Tag Archive for: Honning og Flora

Fyldt kyllingefilet med spinat og parmesan

Det er altid rart med en lille variation i hverdagsretterne. Her skal der ikke mere til end at tilføre lidt lækker fyld til en kyllingefilet for at få en anderledes og spændende ret. Det er vel nærmest som en moderne cordon bleu – på den sunde måde. Du får spinat, parmesan og lidt olivenolie sammen med det magre kyllingekød, og så er det bare at lave en lækker salat eller to, så har du et indbydende og sundt måltid.

fyldt kyllingefilet_3
Her har jeg serveret de fyldte kyllingefileter sammen med en, synes jeg selv, fantastisk lækker guacomole-salat, som jeg vender tilbage med snart. Derudover lavede jeg også en kålsalat for at få lidt mere fylde til aftensmåltidet.

Sådan gør du

  • Til 2 kyllingefileter skal du bruge en stor fyldt kyllingefilet_2håndfuld frisk spinat og godt ½ dl. frisk høvlet parmesan (brug en kartoffelskræller).
  • Skyl, tør og hak spinaten groft. Bland den med parmesanosten, 1 spsk olivenolie, lidt salt og friskkværnet peber.
  • Skær en lomme på langs af kyllingefileterne. Kom fyldet i og luk med en kødnål.
  • Brun kyllingefileterne på begge sider i lidt olivenolie på en pande ved middel varme. Husk at krydre med lidt salt og peber undervejs. Skru ned på svag varme, så kyllingen ikke bliver tør, og steg færdig.
    Afhængig af tykkelse og varme vil det typisk tage omkring 20 minutter.
    Pas endelig på, at kyllingen ikke får for meget, men forbliver lækker saftig.

 

Retten er inspireret af én af opskrifterne i den nye skønne bog fra
Honning og Flora.

Ny bog fra Honning og Flora – inspiration til det gode liv

Jeg sidder her på årets allersidste dag og nyder i den grad den nye smukke og inspirerende bog fra Honning og Flora. Jeg tror simpelthen, at min nytårsforsæt for 2104 må være, at jeg skal have bogen liggende fremme og kigge i den jævnligt. For selvom bogen handler om udeliv – Genbrug under åben himmel – så er den også meget mere end det.

honning og flora_genbrug

Bogen er en reminder om at have fokus på de små og de gode ting i livet – på naturoplevelser, på at skabe hyggelige dage, på at genbruge og skabe små personlige og kreative oaser. Om at lægge dug på bordet og være sammen med andre, at huske at nyde livet, fotografere og se det store i det små.

IMAG1745     IMAG1747IMAG1753     IMAG1748

IMAG1746

Bogen giver masser af ideer til loppefund og til indretning af dit uderum, og hvordan du skaber en hyggelig og personlig stemning, der ikke bliver for højtidelig.  I bogen er der flittigt strøet en række opskrifter til små delikate og nemme måltider. Det hele er lidt back to basics – det handler om personlighed, selvbyg og genbrug fremfor friværdi. Om de nære værdier og om at nyde livet og naturen og hinanden.

Det er mor og datter, Birgitte og Rikke, der indtil fornyligt stod bag butikken Honning og Flora (nu Villa Viola Living), der ligger i Den gl.  Gartnerbolig på Egholm Slot ved Kr. Hyllinge. Stedet skulle absolut være et besøg værd med et væld af inspirerende opstillinger og udstillinger.

Bogen, som er Honning og Flora’s tredje, koster 350 kr. og kan bestilles på Honningogflora@c.dk. Du kan også finde en webshop og en forhandlerliste for bogen på HonningogFlora.dk.