
Jeg bliver ofte spurgt, om ikke jeg er glad for mit naturkrøllede og ret fyldige hår. Og jo, det er jeg da – og især nu, hvor det helt glatte look ikke længere er det eneste saliggørende. Det er nok bare en naturlov, at folk med krøller gerne vil have glat hår og omvendt, men efter at have kæmpet i årevis med at få styr på krøllerne, og den fra naturen tørre struktur, og bruge dem mere aktivt, er jeg faktisk blevet ret så tilfreds med dem.

Jeg kan ikke tal på, hvor mange hårprodukter, jeg har forsøgt mig med for at undgå, at håret ligner en kruset og meget ustylet høstak. Efterhånden har jeg fået styr på, hvad der virker for mig- så her er mine bedste råd til dig med krøller eller fald i håret (eller tørt hår):
Råd nr. 1. Brug altid en plejende “fed” shampoo og hver eneste gang en hårkur eller en ekstrem fed conditioner. Sidstnævnte finder man sjældent, en almindelig conditioner er ikke nok, men LOVE conditioner fra Davines er i praksis mere en tyk hårkur. Serien er specielt til krøllet eller bølget hår, og den er blød og plejende, men gør samtidig håret let og fyldigt. Og så dufter den virkelig dejligt.

Råd nr. 2. Brug masser af olie i det våde hår, især i spidserne og forsigtigt på overfladen af håret. Jeg bruger en god portion, 5-6 pump, Morrocanoil. Det er den bedste olie, jeg har prøvet – og tro mig, jeg har prøvet mange – og jeg er totalt afhængig af den. Den samler håret og nærer det – så det i mit tilfælde yderst sjældent spalter – uden at fedte.
Nogle gange vælger jeg Light udgaven til lyst hår, men umiddelbart finder jeg ikke den store forskel på den og den almindelige. Vælger du ind imellem at tæmme krøllerne og føntørre, så reducerer Morrocanoil tørretiden.
NB! Morrocanoil og Davines er begge frisørprodukter, hvor du kan få råd og vejledning. Du kan få oplyst nærmeste forhandler på 36 16 16 09
Råd nr. 3. Red håret forsigtigt ud – start i spidserne og arbejd dig opad – det våde hår er ekstra skøbeligt. Skal du have masser af krøl, så gælder det dog omvendt om at lade håret helt være. Lad være med at rede det ud, men lad det lufttørre og kram det ind imellem. I det tilfælde vil det være en god idé at rede håret ud før hårvasken, så du er kommet af med de løse hår og undgår at fælde hele dagen.
Jeg foretrækker at rede det våde hår forsigtigt ud og derefter kramme det lidt op igen med lidt ekstra Morrocanoil.
Råd nr. 4. Sæt håret op, mens det tørrer. En anden metode til at definere køllerne og bevæge dem i den rigtige retning er at vikle håret rundt i sektioner og sætte det fast med store hårnåle, mens det tørrer. Lad det være nede ind imellem, og snor og kram det og sæt det så fast og tør videre.
Råd nr. 5. Brug en olie, når håret er tørt. Giv håret en smuk og glasfuld finish, læg de små hår ned, og saml det yderligere med olie, når håret er tørt. Morrocanoil kan bruges, men i det tørre hår foretrækker jeg enten Shu Uemura Essence Absolue eller Davines Oi Oil. De giver ekstrem lækker og let glans og pleje UDEN at fedte. De hører til i den dyre ende, omkring hhv. 350 og 300 kr., men tro mig, det er langt bedre end alle de mange fejlkøb!
Råd nr. 6. Vask ikke håret for ofte. Jeg vasker kun hår, når jeg er “tvunget” til det efter svedig sport, dvs. ca. 3 gange om ugen. Ellers ville jeg vaske det et par gange om ugen for at undgå for meget slid og udtørring – derudover er det også langt lettere!
Når håret i forvejen er plejet godt med god shampoo og conditioner/kur og olie, så holder det fint. Ofte bliver det nærmest pænere på anden og trediedagen. Det er også let af sætte op, når det ikke er nyvasket.
Ind imellem giver jeg det lidt olie i spidserne og på overfladen for at samle det, give glans og lægge de små hår ned. Her er det vigtigt at bruge en olie, der ikke fedter – se ovenfor.
Råd nr. 7. Elsk dine krøller – skru ned for føntørringen. Ind imellem nyder jeg at føntørre og glatte mit hår og have et flot langt stylet look. Men det er efterhånden mest ved særlige lejligheder, for dels tager det tid og dels slider det meget på håret. Med den rigtige pleje af det krøllede hår, og godt hjulpet af moden, har jeg faktisk lært at sætte meget pris på mine krøller – og mange finder det åbenbart misundelsesværdigt.
Prøv også at lade din frisør klippe efter krøllerne, så du kan udnytte dem optimalt.
Råd nr. 8. Undgå produkter, der stiver. Hvis vi ser bort fra lidt hårlak ved særlige lejligheder, så bruger jeg aldrig produkter, der stiver i håret – mousse, gelé eller stivende krøllespray af forskellig art. Håret bliver for stift og krøllerne for hårdt og tørt definerede. På samme måde har jeg det med leave-in produkter, som jeg bare oplever som tyngende i håret. For mig er svaret olie, olie og atter olie.




