Er der stadig plads til Qland?

Qland har stået stille længe, og noget i mig holder fast og vil nødig slippe siden. Spørgsmålet er, om du stadig har lyst til at læse med? For alt er ikke længere helt det samme.

 

Qland har været mit personlige univers siden 2012, og de seneste 3-4 år, hvor mit liv har ændret sig radikalt, har jeg skrevet meget lidt herinde. Jeg har dels haft mindre tid – og dels har mit fokus har været på at studere, læse, dygtiggøre mig og de sidste snart 3 år på at være privatpraktiserede psykoterapeut i Psykoterapi Gentofte.

Jeg kan endda fortælle, at jeg har SKREVET EN BOG. Den udkommer på forlaget Lindbak + Lindbak til februar 2027, og det glæder jeg mig utroligt meget til at kunne fortælle meget mere om.

 

Jeg og Qland er ikke som før

Der er ingen tvivl om, at det store sporskifte, jeg har foretaget i mit liv i mine 50’ere er noget, jeg ikke ville være foruden. Jeg er så glad og lykkelig over, hvor jeg står nu både fagligt og personligt. Jeg har virkelig fået et meningsfuldt livsindhold, hvor jeg glæder mig over de indsigter og den vækst, som mine klienter formår at udfolde i stolen overfor mig.

Samtidig har jeg selv gået igennem en stor ændring gennem de år, jeg har været under uddannelse – og vel stadigvæk, for bliver vi nogensinde færdige?

Mit private liv er meget det samme. Samme bolig, samme mand, samme hund – men jeg hviler mere i mig selv, for at bruge et fortærsket udtryk. Jeg har rundet de 60 år. Jeg er bevidst om at værne om min tid og mine valg. Jeg er ikke længere så bekymret for, hvad andre tænker. Jeg er mindre ængstelig, mere autentisk og tør stå mere fast i mig selv og mine behov.


Mit fokus er vendt mere indad, selvom jeg selvfølgelig stadig elsker og går op i en masse ydre ting. Det er bare ikke der, min tid, interesse og energi går hen, når det kommer til at skrive. Så Qland er jeg lidt i vildrede om.
Jeg ville faktisk selv lige nu hade at slette siden og alle opskrifterne og alle minderne.

Så hvad gør jeg nu?

Vil du stadig høre fra mig?

Jeg har stadig noget på hjertet ind imellem. Jeg har især tanker om livet, relationer, kontakt og om at træde ægte og ærligt frem i verden med alt, hvad vi indeholder.

Jeg vil gerne fortsætte med at skrive herinde, men kun så ofte som min tid tillader det, og når jeg har noget oprigtigt at dele. Jeg har været helt lukket ned, fordi jeg ikke har kunnet tage tråden op fra før – for jeg er ikke dér længere. Men sådan er livet, floden flyder og vi bliver hele tiden til.

Ved at sætte en ny retning, og ved ikke at skrive så ofte, kan jeg mærke, at der kommer ny energi på det. Ny inspiration og uden pres om en bestemt udgivelsesfrekvens.

Men spørgsmålet er, om Qland stadig har en plads hos dig?

I den kommende tid vil jeg også gerne dele lidt mere om min bog og processen frem mod udgivelsen. Det føles naturligt at lade nogle af de tanker, jeg arbejder med, finde vej her til siden.

Indtil videre vil jeg bare dele mine tanker og sige, at jeg stadig er her. Bare måske på en lidt anden måde end før.

Og jeg vil meget gerne høre, om du har lyst til at læse med stadigvæk.

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.