Tag Archive for: Thomas Korsgaard

Thomas Korsgaard har netop udsendt Man skulle nok have været der, tredje og sidste roman om Tue, inspireret af hans eget liv og rejsen fra barndommens menneskelige og økonomiske armod i Jylland og den hårde kamp for at finde sin egen vej, en plads i København og for at udleve drømmen om at blive forfatter. I tredje og sidste bog er Tue kommet til København som 17-årig og må sande at boligmarkedet er for de privilegerede og hjælpen er ikkeeksisterende. Han må hutle og hustle sig igennem tilværelsen som hjemløs og lavtlønnet avisgadesælger for Politiken og bo på nåde og barmhjertighed rundt omkring, hvor mulighederne byder sig. 

Anmeldelse af Thomas Korsgaard Man skulle nok have været der

Anmeldelse

 

Efter at have læst Man skulle nok have været der kan kun endnu mere unde Thomas Korsgaard al den succes, som han høster igen og igen for sine litterære værker. 26 år gammel og med tre kritikerroste romaner, en novellesamling, en børnebog og to radiodramaer på cv’et. Vejen dertil har ikke været nogen dans på roser.

Trilogien om Tue, der startede med Hvis der skulle komme et menneske forbi og En dag vil vi grine af det, er nutidig social- og hverdagsrealisme. Det er fortællingen om, hvad det vil sige at komme fra laveste socialklasse med vold, frustration, depression, og om en ukultiveret baggrund, der ikke giver ret meget med i livets rygsæk.

Thomas Korsgaard har ikke fået meget forærende hjemmefra udover smerten at skrive fra og en vilje til at kæmpe sig frem til noget andet. Og en observationsevne og indsigt, som han bruger til at beskrive sin familie med både humor og en usentimental realisme, der ikke bliver hævngerrig eller ondskabsfuld. Som læser sidder man som en flue på væggen og oplever, at det bare er, som det er. Det er trist, men der er også håb for Tue. Man hepper på ham, mens bøgerne sluges i et vildt tempo.

Mødet med overklassen

I den nye bog bliver også de højere samfundsklasser taget under kærlig behandling. Som jeg læste i et interview med ham, så har alle de her pæne damer været på besøg i hans liv, så nu tager han en tur indenfor hos dem. Tue er rejst til København og kæmper for at finde fodfæste. Han får lov til at bo nogle dage på sofaen hos en kollega og dennes mor, en succesrig arkitekt. Her er der designermøbler, bossanovaplader, Vesterhavsost på morgenbordet og søndagsmiddage på Pastis – og et sommerhus nordpå, som familien efterhånden må søge tilflugt i, da Tue ikke kan finde ud af at fornemme lugten i bageriet og komme videre.

“Jeg kan føle mig hjemme alle steder. Det er ikke en evne. Det er en sorg.”

Den enes mangel på pli og den andens modsatte politiske korrekthed holder konstellationen kørende. Tue er tvunget af nødvendighederne, og måske præget af sin opvækst, gået hen og er blevet lidt af en hustler. Han tænker ikke så langt frem og kommer ud i nervepirrende situationer, da han få spundet en historie om, at luksuslejligheden er hans egen. Et forældrekøb. Ikke utænkeligt i de kredse, han selv er så langt fra, og som Thomas Korsgaard med vanligt sikkert blik også får udleveret. Det må naturligvis ende med et brag.

Tue er ikke kun en stakkel og et offer. Han er stadig et uslebent produkt af sin opvækst, og han kan ikke andet end at hustle sig frem, hvis han vil overleve og udleve sin drøm og bruge sine talenter til at skrive. Romanen giver en forståelse for, hvad det vil sige at skabe sig et liv fra næsten et nulpunkt. Hvorfor det stadig er en næsten umulig opgave i dagens Danmark. Romanen er – udover at være underholdende og ekstremt velskrevet – en vigtig skildring af klasseforskelle, om hjemløshed og om, hvorfor det stadig er lige svært at være mønsterbryder i Danmark.

Det lykkes for Tue, det ved vi, for Thomas er også landet godt i dag som en anmelderrost og feteret forfatter i en alder af bare 26 år. Endelig i egen lejlighed i København, hvor han fornyligt, har jeg læst, har tilladt sig selv at hænge sit første billede op. I bogen starter Tue med at smide sine ting i et skralderum, fordi han ikke har andre steder at gøre af dem. Som han så rørende beskriver det, kan han føle sig hjemme alle steder. “Det er ikke en evne. Det er en sorg.”

 Jeg kan kun anbefale dig hele trilogien. Det føles næsten forkert, at kalde dem underholdende, men den tunge opvækst til trods, så ER de underholdende pageturnere, og Thomas Korsgaard har en fantastisk evne til at beskrive mennesker på godt og ondt.

Man skulle nok have været der finder du hos Saxo sammen med de tidligere bøger af Thomas Korsgaard. (reklamelink)

Mangler du nogle gode nye bøger til sommeren, så får du lige tre skarpe anbefalinger her fra mig.
De er i helt hver deres boldgade, men fælles for dem er, at det er skarpe penne, der står bag, og bøgerne er på hver deres måde en fornøjelse og en berigelse at læse.

Den ene er et historisk og kulturelt portræt af Spanien, et land som vi alle kender, men de fleste alligevel ikke kender rigtigt. Den næste et bidende, og ind imellem hylende morsomt, portræt af hospitalsvæsenet – og den tredie et portræt af, hvordan det er at vokse op i en underskudsfamilie, hvor børn ikke får lov at være børn.

Portræt af Spanien


Portræt af Spanien er skrevet af min meget nære veninde Nellie Vierhout. Jeg kender fra første hold hendes enorme viden om Spaniens historie, kunst og kultur, og hendes evne til at formidle levende og vedkommende (hun holder også foredrag). Jeg har fulgt hende i det store arbejde med at skrive denne bog, der samler hele Spaniens udvikling fra arabisk herredømme, en del af Romerriget, til monarkiet, inkvisitionen og imperiet – og til borgerkrigen, Franco og fascismen. Fra dyb fattigdom til byggeboom, korruption og krak. Fra Caminoen til de store kulturskatte og gemte perler, til de små karakteristika, som er ved at forsvinde i globaliseringen.
Du får et underholdende overblik over historien, krydret med kultur og sladder fra de kendte og kongelige, gennem tiden og i dag. Endelig får du de bedste anekdoter fra Nellies mange rejser i landet igennem 40 år. Hvis du rejser i Spanien, elsker Spanien, eller vil opfriske din historiske viden – både om Spanien, men også landets sammenhæng med både Europa og resten af verden – så er bogen et must.

Fås på Saxo her(reklamelink)

Hvis De lige vil sidde helt stille, frue, dr. Jacobsen er ny på afdelingen

Steffen Jacobsen kender du måske som succesrig krimiforfatter, men han var også ortopædisk overlæge, indtil han fornyligt valgte at sige op på grund af det nye it-system, Sundhedsplatformen. Den beslutning uddyber han i bogen Hvis de lige vil sidde helt stille, frue, men du får også en nøgtern og helt nede på jorden betragtning om hospitalsverdenen og det at være læge (et erhverv han fraråder på det kraftigste). Om at blive kastet rundt som ung læge på landets sygehuse – og kastet ud i opgaver, som man dybeste set ikke er rustet til. Det er selvfølgelig alvorligt, men det er også sjov læsning, noget af det sjoveste, jeg længe har læst.
Jeg ville nødig ud i en diskussion med Hr. Jacobsen, han er skarp som bare fanden, men hvor er det dog bare underholdende. Hans virkemiddel er ironi og skarpe karikaturer af alt fra kolleger til patienter og af de forskellige faggrupper på sygehuset. Han får lægegerningen helt ned på jorden, og måske er han også med til at få den forhadte og tilsyneladende helt vanvittige sundhedsplatform ned med nakken.

Fås på Saxo her. (reklamelink)

 

En dag vil vi grine af det

Hvor er jeg dog stadig vild med den unge Thomas Korsgaard, der nu har udgivet sin anden roman efter debuten Hvis der skulle komme et menneske forbi (Læs min anmeldelse her) om livet i en dysfunktionel familie ude på landet.
I den nye opfølgningsroman er det stadig Tue, der er hovedperson, nu gymnasieelev, men stadig dybt trukket ind i sine forældres hensynsløse og egostiske fokus på at holde sig selv oven vande med deres problemer med penge, samliv, alkohol, angst og pillemisbrug. Moren Lonnie har fået en erstatning på 900.000 kr., der giver til både all inklusive i Alanya, nye plasticstole til haven og kobberbryllupsfest, men det rokker ikke ved de dybereliggende problemer og mangel på dannelse og omsorg. Tue nagiverer i et landskab af vold, selvmordstrusler, morens betroelser om utroskab og bare generel afstumpethed. Han kæmper med at finde sig egen identitet – hvilke forbilleder, han skal vælge, hvem han vil ligne og hvem han ikke vil ligne. Hans homoseksualitet bliver næsten sekundær i den sammenhæng, hvor den sociale afmagt er så stor.
Bogen er, ligesom hans første, et must read, som man ikke kan lægge fra sig.

Fås på Saxo her(reklamelink)

 

God læsning ♥

Stærk roman om livet i en underskudsfamilie

hvis-der-skulle-komme-et-menneske-forbi

Jeg har virkelig glædet mig til at læse Hvis der skulle komme et menneske forbi af den unge forfatterdebutant Thomas Korsgaard – og den blev da også slugt over et par dage. Det er så berigende, når mennesker fra miljøer, der normalt ikke har den store stemme, bryder igennem lydmuren. I dette tilfælde med en velskrevet, levende og nøgtern roman om opvæksten i en familie i konstant underskud. De er i underskud på penge, men er i den grad også kultur, følelsesmæssig intelligens og til tider også moral.

Fortællingen er baseret på den 21-årige forfatters egen opvækst i en dysfunktionel familie langt ude på landet. Fortælleren og hovedpersonen, Tue, er ældst af tre søskende. Faren er landmand, i konstant pengemangel og overlever kun på sin brors – den mere succesrige svinebondes – nåde, der køber sig ind i gården. Moderen er depressiv og bruger de fleste af sine vågne timer foran pc’en, hvor hun med nærmest ludomani sidder og spiller. Hun drømmer vel om en vej ud af den armod, de befinder sig i. Ind imellem vågner hun op og forsøger at gøre en indsats, laver mad og har en god kontakt med Tue, men noget særligt input til en god og lødig opførsel er hun ikke i stand til at give. Hendes tyvagtige og rapkæftede veninde Bitten bidrager heller ikke ligefrem positivt på den konto.

Faderen er ind imellem grovkornet og afstumpet. De største følelser, han kan fremkalde, er overfor det kobbel af uopdragne hunde, som han holder, og som han end ikke ulejliger sig med at give et navn. Han formår ikke at forstå hverken sin kones sygdom eller børnenes behov for omsorg. Tue må gå til hånde og forsøger at trøste sin mor og udføre de opgaver, som hans far sætter ham på med alt fra at fjerne døde dyr til at tage med på togt og stjæle kabler fra jernbanen. Lidt småsvindel gås der nemlig ikke af vejen for, for at skaffe lidt ekstra.

Det er ikke onde eller voldelige mennesker, men et miljø, hvor livet ikke er nemt. Pengene er uhyre små, men man får hutlet sig igennem på bedste beskub. Skildringen af både mormoren og farmoren viser med al tydelighed den sociale arv, der siver ned igennem generationerne – med det vulgære sprog, indskrænketheden, dårlige kostvaner, hjemmerullede cigaretter og tysklandsture. De er ikke dårlige mennesker, de gør det så godt, som de kan og har lært, men de har bare ikke særlig meget på den kulturelle, følelsesmæssige eller intellektuelle konto at øse ud af. Og det er ikke en social arv, som er let at bryde ud af – ikke en gang i de lige muligheders land Danmark.

Familien er fattig og åndsfattig, og bogen skildrer usentimentalt, og udfra et hverdagsperspektiv, hvad fattigdom gør ved en familie, og ved de børn, som vokser op og forsøger at klare sig med de odds, de er givet. Tue har ikke let ved at få venner, han føler sig forkert og ved siden af. Men han er kvik, og han finder sig ikke i noget, han svarer igen og forsvarer sig med det grimme sprog, han har lært hjemmefra. Han bliver indstillet til gymnasiet, og hans mål er slet og ret at komme væk. Med debutromanen viser han, at det er lykkedes – og for det skal han have 5 kæmpestore stjerner fra mig.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne

Find bogen på Saxo.com her(affiliate link)