Tag Archive for: oplevelsesgave


Den store fest er udskudt til september, og vi mødes med håndsprit og afstand – alligevel er det lykkedes Sten af have en fantastisk rund fødselsdag i dag. Med utroligt megen sød og kærlig opmærksomhed i form af hilsner, blomster, gaver – og enkelte venner, der har vovet at stikke hovedet ind for en kort bemærkning. Alle sammen for at være med til at give ham den bedste dag. En rund fødselsdag kommer ikke sådan lige tilbage, og det har været så dejligt at se, hvordan han har haft en magisk dag trods de underlige omstændigheder for tiden.

Døtre og svigersønner, barnebarn og min svigermor har været her i eftermiddag, og det har været en hyggelig dag – og fantastisk at ses, omend med afstand, når der nu er gået så lang tid, hvor vi ikke har kunnet samles.

Fødselsdagskage fra HART

De unge mennesker havde sørget for fødselsdagskagen. Måske kender du det hippe bageri Hart på Gl. Kongevej. Her huserer en af de dygtigste dessertkokke – ikke alene i Danmark, men også når man tæller resten af verden med. Milton Abel kom fra USA til Danmark (danske kvinder er bare for lækre!) og har været omkring bl.a. NOMA, før han har startet sit eget.

Han havde lavet denne her fantastisk smukke kage specielt til Sten. Med de mest luftige og lækre tykke lagkagebunde med hyldeblomst, med rabarbermamelade og pyntet med vanillecreme. På toppen rabarber farvet i rødbedesaft!
Han kan efter sigende opfylde de fleste ønsker og lave de vildeste figurer og kager, som kan bestilles hos Hart.

Gaven til manden, der har alt!

Det kan godt lyde forkert, men nogle gange føler man, at manden bare har alt, hvad han har brug for, og intet ønsker sig.
Så her skal du se, hvad jeg er kommet op med i gaven til manden til den runde dag. Og det er smarte, for jeg tager selv del i fornøjelserne 😉

Første oplevelsesgave er et lille sommerophold på Hotel Skansen nord for Helsingborg. Overnatning, middag og morgemad – og spa. De åbner helt nye spaafdeling 1. juli – bl.a. med roof top spa – så det skal vi over og opleve sammen med den guddommelige beliggenhed. Sverige kan altså noget med spahoteller!

Spaophold sydsverige
Min anden gave er også en oplevelse: en fødselsdagsmiddag på Vejrø Resort på den lille ø i det danske smålandsøhav.
Det bliver en oplevelse at se øen og naturen – og opleve gourmetrestauranten – og så viser jeg samtidig min velvilje i forhold til en lille sejlferie. Det er vist en gave i sig selv 😉

 

En gave mere, som Sten har fået, betyder, at vi også skal en tur til Stevns Klint til mere af Danmarks dejlige natur. Her har Sten fået et ophold på Rødvig Kro og Badehotel. Så gaver til manden, der har alt, kan altså absolut også være en fordel for konen ♥

60 – forstå det, hvem der kan!

Således rundede min mand de 60! Det er næsten ikke til at forstå det. Han er ved at anlægge sig langt hår, og holder sig – hvis jeg må sige det – utroligt godt. En aktiv mand, der ikke bare ligger på sofaen, men holder sig i gang. Så ham har jeg været heldig med 🙂

60 års fødselar

De små grå på overarbejde!

I går eftermiddags havde vi en sjov og speciel familieoplevelse, hvor vores evne til samarbejde, kommunikation, logik og kreativitet i den grad blev sat på en prøve!

escape-room-da-vinci
Ca. 1 time, hvor man bliver lukket ind i et univers af mystik og gåder og sat på en temmelig svær udfordring, for at komme ud igen! Der er videoovervågning med undervejs, så man kan få hjælp, hvis man sidder fast i et problem – eller hvis man selvfølgelig får brug for at komme ud. Samtidig kan personen observere, hvordan man evner at samarbejde og fordele opgaverne imellem sig, hvilket er en rigtigt sjov opgave at blive sat på som en hvilken som helst gruppe – familier, kolleger eller venner.

Det foregik på Østerbro i København, hos Midgaard Event, som har et såkaldt Escape Room – eller Mystery Game – hvor man skal løse forskellige avancerede gåder for at komme igennem og til sidst finde koden for at slippe ud igen. Temaet er Da Vinci og går ud på at finde en nøgle, så man kan flytte og redde den hellige gral. Jeg måtte ikke tage billeder undervejs, for rummene og rekvisitterne skal selvfølgelig være top hemmelige og overraskende, når man går i gang. Men du kan gå ind på Escaperoom.dk og se og læse mere.

escape-room-da-vinci

Vi blev budt velkommen af en kutteklædt mand, som forklarede os gamet og udleverede et forseglet brev, hvori vi blev instrueret i scenariet om den hellige gral, som var i fare og vores mission.
Allerede her var spændingen i gang og stemningen sat!

Så blev vi lukket ind i et værelse og døren blev låst – og så var det bare om at lede og finde de skjulte koder til låse, pengeskabe, aflåste klaverer m.m. gennem forskellige ledetråde og rebusser.

Vi havde været høje i hatten og valgt den svære udgave uden for meget hjælp, og jeg skal love for, at det var svært. Ind imellem måtte vi have et lille hint på skærmen, som kunne lede os på rette vej.
Men hold da op, hvor var den en fornøjelse, at vi som gruppe (Sten, hans piger, den ene svigersøn og jeg) kunne fordele os og lede forskellige steder, kommunikere og sætte sporene sammen. Det er virkelig en sjov og lærerig fælles oplevelse, som er spændende og hvor man også er lidt under pres.

Man skal være både logisk og kreativt tænkende, så hele gruppens forskellige talenter kommer i spil, og det kan være en øjenåbner at se, hvem der er gode til hvad:
Jeg kastede mig straks over bøgerne, for at se, om der var gemte rum eller koder i dem, og rebusser, jeg kunne forsøge at knække. Cecilie gik lynhurigt i gang med afsøgning efter nøgler og afprøve talkombinationer. Camilla prøvede kreativt, om der kunne ringes op på telefonen i rummet. Søren greb straks papir og pen og skrev de indsamlede tal og informationer ned. Sten var den, der kunne knække ting, der skulle samles og sættes på i et bestemt mønster.

Og adrenalinen kørte, og vi knoklede for at finder nøgler og talkoder til snart den ene lås og snart den anden. Et nyt rum åbnede sig, og eet mere. Pludseligt var der gået en time, og vi måtte have 7 minutter ekstra for at redde gralen og komme ud!

Så var vi pludseligt tilbage i virkeligheden, og følte, at tiden var fløjet afsted. Der glade smil over hele linjen – og første kommentar var: det skal vi prøve igen!

Nu må vi se, om vi bliver blandt dem, der gør det til en sport at besøge Escape Rooms både i København og andre byer som fx Berlin. Sjov og utroligt udfordrende er det i alt fald.
Som du kan se på tavlen, der hang udenfor, er der nogle, som er velbevandrede eksperter i Mystery Games. Ca. 25 minutter UDEN hints!!! Det er vildt, men ok, de kender også universet og opbygningen af den slags. For os var det første gang, og oplevelsen i sig selv som gruppen og med dynamik, man får frem, er en kæmpe oplevelse i sig selv. Den tror jeg aldrig, vi glemmer.

midgaard-event

Jeg tænker også, at oplevelsen kunne være en god team building event, polterabend aktivitet – eller måske bare en oplevelsesgave.

Er man rigtigt mange afsted, så findes der faktisk tre identiske Da Vinci rum hos Midgaard Event, så ca. 15 personer kan være i gang på samme tid. Er man endnu flere tilbyder de også andre former for events, så man kan fordele sig i hold.

Føler du dig inspireret – så kan du læse meget mere om Da Vinci Escape Room og de andre aktiviteter her.

Kærlig hilsen Jeanette

voksenlivsstil-spons

Vi var venligt inviteret ind og prøve Da Vinci Escape Room spillet af Midgaard Event.