Corona – hvad kan jeg gøre?


Er det tirsdag i dag? Jeg måtte tjekke kalenderen, fordi jeg ikke var helt sikker på, om det var tirsdag eller onsdag. Min veninde, som jeg mødtes med til gåtur i formiddag, havde haft det på samme måde. For os, der går hjemme i denne tid, kan dagene godt begynde at flyde en anelse sammen. Og der er tre uger endnu – mindst!

Det er trods alt et mindre problem i forhold til, hvad andre står med, og jeg er begyndt at tænke på, hvordan jeg kan bruge mit overskud til at handle og yde mit bidrag til fællesskabet.

Vi er nød til at have tiltro

Jeg har stadig helt og fuldt tiltro til, at der kommer en vaccine mod Coronavirus. Jeg tror fuldt og fast på, at vi i Danmark gør det rigtige – sammen. Også, selvom der tydeligvis er begået fodfejl i starten af året, hvor WHO’s advarsler igen og igen ikke blev taget alvorligt, hvilket er utroligt ærgerligt. Vi har tilsyneladende heller ikke været helt vakse ved havelågen, når det gælder tests. Men der er en learning curve her, og nu gælder det om at se frem og lægge al vores tillid i hænderne på “Søren & Mette”. Og Dronningen. Og lægerne og forskerne. Og os selv – i fællesskab.

Vi er simpelthen nød til at have tiltro – og jeg håber, at vi alle lever op til den. Rigtigt mange mennesker kommer til at dø før tid af denne her virus over hele verden. Andre lider økonomisk, og mister jobs og virksomheder, og vores fokus er måske også flyttet fra andre nødlidende i verden. Der er nok at være ked af over og bange for. Konsekvenserne er enorme, men hvor er det også bare vigtigt, at vi bevarer troen og håbet – og optimismen, som jeg skrev om forleden. Også nu, hvor det for alvor begynder at ramme hårdt for alle!

Hvor kan jeg hjælpe?

Udover at bevare troen på, at det hele nok skal gå – så begynder jeg at føle behovet for at handle og bidrage. Jeg vil gerne gøre noget.

Jeg er desværre ikke sundhedsfaglig og kan ikke tilbyde min hjælp. Der er (heldigvis) ikke nogen i mit nabolag eller i min familie, som umiddelbart har brug for assistance. Derfor har jeg nu tilmeldt mig som frivillig hjælper hos Dansk Røde Kors.

De har åbnet et Hjælpenetværk, hvor man kan tilmelde sig for at bidrage til det stigende behov for hjælp til alle dem, der er syge, i karantæne eller særlig udsat for at blive smittet. Du kan læse mere og tilmelde dig her.

Jeg kan ikke klage!

Ja, dagene flyder sammen nu, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må være for et ældre menneske, som ikke kan komme ud og ikke kan få besøg. For alle, der er alene i denne situation.

Jeg skal ikke klage, for følelsen af undtagelsestilstand, som har lagt sig som en kuppel af stilhed over verden, kan jeg sagtens finde ud af at være i og endda hygge mig i. Der er ingen stress, ingen aftaler, ikke noget, jeg skal nå. Tid til reflektion, tid til at revurdere, hvordan vi bruger vores tid, og hvad der er vigtigt for os.

Men nu kommer behovet for at handle og hjælpe, og så må vi se, om Røde Kors har et menneske i den anden ende, som jeg kan tilbyde en hånd.

Og ellers vil mine dage flyde afsted, og jeg vil nyde dem og få det bedste ud af dem. Der er også masser af helt dagligdags ting, jeg gerne vil skrive her på bloggen, men lige nu er det som om, Coronaen trænger sig på hele tiden. Men du skal nok også snart høre om andet fra mig. Det lover jeg!

Ha’ det nu godt derude! ♥

 

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.