And just like that havde premiere i går, og jeg var – som så mange andre Sex and The City fans – klar i sofaen til det længe ventede gensyn med heltinderne fra 90’erne, Carrie, Miranda og Charlotte. Samantha må vi undvære, men ellers er det meste ved det gamle. Bortset fra, at de, ligesom os andre, er blevet 20 år ældre, og det er helt fantastisk, at vi får lov at møde dem igen i deres 50’ere!

 

For rigtigt mange kvinder kan betydningen af Sex and The City ikke undervurderes. Serien løb over tv-skærmene i 6 sæsoner fra 1998 til 2004, og en nærmere introduktion behøves næppe. Jeg var fan – og jeg er stadig fan. Og jeg kan den dag i dag stadig finde på at nyde en Cosmopolitan.

Serien var dengang med til at frisætte kvinder i trediverne i deres singleliv, femininitet og seksualitet, den satte venindeskabets betydning i fokus og portrætterede kvindelivet med en helt ny selvtillid og i alle facetter – med eller uden børn og parforhold. Alt blev der talt om, nærmest intet var tabu om det var sex, penge, børn, barnløshed, impotens, moderbindinger, utroskab, aldring og ikke mindst jagten på den eneste ene.

Rigtigt mange af os fandt nogle, vi kunne spejle os direkte i i den serie – og det store spørgsmål var bare, om vi lignede Samantha, Carrie, Charlotte eller Miranda mest. Eller måske var en blanding 🙂

Gråt hår og rynker

Carrie og Miranda på min tv-skærm i går. Stadig cool, lækre, livfulde og skønne kvinder.

Miranda er den i serien, der repræsenterer de gråhårede. Og det bliver vendt og drejet. De andre er stadig farvede, og der er plads til forskelligheder. Fællesnævneren er, at de alle faktisk ser ret naturlige ud. Og det er en KÆMPE befrielse for os, der også er i halvtredserne. Igen kommer de her veninder og kommer til at få en betydning for anerkendelse af os kvinder – ikke længere i trediverne, men midaldrende og på vej til at blive ældre.

 

Et vildt gensyn

For mig var det et vildt og fantastisk gensyn – og ja, det kan lyde latterligt, når vi taler om en tv-serie, men den betyder altså noget. Udover at være underholdende, så er det et af de få serier, der holder et spejl op for os voksne kvinder. Og så endda nogle, vi har fået lov at følge fra 1998!

De to første afsnit bringer os tilbage i livet hos Carrie, Miranda og Charlotte. Kim Cattrall ønskede ikke længere at medvirke, så Samantha er kun med på distancen.
De tre andre er i de samme forhold, så singlelivet er der ikke meget af – MEN, der sker noget efter det andet afsnit! Just like that!
Der bliver en single i serien igen (på en meget trist baggrund) – du har måske allerede læst, hvad der sker, men jeg skal ikke være den, der spoiler.

Ældre – og mere woke

Hos Charlotte er meget ved det gamle – den yngste datter er dog ikke helt enig i dress coden.


Udover at få lov at spejle sig i sine heltinder fra for 20 år siden – og blive inspireret af andre kvinder i halvtredserne, der er naturligt ældre og stadig lige fantastiske og attraktive og med ret til at være her – så har bipersonerne også ændret sig. Serien er fulgt med tiden og er blevet woke.
I Sex and The City var der plads til de homoseksuelle venner – som selvfølgelig stadig er der – men nu er der heldigvis også kommet en del farvede kvinder til og serien forsøger også at omfavne alle køn og seksuelle orienteringer.

Og så er der jo forbrugsræs! Carrie har stadig alle sine smukke sko og rober, men det ser ud til, at det ikke handler så meget om shopping og om at købe nyt. Charlotte køber Oscar de la Renta til sine døtre, men det falder ikke i god jord hos den yngste, som tilsætter en sjov trøje og en mildest talt grim hue i protest.

Så alt i alt er tilpas meget ved det gamle – gensynsglæden med Carrie og alle de andre er stor. And just like that har alligevel også formået at følge med tiden. Det var et vidunderligt gensyn, som jeg allerede nu fornemmer vil få, om ikke lige så stor betydning, så dog betydning for mange af os kvinder, der fulgte med dengang.

Jeg måtte bøje mig for HBO og få et abonnement, men det er det hele værd!!! ♥♥♥♥♥♥

Dodekalitten i Kragenæs på Lolland er en magisk oplevelse

Så fik jeg endelig oplevet Dodekalitten ved Kragenæs på Lolland! Det var et stort ønske at se det store monument bestående af enorme stensøjler med udhuggede ansigter, der endda endnu er under opførelse. Nu faldt vejen forbi på vores sejltur, hvor vi igen skulle besøge Vejrø, og jeg er så glad for at have set det storeslåede kunstværk, der forener skulptur, lyd og natur i en nærmest guddommelig helhed. 

 

Dodekalitten består af stenstøtterne på 7-9 meter med et to meter udhugget hoved øverst. Valget af forskellige stenarter skal repræsentere den nordiske samhørighed.

Stenstøtterne er 7-9 meter høje med et to meter udhugget hoved øverst. Valget af forskellige stenarter skal repræsentere den nordiske samhørighed.

 

Jeg er nød til at dele min store begejstring over Dodekalitten, som ligger ved den lille by Kragenæs på det nordlige Lolland udfor Smålandsfarvandet.

1 km. fra havnen, hvor lagde til i vores båd, op ad en lille vej med marker på begge sider med den smukkeste udsigt over vandet. På bakketoppen er værket Dodelitten – af nogle kaldet Danmarks Stonehenge – under opførelse, men allerede nu et fantastisk monument og en stor oplevelse. På afstand på vejen derop, var jeg fascineret over så stærkt og smukt, nærmest guddommeligt, værket står som et vartegn. For Lolland, for kunsten, for naturen, for os menneskers evne til at føle det storslåede og være en del af noget større.

 

Ordet Dodekalit er græsk og betyder tolv sten!



Ufærdigt fuldendt

Værket er endnu under udvikling. Der er lige nu seks færdige stenstøtter, fire ufærdige og to, som endnu mangler, vel fordi de befinder sig under udarbejdelse hos kunstneren Thomas Kadziola. Monumentet er ikke færdigt eller fuldstændigt, men det virker allerede fuldendt, som det står der i pagt med naturen og som en naturlig proces vokser sig mere og mere hen imod afslutningen.
En dag vil det stå færdigt – efter planen i 2025 – og række ud i tiden langt efter, vi ikke er her mere.

Lydinstallationen forstærker oplevelsen

Dodekalitten i Kragenæs på Lolland er en virkelig stor oplevelse.

Vi bevægede os rundt fra siddesten til siddesten og sugede stemningen til os. Der var, for os, en virkelig stor oplevelse.

Dodekalitten skaber med sine 7-9 meter høje stenstøtter, placeret i en cirkel på 40 meter i diameter, et rum i samklang med naturen. En installation af elektronisk musik/lyde, der kommer ud under 12 siddesten udfor hver figur, som skifter og harmonerer med hinanden, fuldender oplevelsen.

 ”Solkreds” er komponeret af Wayne Siegel og består af skiftende unikke elektroniske lyde, der skabes af et computerprogram med påvirkning af forskellige data som solopgang, solnedgang og tidevand. Dermed skifter lydene og stemningerne, og varigheden af lydene er uforudsigelige.

Dodekalitten indbyder til ro og refleksion!

Stedet indbyder til ro og refleksion!


Uforstyrret er bedst!

Dodekalitten er, forståeligt, blevet et tilløbsstykke. Vi var heldige at være der her først på sæsonen, hvor der kun var få mennesker (som var nogenlunde stille). Oplevelsen er størst, når man ikke forstyrres og kan suge lyde og skønheden til sig og have ro til refleksion eller til bare at læne sig tilbage og være og lade sig føre med.

Da jeg vågnede næsten morgen på båden, løb jeg en tur ved 8-tiden og fik en stund mere helt for mig selv deroppe – i solskin, fuglefløjt og med Dodekalittens magi. Det er en af de løbeture, jeg aldrig kommer til at glemme (og nu ved jeg forøvrigt, hvorfor området kaldes De lollandske Alper 🙂 )

Dodekalitten på Lolland er en stor oplevelse.

Du kan læse mere på Dodekalittens på hjemmeside.

 

Skal du en tur i biffen, er der hele to danske topfilm – begge med Mads Mikkelsen – at vælge imellem for tiden. Thomas Vinterbergs Oscar-kandidat Druk og Anders Thomas Jensens Retfærdighedens Ryttere, der ligger sig i slipstrømmen af succeserne Blinkende lygter, De Grønne Slagtere og Adams Æbler. 

Jeg så Druk for noget tid siden og kunne på stedet se den igen. I dag har jeg set Retfærdighedens Ryttere og følte mig super godt underholdt, men dét var så også det. Hver ting til sin tid, og smag og behag er forskellig og alt, det der – og hvorfor ikke se dem begge? Men skal jeg anbefale den ene af de to film, så er det Druk.

Druk eller Retfærdighedens Ryttere? To kæmpe successer lige nu, men hvilken er bedst?

Refærdighedens Rytter sælger billetter helt vildt – nu også flere end Druk. Og den rammer jo også lige ned i en kæmpe fanskare fra bl.a. Blinkende Lygter og De grønne Slagtere. Her er den sjove dialog, det skæve, actionkomedien og Lars Brygman, Nikolaj Lie-Kaas og Nicolas Bro for fuld udblæsning, ikke som idioter, men som overbegavede, utilpassede og traumatiserede eksistenser. De er super skønne og Brygman med røven bar og Bro i fuld Buddha-figur er det hele værd. Historien er lidt tyndbenet, men hvad gør det, når formen er den samme genkendelige sjove og skæve. Tilsat traumer som død, mobning, overgreb, hævn, skyld og skam – og en overordnet rammefortælling om, at alt hænger sammen og intet er tilfældigt. Helt dumt er det ikke, men så er det heller ikke dybere. Men det er sjovt og underholdende – og med masser af action og skyderier – og et dejligt genkendeligt univers af fantastiske skuespillere (og nogle unge talenter).

 


Druk er den mere subtile historie, den dybere skildring af midvejskrisen og tabet af identitet og mening, men stadig med masser af humor og fantastisk skuespil. Om at begive sig ud i et forsøg på at opretholde en promille på 0,5% som et forsøg – fordi tesen er, at vi mennesker går rundt og mangler den. Hvad alkohol gør ved os. På godt måske, når den er en katalysator til at ryste posen godt og grundigt og i bogstavelig og overført forstand at komme ud på gyngende grund. Og på ondt, når katalysatoren bliver katastrofal, fordi proppen af og katapulterer direkte ned i afgrunden.
En hele vejen igennem æstetisk film. Skuespil i særklasse, en anderledes og smukt fortalt historie, flotte billeder, smagfuld musik, en forrygende fin – og rørende slutscene, hvor Mads Mikkelsen for første gang udfolder sit imponerende dansetalent i en film. Den er for mig et must-see.



Valget er dit. Druk eller Retfærdighedens Ryttere er to meget forskellige film, udover at Mads Mikkelsen er med (og det er måske grund nok til at se dem begge), men jeg ved godt, hvilken jeg ville se, hvis jeg skulle vælge den ene ♥

Så er vi hjemme igen efter seks helt vidunderlige dage i Løkken med ture til de omkringliggende byer Blokhus og Lønstrup – og en lidt længere afstikker til Skagen, hvor det først og fremmest stod i Anna Anchers tegn, som du kan se længere nede.

Højdepunktet er for mig naturen, det rå Vesterhav og de brede strande og store klitter – og noget helt særligt er, som jeg også skrev forleden, turen op til Rubjerg Fyr. Gennem det kæmpe fredede område med overdrev, som jeg er vild med. De lidt ufrodige områder, der bare får lov at stå til græsning, er for mig noget af det fineste. Gåturen derop, hvor overdrevet afløses af den kæmpe vandreklit – og igen af den guddommelige udsigt.

Overdrev ved Rubjerg Fyr

Overdrev med græssende får på vejen op til Rubjerg Fyr

 

Rubjerg Fyr

Rubjerg Fyr, der sidste år blev flyttet 70 meter!

Hver ting til sin tid, og Skagen er naturligvis også altid et besøg værd med de gule huset og havene, Skagerak og Kattegat, der mødes på Danmarks nordligste punkt. Finere butikker og mere liv, bevares, men skulle jeg vælge, blev det Rubjerg Fyr og Lønstrup, og helst lidt uden for sæsonen. At forsamles i Skagen i højsæsonen og drikke Aperol på Ruths Hotel ville jeg personligt aldrig bytte for den oplevelse.

Vandreklit

Her forstår man til fulde, hvad en vandreklit er for en størrelse!

Skagensmalerne

Det fineste er for mig i Skagen er stadig Skagensmalerierne og forestillingerne om, hvordan de store kunstnere har levet i en enklave helt øverst oppe på Danmarkskortet i pagt med lyset og naturen. På tirsdag, hvor det er Skt. Hansaften kan vi jo passende sende en tanke derop til Holger Drachmann, der skrev teksten til Midsommervisen, og hvis hus også kan besøges i Skagen (det har jeg endnu til gode).

Anchers Hus

Anna og Michael Anchers hus i Skagen, som de købte i 1884.

Vi fik genset Anchers hus, der står stort set uberørt siden Anna Anchers død i 1935, og vi var så heldige, at Claus (tak!), der arbejder på museet, havde tid og lyst til at give os en personlig rundvisning ♥ Så fik vi de små historier med og kunne spørge løs undervejs.

Anna Ancher på Skagens Museum

Der er en stor flot særudstilling med Anna Ancher frem til 13. oktober 2020 på Skagens Museum!

Når man har set huset, ser man også malerierne med andre øjne, så et besøg i huset kan anbefales inden museet. Og særligt i øjeblikket, hvor der er en særudstilling med Anna Anchers smukke malerier. Rum og interiør genkender man flere steder fra huset, man lige har oplevet – et hjem, ser det ud til, med liv og varme. Efter sigende altid med åbne døre, hvor gæsterne kunne gå ind og forsyne sig med mad og portvin og afvente værternes tilbagekomst i Michael Anchers atelier. Hvem ville ikke have haft lyst til det?

Anchers hus

En del af Michael Anchers atelier. Et hjem med sjæl og varme – og en familie, der levede i harmoni.

 

Anna Anchers Hus

En smuk plads i huset, hvor man bestemt ikke har været til minimalisme, men har omgivet sig med smukke ting!

 

Malerier i Anchers hus

Der hænger masser af kunst i Anchers Hus – i særdeleshed egne værker, men også andres, som de har fået, byttet sig til eller købt. Her er Anna Ancher nederst og hendes mor Ane Brøndum øverst malet af Michael Ancher.

P.S. Krøyer og Michael Ancher har traditionelt fyldt det meste, når man taler om Skagensmalerne, men Anna Ancher har i år fået den anerkendelse, hun fortjener med den særudstilling af hendes værker. Udstillingen har tidligere i år været vist på Statens Museum for Kunst, hvor den vender tilbage til november. Men indtil da kan du nyde den i de autentiske omgivelser i Skagen. Og selvfølgelig få alle de store værker af de to herrer med også, som ingen af os vel nogensinde bliver trætte af at se.

 

Per Kirkeby maleri

Jeg har lige været på Louisiana og se Per Kirkeby malerier og skulpturer. En udstilling, som du – efter min mening – ikke må gå glip af, hvis du elsker kunst og ellers er i nærheden af Humlebæk.

Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg nu har nået den alder, at jeg har købt årskort til Louisiana 😉  Ikke, at yngre mennesker ikke også kan besidde et årskort (der er endda studenterrabat), men der er jo nok noget om, at det er os kvinder med gråt hår, der er dominerende på mange af vores museer.
Jeg føler mig meget priviligeret at have tid til at komme der lidt oftere – og jeg føler mig faktisk også priviligeret over, at jeg kan nyde det storslåede i kunst, natur og andre ting. Det smukkeste i livet behøver ikke nødvendigvis koste noget eller ret meget.

Læser du indlægget om BLISS – vejen til sundhed gennem anti-inflammatorisk livsstil – så er et af punkterne netop at nyde det storslåede, smukke, dybe.

Jeg er helt vild med, at jeg – efterhånden hjemmevant – kan komme og gå lige så tit, jeg har lyst – og invitere en gæst med på en lille kulturudflugt. Maden er også god (i dag havde jeg lokket Sten med vha. både udstilling og deres virkelig gode buffet ♥). Udsigten er smuk. Udstillingerne altid varierede og spændende.

Men lige nu glæder mig allerede til næste gang, jeg skal op og nyde Per Kirkeby-udstillingen!

Per Kirkeby på Louisiana
Per Kirkeby er en af mine allerstørste yndlingskunstnere, og udstillingen tog virkelig nærmest pusten fra mig, da jeg trådte ind i rummet.
For mig er det fuldendt skønhed, selvom Per Kirkeby efter sigende på ingen måder ønskede at lave noget, som var smukt. Men skønheden findes nu alligevel i det storslåede, det harmoniske, det nærmest religiøse udtryk.

Per Kirkeby maleri

 

Den store Per Kirkeby udstilling kan ses helt frem til 21. juni 2020.
Se mere på Louisiana.dk.

 

Parasite Oscarvinder

 

Har du fået set Oscarvinderen Parasite? Den sydkoreanske film er så vild både i form og handling. Et sandt mesterværk, som jeg til fulde forstår er løbet med prisen som Bedste Film (og Bedste Instruktør samt Guldpalmen i Cannes).
Alene det, at Donald Trump har kritiseret, at en ikke-engelsksproget film har fået prisen, burde være grund nok til at se den!!! 😉

Jeg har også set den anden helt store Oscar-film, 1. verdenskrigsfilmen 1917. For mig er den helt åbenlyse forskel på de to, at jeg ikke har skænket 1917 en tanke siden, selvom den var en flot og også stærk fremstilling af 1. verdenskrigs umenneskelighed.
Men Parasite er en film, som i detaljen vil forblive i bevidstheden meget længe. Måske altid.

Subtil fremstilling af klasseskel

Parasite foregår i Sydkorea, hvor en familie lever i en ussel kælderbolig. De ernærer sig med lidt løsarbejde og er passive, sløsede og opgivende, indtil sønnen får mulighed for at svindle sig til et job som privatlærer i en meget rig familie. Snart får han resten af familien svindlet ind, søsteren som kunstlærer, moderen som husholderske og faderen som chauffør. På bekostning af de tidligere ansatte – det er alles kamp mod alle i samfundets nederste lag, hvor man kan smides væk fra den ene dag til den anden.

Det kunne have været en banal klasseskildring, men det er Parasite så langt fra. Det er en vild og nytænkende film i dens krydsfelt mellem alvor og komedie, fra lyst og let til kulsort og med en overraskende og morbid drejning. Alvoren siver langsomt ind i beskueren både under filmen, men også bagefter, når man fordøjer det hele.

Så spændende i både form og indhold og med sin helt egen stærke fremstilling af forskellene på rig og fattig i et moderne samfund som det sydkoreanske.

Er du filminteresseret, må du selvfølgelig ikke gå glip af Parasite ♥♥♥♥♥♥

I går var jeg i biografen og se den nye Tarantino-film Once Upon a Time … in Hollywood. Anmeldelserne og trailerne havde talt deres tydelige sprog for en filmelsker som mig, og den skulle selvfølgelig ses. Alene hovedrolleindehaverne – Brad Pitt og Leonardo DiCaprio!!! Førstnævnte viste det sig endda i bar overkrop!!!!

Jeg har svært ved at se noget anti-feministisk i dét, selvom nogle naturligvis har forsøgt sig, om der skulle være noget at være krænket over i filmen, der hylder Hollywoods guldalder og de sidste hårdkogte retromænd, som ryger, spytter, drikker, bander, slås, spiser grimt – både på film og i virkelighedens verden, og måske/måske-ikke endda rydder krævende og uforskammede hustruer  af vejen.

Der er endda en lille me too reference, da Leonard DiCaprios karakter bliver sat grundigt til væg af en lille pige, der er ham intellektuelt overlegen, og i øvrigt ikke bryder sig om at blive kaldt små søde kælenavne. Som en lille fremtidens kvindestemme i skikkelse af den 10-årige barnestjerne Julia Butters, som løber med en del af opmærksomheden i filmen og allerede nu spås en stor karriere.

Underholdende er det, og et stilistisk mesterværk med total tjekket og gennemført 60’er-70’er stil ned i mindste detalje. Selv musikken med datidens store hits er gennemført lækkert. Vi kommer til sidst i filmen ikke udenom Tarantinos sædvanlige koreograferede voldorgie – her må jeg holde mig for øjenene – men det må man tage med. Det er klamt, men referencerne til spattergenren skal jo være der, når det er ham. Til gengæld er der så meget andet, historisk, fantastifuld, humoristik, fantastisk skuespil og ikke mindst gennemført flot.

Vi befinder os i 1969, i en brydningstid mellem den gamle og den nye verden. Leonard DiCaprio spiller westernhelten Rick Dalton, der i 1969 er på godt vej mod enden af sin storhedstid og nu står overfor biroller og usle spaghettiwesterns, der udgør de sidste krampetrækninger. Han har set sin deroute i øjnene, men holdes oppe af sin trofaste støtte, en god gammeldags ven, i skikkelse af hans stuntman Cliff Booth, spillet af Brad Pitt.

Det er begyndelsen på enden for den gamle mandetype. Rick er nedtrykt, men øjner en chance, da tiden største filminstruktør, Roman Polanski, flytter ind i nabohuset. Der mangler lige en anledning til at mødes.

Hippierne er ved at tage over og præger billedet med deres peace and love, som en historisk begivenhed kommer til at kaste store skygger over, da Charles Manson starter sin sekt og beordrer mordet på Roman Polanskis gravide kone, skuespilleren Sharon Tate. Det er en god idé, at være opdateret lidt på den historie, også selvom den – uden, at jeg skal afsløre for meget – bliver omskrevet i filmen. Det her er altså ikke en spoiler.
Du kan læse om Charles Manson på Kino.dk.

Det er en film om mænd, om filmhistorie, om hippier og tidens værste massemorder, om venskab og om opportunisme og overlevelse i en hård branche. Et vanvittigt gennemført  tidsbilledet, coolness fremfor alt. Og jeg var vild det hele.

I går var der forpremiere på Lasse Rimmers nye show Færre end 3, som indtil den 11. maj kan opleves på Folketeatret i København og til efteråret på turne rundt i landet.

I den nye comedyshow hæver Lasse Rimmer sig op over den danske mainstream stand-up og foretager næsten et genreskifte, hvor han, med stort mod, blander humor med alvorlige emner. Det er sjovt. Det er rigtigt sjovt, og det er lang tid siden, at jeg har grinet så oprigtigt af noget, og det er ikke bare plat og småperfidt som så meget standup ellers godt kan køre lidt i tomgang omkring.

Det er også alvorligt – og dybt personligt – og han har modet til at lade et par, endda temmeligt lange, passager indgå, som handler om døden, og hvor stemningen i salen sænker sig. Hvorefter han med en begavet joke vender stemningen på et sekund.

Alder og døden som comedy

Alder er et gennemgående tema i showet, hvor Lasse Rimmer som 47-årig begynder at føle sig lidt gammel – og ovenikøbet som et gammelt svin med en 20 år yngre kæreste! Vi kommer igennem datinghistorier, ekskærester og bitterhed, jalousi og brud. Sjove alderstegn og en beskrivelse af Luksusfælden, han har en stor facination af, der er guld værd. For er der noget bedre end andres ulykke og taberliv?

Det er selvudlevering på det dybeste plan, når han fortæller om kæresten Line,  der er hjertetransplanteret med en forventet restlevetid på omkring 10 år. Man kan spørge sig selv, hvordan man lever med sådan en situation, og hvordan man gør det som morsom mand – men det viser Lasse Rimmer for fuld udblæsning kan lade sig gøre. Netop med humor, ved at se tingene i øjnene og få det bedste ud af tingene. Måske også ved at give fanden i det hele og tage nogle chancer, som showet på rørende vis slutter med at afsløre (og som jeg selvfølgelig ikke vil spoile her).

Showet er en lille følelsesmæssig rutschetur af sjov og alvor, men allermest er det bare utroligt sjovt og skarpt leveret med et enormt nærvær.
Humoren binder det hele sammen på fornemste vis, og gør stand-up til en helt ny nærværende, begavet og vedkommende oplevelse. Det er et voksent show og Lasse Rimmer formår at være i en fantastisk kontakt med publikum, ærlig og vedkommende og topprofessionel. Færre end 3 er simpelthen et dødhamrende suverænt show, som har fortjent ikke mindre end seks stjerner her på bloggen!

Find spilletider og billetter her.

 

Bellevue Teatret har med Den Evige Ild i al sin enkelhed skabt en smagfuld og storslået musical i international klasse! *****

Ken Folletts succesroman Den Evige Ild er blevet til endnu en imponerende musical her i Danmark, hvor Bellevue Teatret har fået verdensrettighederne til bringe bestselleren til live på scenen. Det er anden gang, at direktør Pia Jette Hansen, som den eneste nogensinde, har fået forfatterens tilladelse til at omdanne en af hans romaner til en musical. Hun stod også bag, da Østre Gasværk Teater i 2016 opsatte Jordens Søjler, som tiltrak flere end 73.000 publikummer.

Den Evige Ild er tredje bind i Kingsbridge-serien, der siden udgivelsen i efteråret 2017 har solgt over 100.000 eksemplarer i Danmark. Ken Follett var tilstede og overværede musicalen til premieren i fredags, og han kom naturligvis med på scenen og modtog det stående bifald.

Den evige ild Bellevue

Den Evige Ild er et resultat af samarbejdet mellem manuskript- og sangforfatteren Thomas Høg, komponisten Lasse Aagaard og manuskriptforfatter og instruktør Sune Svanekier, der også stod bag musicalen Jordens Søjler.
De formår at få komprimeret den 900 sider lange roman, der foregår i England og Paris – og de giver os både det storpolitiske spil, kærlighedshistorien og kampen mellem tyranni og frisind på fornemste vis. Jeg tror ikke, at bogens mange fans vil gå skuffet fra forestillingen, men finde at opgaven er løst med bravour.
Det er i det hele taget imponerende, at de på Bellevue Teatret med få virkemidler på scenen, og et relativt lille ensemble, får rullet den store episke fortælling ud til en enkel, men alligevel storslået musical af høj klasse.

En kamp mellem mellem frisind og tyranni!

I Den Evige Ild står den nye Dronning Elizabeth I alene som protestantisk regent i 1500-tallets Europa, der er præget af katolicisme og forfølgelser af anderledes troende, som risikerer at blive brændt levende på bålet. Ydermere står den unge katolske kusine Mary Stuart, som af den engelske katolske adel betragtes som den retmæssige arving til tronen, klar i kulissen i Paris.

Dronning Elizabeth opretter derfor landets første efterretningstjeneste, hvor den unge Ned Willard bliver hemmelig agent i en tid med religiøs ekstremisme, vold og drab overalt i Europa.

I Neds hjemby – den gamle katedralby Kingsbridge – står kampen også mellem protestanter og katolikker, og forhindrer ham og hans store kærlighed, den katolske Margery, i at få hinanden.
I Paris møder han den franske protestant Sylvie, og sammen overlever de massakren på Bartholemæusnatten, hvor 5.000 protestanter bliver nedslagtet. De tager til England for at gifte sig, og her møder de Margery, Neds gamle store kærlighed, der bærer på en stor hemmelighed.

Ned elsker begge kvinder og må sande, at den sande fjende, dengang som nu, ikke er de stridende religioner. Kampen står i virkeligheden mellem dem, der går ind for frisind og tolerance, og de tyranner, der med alle midler vil underlægge alle andre deres syn på verden.

Ned spilles af den unge Christian Collenburg, der har både nærvær og karisma i både sit skuespil og ikke mindst i sin stemme. Jeg har tabt mit hjerte til hans fine klang, der ikke bliver for skolet, og måske endda har lidt små begrænsninger, men har både personlighed og en lille fin vibrator.
Lyt bare her til den smukke sang Hvor er Gud.

De 13 skuespillere og 3 musikere forvandler sig i et væld af kostumer, og sceneskift mellem England og Frankrig, og skaber en enkel og smagfuld forestilling, der gennem det sublime skuespil, musik og sang alligevel gør den til en stor musicaloplevelse. Historien er medrivende og de knap tre timer inkl. pause bliver på intet tidspunkt langt.

Musikerne skaber med deres historiske instrumenter en flot baggrund for fortællingen, der i første omgang kan virke skrabet, men udvikler sig gennem forestillingen. I det hele taget er forestillingen upompøs og vinder uden at være oppustet og oppulent. I rollen som Dronning Elizabeth ser vi den altid så suverænt syngende Xenia Lach-Nielsen, der spiller rollen med styrke og autoritet.

Som nye lysende stjerner står også de tre unge talentfulde kvinder Silke Biranell, Camille-Cathrine Rommedahl og Monica Isa Andersen.
Sidstnævnte her i endnu et af mine favoritnumre fra forestillingen Man Taber og Man Vinder, som er Mary Stewards afsked på vej mod skafottet.

Man taber og man vinder….i mine øjne er Den evige Ild på Bellevue Teatret en vinder!
En enkel og upompøs, men flot og storslået, musical med flotte skuespilpræstationer, smukke stemmer og melodier, som er musicalklassikere værdige. Den vil være en fornøjelse for både musicalelskere og fans af Ken Follets store historiske romaner.

 

Bellevue Teatret ligger lige ved Klampenborg Station og har desuden 200 gratis parkeringspladser. Har du endnu ikke været der, er det måske nu, du skal opleve det smukke teater, der er et af Arne Jacobsens hovedværker fra 1936.

Du finder mere info og billetter her.

Erasmus Montanus østre gasværk

Der er lige nu og frem til den 16. marts chance for at se Christian Lollikes anmelderroste gentækning af Holbergs komedie Erasmus Montanus fra Aarhus Teater på Østre Gasværk i København!

Forestillingen var opsat i Aarhus i anledning af Kulturbyåret sidste år, og vandt ikke mindre end tre Reumertpriser for Årets Teaterforestilling, Årets Scenedesign og Årets Mandlige Hovedrolle!
Sidstnævnte, hovedrolleindehaveren Anders Jebro, leverer en imponerende præstation – både i fysik og ikke mindst verbalt – som den arrogante og bedrevidende Rasmus Bjerg, der vender hjem til landsbyen på “Bjerget”. Nu under sit nye latinske navn Erasmus Montanus, hvor han nedladende og selvsikkert diskuterer og parlamenterer og fører bevis for både den ene og det andet, bl.a, at hans mor Nille, spillet af Lotte Andersen, er en sten!
Udfordret blive han dog af degnen, spillet med stor humor af Lars Brygman, den selvbestaltede lærde mand i byen, der faker sig igennem med sit skralde-latin. Og hvem og hvad skal man tro, når man ikke selv fatter et ord? Så er det måske bedst at holde sig til det, vi kender.

Jeg gør opmærksom på, at jeg var inviteret af Østre Gasværk Teater til at se forestillingen!

I denne moderne udgave er den gamle Holbergske bondedialekt forsvundet, og til gengæld er nye subtile virkemidler taget i brug for at illustrere skellet mellem de ignorante og gudsfrygtige bønder og den lærde og overlegne Erasmus. Broderen, som ikke er så enfoldig, som man måske først skulle antage (og som Erasmus, betragter ham), har endda lidt indvandreraccent. Han udfordrer Erasmus og antyder, at det jo trods alt er ham, der med sine egne hænder arbejder, så han har mulighed for at studere i København!

Scenen er sat som et gammelt dukketeater til papfigurer, farveløst og fladt – endimensionelt – lige indtil Erasmus vender hjem til Bjerget. Han er farverig, flagrende, artikulerende, passioneret, diskussionslysten og med en ny erkendelse om verden og oprindelsen af vores fælles værdier. At jorden er rund kan ikke godtages af det lille samfund, og ej heller, at vores værdier ikke er kristne, men stammer fra oplysningstiden. “Danmark er et fladt og kristent land“, lyder mantraet, som Erasmus til sidst må erkende stik imod alle sine principper og al sin viden.

Erasmus Montanus aarhus teater

Lige så spidsfindigt er forestillingen bragt ind i vor tid, og giver det klassiske stykke fra 1723 en aktualitet, hvor de værdipolitiske linjer og opfattelser af verden er skarpt optrukne. Nu diskuterer vi blot ikke om jorden er flad, men det multikulturelle står overfor det nationale værdifællesskab i vores “flade kristne land”.

Der er grin, som i den klassiske komedie – også i den for mig lidt platte ende – og der er tilsat grotesk Monty Python-agtig humor og sjove anakronismer (jeg elsker, da Erasmus’ bror pludselig kører Puch Maxi med mælkekasse). Erasmus vælter i bogstaveligste forstand væggene ind til nutiden og afklæder hele forestillingen. For til sidst selv at ende som den afklædte.
Der er en dværg, en burka og en pigegarde, og nu siger jeg ikke mere. Jo, du skal nok være forberedt på, at den nøgne Erasmus bliver trukket rundt i sin diller, mens publikum aktivt er med til at nedgøre ham. Det er provokerende, morsomt, grotesk – og ikke mindst udfordrende og tankevækkende!

Erasmus Montanus på østre gasværk

At kaste en tomat mod et andet menneske – teater eller ej – på grund af dennes holdninger og overbevisning, er grænseoverskridende. Jeg havde ikke lyst, men gjorde det alligevel. Medløbere kan vi vel alle blive!

ERASMUS MONTANUS kan opleves på Østre Gasværk Teater frem til 16/3 

 

 

 


Netop hjemvendt fra Østre Gasværk Teater kan jeg stadig ikke få armene ned over deres smukke musikalske teateropsætning af Pelle Erobreren, så jeg må straks til tasterne og anbefale dig forestillingen, hvis du er i nærheden af København.

Det gamle gasværk danner den perfekte ramme, musikken og sangene er smukke, og hele opsætningen har præcis den enkelhed, eller skal vi sige mangel på storladenhed, som fortællingen fortjener. Det hele står nøgent og uforstyrrende, og fra første dejlige strofe musik havde jeg helt overgivet mig til fortællingen og lod mig rive med og svømme hen i de ca. 2 timer, forestillingen varer.

Jeg er jo ikke professionel teateranmelder, men skriver fra hjertet, hvad jeg oplever – og jeg var fuldstændig med hele vejen!

Forestillingen er let og lettilgængelig, og meget medrivende! Den er, trods den barske historie, sød, og til tider sjov – men også smuk og først og fremmest rørende. Historien er alvorlig, men med den undertone af optimisme, som Lassefar, trods umenneskelig hårde kår, forsøger at indprente sin søn. Tro mod den optimisme, der præger Martin Andersen Nexøs romaner. Altid med en revolutionær forhåbning om forandring.

Jeg havde glædet mig til at se Thomas Bo Larsen i rollen som Lassefar, som han har modtaget så meget ros for, men netop i dag var han erstattet af Morten Lützhøft. Skuffelsen blev dog meget kortvarig, for jeg må sige, at han gjorde et fantastisk job. I en mindre rolle ses den skønne Kaja Brüel, som stråler med både sit skuespil og ikke mindst hendes sang, så det er svært at lade være med at fremhæve hende, selvom alle fortjener ros – både skuespillere og musikere. Det var i øvrigt også dejligt at se Birgitte Raaberg i en fin lille rolle. Børnene i forestillingen spiller og synger overbevisende, ikke mindst Pelle, som spilles forrygende af Lucas Lomholt Eriksen.

En eviggyldig historie om mennesket selv!

Selve historien om Pelle og Lassefar behøver vel næppe den store introduktion. Om enkemanden Lasse og hans søn Pelle, der søger lykken på den anden side af sundet, på Bornholm, og ender på Stengården, hvor de arbejder fra solopgang til solnedgang for en ussel løn og under kummerlige forhold. Evigt rørende og på en gang beskæmmende og håbefuldt.

 Romanen, som er et hovedværk i dansk litteratur og kendt over hele verden, skrev Martin Andersen Nexø i starten af 1900-tallet, hvor han gav en af de vigtigste stemmer til de fattige og undertrykte og beskrev det danske samfunds dybe sociale urefærdighed. Altid med en ukuelighed tro på, at det retfærdige i mennesket ville sejre en dag. En socialrealisme, der har været med til at forme det fantastiske samfund, som vi er en del af i dag.

Som han selv beskriver det i forordet til bogen, at det er “en bog om proletaren – altså om mennesket selv“. Derfor er den stadig relevant. Den handler om mennesker, om de udsatte, dem, der kæmper mod fattigdom og uretfærdighed. Og er samtidig en universel historie om kærligheden mellem far og søn, og om at forsøge at videregive en ukuelighed og en tro på, at livet kan blive bedre for den næste generation.

En smuk og underholdende forestilling. En rørende fortælling. Og en virkelighed for ikke så længe siden endda.

Nu skal det ikke blive alt for alvorligt, for det er en let og underholdende forestilling, som man går fra både rørt og let om hjertet.
Men alligevel får jeg lyst til at tilføje, at når vi i dag læser og ser Pelle Erobreren, må huske på, at det var ramme alvor for mennesker i en ikke så fjern fortid.

Martin Andersen Nexø ankom selv til Bornholm som otteårig i 1877, hvor han hurtigt kom ud og tjene som vogterdreng. Akkurat som Pelle. Hans egen opvækst var præget af dyb fattigdom og en alkoholiseret far. I hans eget tilfælde var det moderen, der holdt sammen på tingene, ligesom Lassefar på sin egen måde formår at ruste Pelle til at tro på et bedre liv ude i den store verden. Martin Andersen Nexø blev selv, mod alle odds, den store arbejderforfatter, der kaldte underklassen sammen i et fællesskab, der er med til at udvikle det danske samfund, vi kender i dag.

Lidt tankevækkende er det, at Østre Gasværk, som i dag danner den smukke og rå ramme om forestillingen, åbnede på den samme tid, i 1878, for at imødegå Københavnernes stigende behov for bygas.
Det hele står endnu – og historien om Pelle og Lassefar vil og må altid røre vores hjerter.

Du kan se mere og bestille billetter til Pelle Erobreren på Østre Gasværk Teater her.

 

Vi følger op på successen fra sidst, hvor vi havde en hyggelig tur i biografen og se Tully.

Så nu er det igen blevet tid til, at jeg har fornøjelsen at invitere fire af jer + ledsagere med en tur i biffen sammen med mig.
I får billetter, popcorn/drikke og ikke mindst en super fantastisk Goodiebag.
Det bliver på torsdag den 31. maj i Kinopalæet i Lyngby.  kl. 19. Vi mødes 18.30.

KONKURRENCEN ER SLUT – TILLYKKE TIL Anita Bagge, Tina,
Pia Jørgensen og Camilla Weibel. Jeg glæder mig til at hilse på jer alle! ♥

Denne gang skal der grines igennem, når vi skal til premiere på I Feel Pretty med den amerikanske stand up’er Amy Schumer.

TJEK LIGE den her trailer ud!!!!!!! 🙂 🙂 🙂

Det er den perfekte film til en tøsetur, og jeg vil glæde mig til en tur i biffen med dig og din veninde/mor/datter/søster.
Læs længere nede, hvordan du er med i lodtrækningen.

♥♥♥♥♥
Der er også en GAVE til alle i form af en rigtig lækker Goodiebag med nogle af mine egne favoritter. Du får:


En 30 ml. tube med Filorga NCTF Reverse Cream.  (værdi 495 kr.)

Cremen kan  bruges morgen og aften, hvor den giver masser af næring, liv og fugt.

Den indeholder Filorgas NCTF-kompleks, som vandt Årets Innovation ved Danish Beauty Award 2108. NCTF er sammensat af 53 aktive ingredienser, herunder aminosyrer, vitaminer, enzymer og mineraler. Denne cocktail giver huden et boost, der virker på mange forskellige områder – minimerer rynker/linjer, giver fastere hud, mere levende udstråling, gennemfugter, minimerer porer og giver mere ensartet hud.

Læs mere om cremen her(reklamelink)

 

 

 


   

Sachajuan Moulding hårspray (værdi 135 kr.)

Et multi-styling produkt som hurtigt og enkelt giver definition, separation og glans.

Sprayen giver dig et naturligt stylet look som giver en fornemmelse af “2ND DAY HAIR”

ANVENDELSE: Ryst kraftigt før brug. Spray jævnt henover de længder du ønsker at behandle. Takket været den fine fordeling af MOULDING SPRAY på de udvalgte områder kan du forme håret som du vil.
Anvendes først og fremmest på tørt hår.

Se Sachajuan hos Matas her(reklamelink)

 

 

 

 

 

 


 

7-dages sæt med Sensai Cellular Performance Extra Intensive Cream, i alt 7 ml. (værdi 420 kr.)

7 dagsportioner af den super intensive luksuscreme fra Sensai, der booster energiproduktionen i hudcellerne i både dermis og epidermis, hvilket vil sige det øverste og mellemste hudlag. Den genopretter hudens fasthed og giver ekstra fugt og fornyet udstråling.
Øjencremen i samme serie var nomineret til en Beauty Award 2018 for årets luksus ansigtsplejeprodukt!

Oplev forskellen efter syv dage!

Læs mere om cremen her.

 

 

 

 

 

 

 


 

Neglelak fra Kure Bazaar (værdi 125 kr.) 

I Goodiebag’en er der også en neglelak fra Kure Bazaar i en assorteret farve.
De skønne lakker har en 85% naturlig formel uden farlige stoffer.

 

 

 

 


1000 tak til Scanbox for at sponsorere biograf- og gufbilletter. Til Filorga, Sensai og Sashajuan for de lækre beautygaver. Og til Kure Bazaar for fine lakker.

VÆR MED I LODTRÆKNINGEN OM 4 x 2 BILLETTER!


For at deltage i lodtrækningen skal du bare skrive en kommentar i feltet herunder.
Skriv bare lidt om, at du gerne vil med – og evt. hvem du kunne tænke dig at invitere på torsdag den 31. maj i Kinopalæet i Lyngby
(på dagen får du 2 billetter, og du kan frit give den ene til hvem, der nu har lyst og kan). 

Allerede på onsdag trækker jeg 4 tilfældige ud, der får hver 2 billetter til premieren på torsdag den 31. maj, hvor vi mødes i Kinopalæet omkring kl. 18.30 og filmen går kl. 19.

Jeg finder vinderne på mandag den 28. maj og glæder mig allerede rigtigt meget til at hilse på dig og din ledsager ♥