Lige om lidt kommer familien til kakao, boller og kage, men jeg skal altså lige nå i AL hast at vise dig, hvad jeg har sat på bordet i dag – og ikke mindst den gave, som jeg gavmildt har valgt at forkæle mig selv med i anledning af min fødselsdag. Det er ganske vist først i morgen, men der er vi optaget af at fejre min kære veninde Nellie, som fylder rundt. Jeg holdt min runde fødselsdag for et par år siden på hendes fødselsdag, så nu er det hendes tur.

Jeg har simpelthen flottet mig og givet mig selv en kagestander – en etagere – i mega mussel, og jeg er SÅ glad for den. Den kommer jeg til at bruge til alt muligt, og den vil pynte i det nye køkken. Er den ikke fin?

Ellers er der to – synes jeg selv – lækre kager på bordet, med flødeskum og masser af bær.
Den ene er en mandel/marengskage, som du finder opskriften på her.

Og en klæg sag af en chokoladekage, som jeg har givet lidt glasur og krymmel – og nogle lys for at fejre mig selv! 😉
Opskriften har jeg fundet på Valdemarsro.dk.
Bagefter har jeg opdaget, den faktisk næsten er magen til min veninde Malenes kage, som du finder her på bloggen. I begge tilfælde udelader jeg kaffen.

Vi skal selvfølgelig også have fødselsdagsboller, og de er lidt af en forsøg, fordi jeg har prøvet at tilsætte en færdiglavet flydende surdej fra Tørsleffs. Jeg glæder mig til at smage dem – duften er virkelig god!


Så, nu kommer gæsterne!
Hav en dejlig lørdag.


