Appelsinmarinerede jordbær med creme
Her får du opskriften på en rigtig fin sommerdessert med sæsonens lækre jordbær. Et lidt mere raffineret alternativ til jordbær med fløde, hvor der er tilsat sukker og appelsin, men stadig enkel at have med at gøre.
Til 6 personer skal du bruge
1 kg jordbær
2 dl sukker
1½ dl appelsinsaft
Creme
2½ dl. flødeskum
2 dl. creme fraiche 9%
2 spsk sukker
1 tsk vanillesukker
2 tsk revet appelsinskal
- Pres appelsinerne til marinaden. Husk at rive skallen til creme, før du presser appelsinerne.
- Blad appelsinsaft og sukker, og rør godt rundt til sukkeret er godt opløst. Smag marinaden til og tilsæt evt. mere sukker afhængig af jordbærrenes sødme.
- Skær jordbærrene i halve eller kvarte afhængigt af størrelsen og vend dem i marinaden. De skal trække i mindst en time, men friske faste bær kan sagtens ligge 2-3 timer uden at blive smattede.
- Pisk fløden til en ikke for tynd flødeskum.
- Rør creme fraiche, sukker, vanillesukker og appelsinskal i flødeskummet. Smag cremen til og tilsæt evt. mere sukker, vanille og appelsin efter smag. Jeg har på billedet brugt hjemmelavet vanillesukker, så derfor kan du se rester af hakket vanillestang, som jeg har pyntet lidt med på toppen.






Skriv en kommentar
Skriv din kommentar her!Alle er velkomne til at deltage