
Egentlig ville jeg slet ikke have fortalt det denne gang – fordi, det skulle holdes småt og udramatisk – men nu er jeg næsten ude på den anden side og klar til at dele mine erfaringer. Mit håb er, at det kan være til glæde for andre i samme situation.
For to måneder siden var der igen et fund i min mammografiscreening, og jeg måtte en tur mere igennem møllen. Denne gang med et andet overblik, ro og viden, og heldigvis var der, i modsætning til sidst, udelukkende tale om celleforandringer/forstadier (DCIS). I dag er jeg ovenpå igen, RASK, glad og tryg, opereret – succesfuldt i første forsøg – og mangler nu “bare” tre uger med forebyggende strålebehandling.
Dét, som de fleste kvinder frygter, skete for mig for anden gang for to måneder siden! Min rutinemæssige mammografi viste nogle mikroforkalkninger, som lå i et mistænkeligt mønster, der indikerer, at der kan foregå noget suspekt.
TO gange har jeg nu oplevet, at mammografien viser noget unormalt – ikke mærkbart for mig selv og derfor netop det, som mammografien virkelig skal og kan. Finde små tilfælde, før de bliver store!
Røntgenlægen var ikke i tvivl – det så ud som DCIS igen. Duktal Carcinom In Situ – forstadier til brystkræft, der endnu ikke har evnen til at sprede sig, men bliver, hvor de er, inde i mælkekanalen.
En efterfølgende biopsi viste, at hun havde ret. Der var unormale celler i et lille område på ca. 1 cm.
I 30-50% af tilfældene vil DCIS blive til invasiv kræft i en kvindes levetid. I resten af tilfældene vil de ikke – men problemet er, at man ikke ved, hvem der udvikler kræft, og hvor hurtigt, og hvem, der ikke gør. Derfor sker der en kalkuleret overbehandling af nogle kvinder. Jeg er dog sikker på, at jeg er blevet sparet for et alvorligere forløb i fremtiden.
Først efter operation og mikroskopi ved man, om de unormale celler er begyndt at røre på sig derinde og blive til brystkræft. Så et mammografifund med forstadier er ofte startskuddet til en meget usikker periode.
Forstadier, DCIS som i mit tilfælde, lyder måske uskyldigt, men det kan være så udbredt, at hele brystet skal fjernes, og efter brystbevarende operation er stråler som regel standarden. Men eftersom det ikke har evnen til at sprede sig, så slipper man til gengæld for fjernelse af lymfer, kemo- og hormonbehandlinger.
Meget at glæde sig over
Der var også meget godt i det for mig, når det nu skulle være, at frygten blev til virkelighed:
* Der var ingen knude!
* Området var et lille screeningsfund
* Det var IKKE et tilbagefald, men et nyt tilfælde på den anden side. (Ekstra gode nyheder til mig, der har opgivet antihormonbehandlingen).
Selvom det var møgærgerligt og irriterende, så var der også meget at glæde sig over – og nu kendte jeg jo proceduren. Så her besluttede jeg mig for, at det bedste ville være for mig at holde lav profil, holde tingene nede på jorden og se det hele som en “ekspeditionssag” så godt jeg nu kunne. Og så ellers støtte mig til mine nærmeste familie og tætte venner.
Og det gjorde selvfølgelig en kæmpe forskel, at jeg netop har prøvet turen før og vidste, at jeg kunne klare det hele.
Ingen fjernelse af lymfer – og ingen tumordannelse denne gang!
Efter operationen var jeg selvfølgelig meget spændt på, om der gemte sig grimme overraskelser i området med forandrede celler – det gjorde der sidste gang, for tre år siden, i form af to tumordannelser på 6 mm., så jeg havde en dårlig erfaring med mig i bagagen.
Jeg slog mig dog nogenlunde til tåls med, at der var lavet ti store biopsier på det lille område, og at de kun viste DCIS.
Heldigvis viste det sig at holde stik. Så dermed slap jeg også for fjernelse og undersøgelse af lymfeknuder under armen! Den efterfølgende stramhed under armen tager det nemlig noget tid at få bugt med.
Selvom, man ikke har invasiv kræft, men “kun” forstadier, så er strålebehandling standard for de fleste, der får en brystbevarende operation. Stråleterapi er langt mere skånsom i forhold til tidligere, og jeg ved fra sidst, at de 15 gange (5 dage om ugen i tre uger) ikke kommer til at give mig nævneværdige gener.
To flotte ar!
Jeg skrev en mail til min tidligere, fantastisk dygtige og respekterede kirurg på Herlev Hospital, som havde gjort et så fantastisk job – også kosmetisk – for mig sidste gang. Han tog mig straks ind, og under sine vinger, føler jeg, og igen har han lavet en smuk operation, hvor jeg stort set bare efterlades med et tyndt ar.
Så nu har jeg to flotte ar – et på hver side – der vidner om, hvor heldig jeg er! Jeg er egentlig ikke særlig forfængelig i den henseende, men dog glad for, at jeg er indehaver af to intakte bryster. At jeg er blevet fanget i tide i screeningen. At jeg har haft små tilfælde. At jeg er rask og værdsætter livet.
Brystkræft er mange forskellige ting
Brystkræft er mange forskellige ting og i mange grader af aggressivitet og alvorlighed. Det, som jeg har haft, kommer, med min kirurgs ord, ikke til at lægge mig i graven. Det er rart at høre! Og jeg deler også min historie her, fordi andre, som hver dag kommer i en tilsvarende situation, kan læse, hvordan jeg er kommet igennem.
For selvom det er i den mindre afdeling, og andre står i langt, langt mere alvorlige sygdomsforløb, så er det stadig barskt at komme igennem. Jeg har selv været så heldig at kunnet læne mig op ad gode venner, der er læger og sygeplejesker, og ikke mindst veninder, der selv har været igennem brystkræft- og DCIS-forløb.
Jeg er et nyt sted
Her, efter anden gang i møllen, er jeg nu igen et nyt sted. Jeg har undervejs forliget mig med, at jeg ikke kan kontrollere, hvad der kommer i fremtiden. At frygt tilhører fremtiden, og at jeg ikke har lyst til, at den skal ødelægge mit liv her og nu.
Denne gang har jeg valgt at vende ind i mig selv – fokusere på min væren, på nuet, på roen, på glæden over livet. Mine prioriteter.
Nu, hvor jeg så alligevel også vender ud og fortæller historien, selvom jeg havde besluttet det modsatte, er det i håb om, at det kan være til støtte for andre i samme situation ♥
Om man benytter sig af mammografiscreeningen eller ej er, og skal være, en privat afvejning af fordele og ulemper. For mit vedkommende er jeg ikke i tvivl om, at det har sparet mig for langt større og alvorligere sygdomsforløb i fremtiden.
