Et personligt 1:1 yogaforløb hos Malene K. Pedersen vil give dig en ny forbindelse til din krop og forløse gamle traumer og spændinger.

Jeg er startet i et forløb med personlig 1:1 yoga hos Malene K. Pedersen i Frederikssund, der også er Psykomotorisk Terapeut. Efter 5 eller 10 gange opstår der nye indsigter i krop og sjæl, der kan rette op på tilstande fra fx gamle traumer, uforklarlige smerter, uopdagede sygdomme, dårlig søvn eller ubalance generelt. De mennesker, der går igennem et forløb hos Yogaforløb, oplever alle en forskel og nye erkendelser, når sjælen og kroppen lukker op – og større ro, bedre søvn, styrke, selvværd og mentalt velvære. 

Reklame/inviteret

Yoga kan mere, end du måske umiddelbart forestiller dig. Det er for længst videnskabeligt anerkendt i traumebehandling, og for de fleste af os vil det at stifte bekendtskab med, eller komme dybere ind i, yogaen lukke op til en ny verden – ikke mindst i os selv.

Den kontakt, der skabes med åndedrættet og kroppen, vil kunne åbne for nye indsigter og oplevelser, og det vil skabe kontakt til dig selv på en ny måde, få smerter til at forsvinde, give større ro i krop og tanker, bedre søvn og livskvalitet. Og give dig en åben vej til at nå ind til dit autentiske jeg.

Hvis du vælger et intensivt personligt 1:1 yogaforløb hos Malene K. Pedersen, der også er Psykomotorisk Terapeut, vil det potentielt skabe en stor, blivende, forandring i dit liv.

Skab forbindelse til dig selv!

Det er ligegyldigt, om du er ny eller øvet inden for yogaen – forløbet tager udgangspunkt i DIG og det sted, du står lige nu. Det starter med en samtale  og der bliver også mulighed for undervejs at sætte ord på, og skabe bevidsthed om, hvad du mærker og oplever i de forskellige stillinger og åndedrætsøvelser.

Malene K. Pedersen forener yoga og psykomotorisk terapi til at åbne kroppen og forløse de skjulte traumer.

Malene er en dygtig, varm og empatisk Psykomotorisk Terapeut, som kan fornemme og nå ind til, hvad du har behov for. Der arbejdes med åndedrættet og kroppen, og de blokeringer, der er i den, og hvordan du kropsligt kan åbne og begynde at mærke og skabe kontakt til dig selv på en ny og forløsende måde. Og med det opnås der mere balance og ro i kroppen og i tankerne, bedre søvn, større styrke og bevægelsesfrihed og evt. smertelindring.


Har du gennem lang tid, måske gennem hele livet, tilpasset dig ubearbejdede eller uerkendte traumer, kan et af forsvarsmønstrene være, at please eller fornægte og give afkald på dele af dig selv.
Gennem en øget bevidsthed om kroppen og vores åndedræt, kan vi finde en vej til en ny forbindelse med os selv.

 

 

Små og store traumer sætter sig i kroppen

Kropslige spændinger, uro, ubalancer, dårlig søvn, uforklarlige smerter kan være af mentale eller fysiske traumer, der sidder uforløst. Traumer kan også være de komplekse, mere ubevidste og skjulte smerter, skyld og skam, der kan hænge sammen med fortiden.

Ofte slås det desværre hen eller der gives noget medicin, der kun er symptombehandlende og ikke griber fat om problemets rod.

Malene forener sin baggrund som yogalærer og Psykomotorisk Terapeut til, på en blid og respektfuld måde, at få åbnet kroppen og sindet. Nogle gange dukker der flashbacks op undervejs, og andre gange er bare det at få skabt kontakt og opmærksomhed på kroppen en vej til større indsigt og tillid til sig selv. Et større selvværd, der gør dig bedre i stand til at tage dig selv alvorligt, mærke og regulere dig selv og dine egne behov

En vej til en ny og mere bevidst og opmærksom væren-i-verden.

 

Malene K. Pedersen har også skrevet E-bogen bogen Du ER (120 kr.) som giver dig en øget bevidsthed om – og værktøjer til at få forløst – de traumer, som de fleste bærer på. Med bogen vil du få øjnene op for, hvad du har med dig fysisk og mentalt, der ikke længere tjener dig og som aldrig har været en del af dig eller din byrde at bære.
Du vil opdage, hvordan gamle smerter forsvinder og finde vejen hjem til dig selv!

Malene er en dygtig Psykomotorisk Terapeut, som kan fornemme og nå ind til, hvad du har behov for. Der arbejdes med åndedrættet og kroppen, og de blokeringer, der er i den, og hvordan du kropsligt kan åbne og begynde at mærke og skabe kontakt til dig selv på en ny og forløsende måde.

Kontakt, anerkendelse og tillid!

I takt med, at du opnår en større kropsbevidsthed, kommer du også i bedre kontakt med dit autentiske selv, dine grænser og behov.

Efter de 5 eller 10 gange, alt efter hvad du har behov for, vil der ske store forandringer efterhånden, som der skabes kontakt og anerkendelse af kroppen. Først kan symptomerne forstærkes, når der bliver større bevidsthed, og derefter vil du begynde at anerkende dig selv og få opbygget en ny tillid til ikke alene din krop, men til dig selv i det hele taget.


Et yogaforløb hos Malene K. Pedersen kan blive den bedste investering, du kan gøre i dig selv. (prisen er 3.049 kr. for 5 gange eller 6.000 kr. for 10 gange).

Bor du, ligesom jeg, et stykke fra Frederikssund, så vil jeg sige, at det bestemt er en køretur værd! ♥
Bor du i nærheden, har du også mulighed for at benytte de mange yogahold og events.

Du kan læse mere og booke tid på yogaforloeb.dk.

 

 


Så blev det igen den tid på året! Jeg synes eller lige, jeg blev halvrund, men fra i dag hedder det 56 år!
Ikke ung, bestemt ikke, ikke gammel, ældre – ja, jeg er i alt fald ældre end i går. Nå ja, jeg er vel midaldrende og har været det længere, end jeg lige har set i øjnene.


56 år! Tillykke til mig.
Jeg er ikke ung, det behøver vi vist ikke diskutere, og heldigvis for det. Been-there, done-that.
Heller ikke gammel, hvad f….. er det egentlig også for et ord at bruge. Som en gammel ost eller et eller andet udtjent inventar. En rusten bil. Moden, ok det kan en ost jo også være, men den er mere spiselig – faktisk delikat. Som en saftspændt solmoden frugt, lige til at nyde synet og smagen af.

Yes, jeg foretrækker moden. Og så kan jeg jo passende rådne en dag, når det bliver alt for meget. Forhåbentlig først om mange, mange år. Det er meget bedre end gammel – udtjent, uddateret. Ok, måske, når jeg er 90, så vil jeg overveje det.

Lige nu er jeg så i kategorien midaldrende. Og det har jeg åbenbart, jf. Den danske Ordbog, været i en rum tid. Faktisk i 11 år, uden at jeg har tænkt videre over det. Og nu er der kun 4 år tilbage, før jeg officielt bliver…..moden. Ingen grund til en blød landing med en in between og intetsigende betegnelse som ældre. Jeg vil være moden med al den livskvalitet, som forskningen viser, der følger med.

Livet i 50’erne

50’erne har allerede budt på en del for mig. En nem overgangsalder – og bedst, som jeg skulle nyde livet uden smerter og PMS, så gik der lige 1½ år, så var der jo bingo i mammografiscreeningen. Sikke en rystetur!

Nu er der gået tre år, og skrækken har lagt sig. Jeg har for alvor forstået, at livet ikke varer evigt – heller ikke for mig. Jeg bevæger mig stille og roligt helt ud på den anden side, og om alt går vel, er jeg i en helt normal risiko, som alle andre kvinder, om 2 år.
Så her er et område, hvor jeg er ret glad for, at tiden går stærkt!

På den anden side, er jeg ret sikker på, at forløbet fik skubbet mig i gang med min nye uddannelse til psykoterapeut.
Og er der noget, man kan glæde sig over i 50’erne, så er det iflg. videnskaben bedre kognitive evner, bedre lederevner og generelt bedre vitalitet, når det kommer til at udføre opgaver med lidenskab og vigør.
Jeg føler mig også som en langt mere motiveret og bedre studerende end første gang!

Jeg er nu på andet år og godt på vej til at få gestaltterapien ind under huden som livsstil og væren-i-verden. Det er både hårdt arbejde, men baner også vejen for en lettere og gladere gang på jord.

Og jeg er fuld af lyst og forventninger til at bruge det professionelt om et par år. Fordi det giver mening.

Fra at-have-liv til at-være-liv

At være midt i livet kan betyde, at man går fra et at-have-liv til et at-være-liv.
Stræben efter succes, status og materiel velstand afløses af ønsket om væren, og glæden ved det meningsfulde, givende og skabende.

Det er ikke fordi, jeg fornægter livets goder og lækre oplevelser, og jeg synes fx stadig hudpleje er sjovt – også at dele her på Qland.
Men jeg føler selv, at alderen har åbnet mine øjne for et at-være-liv. Dels bare at nyde det noget mere, og kræve mindre af mig selv, dels også at søge det meningsfulde. Jeg vil have meningsfulde relationer, hvor man kan være i ordentlig kontakt og også kan finde ud af at dele det, der er vigtigt. Og jeg vil skabe kompetencer hos mig selv, så jeg kan lave noget givende og meningsfuldt som psykoterapeut resten af livet.

En af mine rigtigt gode, og kloge, veninder, som er i 70’erne, udtrykker det sådan, at hun nu føler at være gået fra et at-blive-liv til et at-være-liv.
Fra at skulle blive til noget, hele tiden være på vej, til at kunne VÆRE. Til at nyde, det der er, og til at være taknemmelig og tilstede, der, hvor hun er. Det er meget inspirerende.
Har man den evne, og lægger dertil den med alderen generelt stigende livskvalitet og glæde, større empati, selvaccept, psykiske styrke og evne til kompromiser, så er der masser af muligt godt at se frem til.

Vi ved aldrig, hvad der sker, men jeg går nu med forventning og nysgerrighed ind i de sidste fire år som officielt midaldrende.

Ganske, som da jeg var gennem et rigtigt og alvorligt sygdomsforløb for tre år siden, så er Viola en solstråle af selskab.

 

Jeg har Corona! Heldigvis her så langt henne i epidemien, og i en meget mild og tandløs udgave. I morgen på fjerdedagen er jeg ude på den anden side igen. Jeg ved godt, at andre bliver hårdere ramt, og dog er Corona nærmest ingenting nu. Sygdommen er en anden – og verden er en anden.

I disse tider fylder Corona af gode grunde ikke længere så meget. Dels er sygdommen blevet en anden og dels er krigen i Ukraine altoverskyggende. Så jeg skal bestemt ikke klage over et par dage på sofaen med så milde symptomer, at jeg nok slet ikke havde lagt mig, hvis ikke jeg vidste, at det var netop Corona.

 

Gudskelov, at vi er her nu, hvor vi har en vaccine og hvor virussen ikke længere er dødbringende.
Og jeg sidder bare og hygger i sofaen, mens jeg kan se andre mennesker, der får smadret deres liv ikke langt fra os, på tv.

Én katatrofe har afløst en anden.

 

Hjemmetest og PCR-test var positive mandag, og på fredag – efter de obligatoriske fire dage – er jeg på banen igen. Jeg er meget taknemmelig for, at det har været så nemt. Senfølger tænker jeg ikke på, når jeg ikke har været mere syg. Min smags- og lugtesans er reduceret en smule, men det komme vel igen.

 

For mig har det været nogle ret hyggelige dage med licens til sofahygge, Netflix og chokolade – og min lille pelsede ven ved min side.

Hvor priviligeret er det lige, når jeg bare behøver at zappe for at se mennesker på flugt og bombede hospitaler et par tusinde km. herfra?

 

Tre ting, vi skal være glade for:

– At verden står sammen. At EU er stærke og enige.
– At Trump ikke længere er ved magten i USA – hvilket skrækscenarie!!!
– At Corona er klinget af og ikke længere slår ihjel eller gør os alvorligt syge (især ikke, hvis man er vaccineret).

Jeg bliver også glad hver gang, jeg hører om russere, der forsøger at gå op imod deres autokratiske leder. Det giver håb, for de er immervæk oppe imod et system, hvor bare en forkert holdning kan koste dem livet eller friheden. 15 års fængsel for at kalde krigen for en krig og invasionen for en invasion!

Så er fire dages selvisolation alligevel ikke noget at tale om!

 

Voksen blogger: Alder er IKKE bare et tal!

Først, når vi tør se på det, der er, kan vi forholde os til det – i modsat fald begrænser vi os selv i forhold til at være dem, vi er, på godt og ondt.

 

Når jeg hører påstanden “alder er bare et tal”, så standser jeg ofte op og tænker over ordene. Jeg forstår på den ene side godt meningen, at alder ikke er noget, vi skal lade begrænse af eller sættes i bås af. Dén er jeg i den grad med på – men ikke på den måde, at vi skal negligere alderen. Alder er målt i tid, alder er alder og meget mere og større end bare et tal.

Alder er bare et tal“! Jo tak, men det er altså også en hel del mere. Det er også forandringer, udvikling, erfaring, viden, forfald og efterhånden en række tab. Tab af mennesker, tab af fysisk styrke og helbred, ultimativt tab af, at der er bud efter vores kompetencer – og til allersidst måske tab af autonomi. Den dag, vi ikke længere selv kan bestemme, hvad tid, vi står op eller hvad for noget tøj, vi skal have på eller hvad vi skal lave – den dag er alder ikke længere “bare” et tal.

Hvis alder bare er et tal, så er det måske fordi vi negligerer, eller er bange for at se i øjnene, hvad livet også er. Og måske bliver en dag.

At lukke øjnene for alder er at begrænse os selv

Nu er det ikke fordi, jeg skal være en lyseslukker, der forudsiger, at livet er og bliver en jammerdal. Slet ikke. Livet er fantastisk og vil forhåbentlig være det i alle dets faser. Vi er konstant på vej, livet er en proces, og med tiden har vi også muligheden for at blive klogere, roligere, mere erfarne, tilfredse, afklarede og rummelige.

Aldersdiskriminering er heldigvis i fokus i de her år. Vi har et stykke vej endnu, og på arbejdsmarkedet oplever mange desværre stadigvæk, at det er svært at få job, når de er på vej mod de 60. Vi er også mange kvinder, der gør op med skønhedsidealerne og kampen for evig ungdom og sexappeal bl.a. ved at stå ved det grå hår og nægte at ommøblere ansigt og krop med plastikkirurgi. Alder er ikke bare et tal!

 

Vi er lige meget værd som mennesker, om vi er 10 eller 90. Jeg er, som voksen blogger på 55 år, fortaler for, at vi ikke skal lade os begrænse eller dømme af vores alder. Og det er nok også noget i den retning, vi mener, når vi påstår, at alder bare er et tal.

Men jeg er heller ikke fortaler for, at vi skal gøre os yngre, end vi er. At påstå, at alder bare er et tal er også at lukke øjnene for realiteterne.

 

Vi skal stå ved vores alder. Vi behøver altså ikke feje det væk med en idé om, at alderen ikke eksisterer som andet end et tal, en slags abstraktion.
Så er vi hoppet med på vognen om, at alder er et problem, som vi ikke kan se i øjnene.

Først, når vi tør se på det, der er, kan vi forholde os til det – i modsat fald begrænser vi os selv i forhold til at være dem, vi er, på godt og ondt. Med alle de realiteter, der følger med. Med alt det opgør, der kan være i forhold til, hvad vi kan og vil i præcis den alder, vi har.

 

 I år kører jeg på fri-jul - og den er juletræsfri.

Juletræet er fra sidste år! I år kører jeg på fri-jul – og den er juletræsfri.


Kære alle I skønne læsere her på Qland,

Rigtig Glædelig Jul!

Det gælder også til Jørgen, som jo synes, bloggen er noget lort. For han satte gang i en vigtig proces for mig for noget tid siden, der for alvor blev indgangen til at forstå projektioner. Og, at alt det vi hører, ser, siger, føler og tænker kommer eet sted fra: Fra os selv! Det kan du læse mere om indlægget her.

En ny retning!

2021 blev året, hvor jeg er kommet rigtigt godt i gang med mit nye studie til psykoterapeut. Det er en livsforandrende proces, jeg har begivet mig ud i – og du kan følge med på vejen og læse nogle af mine blogindlæg under kategorien PSYKOTERAPI.

Beslutningen om en ny uddannelse, en ny retning, ny mening og udvikling i livet, er noget af det bedste, jeg har gjort! Jeg når at blive 58, før jeg er færdig, og jeg forventer naturligvis at have MASSER af tid til at bruge det til at skabe en ny retning i mit liv. En retning, hvor jeg kan give noget til andre og skabe mening for mig selv, indtil den dag, min hjerne og fysik måske ikke kan være med længere.

The BEST Way 
to Predict your Future
is to CREATE it!

Jeg investerer i mig selv, i min udvikling og min fremtid. Og du kommer selvfølgelig også til at se det afspejlet her på bloggen i større og større grad, er jeg sikker på. Men der er stadig plads til alt muligt andet, og en beauty-nørd bliver jeg også nok altid ved med at være.

Og til dig, vil jeg sige TAK, fordi du besøger mig her på QLAND, og fordi du vil bruge nogle af dine sparsomme minutter til at læse med.


Jeg kører på fri-jul i år!

Måske er du isoleret i denne jul! I bogstaveligste forstand – og hvem ville have forestillet sig det for bare et par år siden! Måske er du omgivet af masser af mennesker, måske er du helt alene. Uanset hvad, så håber jeg, at du vil nyde det præcis dér, hvor du er.

For første gang i 24 år står jeg ikke for juleaften. Jeg har skabt mange juleaftner med flotte træer og juleborde – og det har jeg nydt. I år kører jeg på “FRI-JUL”!
Bare os to, ingen forpligtelser, mere stille, mere tid for mig til bare at være. Og det tillader jeg mig altså også at NYDE. Måske bliver det lidt tomt, i alt fald er det anderledes, men vi har jo set, og ser, familien de andre dage. SÅ jeg vil nyde det, og slappe af, og være. Det er noget af dét, som det sidste år har gjort mig meget bedre til.

Mindre gøre, mere være!

En juleaften kan se ud på mange måder. Ofte har vi nok en forestilling om, at alle DE ANDRES jul er som taget ud af eventyrbøgerne. Men tro ikke på det – andres liv er altid langt mindre kompliceret set udefra.
Jeg håber, du vil nyde DIN JUL præcis som den er, stor eller lille, afslappende eller anstrengende, larmende, stille. Er du syg eller isoleret, vil jeg ønske dig god bedring og ønske, du vil få det allerbedste ud af situationen. Lad os håbe, at dette Corona-mareridt snart stopper, så vi igen kan være sammen så mange, vi har lyst, uden frygt ♥

Jeg har kastet mig ud i DIY smykker i form af perlehalskæder og armbånd. Inspireret af en venindes flotte lange perlehalskæde med farvede perler ind imellem har jeg kastet mig ud i gør det selv, og det er faktisk blevet ret vellykket! 

Min veninde har en smuk perlehalskæde, som jeg er helt vild med. Den er med ferskvandsperler kombineret forskellige farvede perler i forskellige halvædelstene. Lynggaard laver nogle lignende, super flotte – og selvfølgelig også meget kostbare. Men det kan altså godt lade sig gøre at lave noget i samme stil selv! Udfordringen er naturligvis at lave et smukt design selv med en flot kombination af farver. Tænk på harmoni – og så alligevel en farve eller to, der bryder og giver kant.

Jeg har kastet mig ud i gør det selv smykker og har indkøbt ferskvandsperler og forskellige farvede perler i fx. brandt bjergkrystal, rosakvarts, sort onyx, Amazonit, gul jade, Turkis magnesite og små aquamariner.

 

Jeg har kastet mig ud i det og har indkøbt ferskvandsperler og forskellige farvede perler i fx. brandt bjergkrystal, rosakvarts, sort onyx, Amazonit, gul jade, Turkis magnesite og små aquamariner. Samt smykkesnor naturligvis. Min lange perlehalskæde kan laves i omegnen af 500 kr.

Jeg binder kun knuder – knuderne er det svære – mellem ca. hver tiende perle. Det ser pænt ud, og hvis kæden knækker er det begrænset, hvor mange perler, der ryger af. Der er naturligvis ikke en fin og dyr lås på, men til mine næste projekter, har jeg købt nogle forgyldte kugler, som jeg vil forsøge mig med.

Hjemmelavede armbånd med perler

Lav selv moderne armbånd med perler i halvædelsten.

Jeg købte også noget smykkeelastik og har kastet mig over at lave nogle – synes jeg selv – ret fine og moderne armbånd.

Kunsten er selvfølgelig at lave nogle sammensætninger, der fungerer – herunder har jeg brugt rosakvarts i 4 mm og 10 mm, brændt bjergkrystal og ferskvandsperler.

Hjemmelavet armbånd med rosakvarts i 4 mm og 10 mm, brændt bjergkrystal og ferskvandsperler.

Næste projekt er at omtrække en ældre perlekæde og modernisere den med små farvede sten ind i mellem.
Derudover har jeg indkøbt perler til armbånd til min mand: Lavasten, mat sort onyx og tigerøje – måske med en forgyldt perle.

Det smarte er, at de altid kan laves om, hvis man bliver træt af dem og vil noget nyt.
Du kan finde materialerne på nettet (jeg har købt ind på Smykkebixen), og de koster ikke nær så meget, som man skulle tro. Mange af de flotte farvede perler omkring et par kroner stykket! Så er du lidt fiks på fingrene kan du lave virkelig flotte DIY smykker.

Jeg er Psykoterapistuderende og læser gestalterapi. Læs om forløbet på min blog.

Jeg er nu i gang med 2. år på mit psykoterapistudie, og jeg deler nogle af de emner, tanker og opdagelse, jeg kommer i kontakt med undervejs her på Qland.


Hvad er kærlighed egentlig for en størrelse? Det har mange nok deres helt egen opfattelse og definition af, og det kan jo være ganske svært at forklare. Nogle kalder det en følelse – du kan også læse her om, at kærlighed ikke nødvendigvis skal ses som en følelse, men snarere en beslutning.  I min læsning til psykoterapeut er jeg stødt på en definition, som for mig giver mening: Kærlighed er at se, høre og svare!

 

I min læsning til gestaltterapeut læser jeg med stor glæde én af de helt store guruer, præsten og gestaltterapeuten Bent Falk.
Han definerer helt basalt kærligheden som et forhold, der giver anledning til følelser.
Og ikke mindst det at elske, som: AT SE, HØRE OG SVARE!

Kan det virkelig være så enkelt? Ja, prøv at mærke efter i dig selv, hvad det betyder for dig, når du bliver lyttet til, når du bliver set – og set på – og når du får en dybtfølt og relevant feedback. Ikke nødvendigvis en løsning – faktisk meget nødigt en løsning med mindre, du har bedt om den – men en følelsesmæssig tilkendegivelse fra den anden og et signal om, at du er blevet hørt. Og rummet.
Opmærksomhed og anerkendelse, hvor du bliver mødt præcis, hvor du er.

 

Måske kender du også selv den frustrerende følelse af at tale til en dør eller ud i luften og ikke rigtigt blive set i øjnene eller taget rigtigt alvorligt? Det gør ondt, fordi det er det modsatte af kærlighed.

 

Hvad med os selv?

Omvendt, kan vi jo nok alle tage den 180 grader rundt og se på os selv. Kigger vi op? Lytter halvt efter? Spørger ind? Fortæller, hvad den andens ord giver anledning til af følelser i os selv?

Det gælder ikke bare i parforholdet, men i alle vores relationer – at se, lytte, svare/rumme.

Det er så uendeligt lidt at forlange – og faktisk også at give – og alligevel er mange så dårlige til det. Jeg oplever igen og igen mennesker, der taler andre og ikke til andre. Mennesker, der er på spring til at tage ordet og egentlig ikke lægge op til samtale og dialog. Og selvfølgelig har vi alle meget på hjerte og ind imellem skal der være plads til at tage pladsen. Men bliver det en vane, er det altså ikke særlig kærligt.

Mon ikke også, det er derfor, at behovet for terapi er så stærkt stigende? Mange af os går rundt med et udækket behov for at blive se, hørt, rummet og mødt. Fordi vi har så travlt, oplever så meget og gerne selv vil fortælle fremfor at lytte og interessere os for andre.

 

I det terapeutiske rum taler vi om det græske ord for kærlighed, Agape. En ikke-erotisk, uselvisk næstekærlighed, der opstår i den relation, der opbygges, når vi lytter, ser og rummer. Og som terapeuter kan sætte os selv i parentes og lade al opmærksomhed være hos den anden.


Hvad med kærligheden i den digitale tidsalder?

Hvad sker der med kærligheden – med at se, høre og svare – når vi hver især sidder med hovederne begravet og opmærksomheden i en parallel virkelighed på en skærm. Og her skal jeg absolut ikke selv holde mig for god!

Om det er tv eller mobiltelefonen, så kan det knibe med at se og høre andre ordentligt. Fair nok, vi kan ikke være 100% opmærksomme hele tiden, men tænk på det som en decideret ukærlig handling, når vi vælger ikke at give vores fulde opmærksomhed til et menneske, der sidder foran os.
Tænk på, hvad vi dermed risikerer at misse – for et øjebliks tilfredsstillelse og lykkefornemmelse, så går vi glip af det virkeligt centrale: Kærlighed og mening.
Når vi møder – og virkelig møder – andre mennesker, bliver vi til og oplever mening med livet.

Og det er så nemt!
Se, lyt, svar!

 

En drøm af et strikket Jumpsuit fra Underprotection!

En drøm af et strikket Jumpsuit fra Underprotection!

Vi har brug for ældre modeller, og de er heldigvis i den grad i fremmarch! Først og fremmest sælger det selvfølgelig varen. Dernæst er det med til at understrege, at vi alle er smukke, interessante og attraktive mennesker, uanset alder. Og i øvrigt også uanset størrelse og de andre stereotype idealer, som moden, magasinerne og reklamerne i årtier har været domineret af.
Jeg er blevet spurgt, om jeg vil være model for – ja, hold nu fast – undertøj og loungewear! Og endda mit eget yndlingsmærke, Underprotection. Jeg har sagt ja, fordi jeg elsker at være med på deres mission om at vise deres tøj på modeller i forskellige aldre og størrelser!

Indeholder reklame for Underprotection

Jeg er 164 cm. høj – og jeg er 55 år gammel! På papiret ikke den oplagte model, det skal jeg ærligt indrømme. Og så alligevel. For der sker en hel masse med vores idealer – og ungdom er gudskelov ikke den eneste vare på hylderne længere. Der er plads til personlighed, gråt hår, uperfekthed, forskelligheder af enhver art.

Vi er alle redaktører!

De sociale medier har medført, at vi præsenteres for verden, som den er i al dens forskellighed.
Vi er alle redaktører. Vi bestemmer, hvad der virker for os, hvad vi vil vise og inspirere andre med og hvordan. Der er plads til det hele. Og vi bestemmer selv, hvad vi vel se, og hvem vi kan og vil identificere os med og vil lade os inspirere af!

Der kan siges meget om de sociale medier, og det tidsforbrug, vi vælger at have på dem, men de har i den grad været med til at gøre op med skønhedsidealerne og herunder også ungdomstyranniet. Ja, der er meget at leve op til derinde – det har der altid været, tænk bare på modebladene i gamle dage – men der er også plads til at være sin egen.

For os, der ikke længere er unge, er der masser af inspiration fra andre på vores egen alder. Det er jeg selv een af dem, der er gået foran med for over ni år siden, da jeg startede bloggen her. Og nu springer jeg altså i det nye år officielt ud som model, endda undertøjsmodel. Til den tid stærkt på vej mod de 56.

Bodystocking fra Underprotection med de fineste blonder og feminine flæser ved stropperne.

Underprotection laver det skønneste undertøj i bæredygtige og certificerede materialer. Denne her Vicky bodystocking er en af mine største favoritter.

Kan man tillade sig det?

Selvfølgelig har jeg tænkt over, om jeg kan “tillade mig”, sådan at vise mig frem på den måde! Men selvfølgelig kan jeg det!!! Det er netop pointen, at vi har værdi og ikke skal pakkes væk, fordi vi er over 50 – og jeg har det faktisk rigtigt fint med det. Jeg er jo lige så meget et “stativ” for tøjet som enhver ung model! Desuden er det et meget smukt og lødigt mærke, som bruger fine og naturlige billeder, der aldrig bliver vulgære.

 

Skulle nogle have noget imod det, så må det være deres problem (læs evt. indlægget om projektioner 🙂 )

 

Jeg står 100% ved min alder, men jeg vil ikke være en slags “woke projekt”, hvor jeg partout skal se gammel ud. Der bliver ikke brugt filtre eller retoucheringer, men selvfølgelig et godt lys og en dygtig fotograf. Ikke noget snyd, men heller ikke noget uskønt, hvilket jeg har det godt og trygt med. Vi vil alle gerne tage os ud fra vores bedste side.

Så jeg har besluttet at kaste mig ud i det – at tage “en for holdet” for at være med til at vise, at voksne kvinder er RELEVANTE. Vi er trods alt også forbrugere, der gerne vil inspireres af nogle, som vi kan identificere os med!♥

Jeg vil gerne stå nogenlunde skarpt!

Jeg er stolt over at være blevet spurgt om denne her opgave for Underprotection. Det er så fint, at de gerne vil vise alle deres styles på modeller i forskellige aldre og størrelser. Og så elsker jeg jo virkelig deres ting og kan med hjertet vise dem frem!

Selvfølgelig er det også super sårbart at skulle fotograferes særligt i undertøj. Det gælder nok for de fleste, uanset alder.

Fineste loungewear fra Underprotection. Det kan både bruges til afslapning hjemme og dresses op til byen!

Fineste loungewear med dobbeltradet jakke og matchende pung. Det kan både bruges til afslapning hjemme og dresses op til byen!

 

Nu har jeg en god måneds tid at forberede mig lidt i, og det giver mig lidt ekstra god motivation til at gøre noget godt for mig selv. Jeg vil jo gerne tage mig nogenlunde ud – så godt jeg nu kan i min alder – så den får en lille smule ekstra gas med ansigtsbehandlinger, cryo-behandlinger og hjemmegymnastik for tiden. Det ligger lige lidt i baghovedet, at der er en spændende udfordring forude.

Jeg overvejer også at starte året med nogle dages ayurvedisk detox, som jeg nok skal komme tilbage til. (du kan læse om ayurveda i dette indlæg). Men derudover skal julen (og marcipanen) nydes, lives skal nydes. Og det er, som det er – jeg er, som jeg er – og jeg glæder mig bare generelt vildt over, at vi ældre er i stadig højere kurs! ♥

Den gamle remse “Det man siger, er man selv” er i virkeligheden et godt eksempel på begrebet projektion. Når, du kender til projektioner, kan du blive klogere på dig selv – og du kan hente dine projektioner hjem og leve dit liv mere autentisk. I dag blev jeg ikke vred eller ked af en kommentar, der bedømte min blog som både dum og noget lort. Det er fordi jeg ved, at det ikke er min virkelighed eller en absolut sandhed. Og fordi jeg ved, at det sandsynligvis handler mere om Jørgen, end det handler om mig!

I dag var der en kommentar her på min blog om, at den er tæt på at være den dummeste side, som Jørgen længe havde set. Men, at der vel er penge i lortet.

Min blog er altså noget lort, og den er dum. Fint nok, det er en holdning, som Jørgen har ret til at have, og som 100% tilhører ham.
Naturligvis er det ikke umiddelbart rart at blive nedgjort på den måde, men jeg vælger at være flintrende ligeglad. Og i øvrigt blev jeg inspireret til at skrive dette indlæg om projektioner 🙂

 

Ansvaret for oplevelsen, og mine følelser, er min. Den eneste, der dybest set kan gøre mig forkert, er mig.
JEG vælger selv, hvilken betydning kommentaren skal have, og teknisk set er det derfor kun mig, der kan afgøre, om jeg skal være ked af det.

 

Jeg ved jo dybest set ikke, om Jørgen projicerer, men jeg gætter på det – for sådan er det næsten altid, når vi på den måde tillægger andre dårlige egenskaber. Har man så travlt med andre, så hører det som regel hjemme i ens egen ubevidste psyke.



I projektionen flytter vi grænsen mellem os selv og de andre til vores egen fordel (citat Hanne Hostrup).


Alle gør det!

Når, vi projicerer, tillægger vi – på både godt og ondt – andre mennesker følelser, talenter, egenskaber, hensigter, holdninger m.v., som i virkeligheden tilhører os selv. Vi gør på den måde omgivelserne ansvarlige for det, der tilhører os.

Ofte handler det om tanker, ønsker og følelser, som vi ikke kender til, har fortrængt, ikke kan rumme eller anerkende hos os selv, og som derfor kun kan eksistere ved, at de lægges over i andre. De findes i vores psyke, men er nødvendigt at kaste på andre, fordi de er i vores eget ubevidste, eller i det, som Jung kaldte for skyggen.

Projektion er menneskeligt og en måde, som vi alle kan formå at have med vores fortrængte, undertrykte og gemte skyggesider at gøre. Såvel de positive som de negative sider, reaktioner, følelser, egenskaber osv.

Projektioner kan være nyttige og sunde, når vi fx tillægger andre egenskaber, som vi dybest set stræber efter. Egenskaber, vi ville ønske, at vi besad eller måske ikke har set eller anerkendt hos os selv. Gennem projektioner, fx gennem idealisering og beundring, kan vi blive opmærksom på, hvilke sider, vi gerne vil styrke hos os selv.
Eller omvendt ikke kan udholde og derfor har svært ved at bevidstgøre og rumme hos os selv.

 

Psykoanalytikeren Carl Jung arbejdede med skyggebegrebet og påpegede, at projektion nogle gange er den eneste måde, hvorpå vi kan blive bevidste om vores skygger og arbejde med dem.
ALLE projicerer deres skyggesider over på andre, fordi det er den eneste måde, vores psyke kan forholde sig til dem. De gode såvel som de dårlige.

 

Hvis nu Jørgen havde skrevet fx “sikke en spændende og velskrevet blog, den må være en stor succes”, så var det måske et udtryk for, at han selv havde et skjult ønske et sted om at udtrykke sig, skrive og få andre til at læse, hvad han selv havde på hjertet og tjene penge på det.

I stedet skriver han, at det er den “dummeste” side, han længe har set, men at der vel er penge i “lortet”.
Mit gæt kunne derfor være, at det er Jørgen, der inderst inde kan være ked af det, vred eller bitter – måske over hans egen økonomiske, private eller jobmæssige situation. Måske føler han sig ind imellem selv dum eller er bange for at vise sig selv eller stille sig ud i sin sårbarhed og komme til at virke dum eller forkert.
Jeg ved det ikke, det er bare et gæt. Og i alt fald, så tilhører vurderingen Jørgen. Og vurderingen den anden vej tilhører mig.

Alt, hvad vi hører, alt hvad vi ser – og alt, hvad vi siger – kommer nemlig fra os.

Hvad er det, der får os til at mene noget SÅ negativt – eller positivt – om andre, at vi vælger at bruge energi på at dvæle ved det og ligefrem udtrykke vores vurderende holdning om det?
Meget ofte handler det om een ting – OS SELV!

 

Det forbudte lægges over på en anden

Vi har alle vores eget psykologiske univers, vores egen virkelighedsopfattelse. Vi ser dét, som vi kan rumme og forholde os til indenfor vores bevidsthed og selvindsigt. Med andre ord, så har vi alle vores eget meningsfulde verdensbillede – og vi projicerer alle sammen. Vi projicerer det ubevidste og forbudte – og de følelser, som vi ikke kan acceptere som vores egne – over på fremmede, på vores nærmeste, på hele grupper, på verden.

Vi lægger vores egne følelser, holdninger, intentioner og egenskaber over på andre i stedet at tage ansvaret for dem selv.
Det kan være såvel godt som dårligt. Fra grænseløs beundring til vrede, skyld og afsky.

Er vi som børn ikke blevet rummet som de personer, vi er, og med hele følelsesspektret, og er det blevet gjort forkert fx at være vred eller ked af det – så vil nogle aspekter af vores person, adfærd og følelser derfor opleves som forbudte og i stedet fordømmende projiceres på den anden.


Hent dine projektioner hjem

Projektioner er ikke så nemt at forstå, og det kræver opmærksomhed at forsøge at gennemskue, hvad der sker i os selv, når vi ser andre mennesker – og verden i det hele taget – gennem vores egens psykes skyggesider. Men det er til gengæld her, at vi kan lære os selv at kende.
Når vi bliver opmærksomme på, hvad der sker i os selv, har vi mulighed for at hente projektionen hjem til os selv.

Prøv at lægge mærke til, hvornår du tillægger andre følelser, tanker, vurderinger, motiver, egenskaber, talenter osv. og overvej, hvor de hører hjemme hos dig selv.
Er det noget, du ønsker, du besad? Eller noget, du ikke bryder dig om hos dig selv? 

Prøv at gentage de egenskaber, følelser, holdninger m.v. som du lægger over på den anden – men med et JEG foran.

 

Når du lærer at hente projektionerne hjem, vil du opdage dig selv – og begynde at leve et klarere og mere autentisk liv. Uden at putte så meget godt og dårligt over i andre, men ved at se og rumme de tidligere så forbudte og uacceptable menneskelige sider hos både andre og dig selv.

 

Et udsnit af Bayeux-tapeterne.

Andet stop på vores Frankrigstur var Bayeux, hvor vi har set de berømte gobeliner, Bayeux-tapeterne, og været omkring forskellige D-dagssteder. Vi har også nydt at bo midt i den gamle by på et charmerende Bed & Breakfast, som er blevet vores favorit overnatningssteder.

 

Efter at have fulgt i min mormor fodspor, drog vi videre ca. 4 timers kørsel fra Arras til Bayeux. Vi ville se nogle af D-dagsstederne, og især Sten er interesseret i slagene og krigens detaljer. Jeg var den, der var mest vild med at skulle se Bayeux-tapetet, men begge dele blev en utrolig stor oplevelse for os begge. Og selve byen, som er meget fin og livlig, uden at være for turistet – i alt fald ikke på dette tidspunkt – og med en imponerende katedral, som har en historie, der er tæt forbundet med Bayuex-tapeterne.

Katedralen i Bayeux.

 

Jeg skal ikke komme ind på selve historien, men det at se den 70 meter lange broderede “tegneserie”, der fortalte om normannernes velforberedte hævntogt og invasion af England i 1066, var en stor oplevelse. Sikke en fortælleevne, billedsprog og håndværk!
Igennem tiderne har kunstværket været gemt og bevaret af befolkningen, bl.a. under anden verdenskrig, hvor tyskerne ville stjæle det.
Nu skal museet snart gennemgå en stor renovering og Bayuex-tapeterne skal til London imens, kunne være søde værtinde fortælle os.

Vi er blevet tossede med B&B

 Aggarthi Bed and Breakfast byder på en skøn stemning.

Vi har virkelig fået øjnene op for at bo på små private B&B, og vi nød charmen og det personlige i boligerne i både Arras og Bayeux (du kan finde stederne i indlægget her). Det er måske ikke så fancy, men der er hyggelige snakke, god information, super service, lækre hjemmelavet morgenmad – og så er det sjovt at bo i hotelværelser, der er indrettet samme sted, som folk bor privat. MEGA hyggeligt.

I Bayeux på Aggarthi Bed and Breakfast blev vi om morgenen vist på plads til morgenmaden af hunden Gus.

I Bayeux på Aggarthi Bed and Breakfast blev vi om morgenen vist på plads til morgenmaden af hunden Gus, der var høns i haven, seks katte, en skøn lukket byhave og en skøn stemning. Vores værelse (med bad) var i en tidligere hestestald, og der var adgang til en noget ramponeret, men charmerende, køkken. For mig fås det ikke bedre.

I Bayeux på Aggarthi Bed and Breakfast er der hyggelige høns i haven.

 

D-DAG!

Tæt på Bayeux ligger området for D-dags invasionen den 6. juni 1944, der vendte Anden Verdenskrig og førte til befrielsen af Paris den 25. august.
Vi startede i Arromanches, hvor de allierede anlagde en kunstig havn, Port Winston, hvor de kunne landsætte de 130.000 mand. Alene dét, at se resterne af havnen, som blev slæbt hertil i al hemmelighed som et samlesæt, gør det hele meget virkeligt.

Vi startede i Arromanches, hvor de allierede anlagde en kunstig havn, Port Winston, hvor de kunne landsætte de 130.000 mand.

Derefter fortsatte vi til Omaha Beach og så kirkegården for de flere end 9.000 amerikanske faldne. Begge steder så vi museerne og fik virkelig fortalt historien.

Derefter fortsatte vi til Omaha Beach og så kirkegården for de flere end 9.000 amerikanske faldne. Begge steder så vi museerne og fik virkelig fortalt historien.

Jeg havde ikke forestillet mig, hvordan det hele ville krybe ind under huden på mig. Vi var begge både lidt forstemte, men også meget rørte, og tænkte med taknemmelighed på, at verdens største invasion blev gennemført dengang af vores allierede: USA, England og Canada. Nu forstår jeg virkelig, hvor imponerende stort intellekt, kreativitet, organisationstalent og mod, der lå bag.

20 år og forældreløs i en krigszone!

Det var en utrolig oplevelse at se stederne og i forhold til min mormor gav det igen en endnu større forståelse for hendes liv. Hun var tyve år, da krigen kom. Forældreløs, hendes bedsteforældre var også begge døde, da hun var fyldt 16. Hun boede formentlig i Arras, som blev angrebet af tyskerne i 1940, og hun var siden blandt de titusinder af franskmænd, der blev tvangsudskrevet til at arbejde for tyskerne. Det blev grunden til, at hun kunne møde min morfar i Hamborg!

Når man står på D-dagsstederne, så bliver der hele endnu mere virkeligt og gruopvækkende, men jeg er så glad for at have været der. Det er en vigtig historie, som vi aldrig må glemme. Både for dem, der var der dengang, og for, at de aldrig må gentage sig.

Trods krigshistorier er det en dejlig tur!

Nu kan det lyde meget alvorligt og trist det hele, men vi har virkelig en dejlig tur her i Frankrig. Historien kan vi ikke løbe fra, den griber ind i os alle. Var det ikke for krigen, havde jeg slet ikke været til!!!!

Det er skønt at være på road trip, solen skinner (det meste af tiden), vi oplever helt nye steder, går ture og hygger os, går på marked og spiser dejlig mad. Og nyder hvert eneste sted, vi kommer frem til og får nye fælles oplevelser i bogen ♥

Til hyggeligt marked i Bayeux.

Næste stop er et kort besøg i Saint-Malo. Faktisk er jeg her i skrivende stund – men det må du høre mere om inden så længe 🙂

Place des heros i Arras, Pas-de-Calais
I dag oprandt dagen, hvor jeg endelig skulle gå i min mormors fodspor. End ikke hun selv vendte tilbage til Frankrig, som hun forlod under krigen. Jeg havde fundet hendes fødested via Myheritage og tog til den lille by – her snart 80 år efter, hun forlod landet – i håb om måske at finde nogen, der kendte til hende eller måske ligefrem er familie. Og om ikke andet, så for at se og opleve, hvor hun kommer fra og har haft sin opvækst og ungdom.

Jeg har fået navnet Jeanette efter min franske mormor, Jeanne. Navne har stor betydning for vores identitet, og for mig har min mormors historie nok derfor fyldt ekstra meget. Jeg bærer et navn fra hende, hvis slægt og baggrund, jeg ikke kender.

Wanquetin, Frankrig, hvor min mormor kom fra.

Måske var det et naivt håb, at jeg kunne tage til den lille by Wanquetin i Nordfrankrig og støde på efterkommere af min mormors søster og bror.
De må jo findes et sted, men familierne kan jo have forladt landsbyen og området for årtier siden.

 

Min mormor med min mor – i Danmark i 1946.

Min mormors niece/min mors kusiner – som jeg fra gamle postkort ved hedder Fernande, Chantal og Josiane – må være ældre mennesker nu, og snart lukker vinduet for at finde folk, der har hørt om min mormor fra en person, der rent faktisk har mødt hende.
Om hundrede år er alting glemt, er en sandhed, jeg bliver mindet om!

At gå de samme steder

Vi lagde ud med adressen, som Myheritage angiver som min mormors fødested. Pudsigt nok står der stadig Merville, hendes efternavn, på bygningen, som huser et bygningsfirma. Akkurat som jeg havde set på kortet (læs indlægget her).

 

Merville, Wanquetin
Ingen var hjemme, så jeg snusede rundt omkring bygningerne og i haven og forestillede mig, at de største af træerne måske har været der, da min mormor var en lille pige. En lille pige på fire år med en død mor, og en far, der forlod menageriet og overlod børnene til bedsteforældrene. Jeg gik lidt rundt i området og forestillede mig, hvordan hun kan have gået de samme steder – måske ned af vejen og til højre til den lillebitte kirke.

Kirken i Wanquetin

 

Videre til byens lille kirkegård, fandt vi – med god hjælp fra en sød ældre mand – et familiegravsted. Men, ligesom han kunne fortælle, at personerne på den gamle adresse ikke passede med dem, jeg søgte, så ringede der heller ingen klokker med gravstedet.

Der er andre grene af Merville’r, og han henviste mig til en anden lille by i nærheden. Montenescourt. Også her spurgte jeg mig frem hos tilfældige, jeg stødte på – og byerne er så små, at de kunne afvise at vide noget om, hverken Florent eller Marie Madelaine og deres efterkommere. Igen var der andre grene af familietræet, men ingen af dem, jeg søgte.

Jeg lukker med glæde bogen her!

Nu lukker jeg bogen efter at have besøg stedet og konstateret, at der ikke er nogen tilbageværende i den lille by, der kender min mormor.

Jeg har stadig henvendt mig til stamtræsbestyrerne via Myheritage, og jeg står selv opført derinde. Så måske en dag – eller ikke. Det er helt i orden.
Nu ved jeg, hvor min mormor kommer fra. Jeg har set det, jeg har været der, jeg har gået der, og det gør mig rigtigt glad.

Faktisk er jeg her endnu, mens jeg skriver.

Vi bor i Arras, som er hovedbyen, og som er den by, min mormor fortalte, at hun kom fra. Måske flyttede hun hertil, da hun flyttede hjemmefra. Måske boede hendes bedsteforældre her. I alt fald var det byen, hun kaldte for sin.

Arras er min mormors by

Place de heros, Arras

Når nogen fremover spørger, vil jeg fastholde min mormors oplysninger om, at hun kom fra Arras. Jeg aner ikke, hvor længe, hun var i den lille landsby udenfor byen – og i alt fald må Arras være det sted, hun forlod i starten af 1940’erne for at leve resten af livet i Danmark.

Her er smukt! Et væld af gamle bygninger, som hun også må have set mange gange – og en meget stor og overvældende plads, La Place des Héros.

Place des heros i Arras

Byen er især kendt for slaget ved Arras under første verdenskrig, og siden for en labyrint af underjordiske tunneler, som befolkningen byggede under Anden Verdenskrig, som et værn mod de tyske bombardementer. Gamle billeder viser enorme ødelæggelser, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad min mormor mon har nået at opleve. Jeg hørte aldrig om det, hun vendte aldrig tilbage – måske på grund af traumer fra både krigen og den døde mor og faren, der stak af.

Som sagt, betyder vores navne mere for vores identitet, end vi måske umiddelbart går rundt og tror. Jeg ved og har set og mærket, hvor min mormor kommer fra, og jeg har gjort en indsats for at lære den del bedre at kende. Når alle indtrykkene er sunket ind, så tror jeg, at jeg har føjet en lille brik til mig selv, og jeg er glad og stolt over, hvad jeg har oplevet i dag. Det blev ikke til det store møde, men jeg har været der –  pigen, der er opkaldt efter sin franske mormor, kan nu sige, at hun ved, hvor det hele startede 🙂

 

PS. Du kan følge vores videre tur i Frankrig på bloggen de kommende dage!

Au Caeur d'Eden er et meget hyggeligt og personligt lille hotel i Arras

 

 

Det er nu et par måneder siden, at jeg fortalte, at jeg havde fundet min mormors fødested via Myheritage. Siden har jeg også fra gamle postkort fundet frem til, at hun formentlig har haft mindst tre niecer. I næste uge er det så tid til, at turen går til Frankrig!  Og jeg har tænkt mig at banke på døren til det hus, hun er vokset op – og hvor hendes efternavn på døren i dag stadig vidner om, at der kan bo slægtning.

 

I dag har vi fået planlagt vores tur til Frankrig i detaljer. Før, turen går videre til Provence, hvor vi skal være sammen med gode venner, skal vi være fire dage i Nordfrankrig.

Mon jeg kan finde nogen, jeg er i familie med?

Først skal jeg på sporet af min afdøde mormor i en lille by, der hedder Wanquetin. Den ligger lige udenfor Arras, hvor vi skal bo et par dage. Arras er hovedbyen i regionen Pas-de-Calais og er efter sigende en malerisk by med den højeste tæthed af historiske monumenter i hele Frankrig, hvilket gør det til en fantastisk destination for arkitektur-, kultur- og historieinteresserede. Derudover skulle den være et mekka for foodies med gode cafeer og markeder.

Vi har fundet et hyggeligt hotel – det håber vi i alt fald. Anbefalingerne på Booking.com ser vildt gode ud (9,8), og billederne er fine og meget “franske”. Det hedder Au Coeur D’Eden B&B og ligger i Arras kun 17 km. fra Wanquetin.

Jeg har skrevet til Wanquetin kommune og spurgt, om de evt. kan hjælpe med informationer, men ellers har jeg tænkt mig at gå lidt rundt i den lille by med lidt over 700 indbyggere. Jeg vil også banke på døren til hendes fødeadresse, hvor der ligger et firma med hendes efternavn.

Det bliver selvfølgelig spændende at se, om der overhovedet kommer noget ud af det. Jeg har ikke den store plan eller forventninger, og jeg vil også være glad bare for at gå rundt og indsnuse byen.

D-dag og Bayeux tapetet

Det er lidt sjovt at tænke på, hvad jeg mon får med mig af oplevelser fra min mormors fødeby. Men uanset hvad, så bliver næste stop Bayeux, der ligger centralt for at opleve nogle af D-dags monumenterne ude ved kysten.

Bayeux er først og fremmest kendt for museet, der udstiller det berømte Bayeux-tapet. Det glæder jeg mig meget til at se! Det er fremstillet i 1000-tallet, er en gobelin på en halv meter i højden og 70 meter i længden broderet med uldgarn på hørlærred. Det kaldes verdens længste tegneserie og viser, hvordan normannerne (“mændene fra nord”, specielt danske vikinger) med Vilhelm Erobreren erobrede kong Harald Godwinsons England ved slaget i Hastings i år 1066.

Vi har fundet et Bed & Breakfast 100 meter fra museet, der ser hyggeligt ud og har virkelig gode anmeldelser. Aggarthi Bed and Breakfast hedder det. Vi går efter charmerende steder, der ikke koster en royal formue, som ligger godt og vurderes godt af brugerne.

Herfra kommer vi til at køre til den nærliggende kyst, hvor vi vil se nogle af monumenterne og kirkegårdene fra anden verdenskrig.

Saint-Malo

Har du læst den fantastiske roman Alt det lys, vi ikke ser, så har du sikkert også bidt mærke i Saint-Malo.
Den historiske by ligger malerisk, omgivet af en fæstningsmur, og med smukke strande og en stor havn. Her er historier om pirater og krig. Under Anden Verdenskrig blev byen næsten udslettet af de allieredes bombardementer. Derfor stammer de fleste af bygningerne fra 1950’erne.

Vi skal have en enkelt overnatning og har valgt at prioritere en helt central beliggenhed ved vandet. Hotellet hedder Hotel De France et Chateaubriand (og ja, det er stedet, hvor oksemørbradretten Chateaubriand er opfundet!)

Med gode venner i Provence

Endelig går turen videre ca. 1100 km. sydpå til Provence, til en lille by, der hedder La Cadière-d’Azur. Her skal vi bo i et lille byhus som nogle af vores gode venner lejer hvert år.
I en lille autentisk og hyggelig fransk middelalderlandsby på toppen af en bakke tæt på Bandol.
Vi glæder os så meget til at opleve den og hygge i godt selskab og falde ned på torvet, på markedet og i de små cafeer.

Det er planerne – og om en lille uges tid er vi på eventyr. Jeg glæder mig til at fortælle om det hele ♥