterapien kan – og det giver os indsigt og får os til at udvikle os og lære os selv at kende.

TERAPI kommer af det græske ord therapeis og betyder at heale, pleje, lindre, kurere.

 

Forandringens paradoks

Jeg nærmer mig afslutningen på 1. år på mit psykoterapistudie på Nordisk Gestalt Institut. Den fireårige uddannelse kræver bl.a., at jeg er igennem 60 timers egenterapi! Jeg er i gang, og jeg tager det ikke efter et fast skema, men når jeg støder på noget i forhold til den proces, jeg er i og de temaer, jeg arbejder med. Eller, når der kommer noget op i mit liv, som jeg har behov for sparring til.

60 timer lyder af meget, men hver eneste time er en værdifuld gave for min egen udvikling og samtidig en slags praktisk mesterlære. Jo mere, jeg arbejder med studiet, jo flere problemstillinger dukker der op, som jeg kan vende i egenterapien. Ting, jeg bliver opmærksom på gennem litteraturen, jeg læser. Ting, der dukker op i arbejdet på studiet. Dynamikker, jeg opdager i gruppearbejdet. Ofte er det jo vores relationer, der kan give anledning til udfordringer, og i virkeligheden kan gøre os klogere på os selv.

Det handler aldrig om, at noget er rigtigt eller forkert, men om at få tingene frem i lyset. Først, når vi anerkender, dét, der er, kan vi ændre det = “forandringens paradoks”!

 

Vil du skabe en positiv forandring, så må du finde den i dig selv!

 

60 timers terapi er en del af uddannelsen

De første to år på studiet på Nordisk Gestalt Institut tager udgangspunkt i en oplevelsesorienteret læreproces, hvor alle i gruppen arbejder med sig selv både sammen i gruppen og individuelt.

Senere, når man kommer fra et bevidst og afklaret sted, hvor man ikke overfører sine egne problemstillinger på klienterne og kan være 100% tilstede i hans eller hendes proces, kan man så småt begynde at bruger erfaringerne overfor andre.
Egenterapien har derfor en utrolig vigtig funktion som et led i uddannelsen til at blive psykoterapeut.

Terapi koster selvfølgelig penge – i mine øjne nogle af de bedste, man kan give ud – og uddannelsen i det hele taget er bekosteligt. Jeg regner med alt i alt at investere ca. 200.000 kr. i den. En investering i mig selv og min egen værdi: ny faglighed, ny viden, men også i livsindhold og mening, og nogle kompetencer, som kan give mening for mig at bruge resten af livet for at hjælpe andre ♥

Halvdelen af egenterapien kan man tage gratis hos studerende på de sidste årgange, mens den anden halvdel betales hos en godkendt terapeut. Om et par år bliver det mig, der skal træne i at være terapeut overfor frivillige klienter.
Det sker under supervision, så alt sikres at gå forsvarligt til for klienten, og så jeg som “terapeutlærling” får feedback. Det bliver utroligt spændende, når jeg kommer dertil.

Det er i det hele taget en utrolig rejse, jeg har begivet mig ud på, og en af de bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv!