Fokus og Favoritter! Sukkerblues, en hjemvendt og ugens favoritter

Så blev det søndag og tid til denne uges Fokus og Favoritter, hvor jeg ser tilbage på ugen og på, hvad der lige nu er present i mit liv og mine tanker.

Det er kun et par måneder siden, at jeg afsluttede mit sygdomsforløb, og det føles allerede meget langt væk. Som en ond drøm, der er lagt bag mig for noget, der virker som meget længere tid siden. Det er utroligt, hvad psyken – og kroppen – åbenbart kan klare, og jeg må nærmest knibe mig selv i armen, når jeg tænker på, hvor godt, jeg har det nu. Mine løbeture nærmer sig nu hastigt mit gamle niveau, og energi og livsmodet – hele mit jeg – begynder at ligne sig selv igen. Måske i en stærkere og mere taknemmelig og opmærksom udgave. I alt fald lever jeg i en langt større bevidsthed om, at livets skal nydes, om glæden ved at være i nuet, og om, hvad jeg har lyst, og ikke har lyst, til.
Jeg skal leve med medicin de næste 5 år, som en ekstra sikkerhed, og det må jeg bare tage med – vi har nok alle vores byrder at bære – og det går faktisk rigtigt fint og uden de store  bivirkninger.

Tingene kommer sjældent af sig selv

Tro det eller ej, jeg ville nok selv have været skeptisk, hvis jeg ikke havde prøvet det, men der er virkelig sket noget i min energi og psyke, siden jeg var til healer for 2. gang sidste torsdag. Det kan du læse meget mere om her, hvis du er interesseret. Og det er jo kun een af mange ting, som jeg har besluttet mig for at gøre for at styrke mig selv, øge min livskvalitet og mindske risikoen for fremtidig sygdom. Ikke primært drevet af angst – jo, måske i starten – men af en bevidsthed. Efter sygdom må man forholde sig til bevidstheden om, hvad der kan ske, og så man finde sin personlige vej for at håndtere den. For mit vedkommende er det vigtigt, at jeg gør, hvad jeg kan selv – med kost og motion, men også med meditation, qi gong og et positivt mindset. Det er meget få ting, som bare kommer af sig selv, og jeg holder altså fast den indsats, som jeg har besluttet mig for.

På nær i går – som du kan læse om her – hvor jeg faldt totalt i vandet 🙂

Sukkerblues! 

Sukkerblues. Kender du også det – og findes det virkelig? Det kan jeg personligt skrive under på, at det gør. Jeg har jo levet virkeligt sundt og fornuftigt de sidste 4 måneder, men i går fik jeg altså bare lyst til at skeje ud.  Det er ikke fordi, jeg slet ikke spiser kage og is, men i moderate mængder. I går stod den på rigtigt meget is og et par store luksusflødeboller røg også indenbords. Og det var vel at mærke oveni, at jeg allerede havde fået rabarbercrumble med….is.
Jeg indtog det med glæde og med åbne øjne – men til gengæld betaler jeg prisen i dag.

Jeg skrev allerede i 2015 i dette indlæg det gør sukker ved mig, hvordan jeg har det, når jeg er gået over stregen med sukkerindtaget, og hvornår jeg kunne finde på at falde i sukkerfælden. På det tidspunkt var det rene egenobservationer, hvor jeg kunne konstatere ekstrem træthed, koncentrationsbesvær, mangel på energi, humør og overskud, hvis jeg fik alt for meget sukker. Nu, hvor jeg får medicin, så mærker jeg også her en forskel, hvor bivirkningerne (der svarer til overgangsaldersymptomer) ellers normalt kan holdes væk med en sund kost.

Det er videnskabeligt bevist, at maden påvirker os psykisk!

Nu ved jeg, at der rent faktisk findes noget, der hedder sukkerblues, fordi jeg har fået læst bogen Happy Food. I den beskrives den videnskabelige sammenhæng mellem psyke og ernæring, og kort sagt, så er dét du spiser i dag afgørende for, hvordan du har det i morgen. Vores spisevaner påvirker – præcis, som jeg selv har konstateret det for fire år siden – humør og energiniveau, men også psykisk sygdom, angst og depression.

Det, du spiser i dag afgørende for, hvordan du har det i morgen! 

 

Jeg vil anbefale bogen, hvis du vil have en indgående viden om superfoods, om tarmsystemet, og hvordan du med rigtig naturlig mad kan få en fysisk og mental sundhed.
Happy Food, som også indeholder opskrifter, fås hos Saxo her(reklamelink)

Vores tandløse kat kom hjem og skabte glæde!

Og nu til noget helt andet! Vores kat Oscar forsvandt for tre uger siden, og har aldrig før været væk så længe. Jeg var bekymret, men dog ikke fuldstændig i krise over det, for katte er jo nogle selvstændige væsner, og jeg havde et håb om, at han ville valse ind ad døren lige pludseligt, som om intet var hændt. På den anden side har den flotte fyr kun sine fire hjørnetænder i behold, så hans storhedstid som jæger er her i en alder af 9 år og næsten tandløs, passé. Derudover er han stum, så min store skræk er, at han skal blive lukket inde et sted og ikke kan lave larm. Så noget bekymret har jeg været, og jeg har mange gange gået i kvarteret og kaldt og kaldt på Oscar.

Jeg har også ledt omkring vores gamle hus, og det var her, jeg kunne hente ham i onsdags, hvor han var mere end velvillig til at komme med de 1½ km. hjem i bilen. Hvor var han glad, da jeg fandt ham på vores gamle terrasse – og hvor blev vi glade, da vi fik ham hjem igen. Tænk, hvad vores kæledyr betyder!

Han var blevet 300 gram lettere og havde en del knuder i pelsen, men var ellers i fin form – og meget sulten. Og meget kælen. Han har sovet i arm siden (hvilket ikke giver den bedste søvn – men hvad gør det!) og har stort set ikke været udenfor en dør. Det er vist gået op for ham, hvor godt og trygt han har det her – og vi er heller ikke mindre glade for ham, nu hvor han har givet os sådan en forskrækkelse.
Nu har jeg tænkt mig at købe et tracker til ham, så vi kan følge hans gøren og laden – hvis han altså nogensinde går ud igen! 😉

Ugens beautyfavorit!

Jeg har altså nævnt den før – i mine juli-favoritter – men hvis jeg skal vise en favorit, som jeg selv bruger med særlig stor glæde lige nu, så er det rensebørsten fra Beauté Pacifique.

Jeg er blevet helt vild med at bruge den til en ekstra grundig rens, mens huden får en god masserende stimulering med de mange, mange hår. Jeg har tænkt over, hvor mange, der mon er, for det er ret vildt. Med den får man renserutinen op på et nyt niveau. 149 kr. hos Beauté Pacifique her.

Ugens helt anden favorit!

Udover en beautyfavorit, så vil jeg lige tippe dig med en podcast-serie, som jeg selv er blevet anbefalet fornyligt. Oprah’s SuperSoul Conversations med hendes bedste interviews med førende tænkere, spirituelle fyrtårne, bestsellerforfattere, sundhedseksperter m.v. med det formål at guide os gennem livets stores spørgsmål og finde ind til os selv. Det er bare med at plukke løs i dem! Jeg kan fx anbefale interviewet med Byron Katie, hvor hun fortæller om, hvordan vores tanker er grunden til vores lidelser, og hvordan vi kan stoppe dem. Jeg har for flere år siden skrevet (meget kort) om hendes metode, The Work, her. Hvis man forstår kernen i det, kan man nå langt i sin livskvalitet!

♥♥♥♥♥

Så kom vi endnu en gang vidt omkring på en søndag, som nu står på sund mad med masser af grønt og fisk her hos mig, så jeg kan være oppe på hesten og i hopla igen i morgen 🙂

Vi høres ved i den nye uge.

1 svar
  1. Tina
    Tina siger:

    Dejligt at jeres næsten tandløse kat kom hjem igen/blev fundet på tidligere adr. 🙂
    Vi elsker jo vores dyr, det er vores “børn” 🙂
    En god ny uge ønskes du herfra !

    Svar

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.