Tag Archive for: film


Den franske film Dalida er et biografisk drama om den fransk-italiensk-ægyptiske sangerinde Dalida, der havde stor succes gennem tredive år, fra sin debut i 1956 til hendes sidste album i 1986. Den dag i dag er hun et ikon i Frankrig og i flere fransktalende lande.
Trods sin enorme verdenssucces, skønhed og berømmelse, trods de mange fans og mange mænd i hendes ekstravagante liv, skildrer filmen – som i øvrigt er blevet til i nært samarbejde med hendes bror – hendes dybe ensomhed og søgen efter kærlighed.

Hun er en sand kunstner med sang og performance som et livsvilkår, men inderst ende ønskede hun sig måske mest af alt kærlighed og børn. Tragedien klæber, som en bagside af medaljen, til hende, fra hendes opvækst i Cairo med mobning og en far, der bliver arresteret, til en stribe af mænd i hendes liv, der vælger at tage deres eget liv.

Døden blive en følgesvend for Dalida, som hun også selv hele tiden kredser om, indtil hun til sidst vælger døden i en alder af bare 54 år. Noget, som hun har forsøgt en gang før langt tidligere i sit liv.

I filmen følger vi Dalida fra 50’erne og op til 80’erne, med enkelte tilbageblik til barndommen og skoletiden i Egypten. Fra gennembruddet i halvtredserne i nydelig kjole med strutskørt, til den mere hippieagtige mode i halvfjerdserne.

Udover den fængslende historie om hendes liv, er de forskellige tidsperioder gennemført skildret med en stor æstetik. Filmen er meget smukt filmet og holdt i afdæmpede farver hele vejen igennem, som giver associationer til 60’erne og 70’erne. Der er virkelig gjort et smukt stykke regissør-arbejde hele filmen igennem, både hvad angår mode og interiør.
I 80’erne gør Dalida sig – igen med succes – som diskodronning, hvor de intense viser bliver skiftet ud med glitter og dans, men stadig med en afdæmpet æstetik, som jeg synes gør filmen så smuk. Og musikken, ikke at forglemme, er så klassisk fransk, store viser, som vi også kender fra Edith Piaf, og dybe personlige tekster og fortolkninger, der afspejler alle følelserne, der går op og ned, fra den store kærlighed til sorgen.

Dalida er en smuk og æstetisk film med et tragisk indhold om succesens pris. Når man har det hele, men mangler kærligheden.
Den italienske skuespiller Sveva Alviti, der har måttet lære både at tale fransk og synge til filmen, yder en pragtpræstation som Dalida. Hun er stærk og sårbar, succesrig og ydmyg, talentfuld og søgende – og man er med hende hele vejen.
Filmen får fem stjerner fra mig!

Paterson

paterson-film

Paterson, som går i de danske biografer lige nu, er ikke for de utålmodige sjæle. Det er netop pointen med filmen, hvor budskabet er nærvær og glæde ved at bevæge sig langsomt i små cirkler og finde glæden i rutinerne og de mennesker, der er omkring en. Paterson er med andre ord en slow movie, der bringer dig blød og afslappet ud af biografen med alle intentioner om at være mere nærværende i nuet og det liv, der omgiver dig.

Hovedpersonen Paterson, så sødt og fint spillet af Adam Driver, er buschauffør i byen af samme navn, Paterson i New Jersey. Paterson er ét med sin by mere end bare af navn. Han er en mand, der nyder sit lille og stille liv med alle dets rutiner. Et “offline liv“, for han har hverken smartphone eller computer.

Det indre vækkeur vækker ham stille og roligt hver dag op ved sekstiden. Så spiser han samme kop morgenmad, mens han sidder og nyder den stille stund og filosoferer – faktisk over så små ting, at en æske tændstikker kan fortjene hans opmærksomhed.
Derefter går han hen til busholdepladsen, mens digtene udfolder sig i hans hoved. Her har han tid til at sidde i bussen og nedfælde sine digte, indtil han en kort sludder med formanden, der får hældt sine problemer af og samtidig bliver startskuddet på arbejdsdagen. I bussen nyder han de mennesker, der kommer og går og lytter til deres samtaler.

Paterson skriver flittigt digte i sin hemmelige notesbog, og han har egentlig intet behov for at dele dem med omverdenen, selvom kæresten presser på for at han skal få dem udgivet. Hun på den anden side er hans perfekte modpol, der drømmer store drømme om berømmelse og indretter det lille hus med sine kreative ideer og en hel del sort og hvid maling. Hun er det uforudsigelige og flamboyante i hans ellers meget forudsigelige tilværelse.Paterson er omgængelig og kærlig og åben for det liv og de mennesker, der er lige omkring ham.

Eneste individ, der ikke huer ham 100% er den jaloux buldog Marvin, som hver dag på den samme aftentur bliver parkeret udenfor den samme beværtning, hvor Paterson nyder en øl i baren med de samme mennesker.

PATERSON_D27_0139.ARW

Filmen er behagelig, stille, tankevækkende og underfundig. Den er en stilistisk smuk hyldest til hverdagen og poesien, til hverdagspoesien, til det nærværende liv og til opmærksomheden på det og dem, der ér i den umiddelbare nærhed.
For det giver jeg den hele 5 stjerner!

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne

Kærlig hilsen Jeanette

Jackie

Forestil dig, at du sidder ved siden af din mand, der pludseligt bliver skudt i hovedet og dør i dine arme med blod og hjernemasse væltende ud over dig! Så voldsomt, så traumatiserende, og alt imens hele verden ser på.

I filmen Jackie er det ikke stilikonet Jackie Kennedy, men mennesket bag, det handler om. Zoomet ind på hendes situation, tanker og følelser i den intense tid fra hendes mands dramatiske død den 22. november 1963 til hans pompøse begravelse 3 dage efter.

jackine-anmeldelse

Filmens fortælling sker gennem et interview, som Jackie – i skikkelse af smukke og vanvittigt dygtige Nathalie Portman – giver en enkelt udvalgt journalist kort efter John F. Kennedys død. Her fortæller hun åbenhjertigt om den voldsomme oplevelse og den situation, hun står tilbage i, hvor hun skal samle sig selv og sit liv op – fra eventyret i Det hvide hus til nu at står alene.
Det er dog langt fra det hele, der kommer til tryk i artiklen, for hun styrer pressen med hård hånd og bestemmer i sidste ende det endelige indhold, hvor hendes mand fremstår som en ener med referencer til Camelot og ridderne om det runde bord.

Vi ser en kvinde, der er både på sammenbruddets rand og på samme tid determineret og strategisk, nærmest udspekuleret. Hun ved, at begravelsen er essentiel for John F. Kennedys eftermæle, og det håndterer hun samtidig med, at hun tager sig af to små børn og et hjem, der allerede er ved at blive pakket ned og overtaget af det nye præsidentpar. Hun iscenesætter og hun gør det dygtigt, og hendes optræden som den sortklædte enke med sløret, sammen med de to små faderløse børn, bliver et billede, som for altid vil være en del af historien.


Vi ser hende lige efter mordet, hvor hun vasker blodet af ansigtet, og hvor hun er ved at gå helt i stykker. Alligevel viser hun styrke og beslutsomhed og har en klar strategi i alt, hvad hun gør i forhold til offentligheden. Hun er selv et sted ved at være i tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der er iscenesat, men hvad er hendes valg andet end at forsøge at skabe den historie, der alligevel vil blive fortalt.

Nathalie Portman er den altdominerende kraft i filmen, og man føler empati med hendes sorg, hendes situation og hendes liv, der på et sekund er forvandlet og aldrig bliver det samme. Selvom hun udviser en hårdhed midt i kaos, så kan man kun beundre hendes mod og klogskab til at tage kontrol.

I rollen som John F. Kennedy ses danske Casper Phillipson, der gør det rigtigt flot i den lille rolle. Begge de to hovedpersoner er castet godt, og især Casper Phillipsons lighed er slående.

casper-phillipson

Jackie ligger et sted mellem 4 og 5 stjerner, så det må blive til 4½ flotte stjerner og en varm anbefaling herfra.


stjerne sort
stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne halvstjerne

 

Kærlig hilsen Jeanette

Kampen mellem det sorte og det hvide i Underverden

underverden-dar-salim

Den 19. januar har filmen Underverden af den danske instruktør Fehnar Ahmad premiere over hele landet. I hovedrollen ses Dar Salim, som af mange er kendt fra tv-serien Dicte. Filmen er en blanding af drama og action med hverdagsagtige billeder af København, som gør den meget realistisk og får den til at krybe helt ind under huden.

Jeg havde høj puls og følte mig meget påvirket efter at have set filmen i dag. Den slags film plejer jeg ellers hurtigt at ryste af mig, men Underverden er mere end en actionfilm!

fehnar-ahmad-instruktoer

Instruktøren Fehnar Ahmad og skuespillerne Ali Sivandi og Dulfi Al-Jabouri

img_0060

Dar Salim

Hovedpersonen, Zaid, er hjertekirurg og mønsterbryder fra indvandrermiljøet i Albertslund. Vi følger hans daglige, normale liv på arbejdet og i den fede lejlighed ved havnefronten i København, hvor han bor med sin danske kone Signe (spillet af Stine Fischer Christensen), der er højgravid. Han har tydeligtvis følt sig nødsaget til at tage afstand fra sin kriminelle lillebror, og han afviser ham, da han efter et mislykket bankrøveri banker på døren og beder om hjælp. Zaid har fået nok og forsøger med al magt at leve det liv, han har kæmpet sig til.

Da lillebroderen senere køres ind på traumecenteret på hospitalet, hvor Zaid arbejder, gennembanket og døende, starter hans kamp. Han føler sig affærdiget af politiet og magtesløs over drabet på hans bror, og han begynder at tage sagen i egen hånd og opsøge de mennesker, som lillebroderen arbejdede for. Det bliver langsomt til krig med en rå og uhyggelig underverden af kriminelle indvandrere, hvis brutalitet ikke kender grænser.

Zaids egne grænser nedbrydes i en blanding af skyldfølelse og hævntørst, han går langsomt i opløsning, og vi ser ham i det skjulte forvandle sig fra den hvidkitlede og respekterede læge til Den sorte Hævner. I bedste Rocky Balboa stil løbertræner han med hættetrøjen i det gamle betonkvarter, skyder sig uhæmmet med steroider, og han genoptager kickboxingen hos sin gamle træner. Motorcyklen males sort, og han ifører sig skudsikker vest, sort tøj og maling i ansigtet. Han går på jagt i underverdenen!

Der er dømt krig. Krig i Zaids indre, han er fanget mellem to kulturer. Hvor han før forsøgte at holde afstand til broderens problemer, bliver hævnen nu altoverskyggende i forhold til hans arbejde, kone og kommende barn. Han bliver trukket ind i en livsstil, som han for alt i verden har forsøgt at undgå, og en mere og mere regulær krig med de kriminelle, der ikke skyr nogen midler overfor de mennesker, som han har i sit liv.

Dar Salim giver alt i sig i rollen, både i de følsomme scener, fra hans normale verden, og som den side, som jeg vil kalde den sorte hævner. Filmen har en realisme over sig, der gør, at den rammer hårdt og giver masser af stof til eftertanke. Selvom man måske ikke er den store actionfan, og har det svært med den meget voldelige scener, så synes jeg, at de mange lag i filmen, gør den til et både underholdende og vigtigt kunstnerisk bidrag til den debat, vi i dag ser nye stemmer fra indvandrer- og ghettomiljøet bidrage til.

Der er en meget stærk og central udvekling mellem Zaid og hans far i filmen, hvor faderen beskylder Zaid for at have svigtet sin bror og for at have glemt, at han er iraker. Zaid trækker gardinet for og spørger sin far, om det er Irak, han ser udenfor, og at det er faderen, der har svigtet ved at sidde i sin sofa i 30 år uden at have et arbejde.
Det er stærke sager og scenen mindede mig et kort øjeblik om bogen Sort Land af Ahmed Mahmoud.

Underverden er en actionfilm, ingen tvivl om det, og den vil først og fremmest underholde. Men den fremstiller også det københavnske bandemiljø som en brutal og afstumpet verden, der afskærer mennesker fra et godt og normalt liv. Den viser også, hvad de unge indvandrerdrenge er oppe i mod i form af pres og vold, og hvordan livet balancerer på en knivsæg mellem det sorte og det hvide. Det gør det for Zaid, og det gør det vel for alle mennesker, hvis presset bliver hårdt nok.

Ikke bare Dar Salim, men også alle de øvrige skuespillere, spiller overbevisende godt, bl.a. som hårdkogte kriminelle. Nogle, bl.a. boksetræneren i filmen, er castet blandt almindelige mennesker, som ikke er skuespillere, men gør det virkelig godt, og bidrager til filmens realisme. Skuespilleren Ali Sivandi er så overbevisende som kickboxende voldspsykopat, at jeg blev næsten helt bange for ham, da jeg mødte ham efter filmen. Selvfølgelig viste han sig at være super sød og imødekommende, som det nok også kan ses på billedet.

underverden-ali-sivandi
Underverden fortjener i min anmeldelse mange flotte af stjerner for det gode skuespil, for den internationale standard, for en dansk actionfilm, der ikke er plat, for god underholdning og for at blive siddende længe efter og skabe stof til eftertanke.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne halv

En mand der hedder Ove – nu på film!

en-mand-der-hedder-ove
Lige hjemvendt fra forpremiere på den svenske succesfilm En mand der hedder Ove, må jeg lige dele min begejstring. Har du læst succesromanen af samme navn af svenske Fredrik Backman, så har du allerede grinet og grædt over Ove én gang – og du kan helt sikkert komme til det igen, hvis du går ind og ser filmen. Og ellers kan nye kommende fans begynder her.

Ove er kvarterets gavne og hidsige pedant, som går den daglige inspektionsrunde i kvarteret og sikrer, at affaldet er sorteret korrekt, garagerne er aflåste, og der ikke kører biler på området. Livet er i og for sig enkelt for Ove – ret skal være ret, og ordentligheden og retfærdigheden skal herske hele vejen igennem. Ove er ordentligheden selv, inderst inde også som menneske.

Oves hidsige replikker falder i en lind strøm, ikke uden humor, men bag den bitre facade findes også en historie og en stor sorg. Så stor, at Ove gentagne gange, uden held, forsøge at tage sit eget liv – i det pæne tøj og med alt bragt i sirlig orden omkring sig. Han bliver hele tiden forstyrret i sit forehavende af alle de idioter, der omgiver ham.

De nye naboer, den irakiske Parvaneh, der forstår at give Ove kærligt modspil, og hendes – i Oves øjne – uduelige mand og deres to små piger bliver et vendepunkt for Ove, der langsomt tvinges til at lade paraderne falde og lade det store hjerte af guld vise sig.

Filmatiseringen af bogen er utrolig vellykket, og Ove fremstår præcis, som jeg kunne have forestillet mig ham. Rolf Lassgård spiller hovedrollen helt igennem fantastisk, brysk og hjertevarm på én og samme tid. Man får mange grin filmen igennem, men man bliver også rørt af den skæbne, der ligger bag det hårde og regelrette ydre, når vi kommer tilbage i tiden og oplever Oves liv og barske skæbne. Det er ikke for ingenting, at filmen er blevet en af de største successer i nyere svensk filmhistorie. Jeg tror også, den bliver et kæmpe hit i Danmark.

Lige meget, om du har læst bogen eller ej, kan jeg kun anbefale at gå ind og se filmen, som har premiere den 26. maj.

The Big Short

 

Jeg får gået en del i biografen for tiden, hvilket du måske har bemærket. Det er jo Oscar-tider og det bugner med fede film.
Filmen The Big Short havde jeg dog ikke lige haft inde på lystavlen, før min bror foreslog den – og det er jeg i den grad glad for, at han gjorde! Det er en SUPER god film, cool, interessant, ekstremt velspillet og ovenikøbet sjov, selvom emnet er noget så dystert som finanskrisen! Instruktøren Adam McKay er kendt for sine komedier, og vi fik virkelig også grinet under The Big Short.

Skuespillerne behøver vi nok ikke kommer nærmere ind på – det er bare klassespil hele vejen igennem. Egentlig vil jeg ikke sige så meget, andet end gå ind og se den!

Bag humoren er den tankevækkende forklaring på, hvad der skete, og hvordan det kunne gå så galt, at hele det amerikanske boligmarked og verdensøkonomien kunne kollapse. Hvordan grådigheden og dumheden tog over og overophedede økonomien på bekostning af de svageste i samfundet. Dem, der endte med gæld i huse, der var alt for dyre, og dem, som i sidste ende mistede deres jobs, da det hele brød sammen. Og så på den anden side alle dem, der scorede kassen på fede bonusser og allerede er godt igang igen.

Historien er fortalt gennem de få mennesker, der kunne – og ville – se, hvor det hele var på vej hen. Det excentriske talgeni Michael Burry er den første, der kan se signalerne og gennem sin hedgefond begynder at spekulere imod de usikre lån, imod den amerikanske økonomi. Han går ind og shorter lånene, hvilket vil sige, at man indgår en kontrakt, hvor man tjener penge hvis deres kurs falder (alle de økonomiske begreber forklares undervejs i filmen på ret pædagogisk vis). Alle griner af ham, hans investorer i fonden er ved at sagsøge ham, men han holder stædigt fast i sin teori om, at det ikke holder i længden og at folk i stor stil vil begynde at misligholde deres lån.

Andre følger efterhånden med og shorter de usikre boliglån, bl.a. den evigt retfærdighedssøgende og vrede Mark Baum og et par unge garagespekulanter. Hvordan det går, ved vi alle sammen, men her får man en exceptionelt god og exceptionelt sjov og underholdende forståelse for, hvordan det hele egentlig hænger sammen.

The Big Short er nomineret til fem Oscars. Herfra skal den have fem stjerner ud af seks!

Den danske Pige

I går var jeg til forpremiere på den amerikanske film The Danish Girl, som har premiere på torsdag. Instruktøren Tom Hooper er bl.a. kendt for Kongens Store Tale, som var nomineret til 12 Oscars, og Den Danske Pige er da også nomineret til fire. De to hovedrolleindehavere er begge nomineret, Eddie Redmayne og svenske Alicia Vikander, som vi kender fra En Kongelig Affære.

Store dele af filmen er optaget i København, hvor der er smukke billeder fra Nyhavn, Nyboder og Gammel Strand med fiskerkoner og gamle skibe langs de smukke gader. Billederne, der skal forestille hovedpersonens hjemstavn Vejle, er dog ikke alle lige troværdige, som de fremstilles omgivet af bjerge. Det er bare en detalje, ligesom Marmorkirken ikke ligger i Paris. Men never mind, jeg kunne godt lide filmen.

Filmen handler om det danske boheme kunstnerægtepar Einar (1882-1931) og Gerda Wegener (1885-1940). Han har pæn succes som landskabsmaler, mens hun kæmper med at finde fodfæste som kunstner. De lever lykkeligt og i et tæt parløb både følelsesmæssigt og kunstnerisk.
Einar har hele sit liv undertrykt sin transseksualitet, som bliver vakt til live, da han er stand-in for en kvindelig model for sin kone. Iført silkestrømper og damesko, er han pludselig ikke længere i stand til at undertrykke sit virkelige jeg, og han får snart en parallel identitet som Lili.

Gerda, som måske er den virkelig avantgardist af de to, har forståelse for sin mand og støtter ham alt imens, at hun selv ser ham forsvinde længere og længere væk og blive til Lili. Samtidig er Lili paradoksalt nok katalysator for Gerdas kunstneriske udvikling, og hun får et gennembrud med sine malerier, hvor Lili står model. Der er en unik vekselvirkning mellem de to, hvor Einar finder sin identitet som Lili, og Gerda sin identitet som kunstner.

De bor i en årrække i Paris, hvor Gerda har stor succes, og igennem tiden opsøger Einar forskellige læger, der alle anser ham som perverteret og psykisk syg, indtil han møder en tysk læge, der kender og forstår hans transseksualitet. I 1930 støtter Gerda sin mand i at gennemgå en kønsskifteoperation som en af de første i verden og blive til Lili Elbe.

Filmen vil helt sikkert dele vandene. Emnet vil selv den dag i dag desværre støde nogen, selvom historien viser, hvor langt vi er kommet i vores forståelse for folk, der er født anderledes.

Filmen i sig selv et kunstværk, der skrider smukt og stille og værdigt frem. Overpoleret vil nogen måske mene. Nogle vil finde den lidt kedelig, mens andre vil nyde det fine skuespil, kunsten og billedet af venskab og kærlighed og kampen om at finde sig selv.
Jeg er glad for filmen, som vil ligge på 4 eller 4½ stjerner ud af 6, hvis jeg skulle kaste mig ud i en bedømmelse.

De to hovedrolleindehavere spiller fantastisk, og historien er så fin og stadig vigtig.
Eddie Redmayne er så udsøgt en skuespiller, som jeg er fuldstændig vild med. For os danskere er det naturligvis også dejligt at se København i en Hollywoodfilm.

Dét, som for alvor er blevet siddende hos mig, er Gerda Wegener. Hendes progressivitet, hendes kunst, hendes loyalitet.
Jeg er nu simpelthen NØD til at tage på Arken og se udstillingen “GERDA WEGENER – En fortælling om kærlighed mellem maler og muse, der sprænger rammerne for kønnets grænser“. Den vises frem til 16. maj og du kan læse mere om den her.

JOY

joy-film-jennifer-lawrence.jpg

Jeg har jo truet med flere filmanmeldelser, og i aftes havde jeg valgt at gå i biografen og se Joy, som er bygget løseligt over mangemillionæren, opfinderen og tv-shop sælgeren, Joy Mangano.

Filmen er absolut underholdende og værd at se, og selvom den ikke er en kæmpe storladen film, er Jennifer Lawrence dog Oscarnomineret for rollen som Joy. Alt behøver heller ikke være mesterværker, og her er der bare tale om god gedigen underholdning og lidt til eftertanke også. Det er nok lidt af en pigefilm, men til gengæld til alle aldre – vi var tre på hhv. 24, 49 og 82 år i biffen, og vi kunne alle rigtigt godt lide filmen.

Selvom Joy går så gruelig meget igennem, er det alligevel en feelgood film, fordi vi alle ved, at det hele nok skal gå godt i den sidste ende. Den er ikke helt så corny og sjov som instruktøren David O. Russells forrige film The Silver Lining Yearbook og American Hustler, men den har noget andet – fortællingen om livets foranderlighed, op- og nedture, om potentiale og kampgejst, flid og loyalitet.

Feelingen og dele af castet er dog stadig det samme, som i de tidligere film: Jennifer Lawrence, Robert De Niro (i en dejlig afdæmpet rolle) og Bradley Cooper (som vi kvinder jo altid gerne vil se). Og vi ser da også skæve karakterer som Joys mor, der er apatisk og fortabt i sine sæbeoperaer, hendes på en gang vage og dominerende far og dennes nye rige kæreste, spillet af Isabella Rossellini, der investerer i Joys opfindelse, som er en selvvridende moppe, hendes misundelige og ondskabsfulde halvsøster, og Joys eksmand og ven, der viser sig at være den i familien, som bidrager med de bedste råd. De andre ødelægger mere end de gavner.

Joys bedstemor har altid set et stort lys i hende og indgydet hende selvtillid, hun var den bedste i sin klasse, fantasifuld og opfindsom allerede som barn, men er endt med at ofre sig for alle andre – for sine skilsmisseramte forældre, sin fraskilte mand og sine to små børn. Indtil det går op for hende, at hendes sande jeg har været gemt væk alt for længe. Hun starter en slidsom, risikofyldt, og til tider næsten umulig, kamp for at få sin første opfindelse, den nye gulvmoppe, til at nå markedet og få succes.

Banalt? Ja, det er det måske. Alligevel nød jeg filmen, fordi den viser, hvordan det kan gå op og ned gennem livet, og at man ikke skal give op. Det kan lade sig gøre at være hengemt og have begravet sit potentiale i perioder, livet kan virke håbløst til tider, men der er også en vej frem. Samtidig ser vi et fint portræt af en kvinde, der både i modgang og medgang viser sig at være den stærke, intelligente og opfindsomme matriak, der forbliver loyal og omsorgsfuld overfor alle sine venner og sin skæve familie – også dem, der måske ikke åbenlyst havde fortjent det.

The hateful eight

Jeg excellerer normalt ikke så meget i filmanmeldelser her på bloggen, og det er ikke fordi, jeg for alvor skal gå mine bloggerkolleger ovre på Girls on Film i bedene. Hvis du elsker film, så er det bloggen, du skal følge.

Ikke desto mindre nyder jeg altid, hvad jeg opfatter som gode kvalitetsfilm, men her kommer smag og behag jo virkelig ind i billedet, så måske er du langt fra enig. Jeg vil nu alligevel vove det ene øje og begynde at anbefale nogle af de film, som jeg ser og kan lide.

I går så jeg den nye Tarantino-film The Hateful Eight. Der var en markant overvægt af mænd i biografen, og Tarantinos univers er også meget maskulint, råt, voldeligt – og cool. Jeg er vild med det. Men man skal knække koden til, og kunne se kvaliteten i, hans univers, som gør voldsfilm til kunst og har referencer til mange genrer: splatter, farce, western, Agatha Christie, kammerspil…
Først og fremmest er der en fantastisk dialog med både dybde og humor, som i dette tilfælde indeholder masser af stikpiller omkring racismen i det amerikanske samfund.

Man skal sætte pris på form, og ikke kun indhold. Filmen er visuelt gennemført og optaget med gammeldags cellouidfilm og vises i 70mm, der er verdens bredeste filmformat. Det giver en lækker oplevelse. Indendørsscenerne er optaget i frostgrader for at gøre oplevelsen endnu mere intens med frostånde og kulde.

Man skal kunne tåle overdrevne, og derfor ikke alt for realistiske, voldscener med afskudte hoveder og hjernemasse. Filmen er lang, plottet enkelt, men det visuelle og skuespillet er fantastisk. Særligt Kurt Russell og Samuel L. Jackson er i topklasse.
Så de knap tre timer fløj afsted for mig.

Filmen er lavet som en klassisk, men intellektuel, westernfilm, og foregår kort efter den amerikanske borgerkrig. Otte fremmede søger ly tæt på flækken Red Rock under en snestorm. Sydstatsfolk, sorte, mexicanere, dusørjægere, gangstere og en kvindelig dødsdømt fange er samlet på den lille komprimerede scene. Alle vogter på alle, og med god grund, og snart er det et spørgsmål om, hvem der slipper levende derfra.