Tag Archive for: satirisk

Døden kører Audi

Christian Bang Foss’ “Døden kører Audi” er en underholdende, satirisk og moderne roman om reklamemanden Asger, der bliver tvunget ud i et job som handicaphjælper for verdens sygeste unge mand Waldemar, der lever et trøstesløst liv i betonghettoen “Stentofte”, der nok skulle få vores andres småproblemer til at blegne.
Asger befinder sig i en kæmpe deroute, har mistet job, kæreste og bonusbarn, og har mistet kontrollen over sig selv, sin økonomi og døgnrytme, og fylder sig med dårligt tv, alkohol og junkfood. Måske er det i virkeligheden hans held, at han bliver tvunget ud i et job, som han normalt havde fundet under sin værdighed!

Døden kører audi

I bogen tegnes et skarpt billede af lovløsheden, håbløsheden og mentaliteten i ghettoen, og der lægges ikke fingre imellem i både beskrivelse af indvandrenes vold, og de danske bistandsklienter, der kender lovgivningen ud og ind, og hvis højeste mål i livet er at opnå en varig pension. Undervejs går det fx op for Waldemar, hvorfor hans forældre kaldte ham deres lille guldklump – og det var ikke af kærlighed!
Det er dejligt befindende, at nogen er politisk ukorrekt og bekriver det sorte, dæmoniske og vulgære, som også findes i vores verden. Og så ovenikøbet top underholdende – der er mange gode, høje grin at hente undervejs.

Umiddelbart er Asger og Waldemar ikke det oplagte match, men de finder hinanden i en fælles humor og et fælles sprog, og sammen beslutter de at drage på eventyr – i første omgang bare langt væk fra Stentofte. Målet bliver en klog mand i Marokko, som helbreder de syge, og det lykkes – dog uden hjælp fra næsehårspillende socialrådgiver-skrankepave – at skaffe penge til turen. Det bliver en anderledes, og til tider dramastisk, rejse, hvor de bl.a. gør ophold hos et dansk flipperkollektiv i Frankrig, men også Waldemars sidste håb, da de kører afsted bogstaveligt talt med døden i hælene.

Hvis du hader afslutninger, der står lidt åbne – måske endda en lidt svag afslutning på en ellers fantastisk roman – så er der en risiko for, at du umiddelbart vil føle dig lidt skuffet. Det gjorde jeg selv i første omgang, men tilgæld gav den – som den slags afslutninger jo har det med at gøre – stof til eftertanke. Historien bliver hængende på en anden måde, fordi den tvinger os som læsere til at tænke videre selv.  Og historien er så god, skarp, satirisk og underholdende, at den under alle omstændigheder kan anbefales.

245 kr. hos Saxo.com