Tag Archive for: tanker

Trump har en egenskab, hvor han holder fast og tror på, hvad han vil

Jeg lå på min sofa og fulgte det amerikanske valg til kl. 05 i morges! Det var umuligt for mig at slippe det, og jeg var fuldt og fast overbevist om, at jeg skulle opleve, at Biden slog Trump i en overbevisende sejr. At det amerikanske folk klart ville vise, at de kan se igennem alle løgnene og manipulationen og tage afstand fra en præsident, der mobber, nedgør, bruger øgenavne, forfladiger og simplificerer virkeligheden i en slags leg eller realityshow, der handler om en ting: Donald Trump!

Da vi nåede kl. 5 i morges, måtte jeg sande, at tingene ikke helt gik i den retning, som jeg i min naivitet havde forventet det, der fra min sofa. Det hele var sandet til, og der skete ikke mere, og jeg gik slukøret på køjen, selvom alt håb heldigvis ikke er ude endnu.
Men det værst tænkelig scenarie udspiller sig med en uafklaret situation, hvor Trump meget upræsidentielt puster til en farlig ild og sætter spørgsmålstegn ved demokratiet.

Svært at se op til USA

Jeg husker, hvordan vi for få år tilbage – under Obama – stadig så op til USA og alt hvad der kom derovre fra. Da jeg var ung, slog de stadig i den grad tonen an igennem den amerikanisering, der var begyndt efter krigen. Vi slugte alle de amerikanske værdier om business, forbrug, mode og pop-kultur, og jeg husker, hvordan vi altid lige halsede et par skridt efter dem.

I dag – og særligt efter dette valg – er jeg GLAD for, at jeg ikke er amerikaner. Det må være svært som et fornuftigt og ordentligt menneske at se sit land så polariseret og se så mange stemme for en underlødig, forgældet og løgnagtig person, der kun spiller efter sine egne regler, som leder af det, de stadig selv kalder for verdens mægtigste land. Jeg taler naturligvis helt for mig selv, når jeg siger, at de for mig er til grin, og at deres status er voldsomt for nedadgående. Jeg håber virkelig, at de igen, og gerne, når stemmerne bliver talt op de næste dage, tager værdigheden tilbage og bliver et land, vi kan være stolte af at være i alliance med. Lige nu er det svært at se op til dem, og glansen er gået af alt, hvad der kommer fra overthere.

Jeg tænker først og fremmest med taknemmelighed på at være dansker og europæer. At være del af et velstående samfund, der bygger på fællesskab og demokratiske principper. De amerikanske værdier har spillet fallit, egoismen har – også under Coronaen – vist sin totale mangel på værdi. Det er ikke bare America first, det er også Me first. Jeg sætter stadig min lid til Biden i den værdikamp, der lige nu foregår. Alternativet er intet mindre end skræmmende ikke bare for USA, men også for os.

Slut med Trump – solen skinner stadig!

Du fornemmer nok, at jeg er temmelig oprevet over det, der sker, i det, der skulle forestille sig at være den frie verdens supermagt! De sidste par måneder har jeg brugt en rum tid hver dag på at følge valgkampen på de amerikanske medier. Og tænk, at jeg sidder oppe til kl. 5 helt alene for at følge valget!

Uanset, hvad der sker, så har jeg fået nok. Jeg er TRÆT af Trump. Jeg orker ikke at se mere på ham. Jeg håber inderligt, at valget ikke falder ud til hans fordel – og samtidig frygter jeg et grimt efterspil. Uanset, om han vinder eller taber, er han skidt for verden!
Men eet, har jeg besluttet: der er ting, vi kan gøre noget ved, og der er ting, vi ikke kan gøre noget ved! Og jeg vil stoppe med at bruge så meget energi på Trump, for det er han ikke værd.

Jeg er først og fremmest taknemmelig for, at jeg ikke er amerikaner. Jeg er taknemmelig for, at Danmark og EU (desværre ikke hele Europa) står for nogle helt andre værdier, hvor det ikke bare handler om at rage til sig og konsumere, men også om passe på hinanden.

Solen skinner heldigvis stadig! Også i dag ♥

Trods bekymringer om det amerikanske valg, så skinner solen stadig!

Den ene ting, vi kan lære (lidt af) af Trump

På det øverste billede har jeg skrevet Trumps favoritstrategi – Fake it ’til you make it. Ikke just en i orden fremgangsmåde for en præsident, der skulle forestilles at være ærlig. Men en lille smule kan vi alligevel lære af ham. Ikke at lyve og fordreje tingene og proklamere sejre, vi ikke har fået eller egenskaber, vi absolut ikke besidder.

Men en gang imellem, når vi synes, at tingene går os i mod, kan vi godt prøve at smile, indtil det rent faktisk sætter sig i kroppen som ægte godt humør.
Så lige nu, vil jeg bevare min tro på verden, og TRO og HÅBE på det bedste. Og selvom jeg er træt og latent kan være lidt smågnaven, fordi jeg først kom i seng kl. 5, så vil jeg alligevel vælge at se på det gode og positive. Der er nok i verden, der kan deprimere os – Trump ikke mindst, men lad os dog så i det mindste iklæde os lidt af hans teflon og nyde livet ♥

Som Joe Biden siger: WE CHOOSE HOPE OVER FEAR!

 

Hvordan skal din dag være?

I øjeblikket har jeg fokus på positiv psykologi og på de simple råd, du kan læse nederst i indlægget. Det er ikke raketvidenskab, men det er rart – og har en stor effekt, som kan være med til at gøre dagen endnu bedre.

Først lidt baggrundsviden:

Vidste du, at du tænker omkring 70.000 tanker hver eneste dag? Og mange af de tanker, du tænker i dag, også går igen i morgen?

For at undgå stress og total nedsmeltning over de konstante sanseindtryk, skaber vores hjerne smarte “genveje” i form af neurobaner, der fungerer ligesom veje. Når du tænker, føler og reagerer på en bestemt måde, bliver netop den vej bredere og bredere. Andre veje, som du ikke bruger så tit, bliver smallere og smallere, og til sidst lukker de!

Det betyder, at dine tanke- og adfærdsmønstre er bestemt efter de veje, du har kørt på hele dit liv. Jo mere opmærksomhed, du giver dine negative tanker – jo flere kommer der af dem. Jo mere opmærksomhed, du giver dine positive tanker – jo flere kommer der af dem.

Tænker du mest positive eller mest negative tanker? Tænker du godt eller dårligt om dig selv og andre? Er du på vagt og forventer det værste?
Er du overhovedet opmærksom på dine tanker?
Du bliver styret af din hjerne til at tænke på samme måde igen og igen og bliver i gamle mønstre, som måske – måske ikke – er hensigtsmæssige for dig.

Den gode nyhed er, at du selv kan bestemme. Vi er alle i stand til at ændre tankemønstre og begynde at skabe nye veje i hjernen.

Prøv at være opmærksom på, hvad du tænker. Du ER ikke dine tanker, og det er muligt at distancere sig fra sine tanker og betragte dem udefra. Prøv at være observerende i forhold til dine tanker og spørg dig selv, om det, du tænker lige nu, er hensigtsmæssigt. En tanke er ikke nødvendigvis en sandhed, bare fordi vi tænker den, og du kan nægte at lade dig føre med af den. (Læs evt. også indlæg Slip tanketyranniet).

Gennem meditation og mindfulness kan vi få mere kontrol over, hvad vi tillader af tanker i vores bevidsthed. Du kan lære at observere og undlade at lade dig rive med af en tanke.

Du kan helt konkret:

Sige til dig selv i løbet af dagen, gerne mange gange, fx “jeg elsker og værdsætter mig selv”. Hjernen vil huske dine tanker og gentage dem i morgen.

Skrive 5 ting ned, der har gjort dig glad, hver aften før du skal sove. Du kan vælge at skrive kort eller uddybende. Det kan også være, at du foretrækker at tænke tingene igennem i stedet for at skrive. Jo mere tungt, sindet er, jo mere er det en god idé, at få tingene skrevet ned.

Gå dagen igennem om morgenen, inden du står op. Tænk over, hvad du kunne tænke dig, der skal ske i dag, hvad skal du opnå, hvordan du kunne ønske dig, at dagen skal være. Det kan også være, at du har et tema, som du vil have fokus på for dagen eller måske for den kommende uge. Også her kan det være en god idé at skrive ned på papir.
Du vil helt sikkert opdage, at dine tanker gør en enorm forskel.

 
Jeg skylder Mathilde Matthison stor tak for inspiration. Læs om hende på www.backontrack.dk.

 

 

Løb er hårdt og surt – og fantastisk!

Jeg har løbet det sidste snart halvandet års tid. Så udover, at jeg dyrker BodyCombat og nogle gange lidt spordisk vægttræning og Pump, kan jeg vel nu efterhånden kalde mig selv løber. Jeg kan ikke påstå, at jeg ligefrem springer ud af døren af iver, når jeg skal afsted, men når man først er i gang – og ikke mindst kommer hjem igen – er der bare ikke noget federe. Og jeg har overskredet mange af de grænser og fordomme, jeg har bildt mig selv ind, at jeg havde.  For rigtigt meget foregår inde i vores hoveder, når det kommer til løb.

WK 45 TUES 3187

Min 48-årige krop elsker løb – jeg tror, det er kommet for at blive hos mig.

Mit mantra nr. 1 var, at jeg bestemt aldrig kom til at løbe over 5 km. Det gad jeg bare ikke. Nu løber jeg dobbelt så langt, og 5 km. er blevet en kort tur.
Jeg skulle heller aldrig løbe løb – hmmmm, i næste weekend kalder Friløbet i København på 10 km. Om 3 uger mit allerførste Eremitageløb (13,3 km.).
Jeg ville ikke have en løbemakker, og slet ikke min mand (for så ville jeg nok pive for meget), men nu løber vi jævnligt sammen, og det nyder jeg (og jeg piver ikke, tværtimod).
Jeg ville ikke løbe om vinteren, det er for koldt og besværligt. Med det rette udstyr er det nu ikke noget problem.

Med andre ord, når man først kommer i gang og finder glæden ved at løbe, så flytter grænserne sig. Så hører du til dem, der siger, at løb ikke er noget for dig – så passer det måske ikke, hvis du først rigtigt prøver det!

 

Ja, det er surt at tænke på, at jeg skal ud og løbe 10 km. her til formiddag. Men jeg ved også bare, at jeg har det fantastisk både fysisk og mentalt bagefter – og faktisk er jeg også nået dertil, hvor jeg nyder selve turen. Det ER hårdt, men det er også FEDT. Og det handler om, hvor du ligger det mentale fokus. Hvis du hele tiden fortæller dig selv, at det er hårdt, så ER det hårdt. Men hvis du roser dig selv, tænker positivt og tænker, at du gør det så godt, du kan – så er det dejligt at løbe.

Først og fremmest er der stoltheden over sig selv. At være tilfreds med sin indsats. Jeg er måske ikke den allerhurtigste, men heller ikke ligefrem langsom – jeg ligger p.t. omkring 5.50-6 min. pr. km. – men jeg GØR det. Jeg gør det så godt, som JEG kan og for hver gang, man løber lidt længere eller lidt hurtigere, er det bare fedt.

Humøret stiger – og bliver ved med at være oppe lang tid efter en løbetur. Sammen med den generelle tilfredshed med egen indsats, så udskilles forskellige stoffer, der holder humøret oppe i timevis.

Kroppen får det godt. Der forbrændes kalorier og forbrændingen holdes – ligesom humøret – oppe i langt tid efter turen. Man får svedt igennem og nærmest udrenset kroppen – og så får man virkelig pæne ben 🙂

Det er ikke fordi, jeg gider – men nu SKAL jeg altså ud og løbe 10 km., og jeg ved, at jeg har det FANTASTISK bagefter.

Giv dine tanker et kærligt eftersyn

Alle, som ønsker færre problemer og et mere positivt livssyn, vil let kunne få glæde af bogen “Elsk det som er“.  Med udgangspunkt i konkrete personer og situationer lærer Byron Katie os at se det, der generer os i et helt andet lys, så vi indser, at det ikke er problemet, der skaber vores smerte, men de tanker, vi tænker om problemet.

Elsk det som er

Bogen gennemgår metoden, “The Work“, som består af fire spørgsmål, som vi kan stille omkring en tanke:

1. Er det sandt?
2. Kan du virkelig vide at det er sandt?
3. Hvordan reagerer du, hvad sker der, når du tror på den tanke?
4. Hvem ville du være uden tanken?

Herefter følger “vend det om” – som i sig selv er interessant at få ind på rygraden. Prøv selv, næste gang, du er sur, ked af det, fornærmet, utilfreds over en person eller en situation, at vende din oprindelige overbevisning – og se hvad du har tilfælles med den person eller situation, du dømte.

Eksempel:

Du tænker “min mand giver mig ikke nok opmærksomhed
tanken vendes til fx
min mand giver mig nok opmærksomhed
jeg giver ikke min mand nok opmærksomhed
jeg giver ikke mig selv nok opmærksomhed“.

Er den oprindelige tanke mere rigtig end de andre? Og hvordan ville du egentlig have det uden den tanke?

Byron Katie led i en lang årrække af dybe depressioner, indtil hun en dag fik erkendelsen, der ændrede hendes liv. Hun indså, at når hun troede, at noget skulle være anderledes (”Min mand burde elske mig mere,” ”Mine børn burde værdsætte mig”) så led hun, og når hun ikke troede på disse tanker, følte hun fred. Hun erkendte, at det, der var årsagen til hendes depression, ikke var verden omkring hende, men hvad hun troede om verden omkring hende.

Læs meget mere på www.thework.com eller køb bogen hos Saxo.com (affiliate link)