Tag Archive for: Christian Bitz

“Uperfekte” Christian Bitz gør op med sundhedsfanatismen

Bitz1

Jeg var til foredrag i tirsdags med Christian Bitz, som nu betegner sig selv som “Uperfekt” (og har udgivet en bog med samme titel) og Sundhedsrealist.

For mig – og sikkert også for de fleste andre – er der sådan set ikke noget nyt i at gøre tingene med måde og finde en balance mellem det sunde og det nydelsesfulde liv. Men det er rart at se en trend brede sig, hvor man gør op med de rigide spisevaner, træningsfanatisme og DÅRLIG SAMVITTIGHED. 

Christian Bitz sætter sig selv frem som eksempel på at have været ortorektisk og styret af kost og motion. Det har han nu overvundet og er blevet afbalanceret og mere “menneskelig” – og overikøbet piller han nu sig selv ned som sundhedsguru ved at fortælle om de løgne, han har omgivet sig med. Han hader fx brun pasta, spiser fredagsslik hele ugen – og har lidt for meget hang til rødvin. Det handler om at være ærlig overfor sig selv og andre.

Til gengæld argumenterer han på ingen måde for at bevidst usund livsstil. Kostrådene i Verdens Bedste Kur (som bygger på verdens største ernæringsundersøgelse) gælder stadig. Der er stadig masser af gode grunde til at dyrke regelmæssig motion. Men een af grundene er, at det giver rum til de andre ting.
Først og fremmest skal vi acceptere os selv noget mere og droppe den dårlige samvittighed.

Der kom mange flere god råd i løbet af foredraget. Her får du nogle af dem, som jeg noterede mig:

  • Gå efter et mere stabilt motivationsniveau. I stedet for at gå amok efter nytår eller lige før badesæsonen, er det bedre at sænke ambitionerne, og i stedet går efter et lavere, mere realistisk og stabilt niveau for sundhed og træning.
  • Find ud af, hvad sundhed er for dig. Hvorfor (udover badevægten) vil du egentlig være sundere? Hvis du gør det klart, kan du bedre finde ud af at gøre noget.
  • Vær på FORKANT i stedet for på BAGKANT. Det eet af de råd, jeg vil huske på – vær forberedt! Få tingene gjort med det samme i stedet for udskyde dem (til det alligevel ikke kan nås).

Bitz2

  • Vær mere egoistisk. Christian Bitz kalder det sundhedsegoisme. Prioriter din sundhed og brug tid på dig selv. Sig fra og undgå at spilde tid på ting, du egentlig ikke har lyst til.
  • Drop den dårlige samvittighed og hav realistiske mål. Vi skal ikke være så hårde ved os selv, og der skal være plads til også de dårlige vaner (som regelmæssig motion giver plads til).
  • Hav mere fokus på vejen end på målet!
  • Vær dedikeret omkring din træning. Træn, når du træner – uden at tænke på alt muligt andet, du skal nå, uden en veninde under armen og UDEN telefon.

 

………og så lige lidt kostråd, udover dem i Verdens Bedste Kur, som stadig gælder:

  • Der er intet farligt ved at faste – det er en myte, at vi skal proppe føde i os hele tiden. Faste kan tværtimod være sundt og hjælpe os til at lære vores naturlige sultregulering at kende.

Bitz3

  • Vær ikke bange for kulhydrater! Kartofler er fx en fantastisk spise.
  • BRUG FRISKE MADVARER – reducer de forarbejdede produkter
  • SPIS til du ikke længere er sulten – ikke til du er proppet.
  • LAV MAD! Vi skal have masser af “mad-mod” og turde fejle i bestræbelserne på at hæve vores niveau. Gør maden LÆKKER og NYD DEN!
Principperne i Verdens Bedste Kur

Juletiden med al dens mad og lækkerier, må være et godt tidspunkt til at få kigget nærmere på Verdens bedste Kur af Arne Astrup og Christian Bitz. Den har ligget et stykke tid hos mig. Ikke fordi, jeg skal på kur, men fordi den indeholder de nyeste resultater fra verdens største ernæringsundersøgelse og kan gøre os klogere på, hvad der vender op og ned, når det kommer til kost og vægt.

verdens bedste kur

Verdens bedste Kur koster 285 kr. hos Saxo.com

Verdens bedste Kur handler om at sammesætte sin kost, så andelen af protein er relativt højt (25%) og andelen af hurtigt optagelige kulhydrater er lav. Det handler om nydelse, fremfor afsavn og fanatiske slankekure. Målet er at sammensætte en kost, som mætter, uden at man behøver tælle kalorier, og indarbejde nogle gode vaner, så vægten ikke bliver et problem, fx:

  1. Hvidt brød, ris og pasta, bør kun indtages i små mængder, hvis man vil passe på vægten – de mætter ikke så godt og får blodsukkeret til at stige. De skal derfor erstattes af de brune fuldkornsudgaver.
  2. Kartofler er den råvare, der mætter mest per kalorie, og er en vigtig kilde til C-vitamin. Så den skal tilbage i kosten i stor stil.
  3. En række krydderier, især chili, kan øge forbrændingen.
  4. Man tager ikke ekstra på i sig selv ved at spise efter kl. 18. Kroppen er faktisk ligeglad med, hvornår du spiser – det er det samlede kalorieindtag over tid, der er interessant. Det er snarere usunde snacks og de ekstra kalorier efter aftensmaden, der bør kigges på.
  5. Kalcium slanker. Man ved ikke helt hvorfor, men det tyder på, at kalcium fra fx magre mejeriprodukter, broccoli, mandler, bønner, spinat, fuldkornsrugbrød m.v. mætter mere. Samtidig binder kalcium fra kosten fedtet i tarmen, så det ikke optages i kroppen.
  6. Kroppen udskiller selv affaldsstoffer, og såkaldte detox-kure er derfor unødvendige. Når der opleves en god følelse ved detox, kan det slet og ret skyldes, at man normalt lever for usundt.
  7. Det er uhyre sjældent, at man oplever mennesker med et stofskifte så lavt, at det påvirker kropsvægten. Så den med, at man ikke kan gå forbi bageren uden at tage på, holder ikke. Det er som oftest for store mængder mad, eller usunde mellemmåltider, der skaber overvægten.

Bogen indeholder konkrete kostplaner og mange opskrifter, som er indbydende og inspirerende, uanset om du skal tabe dig eller bare ønsker at holde vægten.