,

Sådan bruger du vand som spabehandling derhjemme!

Vandterapi Dornbracht
At bruge vand som terapi, særligt iskoldt vand, var helt ærligt ikke noget, jeg umiddelbart troede, at jeg ville bryde mig om. Jeg hader normalt koldt vand, men hydroterapi lød alligevel så interessant i al sin enkelhed, at det skulle og burde have en chance. Det er jo en snublende let og billig kurbehandling, som man nemt kan lave derhjemme, og efterhånden har jeg vænnet mig til – og sætter endda ligefrem pris på – at give mig selv en ben- eller armskylning, endda en lille iskold ansigtsbehandling, hver gang, jeg er i brusebad.

Koldt og varmt vand har en dokumenteret effekt i forhold til fx at styrke immunforsvaret, øge hudens sundhed og fedtforbrænding, stramme op, styrke cirkulationen, berolige, sænke blodtrykket og give energi!

Brug brusebadet eller et særligt bruserør

Jeg bruger et særligt bruserør, som Dornbracht har lavet med inspiration fra den traditionelle Kneipp-metode fra 1800-tallet. Røret giver en blød og fyldig stråle og er perfekt til at lave de målrettede afskylninger, som du kan se på videoerne længere nede. Det er også god løsning for en kuldskær person som mig, så det ikke er hele kroppen, der behandles på een gang. Men et brusebad, hvor man veklser mellem kulde og varme kan selvfølgelig også sagens bruges. Eller et varmt karbad, hvis man er så heldig at have et badkar.

NB! Jeg gør opmærksom på, at bruserøret er en gave fra Dornbracht

Hydroterapi har en tusindår lang historie bag sig, men det var præsten og naturlægen Sebastian Kneipp, der i 1848 i Tyskland grundlagde en sundhedsbevægelse, hvor bl.a. hydroterapien blev sat i system. Hans filosofi var, at forebyggelse er bedre end helbredelse og havde et ønske om at øge den generelle trivsel.

Kneipps tankegang består af 5 søjler. Vand er den ene – og derudover urtemedicin, let motion (gerne i naturen), en varieret og afbalanceret kost med masser af planter, og en balanceret og rolig livsstil. Elementer, som mange af os kan relatere til i dag, men hvor viden om netop vand-delen måske ikke er så udbredt.

Vand kan stramme op og kvikke op – berolige og hjælpe dig med at falde i søvn

Nogle former for hydroterapi fokuserer på det mere behagelige, og varme bade, kilder og deciderede kurophold kan fx udskille affaldsstoffer, afhjælpe muskelømhed, anspændthed og forskellige former for fysiske lidelser. Den kan endda frigive endorfiner og virke smertedæmpende.

Min lille hjemmeterapi er naturligvis på et mindre plan, men skal nu ikke underkendes – slet ikke de kolde skylninger, som er meget hurtige og effektive at lave i dagligdagen. Har du adgang til et karbad, så vil et varmt bad øge kropstemperaturen og dermed blodomløbet, hvilket vil virke smertelindrende og være med til at hele skadede muskler og led fx efter træning.
Et varmt bad kan også få dig til at slappe af og hjælpe med lettere at falde i søvn. Det kan også berolige hele systemet, og skal man ikke ligefrem sove, kan man efterfølgende vælge at kvikke sig selv op med koldt vand.

Koldt vand virker sammentrækkende og er ekstremt stimulerende, øger hudens sundhed, strammer op, styrker cirkulationen og styrker immunsystemet. Ved at massere huden med den kolde vandstråle, vil lymfesystemet blive aktiveret, immunsystemet styrket og ved at fokusere på “kritiske” områder, kan det medvirke til at nedbryde fedt og reducere appelsinhud.

Hvis du veksler mellem varme og kulde i brusebadet, vil cirkulationen også forbedres og arterierne stimuleres. En god cirkulation er alfa og omega for sundheden, fordi blod og lymfevæske og ilt bliver effektiv ført rundt i kroppen, som samtidig er i stand til at udskille affaldsstoffer, så vi ikke bliver syge.

Han har ikke været så tosset, den gamle Kneipp! Han opfandt allerede dengang hundredevis af forskellige kure til at forebygge sygdom. Blandt dem er også opstrammende ansigtsbehandlinger, som du kan se på videoen længere nede. 

 

NB! Personer med svækket helbred, svær diabetes eller hjertekar-problemer skal springe de kolde gys over – og generelt er det vigtigt at lytte til kroppen og gå stille og roligt frem i forhold til kulde og temperatursvingninger. I starten syntes jeg, at det var slemt at få den kolde vandstråle op ad låret, men efter et par måneder er min tolerance blevet meget større.

Her er de tre behandlinger med vand, som jeg laver!

hydroterapi benskylning

I starten var det ikke helt rart med den iskolde stråle, men ret hurtigt vænnrde jeg mig til det. Så i dag er det blevet fast rutine for mig at bruge i badet. Enten til opkvikning – ved en armskylning, som du kan se længere nede – eller til beroligelse ved at skylle op og ned ad benene. Til en iskold opstrammende ansigtsbehandling – og til at forhindre tunge ben efter løb, hvor man også får en dejlig opstramning af huden og gang i blodomløbet med i købet.

1. Beroligende og opstrammende benskylninger

Jeg giver mig selv en beroligende kold benskylning (se videoen)  stort set hver eneste gang, jeg er i brusebad. I starten kølig, men efterhånden iskold! Det er en simpel, hurtig og videnskabeligt dokumenteret måde til at opnå velvære i hverdagen, afstresning/afslapning, øget cirkulation og fastere hud. Har du svært ved at sove, så forsøg dig med vandterapi på benene 1-2 timer før sengetid eller alternativt et varmt bad.

 

2. Opkvikkende armskylninger

Har jeg brug for en opkvikkende behandling, er træt, mangler energi eller har koncentrationsbesvær, så giver jeg mig selv en lynhurtig kurbehandling i form af en kold armskylning, der opfrisker hele kroppen. Denne metode er også effektiv i forhold til reduktion af det høje blodtryk, som forårsages af stress.

 


3. Opstrammende ansigtsbehandling

Endelig giver jeg mig selv en ansigtsbehandling, der bare ved hjælp af koldt vand opfrisker krop og sind, øger blodcirkulationen og opstrammer huden!!!
Det siges endda at kunne afhjælpe hovedpine. Jo oftere, det gøres, jo bedre, så det er bare med at komme i gang!

Det særlige Kneipp-rør er fra Dornbracht fås hos en række forhandlere af armaturer rundt om i landet (liste nederst på siden her).
Det giver den helt rigtige bløde, men alligevel kraftige stråle, og så er røret flot, hvis man kommer så vidt med rutinerne, at man vil have det som en integreret del af ens badeværelse.

Mindre og andre løsninger kan naturligvis også gøre det, ligesom man også kan bruge koldt og varmt vand som terapi hjemme i den normale bruser eller badekar.
Jeg håber i alt fald, at du har fået øjnene op for mulighederne med vand som et dokumenteret og nyttigt – og meget tilgængeligt – element i forhold til vores sundhed og helbred.

Dornbracht kneipp rør

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.