Når ens allernærmeste bliver ramt af alvorlig sygdom, er det som om, at hele verden svinder ind. Alle tanker bliver koncentreret om én ting, og det er den vigtige person i ens liv, der ligger ned og er ramt. Angst, medfølelse, håb – og hvordan man i sin magtesløshed vil gøre alt, hvad der står i ens magt for at hjælpe, støtte og være der.
Lige nu føler jeg mig selv meget lille. For det er min mor, som ellers aldrig fejler noget, der er på sygehuset og heldigvis i stille og rolig bedring efter, at hun i mandags blev ramt af en blodprop i hjernen. Uanset, hvor gammel, man er, så vil der, for de flestes vedkommende, være et uendelig blødt og sårbart punkt i hjertet, når det kommer til ens forældre – og omvendt naturligvis.
Jeg er så uendelig taknemmelig for, at min mor er hos os, og at skaderne efter blodproppen – trods alt – viser rigtigt gode og lovende tegn på at kunne genoptrænes. Hun er SÅ sej, og jeg er så stolt af, hvordan hun tager det hele i stiv arm, og hvordan hun gør en kæmpe indsats for at komme tilbage på banen. Det ene ben og den ene arm skal trænes op til at fungere igen, og talen skal helt tilbage på plads, men det går lidt fremad dag for dag. Heldigvis er intellekt, hukommelse – og humor – ikke ramt, og jeg, og vigtigst af alt, hun selv, tror fuldt og fast på, at hun kommer tilbage til normalen ♥
Viola og min mor er pot og pande, og jeg kan ikke vente, til hun kan komme med hjem på besøg igen!
Som et lyn fra en klar himmel
Den ene dag, taler vi sammen som sædvanlig, og den næste er hun, som et lyn fra en klar himmel, på vej til hospitalet. I sidste uge gravede hun have, og vi udvekslede erfaringer med vores syltede pærer, og talte om julen – og nu kæmper hun for at få førligheden tilbage i højre side. Men hun er så vanvittig cool og gør det hele så godt. Alle hendes prøver er tip-top, hun bruger utrolige kræfter på at koncentrere sig, så hjernen kan oprette nye forbindelser, så nu kan vi heldigvis se fremad.
Men pludselig er verden lille, og andre ting synes temmelig ligegyldige. Vores familie er rykket tæt sammen i bussen for at støtte min mor og være sammen med hende.
Det kan godt være, at min verden er lidt reduceret for tiden, men man skal huske på, at min mors verden for en tid er blevet en seng og et hospital, fremmede – men søde – mennesker, træning og det ene sigte at arbejde sig tilbage. Hun er heldigvis i gode hænder og undersøgt på kryds og tværs og sat i behandling, så alt bliver godt igen. Og vi i familien har pakket hende godt ind, så vi kæmper sammen, og det ikke er mange timer, hun er overladt til sig selv.
Vi skal huske glæden og taknemmeligheden!
Jeg er SÅ taknemmelig for, at jeg stadig har min mor – og selvfølgelig min far, der også er super sej i hele denne situation. Jeg er dybt taknemmelig for, at vi slap med skrækken, og at min mor, trods alt, ikke er hårdere ramt, selvom det naturligvis er slemt. Men hendes intellekt og sind er det samme, og det er også en stor trøst, at vi nu igen kan tale sammen i telefonen.
Verden er svundet ind for en stund, men der er så meget godt i den stadigvæk, og jeg synes, der er grund til at føle sig heldig og taknemmelig.
Det kan ikke siges tit nok: husk at værdsætte hver eneste dag og alt det, du har! Livet er skrøbeligt, og når vores normale liv bliver taget fra os, som min mor oplever i øjeblikket, så ser vi pludselig, at selv den mindste ting har betydning. De bittesmå ting, som vi tager for givet, men som man ville give alverden for, når de bliver taget fra os. Om det bare er at sidde i en solstråle eller mærke den friske luft, at kunne udføre sine daglige gøremål, føre en samtale, lave den mad, man har lyst til, gå en tur – og ikke mindst, at vi har hinanden ♥
