Tag Archive for: forkælelsestur

Varm og venlig totaloplevelse for sjælen

I weekenden var min mand og jeg på spaophold på Comwell Kellers Park ved Vejle fjord, og det var så ekstraordinært god en oplevelse, at jeg må dele den her på bloggen. Omgivelserne og naturen fås ikke smukkere, værelser, spaområde og hele hotellet er indbydende og lækkert, betjeningen fra et stolt personale er imødekommende og venlig, maden er lækker og behandlingerne er i top.

Vi vælter os ikke i et utal af lækre spa- og wellness-steder i Danmark, og jeg har tidligere været på ophold i både Tyskland og Sverige, men det bliver ikke sidste gang, at vi vælger Kellers Park, hvis vi skal forkæle os selv. Det er så unikt et sted, hvor både natur, bygninger, indretning og mennesker byder én velkommen på den venligste og varmest tænkelige måde.

Allerede, når man kører indenfor i den firelængede, smukke, hvide historiske ejendom, føler man, at man træder ind i en anden verden, hvor man bare skal slappe af og nyde det.

comwell-kellers-park

 Indenfor fortsætter den enkle, rene og eksklusive fornemmelse, hvor man i den grad føler sig velkommen og godt tilpas. Jeg må lige tilføje en lille smule om stedets historie, som efter min mening har en betydning for den enestående totaloplevelse, man får af stedet: Placeringen i Brejning til “De Kellerske anstalter” for åndssvage blev omkring 1900 nøje udvalgt, og bygningerne skulle netop udstråle harmoni, ro og regelmæssighed i smukt samspil med naturen. Anstalten skulle være selvforsynende, og der voksede sig et samfund op omkring stedet, som blev betragtet som en mønsteranstalt i Europa. I dag kan man tage en interessant gåtur og se, hvordan hele området har været og er præget af den banebrydende institution den dag i dag.

Efter hele 4 års istandsættelse har Comwell formået at skabe et sted med en fantastisk atmosfære med respekt for historien. Noget af det bedste er at opleve personalets stolthed over stedet og deres glæde ved arbejdet – det smitter af på gæsterne. Hotellet rummer 109 femstjernede værelser, som er lyse og indbydende med store vinduer og god plads og med lækre detaljer som Hästens senge. Spagæster kan gå indendørs i deres badekåber til spaafdelingen.

Comwell Kellers Park

Spaafdelingen er gennemført lækker og kan i øvrigt også benyttes uden at overnatte på hotellet. Der er et utal af luksus krops- og ansigtsbehandlinger, som slutter af i lækre relax-rum med frugt, nødder, te m.v. og diverse coffee tabel bøger, hvis man har lyst til at hyggelæse lidt bagefter.
Alle spa-gæster har fri adgang til et virkeligt indbydende aquaspa med pool, saunaer, dampbad, udendørs boblebad, opvarmede brikse, fodbad m.m. Der er også mulighed for at tilmelde sig holdaktiviteter som yoga.

Så, hvis du overvejer en forkælelsestur med din mand/kone/kæreste eller måske en vennetur eller tøsetur, kan stedet virkelig anbefales.

En SpaDag inkl. frokost fås for 550 kr.
SpaDelight, inkl. eksklusiv 5-retters middag, overnatning og morgenbuffet starter ved 1.295 kr. pr. person.

www.facebook.com/comwellkellerspark