Klimakteriesild – et mustread for alle kvinder!

Klimakteriesild

Fornylig siden udkom bogen Klimakteriesild, hvor  Sanne Gottlieb interviewer en række kendte danske kvinder, der hudløst ærligt deler ud af deres tanker og erfaringer omkring overgangsalderen. Som det er formuleret på forsiden er det “no shit samtaler om hedeture og hængepatter og lysten til livet” – om det voksne kvindeliv på godt og ondt, og om hvor forskelligt personligt det opleves fra kvinde til kvinde at gå igennem klimakteriet.

Bogen er dybt seriøs og giver et meget interessant og vedkommende input, som jeg vil kalde et mustread for ALLE kvinder fra sidst i trediverne og op. Måske er du endnu ikke en klimakteriesild, men før eller siden, så bliver du det! Gennemsnitsalderen er omkring 51 år, men mange oplever tidlige tegn langt før, og nogle går i tidlig overgangsalder og vil måske have glæde af hormonbehandling.

Måske er du midt i transformationen, som noget nyt eller noget, der har straks sig over langt tid, måske tager du hormoner eller overvejer det. Måske er du bare nysgerrig på, hvordan andre har klaret den periode, og hvordan de ser på livet både før og efter. Der er masser af indsigt og inspiration og erfaringer at hente i bogen.

Få de personlige historier fra 12 kendte kvinder

Du får personlige livshistorier fra blandt andre Søs Egeling, Birthe Neumann, Hella Joof, Anna Thygesen, Charlotte Sachs Bostrup m.fl., som er med til at bryde tavsheden omkring overgangsalderen.  De 12 kvinder åbner op for deres oplevelser – og måske andre livsomstændigheder som skilsmisse og sygdom, der har ramt oveni – hvordan de har oplevet og håndteret overgangalderen, fra den begynder at vise sig i den præmenopausale fase, til livet på den anden side. Om, hvordan de har håndteret bevidstheden om at miste evnen til at få børn, at miste sexappeal, og lyst, at få tørre slimhinder, om aldersforskrækkelse og udsigtens til forfald og forgængelighed. Men også den frisættelse, der ligger i at være kommet hertil, ingen små børn og PMS, øget selvværd – og at man bestemt ikke behøver føle sig usynlig, fordi man er over 50.

Bogen er ikke en skræmmehistorie, men det er den ærlige og redelige fortælling, så utroligt forskelligt, som klimakteriet nu kan opleves fra kvinde til kvinde. Nogle aner ikke, hvad en hedetur er – mens andre slås i årevis med fysiske og psykiske gener. Mange kvinder er i deres hormoners vold livet igennem, som vi også hører om i bogen, og for nogle vil klimateriet være en lettelse, mens det for andre vil være forbundet med forskellige gener, som det heldigvis er muligt at gøre noget ved.

I bogen er der også et interview med gynækolog Christine Felding, der er specialist på området og bidraget med informationer om, hvad der bl.a. vender op og ned på hormontilskud, behandling af tørre slimhinder og betydningen af stress i forhold til overgangsalderen.

Bogen er en gave til kvinder!

Først og fremmest er bogen med til den aftabuisering af overgangsalderen, der heldigvis er i fuld gang i disse år. For hvorfor skal det være forbundet med flovhed for kvinder at nå dertil, hvor vi ikke længere er fertile, men på vej ind i en ny livsfase. Bortset fra evnen til at forplante os, så er det jo ikke anderledes for kvinder end for mænd – vi bliver alle sammen ældre!

Bogen er en gave til os kvinder – så vi ikke føler os alene eller mærkelige eller forkerte, og kan få glæde og støtte af hinandens erfaringer.

Nogle mærker ikke det store, mens andre kæmper med hedeture, grådlabilitet, manglende søvn og energi – og har derfor overvejelser for og i mod hormoner, som i sig selv er forbundet med både myter og fordomme, så det kan være svært at beslutte, hvad man skal gøre. Måske frygter du overgangsalderen, og vil gerne afmystificeret den og finde ud af, at det ikke behøver være så slemt, som du måske går og forestiller dig.

Klimakteriesild bog om overgangsalderen

Klimakterisild er en bog for alle kvinder, der står overfor de første tegn på en præovergangsalder – og for alle, der er i overgangsalderen, eller er på den anden side. Bogen giver en forklaring på hormoner og begreber, og på, hvad der sker i den del af kvindelivet. Du vil opleve, at du ikke er alene, og du vil kunne sammenligne og suge af andres erfaringer – og også finde ud af, at der ikke nødvendigvis er så meget af frygte. For nogle er det en meget smertefri proces, mens der for andre er både fysiske og psykiske ting, der skal håndteres. Men de kan håndteres, og det bliver lettere med den åbenhed, der i disse år bliver lagt for dagen ♥

Klimakteriesild kan købes hos Saxo.com her(reklamelink)

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.