Jeg er på Club La Santa i denne uge på endnu en dejlig aktiv ferie. Denne gang er i vi i øvrigt på familietur med mine bonuspiger og svigersønner, så der er virkelig gang i alle mulige aktiviteter på kryds og tværs. Jeg sidder her i varmen på terrassen i svedigt træningstøj, i en lille pause, og skriver efter et par gode træningstimer.
Mit program i dag er: 3 km. morgenløb kl. 8.15 (lyder ikke af meget, men er alligevel en god og svedig start på dagen, og den sidste km. er stort set op ad bakke). Zumba kl. 10 på fuld knald efterfulgt af Pilates kl. 11. Kl. 14 har jeg tænkt mig at svømme 1 km. og kl. 17 vil jeg tage en times BodyPump.
Jeg synes virkeligt, at undervisningsniveauet er højt hernede (bonusinfo: jeg selv er gammel aerobicinstruktør :-)). Det er seriøst og hårdt, men ikke mere kompliceret end de fleste kan være med. Her er unge og ældre, motionister og atleter, øvede og nybegyndere – alle kan være med og få noget ud af det her.
Man skulle måske ikke umiddelbart tro det, men de to uger om året, hvor vi er på Club La Santa, betyder faktisk rigtigt meget for min form og sundhed. Især hvis man i forvejen motionerer regelmæssigt, kan man i løbet af en uge med mere intens træning, booste formen og musklerne en hel del – for ikke at tale om al den motivation og energi, man kommer hjem med. Man får som regel lige rystet posen og kommer hjem og er parat til et nyt træningsprogram derhjemme.
Dét, som jeg tager med mig hjem denne gang, er:
1. At jeg stadig elsker at svømme
2. At det IKKE er smart at droppe styrketræningen!
For år tilbage har jeg været vild med at tage 1 km. brystsvømning en gang, eller flere gange, om ugen. Ikke noget vildt, men bare god og alsidig motion (triathlon og andre ekstreme ting bliver aldrig noget for mig). Og så er der også en mental del, når man kommer ned i vandet, og under vandet – i et andet univers, afslappende og meget mindfull.
Her på Club La Santa har jeg af een eller anden grund altid holdt mig tilbage fra svømmestadionet, og svømning er kommet længere og længere væk fra mig. Men denne gang skulle det være, og jeg følte mig straks som en fisk i vandet. Jeg har købt svømmebriller, badehætte (smukt! – billede følger måske) og en svømmedragt (bikini og hovedspring er ikke en god kombi!) og nu glæder jeg mig til at svømme hver dag hernede!
Og det er den første ting, som jeg vil forsøge at tage med mig hjem denne gang og begynde at besøge svømmehallen igen!
De sidste dage har den stået på morgenløb, yoga, BodyCombat, Pilates, TRX, ultimate ABS (30 min. mega ond core træning!) – og svømning. Allerede efter et par dage, føles kroppen mere spændstig, så kommer et par dage med meget ømhed, og derefter er man nærmest ustoppelig. Her i formiddag, da jeg sprang rundt til Zumba (som jeg ikke dyrker hjemme, men synes er sjovt hernede under åben himmel), kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk på ingen måder tænker på, at jeg er blevet 50.
Jeg kan det samme, som jeg plejer, og min form og styrke og krop i det hele taget føles, som den altid har gjort. Men ikke desto mindre er den anden ting, som jeg tager med mig hjem, at jeg skal fokusere på min styrke derhjemme. Jeg er blevet lidt for forhippet på at løbe og har meldt mig ud af fitnesscentret samt droppet BodyCombat, som jeg ellers har dyrket i over 10 år. Jeg har stadig styrken, men armbøjninger og planker er allerede blevet en anelse sværere – så nu er det alligevel tid at komme ind i kampen igen!
Vi hører hele tiden, hvor vigtigt styrketræningen er, og det er ikke uden grund. Holder man både konditionen og muskelstyrken ved lige, så kommer man langt! Og jeg vil altså gerne blive ved med at kunne alt det, jeg plejer, meget længe endnu.


