Tag Archive for: roman

Det vågne hjerte af Merete Pryds Helle udspiller sig igennem 5 år i  80'ernes buldrende opbrudstid, hvor kvinderne finder sammen i stærke fællesskaber, til kamp mod de etablerede samfundsnormer.

Det vågne hjerte er en perfekt bog til sommerferien. Jeg blev fanget med første side og allerede på andendagen var den begærligt fortæret, og jeg måtte tage afsked med Lis, Lili, Bolette og alle de andre skønne kvinder.



Det vågne hjerte af Merete Pryds Helle udspiller sig igennem 5 år i  80’ernes buldrende opbrudstid, hvor kvinderne finder sammen i stærke fællesskaber, til kamp mod de etablerede samfundsnormer, mod patriarkatet og borgerligheden. Lis står med et ben i den venstreorienterede, flippede og lesbiske lejr – og et ben, der bevæger sig ind i den digitale revolution, forretningsverdenen og en mand, der får hjertet til at banke. I bogen følger vi hendes egen kamp for at finde sig selv og sin egen stemme, mens årtiet på nostalgisk vis udfolder sig på et baggrundstæppe af tidens tekster fra Pia Raug og Anne Linnet. 

Anmeldelse


Seks stjerner vil jeg straks lade regne over Merete Pryds Helles nye roman Det vågne hjerte. Ligesom kvindernes fortællinger i Folkets Skønhed, der foregår i 30’erne, og Vi kunne alt, der beskriver forstadslivet i 70’erne, er tiden nu kommet til forfatterens eget ungdomsliv i København i 80’erne. Yngre generationer får et unikt indblik en svunden tid – og vi andre, der også var i verden dengang, får genopvakt minder og set epoken i et tankevækkende retroperspektiv.

I det vågne hjerte stilles der skarpt på en tid midt mellem ungdomsoprøret og de flippede 70’ere og ved indgangen af computerrevolutionen og en ny verdensorden, hvor muren falder og alt bliver mere pengeorienteret og strømlinet.

I denne omvæltende tid følger vi Lis, der er en del af et venstreorienteret feministisk miljø, der tror på revolutionen og hylder Kina. Det bliver dog ikke til de store politiske manifestationer, men patriarkatet skal væltes, om ikke andet, så i de små.

Kvinderne kan og vil selv, og flere af dem danner også par, Herunder Lis, der er kæreste med Kirsten, der dog stadig bor sammen med Hans, fordi hun drømmer om at få et barn.

Lis drømmer måske i virkeligheden ikke så meget, men er mest bange for ikke at gøre og sige det rigtige for at forblive i det stærke kvindefællesskab.

At holde hinandens skæbne i sine hænder

Igennem romanen kom jeg flere gange til at tænke på K. E. Løgstrups ord: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

Lis bliver udsat for en voldsom og skelsættende oplevelse, da hun går hjem fra sine forældre gennem Utterslev Mose. En kædereaktion bliver igangsat, da hun rækker ud til en anden kvinde, der samme aften bliver voldtaget samme sted. Måske fordi Lis slap væk.
Alice er dybt traumatiseret bliver omfavnet af Lis og af kvindefællesskabet.

Det samme gør politikvinden Lily, der omvendt bliver en redning for Lis. Og har en mand, der tilfældigvis mangler en egnet arbejdskraft til den fagre nye computerverden. Og en god ven, der er umanerlig dejlig og enkemand, men jo ikke kan være rigtig – for hvad med Kirsten, som ovenikøbet er rykket ind og er ganske dominerende. Også på i sengen, hvor en koncert med Marquis de Sade har åbnet for nye sider, som Lis heller ikke formår at sige fra overfor.

Lis bedste veninde Bolette, der så smukt beskriver Lis som hende “håndtag til verden”, står mere fast og tror på sig selv. Her er der plads til en mand, og Pelle ankommer en regnfuld Skt. Hans på Bellevue strand med flettet skæg og masser af kærlighed.

Men hvem er Lis? Er hun kommunist – eller kommende kapitalistisk computerekspert med aktier? Er hun homo eller hetero? Er hun til hjemmestrik eller til Mary Quant-kjolen fra Magasin? Giver hun sig selv lov til at være den, hun er?

Lily har modet til at konfrontere hende:

 

Hvem er du? spurgte Lily. – Uanset hvad folk finder på, vralter du efter. Hvis Kirsten kalder, kommer du løbende som en hundehvalp, hvis Alice eller Merle ser den mindste smule triste ud, skal du gøre dem i godt humør, hvis Grith griner, griner du, hvis Bolette siger noget klogt, prøver du at være klog.”


Det er en intens tid med store strømninger, og vi kommer med på kvindehøjskole i Lisby med vegetarmad, onanihold og tarotkort- og på rejse til Østberlin kort før murens fald. For Lis samler alle trådene sig, og hun lander i sig selv – det gør de alle sammen – og i den nye tid. Med en solid del af deres gamle, smukke værdier om sammenhold, solidaritet og venskab i behold.

Det er en hele vejen igennem smuk og skøn bog – også trods voldsomme udløsende begivenheder i starten. En af de romaner, det er svært at lægge fra sig.

Køb Det vågne hjerte af Merete Pryds Helle på Saxo ♥ (reklamelink)

Det er en hele vejen igennem smuk og skøn bog - også trods voldsomme udløsende begivenheder i starten. En af de romaner, det er svært at lægge fra sig. 

Mit menneske af Herbjørg Wassmo anmeldelse

Mit menneske er Herbjørg Wassmos første roman på dansk i fem år – og som altid, når det gælder hende, en af de romaner, der efterlader et savn, når den sidste side er læst. Hvordan mon det går med Rut og Gorm?
Samtidig fortsætter de med at være tilstedeværende som en lærerig inspiration til den modne og rummelige, voksne, kærlighed. Den, der siger, “jeg elsker dig, derfor har jeg brug for dig” i stedet for den umodne “jeg har brug for dig, derfor elsker jeg dig”! Om at finde sit menneske – og dermed finde sig selv.

Anmeldelse. Indeholder reklamelinks til Saxo.



 

Du kender måske den prisvindende norske forfatter Herbjørg Wassmo for hendes episke bøger om Dina (Dina Bog, Lykkens søn, Karnas Arv og Den der ser) eller den vidunderlige slægtsroman Hundrede år.
Nu er der, for første gang siden 2017, nyt på dansk fra hendes hånd, og jeg er sikker på, at alle fans står på spring – og at de ikke bliver skuffede.

Mit menneske knytter sig løseligt an til romanen Det syvende møde fra 2001. Det er samme to hovedpersoner, Rut og Gorm, men den nye roman kan sagtens læses selvstændigt.

Hvor har jeg dog nydt denne, hele vejen igennem, smukke bog!


Den modne kærlighed

Romanen handler om den modne kærlighed. Ikke alene finder Rut og Gorm endelig sammen i en voksen alder med børn og skæbner i bagagen.
De er også i stand til at leve sammen i en moden kærlighed, der uanset tid, sted og alder, handler om at være sammen og have brug for hinanden, fordi det ikke kan være anderledes, fordi det er funderet i dyb kærlighed, respekt, åbenhed og rummelighed.

Det er meget inspirerende, nærmest dannende læsning, samtidig med, at man fanges af fortællingen og menneskene og deres udvikling igennem 35 år.
Hvordan de er præget af deres baggrund fra den samme nordnorske by, og hvordan de udvikler sig sammen som mennesker og kunstnere. I Oslo, Berlin og Paris.

Trods deres forskelligheder, Gorm er den priviligerede købmandssøn, og Rut er fra beskedne, religiøse kår, bliver de afgørende for hinandens udvikling.
Den lidt kantede og målrettede, succesfulde, billedkunstner Rut –  og Gorm, der ønsker at bryde den familiebestemte skæbne og læse litteratur på universitetet. Sammen folder de sig ud som mennesker og kunstnerne, den ene som maler, den anden som forfatter – og giver hinanden plads og frihed.
Fordi de har kærligheden og måske har været skabt for hinanden lige siden, de mødte hinanden som børn.

Det er en meget smuk og livsklog historie, som kan tjene til forbillede for både parforholdet og menneskelige relationer i det hele taget.

 

“Der er ingen, der har lært mig så meget, som hovedkarakterne fra mine romaner. Gorm og Rut har lært mig meget om at leve sammen som par og have en hverdag sammen og samtidig give hinanden frihed til at være udøvende kunstnere” – Herbjørg Wassmo

 

At blive den man er

Rut og Gorm har begge ulykkelige ægteskaber bag sig og har hver især et barn. En søn og en datter. Rut har en kompliceret relation bag sig, da de mødes. Den fascinerende tyske gallerist har også været med til at danne hende som kunstner. Men uden at give hende friheden.
Hele deres mosaik af mennesker, alt, hvad de kommer med, og alt, hvad de hver især søger i livet, er der plads til. Det er ikke altid let, men med forståelse og medmenneskelighed kommer man langt.

Gorm kommer med sin søsters selvmord i bagagen og en forudbestemt skæbne som den, der skulle videreføre familievirksomheden.
Hele denne mosaik af mennesker, fra fortid og nutid, i livet og i døden, formår Rut og Gorm at forholde sig til, og særligt Gorm, der undervejs får succes som forfatter og tænker, er en smuk kilde af empati, ro, forståelse og rummelighed. Han forstår, hvad Rut har brug for, og hun er samtidig en lige så stor kilde til inspiration for ham. Uden hende, var han nok aldrig blevet sig selv, blevet det store menneske, han er. Fået kunstneren ud af forretningsmanden, og havde valgt sin egen vej fremfor den, der har var lagt ud for ham.

 

Det er en meget inspirerende og læseværdig bog, hvor siderne nærmest vender sig selv, indtil man sidder klogere tilbage – med et lille savn og meget visere på livet og kærligheden.

Mit menneske af Herbjørg Wassmo får hos Saxo her. (reklamelink)

 

Boganbefaling: Den tyske pige

den-tyske-pige-roman
Slut 1930’erne i Berlin. Nazismen har gjort sit indtog i Berlin, og jøderne ses ikke længere som lige medmennesker, naboer, skolekammerater, kolleger og venner i deres egen by og i deres eget land. De er urene og uværdige, og de lever – udover den daglige nedgørelse – i overhængende fare for angiveri, arrestation, fængsling og forsvinden. Den fremstående familien Rosenthal, den æterisk elegante Alma, hendes professormand Max og den tolvårige datter Hannah får med møje og besvær, og en god del penge, visum til Cuba, som er blandt de få nationer, som vil tage imod dem. Deres ejendom og indbo overgives til nazisterne for at få udrejsetilladelse og kunne komme ombord på den store luksusliner St. Louis. Ombord flygter de fra nazisterne og også fra virkeligheden med et par ugers overdådig luksus, som brat får en ende, da Cuba pludseligt trækker indrejsetilladelserne tilbage og ingen vil have dem.

2014 i New York. Den faderløse Anna længes efter sin far, og efter viden om sin far, som hun aldrig har mødt. Han gik på arbejde en dag, før Anna blev født, og vendte aldrig tilbage. På hendes 12-års fødselsdag dukker en uventet kuvert op fra en slægtning på Cuba med billeder fra det nazistiske tyskland og fra et stort skib. Det bliver starten på en rejse, et møde med Hannah, og en opdagelse af familiens historie.

***

Den tyske pige af Armando Lucas Correa tager os med på en hjerteskærende rejse, og en evig aktuel historie om menneskets ondskab og nedgørelse af dem, som er anderledes eller har en anden religion.
Startende i Tyskland, set gennem et barns øjne, som pludseligt ikke forstår, at hun er uren og uværdig, at hun ikke længere kan bevæge sig frit rundt uden at blive chikaneret. Et priviligeret barn, som endda har flere muligheder end de fleste, men alligevel rammes af stor sorg og som aldrig får det liv, som hun havde ønsket sig. Senere oplever hun kun en række af begrænsninger og mistænkeliggørelse, og et nyt diktatur i Cuba.
Et andet barn på samme alder, i New York i 2014, lider under en far, der er død under tragiske og meningsløse omstændigheder, og en mor, der er i fornægtelse og passivitet. Men med brevet fra Hannah kommer der et håb, og et lys for fremtiden.

Begge historier – Annas og Hannahs – foldes ud i bogens skiftende kapitler. De skæbner, som er ofre for menneskets ondskab, som vi kun ser gentage sig igen og igen i historien. En tankevækkende påmindelse om de dødsensalvorlige konsekvenser af manglen på medmenneskelighed, lukkede døre og de glemte fordrevne, som er mærket igennem generationer. Men også en påmindelse om menneskets styrke og overlevelsesinstinkt, og hvordan nye generationer kan give håb om en bedre fremtid i frihed.

***

Forfatteren er oprindeligt prisvindende journalist, og det var hans interesse for historien om SS St. Louis, der skabte romanen. En historie, som i mange år var gemt og glemt, men som senere er kommet frem i lyset med officielle undskyldninger til følge. Skibet sejlede fra Tyskland til Cuba i 1939 med over 900 håbefulde immigranter, som var på vej i frihed, væk fra nazisterne. Kun godt 20 kom i land i Cuba, på trods af, at mange havde ventende slægtninge på øen. Tilladelserne var pludseligt trukket tilbage, og hverken USA eller Canada var villige til at tage imod dem. Kaptajnen, som senere er blevet hædret for sin indsats for at hjælpe jøderne på flugt, lykkedes med at få dem fordelt mellem en række europæiske lande, herunder Belgien, Holland, Frankrig og England. Kun dem, der var heldige at komme til England blev reelt reddet, men de øvrige landede steder, der efterfølgende blev besat, og hvor mange døde i koncentrationslejre. Bogen slutter med en liste over passagerene og en række billeder.

***
Læs bogen som den gode og velskrevne roman, den er. Historien er ikke til at lægge fra sig, og man kan ikke vente med at høre, hvad der skete med Hannah, Max, Alma – og med Hannah store kærlighed, Leo, som også befandt sig på St. Louis. Og hvordan Anna og hendes mor kommer ind i billedet, og måske får lagt de brikker, som skal få dem videre som hele mennesker.
Læs den også som en indsigtsfuld reminder om forfølgelse af mindretal, om diskrimination og hvor hård og ubarmhjertig en skæbne nogle mennesker udsættes for.

 

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort

Den tyske pige fås på Saxo.com her (reklamelink)

Skøn roman om en modig kvinde og pionér

Kender du det, at nogle romaner nærmest bare læser sig selv? Man falder ind i fortællingen og nyder hver gang, man har en ledig stund, hvor man kan læse videre. Sådan en nydelse er For tæt på Solen af den amerikanske forfatter Paula McLain.

Hun slog igennem med sin historiske bestseller Madame Hemingway, og denne gang er der spået lige så stor succes – endda med dansk islæt, idet Karen Blixen spiller en central rolle i romanen. Ikke som forfatteren Karen Blixen, men som part i det trekantsdrama, der udspiller sig mellem hovedpersonen, den unge rebel Beryl Markham, og Karen Blixen og hendes store kærlighed, Denys Finch Hatton.

for-taet-paa-solen-roman

Fortællingen er fiktion, der bygger på historiske personer og begivenheder. Opsamlingen sidst i bogen på hovedpersonens Beryl Markhams liv bliver meget rørende, fordi man får en afrunding på historien baseret på fakta. Hvordan gik det hende egentlig? Døde hun under en af sine banebrydende flyvninger, hvor endte hun? Det får du svar på i bogen.

***

Romanen følger hende fra fireårsalderen i starten af 1900-tallet, hvor hun ankommer med sin familie til Kenya, og snart efter bliver forladt af sin mor og bror, som hun først ser igen mange år senere. Hun vokser op med sin far og begår sig som fisk i vandet blandt de indfødte og i den vilde, til tider barske, natur. Hun har ikke de store skolemæssige interesser og ambitioner, men slægter sin far på, når det gælder evnerne til at træne de bedste væddeløbsheste på kontinentet.

Hun bliver stærk og stædig, går sine egne veje, og får tidligt en fornemmelse af, at hun som pige kan udrette det samme som drengene. Da faderen går konkurs og flytter fra det hjem og område, hun elsker, kaster hun sig hovedkuls ind i et ægteskab med en farmer på en af de tilstødende jorde. Hun er under pres på alle måder for at indgå et ægteskab med en mand, som hun dybest set ikke elsker. Igen ender hun med at kæmpe for at komme videre efter at være svigtet og forladt. Hun træner heste, med succes, men kæmper mod kønsdiskrimination og mod sladder i det overklassesamfund, hun stifter bekendtskab med i den afrikanske koloni.

Senere, stadig som en ung kvinde, møder hun Denys Finch Hatton og bliver også venner med Karen Blixen, hendes mand Bror og flere andre personer i den fornemme kreds. Hun bliver præsenteret for storvildtsjægere, bohemer, litterater, livsnydere og endda for de engelske prinser. Trods et nyt ægteskab er det Denys, der vedbliver at være hendes sande kærlighed, ligesom han også er Karens. Sikke en mand, han må have været! Vi kender vel alle hans skæbne. Da flyvningen bliver udbredt, koster den flere menneskeliv.

Hendes liv bliver aldrig nogen dans på roser – og hun kæmpede hele sit liv for den tilværelse og den kærlighed, hun ønskede. Imod fordomme, sladder og kønsdiskriminering.
Andet ægteskab bliver heller ikke lykkeligt. Hun formår stadig ikke at tilpasse sig omgivelsernes forventninger til hende som kvinde, men selv efter tabet af Denys Finch Hatton, og siden også sin lille søn, kæmper hun videre som den smukke urkvinde, hun er. Hun bliver pilot, og finder vis fred og frihed i luften.

Den dag i dag er Beryl Markham kendt som en af de allerstørste kvindelige flyvepionerer, og hun var den første kvinde, der fløj alene over Atlanten fra Vestengland til USA non-stop.

Romanen får 5 store stjerne fra mig og kan købe på Saxo.com her(affiliate link)

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort

 

Maria Gerhardt alias Nattens Dronning, DJ Djuna Barnes: Digte

amagermesteren-djuna-barnes
Der skal selvfølgelig være plads til bøger ind imellem, som er ren og skær letfordøjelig underholdning, men jeg læser mest af alt for at få indsigt i andres oplevelser, refleksioner og holdninger.  Digte kræver lidt mere (meget mere), men til gengæld kan de på en meget intens måde give indblik i andre menneskers tanker og indre liv.

Jeg er ikke den store digtlæser normalt, men bl.a. Yahya Hassan må siges at have en del af ære for, at det er gået op for mig, hvad genren kan. Intenst og nøgent tvinger det en til at tænke videre.

Maria Gerhardt udkom for en uges tid siden med Amagermesteren. Digte fra det, som man fornemmer ikke var en alt for let opvækst, hvor man mærker – og måske genkender – følelsen af at prøve at finde et ståsted.
Digtene er hurtigt læst, men til gengæld læste jeg bogen tre gange i træk. For at forstå og fordi den sætter tankerne igang.

Og hvorfor er Maria Gerhardt interessant?  Hun har ikke levet et liv og ikke haft en skæbne som de flestes. Hun er kendt som den cool DJ og skribent Djurna Barnes, “Nattens Dronning”, et lesbisk ikon. Hun har levet det vilde liv, indtil hun endeligt får sit livs kærlighed og slår sig ned i et mere roligt familieliv – og så får hun kræft!

Sidste år udgav hun den anmelderroste bog Der bor Hollywoodstjerner på vejen, som er hendes personlige historie om kærlighed og om at blive ramt af brystkræft, når livet er på det højeste (hun er født i 1978). Så er du ikke til digte – læs den i stedet!

Tilbage til digtene, som har omdrejningspunkt i tennis og fodboldverdenen og om som barn at prøve at finde ud af det hele. At stå imellem sine stridende forældre, imellem at være barn og voksen – men først og fremmest handler det om at være rigtig og den bedste. Ikke at være på det forkerte hold.
Det handler om at præstere og om at vinde. Amagermesterpokalen har nu fået lov at komme på forsiden – ikke mere jantelov!

I SKOLEN FÅR JEG AT VIDE
AT JEG IKKE SKAL RÆKKE FINGEREN SÅ MEGET OP
DET SIGER HUN DANSKLÆREREN
DET GÅR IKKE
DER HAR VÆRET KLAGER
FRA DE ANDRE FORÆLDRE
ALLE ER LIGE GODE
TRÆNEREN SIGER DET OGSÅ
VI ER ET KOLLEKTIV.

DET ER
MIN FARFAR
DER ADOPTEREDE
MIN FAR
DER ADOPTEREDE
MIG
DER HAR ADOPTERET
MIN SØN

MIN FARFAR RÅBER
OG SELVFØLGELIG ER JEG BEDRE END NOGENSINDE

MANGLEN PÅ BIOLOGI
KALDER PÅ PRÆSTATION.

 

Maria Gerhardts kræft er nu vendt tilbage, og der er startet en indsamling for hende. Læs mere her.

 

Fryser jeg – ikke for sarte sjæle

Man kan næsten ikke undgå at stryge lige igennem Martin Kongstads nye roman “Fryser jeg”. Den er en gang særdeles velskrevet og intelligent dyneløfteri, hvor man kan få stillet sin nysgerrighed om livet i den kreative elite og få et sarkastisk blik på de “vulgære” nyrige.
Bogen er en direkte forlængelse af forfatterens prisvindende debutnovellesamling “Han danser på sin søns grav“, som efter min mening udstillede – eller udleverede – de to samfundsklasser på en mere subtil og interessant måde. Jeg er vild med novellesamlingen, men ikke helt så ubetinget begejstret for romanen. Det er som sagt underholdende, og der kommer også nogle interessante tanker ind imellem, men jeg vil også langt hen ad vejen kalde den direkte pornografisk. Så læs den, hvis du ikke er sart.

Fryser jeg

I “Fryser jeg” er hovedpersonen journalisten Mikkel Vallin – som vel på mange måder er forfatterens alter ego – skilt, desillusioneret og drikfældig, men med sin status som skarp skribent og sit netværk i behold. Den tidligere madanmelder – jobbet har han også mistet, og i stedet vil han skrive en roman – erklærer i en avisartikel et åbent opgør med parforholdet, som vi kender det: “Parforholdet er dødt, tak for ingenting”. I stedet bør der indføres fri kærlighed. Tankerne breder sig pludseligt som et eksperiment blandt kultureliten og løber løbsk i noget, som til allersidst nærmest bliver en sekt, hvor selv Vallin ikke kan være med længere. Sideløbende med de eksperimenterende seksuelle udskejelser, som foregår over en sommer i den kulturelle overklasses højborg, Tisvilde, forelsker Mikkel sig i den unge provokunstner Diana Kiss, og kommer selv til at mærke dilemmaet mellem det faste og det frie forhold.
Jeg kommer til at tænke på en direkte parallel til 68’ernes eksperimenter og opgør mod de konforme samlivsformer – også her efterlod det efter sigende mange ulykkelige mennesker, der slet ikke kunne finde ud af at leve med den utryghed og jalousi, den fri kærlighed medførte.
Kan det i længden lade sig gøre at leve med kærligheden som et stort tagselvbord?

Bogen koster 222 kr. hos Saxo.com

Døden kører Audi

Christian Bang Foss’ “Døden kører Audi” er en underholdende, satirisk og moderne roman om reklamemanden Asger, der bliver tvunget ud i et job som handicaphjælper for verdens sygeste unge mand Waldemar, der lever et trøstesløst liv i betonghettoen “Stentofte”, der nok skulle få vores andres småproblemer til at blegne.
Asger befinder sig i en kæmpe deroute, har mistet job, kæreste og bonusbarn, og har mistet kontrollen over sig selv, sin økonomi og døgnrytme, og fylder sig med dårligt tv, alkohol og junkfood. Måske er det i virkeligheden hans held, at han bliver tvunget ud i et job, som han normalt havde fundet under sin værdighed!

Døden kører audi

I bogen tegnes et skarpt billede af lovløsheden, håbløsheden og mentaliteten i ghettoen, og der lægges ikke fingre imellem i både beskrivelse af indvandrenes vold, og de danske bistandsklienter, der kender lovgivningen ud og ind, og hvis højeste mål i livet er at opnå en varig pension. Undervejs går det fx op for Waldemar, hvorfor hans forældre kaldte ham deres lille guldklump – og det var ikke af kærlighed!
Det er dejligt befindende, at nogen er politisk ukorrekt og bekriver det sorte, dæmoniske og vulgære, som også findes i vores verden. Og så ovenikøbet top underholdende – der er mange gode, høje grin at hente undervejs.

Umiddelbart er Asger og Waldemar ikke det oplagte match, men de finder hinanden i en fælles humor og et fælles sprog, og sammen beslutter de at drage på eventyr – i første omgang bare langt væk fra Stentofte. Målet bliver en klog mand i Marokko, som helbreder de syge, og det lykkes – dog uden hjælp fra næsehårspillende socialrådgiver-skrankepave – at skaffe penge til turen. Det bliver en anderledes, og til tider dramastisk, rejse, hvor de bl.a. gør ophold hos et dansk flipperkollektiv i Frankrig, men også Waldemars sidste håb, da de kører afsted bogstaveligt talt med døden i hælene.

Hvis du hader afslutninger, der står lidt åbne – måske endda en lidt svag afslutning på en ellers fantastisk roman – så er der en risiko for, at du umiddelbart vil føle dig lidt skuffet. Det gjorde jeg selv i første omgang, men tilgæld gav den – som den slags afslutninger jo har det med at gøre – stof til eftertanke. Historien bliver hængende på en anden måde, fordi den tvinger os som læsere til at tænke videre selv.  Og historien er så god, skarp, satirisk og underholdende, at den under alle omstændigheder kan anbefales.

245 kr. hos Saxo.com