Te til ånderne er prisvindende magisk realisme

Te til ånderne af Chris Vuklisevie er en fransk magisk roman for voksne, der i 2024 bl.a. vandt den prestigefyldte Le Grand Prix de l’imaginaire som årets bedste roman. Fantasifuld og med et blomstrende sprog, der holder dig til ilden – og en historie, der væver det overnaturlige ind i hverdagen i det sydlige Frankrig i en fantasifuld fortælling om ånder og hekse. Om mødre og døtre og smerten og konsekvenserne ved at vokse op uden omsorg.

Anmeldelse. Te til ånderne af Chris Vuklisevie.
Udkommet 3/2- 2025 på Forlaget Grønningen. 

Fantasy og herunder den magiske realisme, som Te til ånderne må siges at tilhøre, er normalt ikke en litterær genre, jeg læser meget af. Og dog har jeg, når jeg tænker over det, gennem tiden holdt af Isabelle Allende (Åndernes Hus), Haruki Murakami (fx Trækopfuglens krønike og Kafka på stranden) og jeg har fornyeligt virkelig nydt at se den farverige og fantasifulde tv-serie baseret på 100 års ensomhed af Gabriel García Márquez.

Den subtile blanding af det hverdagsagtige/genkendelige og det overnaturlige kan få os til at forstå og udforske fx eksistentielle og politiske emner, og her rammer Te til ånderne – udover at være en magisk og underholdende fortælling – ned i temaet om den omsorgsfulde opdragelse, moderkærligheden, og manglen på samme, og dens dybe konsekvenser.

Félicité og Egonia

Te til ånderne trak i mig med dens fortælling to tvillingesøstre, der efter 30 års adskillelse mødes igen og forsøger at finde hinanden efter deres iltre og hemmelighedsfulde mors død.

Den ene har været yndlingsbarn, den anden henvist til stalden, ensomheden og resterne.
Félicité er meget intelligent og kan tale med spøgelser. Egonia er en heks, der destruerer og fordærver alt omkring sig, spyr sommerfugle og insekter, når hun taler og kan få kødædende blomster til at vokse frem.

Félicité er flyttet til Nice, hvor hun er succesfuld spøgelsesdetektiv – og “telog”, en ekspert i teer, der fx kan få de døde og de levende til at åbne sig og snakke løs. Hun ser stadig sin mor, der stadig bor i fårehyrdens hus i de omkringliggende bjerge og skove, mens Egonia ikke har givet livstegn fra sig årtier. Da moderen pludselig dør en dramatisk død, får de to søstre kontakt gennem deres magiske teblade og mødes for sammen at finde deres mors spøgelse og få løst det mysterium, hun viser sig altid at have været.

Uden rodfæstelse folder nogle sig ud

Moderen viser sig usædvanlig svær at finde for Félicité, og jagten bringer dem gennem deres ukendte bedsteforældres ånder, ukendte søstre, til Spaniens ørken og igennem de mange sider og liv, deres mor har vist sig at indeholde.
Det hele viser sig langt mere komplekst, magisk og dramatisk, end nogen kunne forestille sig. En historie, der har gentaget sig, og her vil jeg citere den mest rørende passage i bogen for mig:

“vi ville have haft brug for en vej
et spejl en opskrift bare et eller andet
som skridt for skridt kunne vise i hvilken form vi skulle eksistere 
uden at efterlade os med den svimlende fornemmelse af at være
uden grænser
forpligtelsen til at tegne alene 
uden model uden undervisning
sin egen silhuet
skitsere vores afgrænsninger i det uendelige rum
fra dem som man kunne være

uden rodfæstelse folder nogle sig ud
andre går til grunde”

Te til ånderne er på en gang magisk, overjordisk og alment menneskelig, og den har et litterært højt niveau, der er malende, komplekst og krævende udover almindelige underholdningslitteratur. Til gengæld blomstrer sproget i lighed med Egonias udspyelser og du efterlades som læser med en oplevelse og en historie udover det sædvanlige – og måske med en ny dimension på kvinder, der vokser op i skyggen og uden omsorg fra deres mor.

Te til ånderne kan købes hos Saxo. (reklamelink)