Tag Archive for: once upon a time i hollywood

I går var jeg i biografen og se den nye Tarantino-film Once Upon a Time … in Hollywood. Anmeldelserne og trailerne havde talt deres tydelige sprog for en filmelsker som mig, og den skulle selvfølgelig ses. Alene hovedrolleindehaverne – Brad Pitt og Leonardo DiCaprio!!! Førstnævnte viste det sig endda i bar overkrop!!!!

Jeg har svært ved at se noget anti-feministisk i dét, selvom nogle naturligvis har forsøgt sig, om der skulle være noget at være krænket over i filmen, der hylder Hollywoods guldalder og de sidste hårdkogte retromænd, som ryger, spytter, drikker, bander, slås, spiser grimt – både på film og i virkelighedens verden, og måske/måske-ikke endda rydder krævende og uforskammede hustruer  af vejen.

Der er endda en lille me too reference, da Leonard DiCaprios karakter bliver sat grundigt til væg af en lille pige, der er ham intellektuelt overlegen, og i øvrigt ikke bryder sig om at blive kaldt små søde kælenavne. Som en lille fremtidens kvindestemme i skikkelse af den 10-årige barnestjerne Julia Butters, som løber med en del af opmærksomheden i filmen og allerede nu spås en stor karriere.

Underholdende er det, og et stilistisk mesterværk med total tjekket og gennemført 60’er-70’er stil ned i mindste detalje. Selv musikken med datidens store hits er gennemført lækkert. Vi kommer til sidst i filmen ikke udenom Tarantinos sædvanlige koreograferede voldorgie – her må jeg holde mig for øjenene – men det må man tage med. Det er klamt, men referencerne til spattergenren skal jo være der, når det er ham. Til gengæld er der så meget andet, historisk, fantastifuld, humoristik, fantastisk skuespil og ikke mindst gennemført flot.

Vi befinder os i 1969, i en brydningstid mellem den gamle og den nye verden. Leonard DiCaprio spiller westernhelten Rick Dalton, der i 1969 er på godt vej mod enden af sin storhedstid og nu står overfor biroller og usle spaghettiwesterns, der udgør de sidste krampetrækninger. Han har set sin deroute i øjnene, men holdes oppe af sin trofaste støtte, en god gammeldags ven, i skikkelse af hans stuntman Cliff Booth, spillet af Brad Pitt.

Det er begyndelsen på enden for den gamle mandetype. Rick er nedtrykt, men øjner en chance, da tiden største filminstruktør, Roman Polanski, flytter ind i nabohuset. Der mangler lige en anledning til at mødes.

Hippierne er ved at tage over og præger billedet med deres peace and love, som en historisk begivenhed kommer til at kaste store skygger over, da Charles Manson starter sin sekt og beordrer mordet på Roman Polanskis gravide kone, skuespilleren Sharon Tate. Det er en god idé, at være opdateret lidt på den historie, også selvom den – uden, at jeg skal afsløre for meget – bliver omskrevet i filmen. Det her er altså ikke en spoiler.
Du kan læse om Charles Manson på Kino.dk.

Det er en film om mænd, om filmhistorie, om hippier og tidens værste massemorder, om venskab og om opportunisme og overlevelse i en hård branche. Et vanvittigt gennemført  tidsbilledet, coolness fremfor alt. Og jeg var vild det hele.