“Hvis vi ikke taler om det” er Leonora Christina Skovs opfølgning på den store succesroman og vinder af De Gyldne Laurbær, “Den, der lever stille”. Imødeset af de titusinder af fans, der har identificeret sig med hendes historie med en narcissistisk mor og en far, der kun havde moderens behov for øje. Historien om at skabe sig selv fra bunden fortsætter i den nye roman om den lange og svære vej til det store gennembrud som forfatter. Mindre almen, lidt mere elitær, og især til sidst så rørende i sin sårbarhed, at det bringer den op på i alt velfortjente 5 stjerner her på bloggen.

Anmeldelse. Indeholder reklamelinks.

Jeg forestiller mig, hvor svært det må være at komme efter så stor en succes som Den, der lever stille! En modig autobiografi, der så sårbart beskriver en opvækst i en mindre provinsby med lukkede, fordomsfulde og kritiske forældre. Med disciplin og et evigt hensyn i familien til mors – og kun mors – behov. Med faste mantraer, der sætter verden på plads i snævre rammer. Ikke at flyve højere end vingerne bærer, og den, der lever stille, lever godt.

En meget relatérbar fortælling, der i den nye roman folder sig yderligere ud i fortællingen om at skabe sig selv som både menneske og ikke mindst forfatter. Vi er gået fra Helsinge til København, fra mobbeoffer til litteraturanmelder på Weekendavisen og til tider udskældt feministisk debattør, etableret i et forhold og i drømmelejligheden på Frederiksberg. En kende mere elitært, vil det måske synes i nogle fans øjne, men ikke mindre sårbart, menneskeligt og vedkommende.

Den lange vej til succes

Den nye bog er centreret omkring det store og – for forfatteren selv uventede – gennembrud. Det er meget rørende at læse, hvor lidt tiltro, hun har til, at det virkelig kan lykkes for hende.

“Jeg har aldrig før været i en situation, hvor nogen har haft lyst til at samarbejde med mig, så jeg tror måske bare, at jeg har ladet mig rive med…..”
” Jeg havde takket ja til det hele, fordi jeg var sikker på, at det har var mit lille vindue af tid.”…. “- Hvor folk ser værdien af det, jeg laver. Hvor jeg ikke er hende, der sidder ude i periferien og skriver mine bøger til ingen.”

Bogen handler om at være midt i successen – om den lange og bumlede vej derhen – og om tilblivelsen af den nye roman.

Successen har affødt et enormt arbejdspres med masser af foredrag spredt ud over landet i en dårlig planlægning af logistikken. Og endda (naturligvis), finder hun ud af, til en lavere betaling end de mandlige forfattere. Men hun knokler afsted i den arbejdsmoral, der har været hendes overlevelse hele livet, og i en benovelse over, at nogle vil høre hende.

Hun er så fascinerende stærk og så sårbar på samme tid, jeg sad efter endt læsning tilbage med et ønske om alt godt i verden for hende. Faktisk endte jeg med en lille tåre i øjenkrogen til sidst, hvor hun overraskes med De gyldne Laurbær og svømmer i al den kærlighed og anerkendelse, hun har fortjent så meget og så længe.
Egentlig bare for at være den, hun er!

“Det værste, du kan gøre mod dit barn er at elske det med forbehold. Eller slet ikke elske det.”

Det svære vej til succes – inklusiv #metoo bombe

I den nye roman følger vi Leonora Christina Skov dannelse af sig selv som menneske og som forfatter, skabelse af det liv, hun havde forestillet sig siden, hun var barn. Det er ikke længere bare forældre-barn relationen, det handler om, selvom den danner bagtæppe for det hele, men også om at kæmpe for at etablere sig selv som forfatter.

Den evige skyld og skam, som hun har med hjemmefra, bliver forstærket af en krænkelse fra en forlagsdirektør, da hun er 26 år gammel. I romanen bekriver hun essensen af en #metoo historie, om den årelange skam ved ikke at sige klart nej, da en mand i magtposition udnytter hende seksuelt (og i øvrigt også økonomisk), fordi han sidder med nøglen til hendes største drøm.

Det kræver bare et par søgninger på Google for at finde ud af, hvem denne person er, og naturligvis er det lidt af en bombe at kaste. Der bliver i det hele taget ikke lagt fingre imellem, når alle uretfærdigheder lægges frem. Leonora Christina Skov er vant til at kæmpe for sin plads i verden, og hun har stillet op til mange tæsk som lesbisk feministisk debattør og som kvindelig litteraturanmelder og modet viser hun igen i den nye roman, hvor der bliver delt langet ud til højre og venstre. Det virker som om, der skal ryddes helt op.

Farvel til den offentlige debat

Hun må på et tidspunkt erkende, at det er svært at mene noget som kvinde (!), og trækker sig fra den offentlige debat og sociale medier for simpelthen at få et bedre liv og for at blive anerkendt som forfatter. Det siger desværre en del om den tid, vi lever i.

(Til gengæld har hun fundet over i nogle mere venlige kanaler og er blevet oversvømmet med kærlighed fra hendes læsere – og hvor er det fortjent! I dag har hun et fint univers på Instagram med over 45t følgere – og giver i den nye roman også en fin anerkendelse overfor bogbloggerne. Tak for det ♥).

Med skuffelser, nederlag og uretfærdigheder i branchen, iblandet tvivl på eget værd, manglende – for ikke at sige ikke-eksisterende opbakning – hjemmefra, og en bombe af en #Metoo oplevelse på toppen af det hele, har Leonora Christina Skov i den grad fortjent at være her, hvor hun er i dag!

Hvis vi ikke taler om det er udkommet i dag og kan købes hos Saxo. (reklamelink)

PS. Leonora Christina Skov har også designet en smuk notesbog med teksten “Hvis vi ikke skriver om det” – til alle de ting vi ikke taler højt om! (100 kr. hos Saxo)