Tag Archive for: træning

Hjemmetræning under Corona

At have Viola er en fantastisk gave – også i denne tid, hvor vi går ekstra mange lange ture. Bare for at opretholde status quo.

Der dukker mange nye ord op i de her tider, hvor vores verden er vendt op og ned af Corona-virus.
Immunitetsklynger, værnemidler, solnedgangsklausul og smittekæder, bare for at nævne nogle eksempler på ord, vi ikke skænkede en tanke for bare et par måneder siden.

Andre nye, mere humoristiske ord, kommer også på banen og er med til at få os igennem. Sammen med alle de sjove billeder og videoer, der florerer på de sociale medier. Det er så vigtigt, at vi kan have det sjovt også. Og at vi står sammen og forstår og rummer hinanden.

Eet af de nye ord, der dukkede op hos mig i dag er Isolationsdeller. Et skønt ord, der gør, at man kan grine lidt af sig selv og hinanden, og som legitimerer, at der godt kan ryge lidt ekstra på sidebenene i en svær tid, hvor man er grounded derhjemme. For vi har ligesom ikke brug for flere problemer at slås med.  Og det er jo absolut en vej at gå i denne tid at smide vægten ud og blæse lidt på det hele. At hygge sig lidt ekstra og trøste sig – og få tiden til at gå – med god mad, bagværk, slik, kager og vin. Det kan jeg sagtens forstå kan være en måde at komme igennem på, og vi er alle forskellige og har forskellige omstændigheder og værdier, mål og strategier.

En anden vej, man kan gå er, at komme i Corona-form. Et andet godt ord for, hvad man kan bruge tiden til, hvis man besidder en god portion selvdisciplin og overskud.

Og så er der dem af os, der nok bare forsøger at opretholde status quo uden at flegne ud til hverken den ene eller den anden side.

Jeg prøver at opretholde normalen!

Der bliver ikke brugt meget tid på makeup i disse dage – men nogle få minutters træning kan så sættes i stedet. Og det gør underværker.

Jeg er heldig, for mit liv er ikke ændret så radikalt, som så mange andres. Jeg savner min familie og venner, mine aktiviteter, mine bloggerkolleger, mit netværk. Jeg savner også min yogalærer! (Det har jeg i øvrigt skrevet og fortalt hende, hvilket hun blev meget glad for. Så opfordringen er hermed givet videre – skriv og ring til dem, du savner og som betyder noget for din i hverdagen.).

Jeg skal ikke være hellig eller pege fingre, for fristelsen for at vælge trøstens, hyggens og isolationsdelle-vejen er stor – og måske nødvendig – hvis man er presset, har travlt eller er frustreret over økonomi eller børn, der skal aktiveres.

Vi står sammen – hver for sig – men vi står stadig forskellige steder og med forskellige udfordringer.

Jeg er ikke nogen trænings-freak, og for mig handler det generelt bare om at holde formen, vægten og noget styrke. Jeg bruger noget af den ekstra tid til mange lange gåture, en løbetur ind imellem og også til træning og meditationer via to apps: Down Dog 7 Minute Workout og Nærvær.

Noget af det bedste, jeg ved, er lange gåture, og de udgør nu også mine sociale aktiviteter, fordi jeg kombinerer gåture og venindeaftaler.

Kostmæssigt er jeg stadig præget af min sygdom – præcis sidste år ved denne tid – så det er blevet en vane for mig at spise rimeligt fornuftigt. (Læs mere her).

Men hold da op, hvor kan jeg også mærke fristelsen af at falde ned foran Netflix og spise lækre sager! Men det går altså bare ikke for mig. Jeg får det dårlig af for meget sukker og dårlig kost, og jeg kan mærke det ret hurtigt både fysisk og mentalt (har testet det forleden, hvor jeg spiste alt for meget chokolade foran tv’et. En reminder om, at det ikke er vejen for mig).
Jeg skal ikke dømme nogen, men kosten kan altså medvirke til en nedadgående spiral af mangel på energi og overskud.

Hjemmetræning Corona

Nogle få minutters træning gør en enorm forskel.

Vi står hver især forskellige steder jobmæssigt og familiemæssigt, og det vigtigste er, at vi ved fælles hjælp snart er ude på den anden side igen. Om det er med lidt isolationskilo på sidebenene eller ej, det er ikke det vigtigste. Vi har hver især vores strategi til at komme igennem.
Hygger du dig igennem  krisen, så nyd det uden dårlig samvittighed!

Jeg skal ikke opnå noget særligt i denne tid – det ville næsten også være for meget at forlange. Alene det at skrive her på bloggen kræver meget, fordi tankerne er så konstant optaget af Corona-krisen. Men min vej er at komme igennem med normaliteten omkring min sundhed i behold.

Isolationsdeller, Corona-form eller midt imellem – lad os alle gøre det, der føles bedst for os, så vi kan få det bedste ud af denne tid.

Atrogel virker mod ømme muskler og ledReklame/ambassadørsamarbejde med A. Vogel. Omtalte produkter er helt efter mit eget valg og repræsenterer mine egne oplevelser. 

Ømme led og muskler er nok noget, som mange af os kender i forbindelse med sport og i al almindelighed. For mit vedkommende er jeg heldigvis meget forskånet for skader, men jeg har en ankel, der ind imellem driller med en lidt stikkende smerte og et baglår, der af og til bliver ømt, når jeg løber.
Og så er der selvfølgelig almindelig muskelømhed, hvis jeg har trænet, overanstrengt mig med en hel dag i haven eller har siddet for længe over skærmen.

Atrogel A. Vogel

I denne uge, hvor jeg er på Club La Santa og træner en del, har jeg benyttet lejligheden til at teste Atrogel fra A.Vogel. Atrogel er en gel baseret på planten Arnica Montana (guldblomme), som traditionelt har været brugt som lægeurt til lindring af ømme led og muskler. Om A. Vogel skal det siges, at de, såvidt det overhovedet er muligt,  bruger 100% friskhøstede planter, som straks efter forarbejdes for at bevare de aktive stoffer.

Mod ømme muskler og led

Jeg må sige, at det virker helt formidabelt på mig! Jeg masserer bare et tyndt lag på 2-3 gange om dagen, og det holder smerterne i min ankel helt væk. Har der været lidt, har jeg smurt Atrogel på om aftenen og været helt klar til morgenløb næste dag.

Det er næsten umuligt at undgå at blive overanstrengt i musklerne, når man træner alt muligt forskelligt hver dag i en hel uge, men også her virker gel’en – og det virker hurtigt. Den trænger ind med det samme, og er ikke fedtet eller klistret, og så giver den, i alt fald for mig, en hurtig lindring.

Så ingen smerter i anklen og ingen ømme muskler hos mig selv efter snart en hel uge med træning!
Atrogel bliver helt klart fast inventar hjemme hos os! Både til sport, men jeg har også tænkt mig at bruge den til nakken – som alternativ til smertestillende piller – når den en gang imellem godt kan blive anspændt.

Jeg kan kun sige, at det virker for mig, og derfor har jeg valgt at give tippet videre her. Måske er det et forsøg værd at prøve, hvis du også ind imellem har problemer med ømhed i led og muskler og gerne vil have en hurtigvirkende alternativ løsning på problemet ♥

Atrogel koster 139,95 kr. for 100 ml. på Bioforce.dk.

 

 

Tai Chi qi gong
Jeg er begyndt at lave Qi Gong. Sten, min mand, har flere gange i årenes løb tilbudt at lære mig det, hvor jeg har været afvisende. Han er meget dygtig til mange former for tai chi og har dyrket det seriøst i mere 15 år. Men næ nej, jeg har ikke lige orket at tage det ind, selvom han mente, det ville være godt for bl.a. min nakke, som i perioder har givet mig lidt problemer i form af spændinger og hovedpine. Det GAD jeg ikke høre tale om. Men det handler jo ofte om, at vi skal være parate, være åbne og være lige dér, hvor vi har overskud og lyst til at tage noget nyt ind.

Dér er jeg så nu, og igennem de sidste par måneder har jeg fået lært mig en rimelig overskuelig tai chi qi gong. Tænk, at jeg har haft noget så dejligt lige foran næsen i mere end 12 år uden at tage imod! Men, nu er jeg her altså, og jeg tror aldrig, jeg vil holde op med de 10-15 minutters daglige “meditation i bevægelse“.

qi gong
Denne her form for tai chi qi gong består ni forskellige øvelser, hvor armene bevæges på en bestemt måde. Man står i en særlig stilling lidt nede i knæene, hvor halebenet tabes, og man ligesom løfter sig op øverst på hovedet, omkring hårhvirvlen. Bevægelserne af kroppen fra side til side sker fra et punkt lige under navlen (Dan Tian), og armene føles lette og nærmest vægtløse. Hver øvelser laver vi ni gange, men det kan være både færre eller flere (men skal helst være et tal, som 3 går op i), og man kan lave det hurtigere eller meget langsomt. Så tid er ikke en forhindring – det kan laves på helt ned til 6 minutter.  Vi bruger typisk et lille kvarter.

Hvad er gi gong godt for
Der findes mange former for Qi Qong, og selve bevægelserne er som regel relativt lette at lære – meget lettere og mere overskueligt end tai chi. Herefter kommer finpudsningen af stillingen, man står i, bevægelserne med overkroppen og med armene. Det er noget, der skal kultiveres over længere tid, men det er muligt ret hurtigt at komme ind i det fantasiske flow, som øvelsen giver, og mærke en rolig og meditativ tilstand og et fysisk velbefindende.

Vi laver ofte Qi Gong sammen – og i takt – det giver både mig mulighed for at lære, men det er også en energimæssig god fornemmelse at stå sammen og komme i et ensartet flow med de synkrone bevægelser. Men det er først og fremmest en indre øvelse, en egen tilstand, man kommer i, og en fysisk, man kan kalde det medicinsk, øvelse.

Hvad gør Qi Gong godt for?

Qi gong er let at lære

Qi Gong er mange ting, og der findes – ligesom inden for tai chi – mange forskellige retninger og former. Fælles for dem er, at de er en flere tusind år gammel praksis og en del af kinesisk medicin, selv i dag. Det er udviklet til at forbedre energiflowet i meridianbanerne, og forener fysisk bevægelse, åndedræt og fokuseret tilstedeværelse.
Det giver ikke høj puls og store muskler, men det påvirker ikke desto mindre muskelstyrken, balance, fleksibilitet, sundhed i knogler og blodomløb, iltning, anti-inflammation og indre mental styrke.

Jeg dyrker det ved siden af andre aktiviteter som løb og mere styrkebetonet træning samt yoga, og tilsammen føler jeg, at jeg får en god balance. Det fantastiske ved qi gong er, at det kan dyrkes formentlig resten af livet. Det er skånsomt og langsomt, men det har mange helsegivende effekter, som man mærker meget hurtigt efter, at man begynder at få det ind under huden. Ikke mindst den glæde og ro, der følger umiddelbart med, når man har lavet Qi Gong.

Jeg ved jo, om nogen, at man skal være der for at tage det ind. Men hvis du overvejer at lære Qi Gong (gennem en forening eller aftenskole, hvis du ikke er så heldig som jeg at have en privat lærer lige ved hånden), så kan jeg kun anbefale dig at kaste dig ud i det. Måske vil du også opleve det som en gave, som du giver til dig selv for resten af livet.

Bye-bye muffintop!

Som jeg skrev fornyligt, så var min krop virkelig for alvor begyndt at mangle motionen efter et halvt år uden min sædvanlige ellers stabile træning med især løb. Du kan læse indlægget her.

Selvom man er aktiv i hverdagen, så er det ikke godt at undvære mere intensiv træning, styrkelse af musklerne og en høj puls ind imellem. Blandt andet falder muskelmassen meget hurtigt, og det er ikke nogen særlig god idé, slet ikke når man ikke er ung, og på det sidste var jeg begyndt at kunne se, at fedtprocenten sneg sig opad, selvom jeg holdt vægten! Det gav sig udslag i en snigende lille muffintop, hvor der kommer lidt ekstra fedt på maven og siderne. Det er faktisk ret tydeligt, hvad bare et halvt års mangel på motion betyder af ekstra fedt på kroppen – og så er der jo endda alt det farlige inden mellem organerne, som man ikke kan se!

Noget helt andet – og mere positivt er – hvor hurtigt det også kan gå den anden vej, så snart man kommer i gang igen. Selvfølgelig går det ekstra hurtigt og intenst med en uge på Club La Santa, som jeg har været på, men jeg vil vove den påstand, at det bare er et spørgsmål om at få taget det første skridt. Så man kommer over den mentale træningsbarriere og man får kontakt med kroppen og musklerne igen.

Det kan også være, at man skal ændre på nogle ting, for at få tid og overskud igen. Foråret er i sig selv med til at give mere energi, flere lyse timer og mere motivation. For mit vedkommende er jeg også i gang med at tage nogle beslutninger omkring mit arbejdsliv, så overskuddet til motion og andre ting kan blive større. Hvis tingene ikke fungerer optimalt, må man jo forsøge at handle på det!

Ugen på Club La Santa har for mit vedkommende budt på 2-3 timers moderat motion om dagen. Ikke en revolution, men maven kom altså efter 4-5 dage kommet længere ind på plads (selvom jeg vejer det samme), jeg har fået kontakt med mine muskler igen og det hele føles strammere og stærkere (man skal ikke undervurdere den mentale del). Det tager faktisk ikke mange timers motion at nå dertil.

motion-vaegt

Selvfølgelig har jeg også haft fokus på at vælge masser af sund mad, ikke slankekost, men fornuftigt. Ingen alkohol, hvilket er normalt for mig, da jeg kun drikker alkohol ved selskabelige lejligheder. Med lidt fokus og sund fornuft, når man virkelig langt (jeg ved godt, det er lettere sagt end gjort nogle gange).

svoemning-la-santa
Motionsmæssigt har jeg taget det rimelig roligt, da jeg jo for det første bare er almindelig motionist – og for det andet er kommet en anelse ud af form. Jeg har svømmet 1000 meter nogle gange i løbet af ugen – det elsker jeg, se bare hvor lalleglad, jeg ser ud. Derudover har jeg lavet TRX, Pilates, Fitball, BodyCombat og BodyAttack flere gange i løbet af ugen.
Det er virkeligt en kick-start, men det kan også sagtens lade sig gøre herhjemme, hvis overskuddet ellers er der. Når først man er i gang, så kører det hurtigt igen.

pilates

Så nu er det bare at fortsætte herhjemme i den helt normale stille og rolige gænge med løbeture uden i den dejlige sommer og lidt TRX hjemme i kælderen.
Efter sommer vil jeg igen melde mig ind i Fitnessdk, hvor jeg har gået til BodyCombat m.m. i over 10 år. Og til den tid har jeg lovet mig selv at have mere tid og overskud til motion igen, så muffintoppen kan holdes fra døren 😉
Det gode budskab er, at der faktisk ikke skal så meget til!

Kærlig hilsen Jeanette

Fitness kun for kvinder –  uden præstationsræs!

Jeg er lige kommet hjem fra en træningstime i det kun ét år gamle Studio F15 i Fredericiagade i København, som er et intimt og hyggeligt trænings- og dansestudio kun for kvinder. Jeg synes, det er et rigtigt interessant koncept, som jeg tænker, at vi måske kommer til at se mere af i fremtiden, hvor kvinder vil mødes i mere personlige fællesskaber med en anden energi og tilgang omkring træningen.

fitness-kun-for-kvinder

Det føles lidt som at komme på venindebesøg i en hyggelig lejlighed, når man træder ind af døren. Der er lagt op til et fællesskab, hvor voksne kvinder, typisk 35+, mødes i en rar og hjemlig atmosfære – selvfølgelig med en lækker og professionel træningssal – til en feminin funktionel træning med graciøse bevægelser fra dansen, der også får sindet til at åbne op.

De kvinder, der i dag var mødt op, var også utroligt afslappede og hjemmevante, men samtidig følte jeg mig velkommen som ny. Her bliver der hyggesnakket og endda arbejdet lidt ved bordet, før det går løs. Der er også faciliteter til børn, som er meget velkomne i Studio F15.

studio-f15

Det var ejeren selv, Maria-C Stumbeck, der underviste. Trods en international professionel dansekarriere og en årrække tilknyttet Nike, er hun helt nede på jorden, sød og nærværende og virker frem for alt interesseret i at give sine medlemmer en god træning. Det er virkeligt et sted uden show-off og præstationsræs, men hvor man fremfor alt ikke går på kompromis med kvaliteten.

I de fleste timer er udgangspunktet at komme i form gennem dans. Ikke svære koreografier, og du behøver faktisk overhovedet ikke at kunne danse. Det handler mere om kvaliteterne fra dansens verden: omhyggelighed, graciøsetet, kropsholdning og positiv energi og selvværd. Der er ingen forventninger og fordomme, alle kan være med.

Jeg var til en styrke og core træning, som ifølge de øvrige deltagere er den hårdeste time på programmet. For sådan noget træning er der også!
Jeg vil da gerne indrømme, at jeg var godt presset ind imellem, og jeg er lidt uvant med den effektive syretræning – men det var GODT, og jeg er sikker på (frygter), at jeg er øm i hele kroppen i morgen. Men det er dejligt at mærke hele kroppen igennem og ranke og stramme sig selv lidt op.

Hvis du gerne vil prøve noget helt andet og meget mere intimt og unikt end de gænge fitnesscentre – og bor du i København – er et besøg hos Studio F15 værd at overveje. Det er ikke billigt, men til gengæld er der fuld attention, kvalitet, fællesskab og små hold på typisk op til 10 personer. Det koster 1.000 kr. om måneden for fuld adgang inkl. events, og så er der også håndklæde, vand og rawbar til rådighed hver gang. Et 10-turs kort koster 1.500 kr.

Prøv det selv – book en gratis prøvetime her.

 

Møde med Solvej fra De uhelbredelige

Hvis du, ligesom jeg, fulgte programmet De uhelbredelige, vil du helt sikkert blive glad for at høre, at den seje, ukuelige Solvej stadig er i fuld vigør. Det var i alt fald, hvad jeg blev, da jeg stødte på hende i går på Club La Santa.

jeanette-Solvej-De-uhelbredelige

Normalt er jeg ikke typen, der går hen til folk, men jeg fik spontant lyst til at tale med hende. Særligt fordi jeg ved, at hun har været til stor inspiration for et menneske, der står mig meget nær, som ulykkeligvis fik konstateret uhelbredelig cancer lige netop, som udsendelserne løb over skærmen. Jeg kan huske, at vedkommende flere gange har citeret Solvej: “Det kan godt være, at jeg skal dø af det her, men det behøver ikke være i morgen“.
Dét mod og den fandenivoldskhed var lige det, som hun havde behov.

Det ville jeg bare gerne fortælle Solvej, og det blev hun meget glad for at høre. Hun fortalte mig, at hun havde deltaget i triathlonen hernede dagen før (1,5 km. svømning, 40 km. cykling og 10 km. løb).  Wow, siger jeg bare. Jeg havde stået som tilskuer og beundret deltagerne, men også tænkt over, hvad det egentlig er, der driver folk til så hård træning. I hendes tilfælde er jeg ikke i tvivl om, at motivationen er overlevelse. Måske gælder det både for hende, og mange af de andre, at de også simpelthen mærker livet, når de presser sig selv, har et mål og gennemfører det.

Solvej fortalte mig, at det var hendes sidste triathlon. Hun havde besluttet at skære lidt ned på træningen for ikke at stresse kroppen for meget. Det trives cancercellerne nemlig alt for godt med. Så hun vil skrue lidt ned, men på ingen måder droppe motionen, som hun er overbevist om har forlænget hendes liv.

I løbet af vores samtale nåede hun at give en række anbefalinger. Det virker som om, det virkelig ligger hende på sinde at få fortalt, hvor vigtigt, det er at være aktiv. Det en mission for hende – både at holde sig selv i live og give sin indsigt videre.

 Motion er noget af det vigtigste, vi kan gøre for os selv

Det er aldrig for sent at komme i gang

 Rigtigt meget foregår oppe i hovedet

Selv en gåtur er nok

 

Ordene får en helt anden vægt, når de kommer fra en 62-årig kvinde med dissemineret cancer. Hun mener, at rigtigt meget foregår oppe i hovedet – så næste gang, du synes, det gør ondt eller motivationen mangler, så tænk på Solvej. For når hun kan, så kan vi andre også!

Solvej fortalte mig til sidst, at hun af og til blev spurgt, om hun ikke ville søge alternativ behandling i fx USA. Til dette svarede hun, at hun hellere ville bruge pengene på at have det sjovt så længe, hun er her.
Også på dette punkt kan mange af os sikkert lade os inspirere.

Hatten af for Solvej!

“Uperfekte” Christian Bitz gør op med sundhedsfanatismen

Bitz1

Jeg var til foredrag i tirsdags med Christian Bitz, som nu betegner sig selv som “Uperfekt” (og har udgivet en bog med samme titel) og Sundhedsrealist.

For mig – og sikkert også for de fleste andre – er der sådan set ikke noget nyt i at gøre tingene med måde og finde en balance mellem det sunde og det nydelsesfulde liv. Men det er rart at se en trend brede sig, hvor man gør op med de rigide spisevaner, træningsfanatisme og DÅRLIG SAMVITTIGHED. 

Christian Bitz sætter sig selv frem som eksempel på at have været ortorektisk og styret af kost og motion. Det har han nu overvundet og er blevet afbalanceret og mere “menneskelig” – og overikøbet piller han nu sig selv ned som sundhedsguru ved at fortælle om de løgne, han har omgivet sig med. Han hader fx brun pasta, spiser fredagsslik hele ugen – og har lidt for meget hang til rødvin. Det handler om at være ærlig overfor sig selv og andre.

Til gengæld argumenterer han på ingen måde for at bevidst usund livsstil. Kostrådene i Verdens Bedste Kur (som bygger på verdens største ernæringsundersøgelse) gælder stadig. Der er stadig masser af gode grunde til at dyrke regelmæssig motion. Men een af grundene er, at det giver rum til de andre ting.
Først og fremmest skal vi acceptere os selv noget mere og droppe den dårlige samvittighed.

Der kom mange flere god råd i løbet af foredraget. Her får du nogle af dem, som jeg noterede mig:

  • Gå efter et mere stabilt motivationsniveau. I stedet for at gå amok efter nytår eller lige før badesæsonen, er det bedre at sænke ambitionerne, og i stedet går efter et lavere, mere realistisk og stabilt niveau for sundhed og træning.
  • Find ud af, hvad sundhed er for dig. Hvorfor (udover badevægten) vil du egentlig være sundere? Hvis du gør det klart, kan du bedre finde ud af at gøre noget.
  • Vær på FORKANT i stedet for på BAGKANT. Det eet af de råd, jeg vil huske på – vær forberedt! Få tingene gjort med det samme i stedet for udskyde dem (til det alligevel ikke kan nås).

Bitz2

  • Vær mere egoistisk. Christian Bitz kalder det sundhedsegoisme. Prioriter din sundhed og brug tid på dig selv. Sig fra og undgå at spilde tid på ting, du egentlig ikke har lyst til.
  • Drop den dårlige samvittighed og hav realistiske mål. Vi skal ikke være så hårde ved os selv, og der skal være plads til også de dårlige vaner (som regelmæssig motion giver plads til).
  • Hav mere fokus på vejen end på målet!
  • Vær dedikeret omkring din træning. Træn, når du træner – uden at tænke på alt muligt andet, du skal nå, uden en veninde under armen og UDEN telefon.

 

………og så lige lidt kostråd, udover dem i Verdens Bedste Kur, som stadig gælder:

  • Der er intet farligt ved at faste – det er en myte, at vi skal proppe føde i os hele tiden. Faste kan tværtimod være sundt og hjælpe os til at lære vores naturlige sultregulering at kende.

Bitz3

  • Vær ikke bange for kulhydrater! Kartofler er fx en fantastisk spise.
  • BRUG FRISKE MADVARER – reducer de forarbejdede produkter
  • SPIS til du ikke længere er sulten – ikke til du er proppet.
  • LAV MAD! Vi skal have masser af “mad-mod” og turde fejle i bestræbelserne på at hæve vores niveau. Gør maden LÆKKER og NYD DEN!
Gode råd fra Charlotte Bircow – det er det indre, der tæller!

Jeg har haft fornøjelsen at møde Charlotte Bircow – og høre to foredrag med hende – på Club la Santa, hvor min mand og jeg holder aktiv ferie i denne uge. Hun holder, sammen med et team af instruktører, Power Week, hvor hun træner og motiverer 50 glade deltagere (så vidt jeg kan se kvinder alle sammen). De har mulighed for at følge et dagsprogram af træning, medition, foredrag m.m., og det virker som en rigtig god uge for alle, hvad enten de rejser sammen med deres mænd, alene eller med en veninde. Det koster 100€ at være med på Power ugen, udover rejse og ophold.

charlotte-bircow-power week

Er du interesseret i at læse mere eller komme på Power Week, kan du følge med på CharlotteBircow.com eller på ClubLaSanta.dk.

Charlotte Bircow er meget mere end Baller af Stål, selvom hendes træningsdvd’er stadig er populære efter snart 25 år. Sød, rar og positiv – og på ingen måde fanatisk.
Og hvis du tror, at det bare er det ydre, det handler om for Charlotte, så tager du fejl! For hende er det det indre, som er den primære drift for at dyrke motion. Motion gør os nemlig glade! Vi udskiller serotonin, dopamin og endorfiner, når vi dyrker motion – så udover at få styrke og en sund livsstil, bliver vi simpelthen gladere.

Og det er ikke kun et spørgsmål om at træne, tingene hænger sammen og den mentale del spiller en større og større rolle for Charlotte Bircow, som mener, vi skal motionere vores hjerne og fokusere på den positive indstilling. Motion, kost og mental styrke skal  gå hånd i hånd, hvilket du kan læse mere om på CharlotteBircow.com.

Det er ingen hemmelighed, at Charlotte Bircow har gennemgået et kræftforløb og nu er blevet rask. Hendes første chokreaktion overfor lægen var – “hvad vil du have, at jeg skal sige”? Hun havde jo gjort alt det rigtige, levet sundt og dyrket motion. Hvordan kunne fitnessdronningen blive ramt af kræft? Men nogle gange må man droppe at lede efter forklaringer og acceptere det, livet bringer – og ikke mindst tro på det positive og få det bedste ud af situationen. Ét af hendes yndlingscitater er:

“Du er ikke herre over de ydre omstændigheder der rammer dig, men altid over, hvordan du vælger at reagere på dem.”

Uanset, hvor dårlig hun var af kemo, trænede hun hver eneste dag. Hun spiste sundt og kunne bl.a. konstatere, at rødbedesaft fik hendes blodtal til at stige. I dag er hun rask, og den 19. maj stiller hun op til Lanzarote Ironman (3,8 km. svømning, 180 km. cykling og 42,2 km. løb). Og det med ondt i ryggen, fordi følgevirkningerne af hendes operation stadig kan mærkes, når hun sidder time efter time på cyklen.
Jeg hepper i den grad på den søde, seje kvinde!

Du kan følge hendes anstrengelser på Lanzarote her.

Fri i Nike Free

Trænings- og løbesko er utroligt individuelt og skal passe til ens træningsbehov, løbestil osv. Der er dog en stor trend omkring “natural running”, hvor man lander på mellem/forfod og dermed lader foden, og ikke skoen, stå for det meste af stødabsorberingen. Der er stor uenig omkring, hvorvidt man skal rette op på foden ved hjælp af specielle sko og indlæg, hvis man har et skævt bevægelsesmønster. Med Nike Free (og andre natural running sko) går man i stedet efter styrke og kontrol gennem naturligt løb.

Jeg har i et stykke tid trænet bl.a. BodyCombat i Nike Free 3.0, og jeg er helt vild med, at den sidder så tæt om anklen, nærmest som en sok, men samtidig er så let og fleksibel. Man føler sig faktisk fri i dem, så navnet er ikke en overdrivelse! Og min tendens til smerte i den ene ankel er faktisk elimineret efter, at jeg skiftede.

Nu er jeg så begyndt at løbe lidt udendørs, og har købt et par Nike Free 5.0 (jo højere nummer, jo mere højde/stødabsorbering). Jeg fandt mine gamle løbesko for tunge og klodsede – ja, man bliver hurtigt forvænt!
Nike free
Som sagt er træningssko meget individuelt, men jeg er fuldkommen vild med at træne i Nike Free. De er lette og fleksible, og man får en fornemmelse af underlaget, og kommer helt automatisk til at lande mere på mellem- og forfoden. Det føles lettere, når man lander længere fremme på foden, der er basis for at løbe hurtigere, og ultimativt vil det styrke muskler og sener i fødder og underben.

Nike Free har stadig støddæmpning i mellemsålen, så der ikke sker noget ved at lande længere tilbage på hælen.  Skal du løbe længere distancer (+ 5 km.) vil det dog være at foretrække, at du lander længere fremme på foden i en sko som Nike Free. Men som sagt, så er min erfaring, at dette slet ikke er noget problem. Det kommer helt automatisk, og du får en anden løbeoplevelse, når du fornemmer “jorden” under dig.

Nike Free er efter min mening et must at prøve, hvad enten det er som træningssko, løbesko eller fritidssko.

Overskud og energi på 30 minutter?

Husker du det gamle reklameslogan – udkørt kl 3? Medova te tager trætheden?
Der var i alt fald så meget rigtigt i det, at de fleste af os af og til ER udkørte sidste på dagen. Eller der er hele dage, hvor energien og/eller humøret ikke er helt i top.
I slutningen af den lange vinter var mine batterier i alt fald totalt flade, og jeg blev fristet af løftet om et hurtig energi-boost fra Gerimax Extreme Energy. Der er jo ingen grund til at være træt og uoplagt, hvis en plante som ginseng virkelig kan gøre en forskel!

Man kan det været sandt, at man kan få et fysisk og psykisk boost på bare 30 minutter? For mit vedkommende er svaret 100% ja. Tabletterne giver mig fysisk energi fx på de dage, hvor det har været lidt tungt at slæbe mig afsted til fitnesscentret. Overskuddet og styrken til træningen har helt  klart været forbedret. En anden ting, jeg har lagt mærke til, er at tabletterne faktisk også giver et løft på humøret og det mentale overskud.

Jeg er normalt ikke ligefrem storforbruger af kosttilskud og tager faktisk ellers kun i perioder en god vitaminpille (Omnimin). Troen flytter normalt ikke bjerge hos mig, og derfor tør jeg også godt skrive om mine positive erfaringer med produktet her på bloggen.
Det gode ved Gerimax Extreme Energy er, at de kan tages efter behov og derfor også er super gode, hvis man gerne vil afprøve virkningen af ginseng. Undersøgelser peger på, at ginseng har en virkning på 4 ud af 5 personer.
115 kr. for 45 stk. hos Apotekeren.dk.

Gerimax extreme

Ginseng har været brugt i årtusinder i Kina, og der er gennemført en omfattende videnskabelig forskning på området. Udover forbedret energi og koncentration, er det dokumenteret, at ginseng kan give bedre fysisk form gennem en forbedret iltoptagelse i kroppen. Ginseng styrker bl.a. også modstandskraften og virker på hjernen og på vores evne til at løse problemer. Blandt andet en dansk undersøgelse har vist, at ginseng har en effekt hos mennesker, der føler sig trætte, udmattede, deprimerede og uden initiativ. Det er til gengæld vigtigt, at man køber kvalitetsprodukter som fx Gerimax og overholder de forskrevne pauserne i indtagelsen af de stærke ginseng præperater.

Hvis du er stresset, virkelig har brug for et energiløft eller står overfor en krævende periode (sport, eksamin eller andet), findes der også en ren, stærkt koncentreret ginsengkur – den røde Gerimax fås til 175 kr. hos fx NaturogHelse.dk

Gerimax ren energi
Endelig kan man slå flere fluer med et smæk og kombinere en fuld dagsdosis af vitaminer og mineraler med ginseng samt grøn te ekstrakt i det daglige med Gerimax Daglig Energi. Dem kommer jeg helt klart til at fortsætte med, eftersom min oplevelse er, at det energi- og overskudsmæssigt virkeligt har en effekt.
176 kr. for 200 stk. hos NaturogHelse.dk.

Gerimax daglig energi

Stay strong

En uge på Club La Santa med sol, varme, afslapning og træning giver vitterligt et enormt energiboost. Når man bliver trænet godt igennem, får man virkelig er reminder om, hvor godt man har det, både fysisk og mentalt, når man har fokus på sin krop. En sund sjæl i et sundt legeme, sagde man i gamle dage, og de to ting kan stadig ikke skilles ad.

Jeg er slet ikke tilhænger af overdreven træning og fanatisme, men på den anden side giver det en enorm livskvalitet at være i god form og holde vægten. I det daglige træner jeg så vidt muligt 3 gange om ugen i fitnessdk, primært BodyCombat og BodyPump, suppleret med lidt løb og vægte efter lyst og tid. Dertil kommer lange gåture året rundt. Det er helt klart en medvirkende årsag til, at jeg – nu hvor jeg meget snart rammer de 47 år – stadig føler mig ligeså fysisk stærk, som da jeg var yngre.

La Santa
Nogle ser det som lidt af en straf at træne og leve sundt, men i virkeligheden er det en af de største gaver, man kan give sig selv i form af bedre energi, humør, styrke (uden træning taber du muskelmasse hvert år allerede fra du er i 20’erne) og tilfredshed med sig selv. Det sværeste er bare at komme i gang og komme ind i vanen, men lykkes det, er det det hele værd.

La Santa_2

Jeg må i øvrigt lige anbefale toppen, som jeg har på her på billedet. Den er fra Casall og har en lille vattering, som former brystet rigtigt flot. Den er rigtig god til os, der ikke har til gården og gaden. Jeg bruger normalt Small, men har taget den i Medium, da den er lidt stram. 349 kr. hos Nelly.com.
Toppen fås også i andre farver til 329 kr. hos Stylepit.dk.