Her står jeg nu – på vej mod de 60
Der er sket meget hos mig de sidste par år. Nu nærmer jeg mig 60 år, og har skabt et nyt ståsted i verden for mig selv gennem personlig udvikling og min uddannelse til psykoterapeut. Det har været forandrende på mange planer, som du kan læse om i dette indlæg.
Også mit univers her på Qland er forandret sammen med mig fra jeg startede med at skrive herinde i 2012 til nu, hvor jeg ser tilbage og funderer over, hvad der skal ske med bloggen.
Meget er sket siden, jeg begyndte at praktisere for 2 år siden. Det første år som fjerdeårsstuderende og her i 2025 som færdiguddannet, er jeg nu på vej mod 500 sessioner, så jeg har virkelig fået etableret et nyt og meget berigende arbejdsliv for mig selv. Det er meningsfyldt, og jeg mærker, at jeg, ret sent i livet, er landet på min rette hylde.
Du kan besøge min hjemmeside Psykoterapi-Gentofte.dk, hvis du vil.
Jeg er den samme, og så alligevel ikke. Og heldigvis for det, for floden skulle gerne flyde hele tiden, og det er altid muligt at vokse og udvikle sig.
Jeg er blevet mere tryg i verden, mere mig, mere rolig, mindre pleaser, mindre stresset og to-do agtig, mere opmærksom og mere tro mod den, jeg er, inderst inde.
Der er ikke så meget, der er ændret i de ydre rammer, men jeg står som menneske stærkere og mere autentisk – og meget mere afslappet og lykkelig i verden. Og meget bevidst om, hvad der er godt for mig, hvad jeg vil og ikke vil.
En kone, der er terapeut
Min mand bliver af og til spurgt, hvordan det er, at jeg er blevet psykoterapeut. Lidt vantro kan nogle lyde – som om, det er noget farligt. Sagen er da også, at jeg ikke er den samme længere, og det kan han godt lide. Jeg er blevet mere klar og tydelig, og det er altid en gave for et parforhold. Jeg hviler mere i mig selv, og jeg jager ikke rundt på samme måde og skal nå alt muligt og gøre alt perfekt.
Først og fremmest, så har min mand undet mig det hele 100%.
Og det er kærlighed – at støtte den anden i sin vækst og udvikling!
Hvad med Qland?
Qland er mit personlige univers, som jeg spontant sendte ud i verden i 2012. 46 år gammel, hvilket nu føles ungt, og som et hobbyprojekt, der siden udviklede sig til at have tusindvis af besøgende.
Den blev mere kommerciel med tiden, hvor jeg bl.a. havde stor fornøjelse af at teste hudplejeprodukter. Det går jeg stadig op i, men det er begrænset, hvor meget af min tid, der går i den retning længere. Jeg går fx ikke længere til pressemøder og events og har en klar følelse af, at det har haft sin tid for mig og det nu er noget andet, der giver mig næring.
Jeg har skrevet om stort og småt fra mit liv, og jeg har også delt en hel del opskrifter, som jeg selv er glad for at have at slå op i herinde stadigvæk. Det ved jeg også, der er andre, der er. Egentlig ville jeg gerne dele nogle flere, men det kniber med tiden, og så viser jeg ind imellem noget til inspiration på Instagram i stedet. Lad os se, om jeg ikke får mod på det igen.
Bøger elsker jeg at læse, men boganmeldelserne har krævet ret meget af mig, så også her må jeg skære ned og i stedet hovedsagelig fokusere på at nyde min læsning selv.
Jeg værner om min tid, jeg prioriterer det vigtigste, som rent arbejdsmæssigt er mine klienter og min dygtiggørelse som psykoterapeut og parterapeut.
Jeg vil stadig gerne forsøge at inspirere og fortælle om, hvad der rører sig hos mig. Det bliver primært centreret om den personlige udvikling, hvor der er så meget, jeg gerne vil give videre. Og særligt i den her del af livet, hvor vi for alvor kan vende indad og træde i karakter som os selv.
På min hjemmeside skriver jeg om midtvejsudvikling, hvor jeg ser det, som nogle kalder midtvejskrise, som et vendepunkt. Hvor livet måske ikke længere passer som før, men også kan være en invitation til at stoppe op og finde ind til det, der er sandt inderst inde.
Det var ikke for sent
Jeg vil også meget gerne vise, at det at tage en ny uddannelse for mig var en fantastisk beslutning, som jeg på intet tidspunkt oplevelsen af var svært eller for sent at gøre i mine halvtredsere.
At man skulle være kognitivt svagere var absolut ikke en sandhed for mig, men måske snarere en fordom, man skal passe på med at købe ind på. Det faglige har været en kæmpe gave for mig at grave mig ned i, og jeg læser til stadighed – og vil nok altid læse – fagbøger indenfor psykologi, terapi og eksistens.
Så her står jeg! I en stadig proces, som har været på epo de senere år og nu manifesteret i ny mening og ny glæde og ro. Den samme og alligevel forandret.
Jeg glæder mig til, at mine ben også lander helt her i mit univers på Qland, og håber, at der er noget, jeg kan bidrage med til dig som læser med.






Skriv en kommentar
Skriv din kommentar her!Alle er velkomne til at deltage