Jeg fylder 55 år – og værdsætter nuet mere end nogensinde!


På torsdag er det min fødselsdag. 55 år bliver jeg! Her får du mine tanker om bevidstheden om døden, om eksistentiel opvågning, om Awareness – og om at værdsætte nuet mere end nogensinde.

 

Det kan opleves som en milepæl, når man fylder halvrundt – så tipper man over i retning mod det næste årti. Jeg kan begynde at ane det store runde 60 i horisonten. For mig giver det bare endnu mere opmærksomhed på at nyde og værdsætte livet lige her, hvor jeg er.

 

Der er så mange sorger, vi kan falde i, at tage på forskud, – og så megen fortrydelse og ærgrelser over det, der ikke var, som vi kunne have ønsket os det i fortiden. Men, hvorfor lade fortrydelsen over “det ulevede liv” eller frygt for det, der måske/måske ikke, vil komme en dag, skygge for livet lige nu og her?

 

Halvtredserne har indtil nu budt på overgangsalder og ikke mindst et sygdomsforløb for mig, men har også bragt mig til et sted, hvor jeg har det rigtigt godt, er meget bevidst, og hvor jeg er i gang med en ny uddannelse. Et sted, hvor jeg med bevidstheden om døden, sætter endnu mere pris på livet og har fokus på, at det skal give mening for mig.

Eksistentiel opvågning

Det kan lyde meget tungt og trist og sørgelig at tale om død og forfald, men undgåelsen af emnet er faktisk meget værre. For mig giver det tværtimod stor mening at finde inspiration i bl.a. stoicismen og bruge den daglige bevidsthed om døden til at udvikle en taknemmelighed over livet. Det er også eet af rådene i Svend Brinkmanns bøger, inspireret af de gamle græske stoikere, som du også kan læse om i Niels Overgaards fantastiske bog, Det hele handler ikke om dig.

Men er det ikke trist at tænke på døden? Nej, tværtimod. Bevidstheden om, at man ikke er usårlig eller mirakuløst vil leve evigt eller reddes af større magter, giver en større værdsættelse af livet og en motivation til at fylde det op med det, der giver mening.

I øjeblikket er jeg meget optaget af at læse den amerikanske psykiater og psykoterateut Erving D. Yalom, der har fokus på fire eksistentielle grundvilkår: At livet i sig selv er meningsløst, at mennesket er er frit væsen (det eneste, vi har ikke frihed til er ikke at vælge!), at vi skal dø – og at vi er alene på afgørende tidspunkter i livet.
Hvis vi ikke er i stand til at konfrontere os selv med disse livsvilkår, kan det skabe grobund for overdreven angst.

Og jo mere ulevet liv, jo større dødsangst, anfører Irving Yalom, som også beskriver, hvordan visse begivenheder i livet kan føre til en eksistentiel opvågning. Det kan fx være en rund fødselsdag, sygdom eller tab, der pludseligt får os til at indse, at livet heller ikke for os er evigt.

Jeg kan genkende det fra mit eget sygdomsforløb. Selvom jeg ikke var i livsfare, så nåede jeg i den grad at mærke angsten.
Efterfølgende er jeg startet på min drømmeuddannelse til psykoterapeut! Jeg er meget mere tilstede i nuet og glædes oftere over livet. Jeg er mere bevidst om mig selv, og hvad jeg vil og ikke vil.

JA, vi bliver ældre, vi forfalder og dør en dag – og med den bevidsthed, så er det lettere at nyde og være taknemmelige for, at vi er her.

Awareness

At være startet på uddannelsen til psykoterapeut (gestaltterapeut) er en kæmpe gave, jeg har givet mig selv. Jeg vil være færdig, når jeg er 58 og jeg vil dermed have givet mig selv nogle kompetencer, som jeg kan bruge – og forhåbentlig glæde andre med – så længe jeg lever og min hjerne ellers fungerer.
Jeg får udfordret mit intellekt og har skabt et meningsfyldt indhold i mit liv.

De første to år er koncentreret om min egen udvikling, og det har allerede nu flyttet mig og gjort mig både stærkere og gladere. Det foregår igennem et kompleks af oplevelsesorienteret læring, gruppearbejde, individuel terapi, teori og læsning.

Helt basalt vil jeg i dag give det videre til dig her på bloggen at forsøge at arbejde med din egen bevidsthed (awareness):

Hvad du føler, hvad du tænker og hvad du mærker i din krop lige nu?

Vend ind i det ind imellem, som du føler for det. Efterhånden vil du mærke, at du er i stand til at være bedre i kontakt med dig selv – og dine omgivelser.

Farvel til to do listerne

Det lyder utroligt banalt, men kan være sværere, end man tror. For mig har det fx været en udfordring at mærke rigtigt, hvad jeg selv føler. Hvornår jeg er sur, vred, glad, bange, ked af det osv. Og hvad jeg dermed egentlig har brug for og har lyst til.

Gennem opmærksomhed på mig selv på alle tre niveauer (tanker, følelser, kropslige fornemmelser) er jeg ved at komme godt efter det. En dag var jeg fx holdt op med at bruge mine evindelige to do lister. Jeg har lært at stole på mig selv – jeg skal nok få gjort det, der skal gøres! Og jeg mærker nu, hvordan jeg kan leve og gøre tingene mere lystbetonet og tilfredsstillende, mere bevidst uden den indre slavepisker.

Jeg ved ikke, om det giver mening for dig, alt det her. Måske giver det dig ligefrem appetit på mere.
Om et par år vil jeg kunne tilbyde individuel rådgivning og terapi, og det ser jeg frem til. Og indtil da, så nyder jeg processen og min tid nu og her – og endnu et dejligt år i 50’erne.

7 replies
  1. Marlene
    Marlene siger:

    Kære Jeanette
    Hvor er dine ord livsbekræftende…
    Det er fantastisk når et menneske som du, deler så meget ud af tanker og følelser. Og så er det bare så glædeligt, at få bekræftet, at alder ingen hindring er for udvikling og nye eventyr… Tak for det!
    Jeg overvejer selv at påbegynde samme uddannelse. Har længe været en drøm for mig. Jeg er dog meget i tvivl om forskellen på psykoterapeut og Gestaltterapeut. Læser du først gestaltterapi og derefter psykoterapi…? Og er det kun på din uddannelsesinstitution det lader sig gøre?
    Kærlig Hilsen Marlene

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette siger:

      Kære Marlene,
      Hvor er jeg glad for at høre, at du kan bruge mine ord. Det betyder så meget for mig, når min blog lander lige præcis, som jeg har håbet! Tusind tak.

      Jeg kan kun sige, at en uddannelse til psykoterapeut er en kæmpe gave, som vil ændre dit liv på den gode måde. Gestaltterapeut er det samme som psykoterapeut, det er bare en bestemt retning inden for området. Du kan se her, hvilke uddannelser, der er godkendte: https://psykoterapeutforeningen.dk/uddannelse/godkendte-uddannelser/
      Der er et par steder mere, hvor du kan vælge retningen gestaltterapi, men jeg tror nok, at Nordisk Gestalt Institut underviser i den “reneste” form.

      Jeg er ikke velbevandret nok til at give dig en præcis beskrivelse af forskellen på de forskellige retninger – meget går igen alle steder. Det vigtigste vil være dig som menneske, og det du bringer med i mødet med en klient. Jeg er vild med gestaltterapi, fordi det tager udgangspunkt i dét, der er. Der er ingen fortolkninger, ingen gode råd eller analyser. Der arbejdes med her og nu oplevelser – og, som jeg skriver, på alle tre niveauer af opmærksomhed (awareness). Det handler om at være “3D” som terapeut – Dum, du spørger ud fra et bevidst uvidende udgangspunkt til det, der er og sker – Doven, du siger ikke mere end nødvendigt og lader klienten finde sine egne løsninger (det handler om selvstøtte og om hurtig hjælp til selvhjælp) – og Dig selv – du kommer med alt det, du er som person.
      Du må endelig skrive til mig eller spørge, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med eller andet, du vil vide.

      De kærligste hilsner
      Jeanette

      Svar
  2. Tina
    Tina siger:

    Kære Jeanette,
    et stort tillykke med din halvrunde fødselsdag lige om straks 🙂
    Et højt hurra og blogknus får du herfra mig 🙂
    Dejligt du trives og giver det hele fra dig til vi andre, tak for dig og du ønskes en skøn fødselsdag 🙂

    Svar
  3. tina/mormormedstiletter
    tina/mormormedstiletter siger:

    Ejj, bliver du 55?!
    Hold da op hvor tiden flyver…
    Skønt at læse, at du er et fedt sted i livet og jeg synes også, man kan se det på billederne, at du bare stråler.
    Fuldt fortjent og tillykke med dagen, på forskud:-)

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette siger:

      JA! Jeg synes også selv, det er vildt. Tænk, at jeg snart har skrevet bloggen her i ni år.
      Det er lidt skræmmende, som tiden går, men som jeg skriver, er det eneste, vi kan gøre, at få det bedste ud af livet. Så det prøver jeg på – og det glæder mig utroligt meget, at du kan se det komme igennem på billederne.
      Tusind tak!

      Kærlige hilsner
      Jeanette

      Svar

Skriv en kommentar

Har du en kommentar?
Så del den meget gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.