Sikke en kattepine

Hund – ja eller nej?

Det er en stor beslutning at anskaffe sig et kæledyr. Ikke mindst en hund, som jo i sagens natur kræver en del. Det sidste halve års tid har det bølget frem og tilbage i mit sind, om jeg skal have en lille hund til at holde mig med selskab her på min hjemmearbejdsplads. Jeg har aldrig selv haft hund før, så jeg er i tvivl om, hvad jeg helt går ind til. Normalt er jeg kattemenneske, men der er en konkret hund, som jeg har forelsket mig i, og det er en sød lille Bichon Havanais.

Lige nu er jeg så langt, at jeg har:
– fået opbakning fra min kære mand, der gerne vil gå all in (ikke direkte stemme for ideen – men han støtter mig som altid i mine beslutninger).
– kontakt med en opdrætter, som venter Bichon Havanais hvalpe omkring 1. april.
– besluttet mig for et navn (Viola).
– talt med andre om pasning, når vi er ude at rejse.
– præsenteret ideen i øst og vest, og nu også her på bloggen!

Du fornemmer måske nok, hvor det bærer hen!

Men det bølger som sagt alligevel lidt frem og tilbage. Lige nu ligger lige den omkring 90% for et ja. Nogle mennesker kan godt gøre mig usikker, hvis de selv har dårlige erfaringer med hunde – eller, hvis de i den bedste mening vil “advare mig” ved at fremhæve al besværet – mens andre giver mig anderledes blod på tanden, fordi de har så stor fornøjelse af deres. Jeg kan være som et siv i vinden, fordi jeg har så lidt erfaring med hunde i dagligdagen selv.

Vi har jo allerede vores norske skovkat Oscar, som er til kæmpe glæde for os. Hvis du følger mig på Instagram kan du ikke undgå at støde på ham af og til 🙂
Jeg ved jo godt, at en kat kræver uendeligt lidt i forhold til en hund, men Oscar fylder altså alligevel en del hos os – og han er med dyrlægens ord en “ualmindeligt omgængelig” kat. Han kan ligge på ryggen og få klippet knuder af pelsen, få vasket poter i vasken og få børstet tænder. Han er det blideste væsen, som aldrig bider eller river. Så mon ikke også, vi kan få ham til at acceptere en lille hund, som forhåbentlig bliver lige så sød og velopdragen?

norsk-skovkat-oscar

På nej-siden tæller noget med pelspleje, afhængighed, beskidt pels og ditto gulve og måske noget med at gø. Men det sidste kan vist klares med opdragelse, og Sten betinger sig, at jeg går til hundetræning i et helt år! Til gengæld tænker jeg, at jeg får en lille kvik og selskabelig hund, som jeg kan tage med mig rundt mange steder og komme ud og gå nogle dejlige ture med. Måske kan den varme mine fødder (og måske mest mit hjerte) ind imellem, når jeg sidder her i kælderen og skriver.

Men jeg er stadig 10% i tvivl og synes, det er en kæmpe beslutning.
Hvad er dine erfaringer med at have hund? Jeg vil glæde mig til at høre fra dig! 

18 kommentarer
  1. Gitte
    Gitte siger:

    Hej Jeanette
    Kunne slet ikke undvære at have hund. Det giver så meget på pluskontoen – den er altid glad, man kommer ud i al slags vejr (hvilket jo egentlig er et plus, selvom man ikke lige føler det, når man trækker i regnfrakken:) Hvad gør det så, at der skal støvsuges hver dag?
    Gitte

    Svar
  2. Tolle
    Tolle siger:

    Har Havaneser han på 7 år.Aldrig haft hund tidligere. Har valgt at holde ham med lang pels, fordi jeg synes det er det rigtige look. Han ser skøn ud når han kommer løbende med pelsen svagende om kroppen. Han kommer i god pension v behov. Synes klart at det er en god ting at have venner som kan passe hunden.
    Og JA, sørg for træning og socialisering. Både på levende væsner og på ting i byen. EKs jerntrapper, tog. Der er nemmest hvis man ikke skal løfte en beskidt hund hvis den ikke kan passere en forhindring. OG sørg for at vende den til at få klippet negle og børstet tænder, lige fra den kommer hjem.
    VH Tolle

    Svar
    • Voksenlivsstil
      Voksenlivsstil siger:

      Kære Tolle,

      1000 tak for rigtigt gode og konstruktive råd – det er altid godt at trække på andres erfaringer 😉

      KH Jeanette

      Svar
  3. Bettina
    Bettina siger:

    Selvfølgelig skal du have hund, især når du arbejder hjemmefra, du kan være nærværende og du som er så aktiv, kan jo sagtens tage hunden med ud og gå (eller løbe) og det gode ved at have hund, er at man kommer ud i alt slags vejr på alle årstider. I starten kræver det selvfølgelig lidt mere pga alle de ting den skal lære, men det er en utrolig givende opgave, og i processen lærer man også hunden rigtig godt at kende. At have hund er betingelsesløs kærlighed❤

    Svar
    • Voksenlivsstil
      Voksenlivsstil siger:

      Kære Bettina,

      Tusind tak for din opmuntring 🙂 Det er godt at høre om alle de fordele, der er ved at have hund. Og nogle gange skal man jo også kaste sig ud i det og ikke frygte det værste. Ellers var der nok heller ikke mange, der hverken fik børn eller måske blev gift for den sags skyld 😉

      mange kærlige hilsner
      Jeanette

      Svar
  4. Joan
    Joan siger:

    Hej Jeanette. Fik selv en hvid bichon havanese for 1 år siden. Dejlig lille pige, livlig og glad. Følger mig og kun mig i tykt og tyndt😉 Lov mig du socialisere din “måske” kommende hund med både mennesker og andre dyr. Du får en tro følgesvend, meget lærenem og glad. Held og lykke og kast dig endelig ud i det, sikker på du ikke vil fortryde. Mvh Joan

    Svar
    • Voksenlivsstil
      Voksenlivsstil siger:

      Hej Joan,
      Hvor er det dejligt at høre om dine erfaringer med netop en havaneser – tusind tak for det. Og tak for opmuntringen. I denne her proces har jo nok mest af alt brug for bekræftelser som din, og jeg kan mærke, at det gør mig rigtigt glad at høre.

      KH Jeanette

      Svar
  5. annas
    annas siger:

    jeg overvejede hund i 4 år og fik en skøn labs – bedste bedste beslutning ever – de sover det meste af dagen og så får man motion – det er jo vildt så stor kærlighed man kan føle og hvor meget man får igen!

    Svar
    • Voksenlivsstil
      Voksenlivsstil siger:

      Det bekræfter netop alle de gode ting, jeg forestiller mig – så det er rigtigt dejligt at høre. Tusind tak 🙂
      KH Jeanette

      Svar
  6. Marianne Andreasen
    Marianne Andreasen siger:

    Kære Jeanette. Selvfølgelig skal du have den lille Havanais. Som du skriver, kan den være med dig de fleste steder – og mon ikke dine forældre er klar med pasning? Jeg tør ikke tilbyde mig, da Stribe flår hunde der er inde i vores hjem. Når jeg ikke har kat mere planlægger jeg også en Havanais Glæder mig til at møde Viola !

    Svar
    • Voksenlivsstil
      Voksenlivsstil siger:

      Kære Marianne,

      Hvor er det sjovt, at du også er faldet for en havanser! Jeg synes bare, de er noget af det sødeste – selvom du jo ved, at jeg ellers er kattemenneske.
      Ja, mon ikke, det bærer derhen, at du kommer til at møde Viola en gang til sommer 😉 Og mine forældre står i den grad klar til at passe.

      Mange kærlige hilsner
      Jeanette

      Svar
  7. Helle
    Helle siger:

    Hej Jeanette
    Jeg fik hund for 5 år siden,har aldrig før haft hund.Ja hunde sviner og de skal luftes i al slags vejr. Men fordelene er større end ulemperne. Hunden er altid glad, du får gået en masse ture , nydt årstiderne. hilsen Helle og Luna som er en golden retriever på 35 kg og med masse af pels, så støvsugeren er ofte fremme.

    Svar
  8. Cathrine
    Cathrine siger:

    Hunde er dejlige!! Men som du selv har overvejet i forhold til kat, er de noget mere krævende.. da man fysisk selv skal ud med dem (uanset vejr) osv… og som hvalpe er de jo nærmest som at få en baby, så der skal sættes ekstra tid af 😉 Når det er sagt, er de verdens bedste selskab. Mit råd er, at låne en sød hund af nogle venner el. lign. et par dage. Det giver det bedste billede af hvad der følger med. Held og lykke
    Mvh Cathrine

    Svar
    • Voksenlivsstil
      Voksenlivsstil siger:

      Hej Cathrine,

      Tak for det gode råd – det er netop de ting, som får mig til at tænke mig om en ekstra gang 🙂

      KH Jeanette

      Svar
  9. Sara
    Sara siger:

    Hvis i beslutter jer for at få en hund, så er det en rigtig god idé med hvalpetræning. Jeg har en lille blandings hund på nu 3 år, og jeg tænkte at det ikke var nødvendigt, for han var så nem. Og det er han også stadigvæk, men han er rigtig dårlig til at møde nye mennesker. Og det kunne nok have været undgået hvis han havde mødt nogle flere mennesker da han var hvalp. Men hvis man gider at ligge arbejdet i det når den er hvalp, er det at have hund noget af det mest fantastiske i verden 🙂

    Svar
    • Voksenlivsstil
      Voksenlivsstil siger:

      Hej Sara,

      Det har du helt klart ret i – og min mand betinger sig, at jeg går til træning…i et helt år! Det gode er jo, at jeg arbejder hjemme og kan være rigtigt meget sammen med den.
      Men igen – det er en stor beslutning. Og det er så dejligt med konstruktive råd og kommentarer.

      KH Jeanette

      Svar
  10. Anna
    Anna siger:

    At få en hund, er den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv. Jeg er så glad for det lille væsen. Hun bringer glæde og latter i mit liv hver dag! Og så er hun den bedste krammebamse.
    Jeg ved i hvert fald, at jeg skal have hund resten af mit liv!

    Svar
    • Voksenlivsstil
      Voksenlivsstil siger:

      Hej Anna,
      Hvor er det bare dejligt! Det gør mig altså bare glad og inspireret at høre. 1000 tak! 🙂
      Kærlig hilsen
      Jeanette

      Svar

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.