,

Jeg er opereret og intakt – og føler mig så lettet, taknemmelig og glad!


Som du kunne læse i sidste uge, skulle jeg i går opereres for en lille celleforandring (DCIS) i mit venstre bryst. I tirsdags var jeg også igennem en MR-scanning, fordi der – trods dobbelt biopsi – stadig også var usikkerhed omkring en lille knude i højre side. Jeg var derfor meget spændt, da jeg mødte op i går morges, om jeg skulle opereres i begge bryster, eller kun i det ene.
Jeg ved også, at mange har været så søde at følge med her på bloggen, så nu skal du høre, hvordan det er gået!

Hvordan ville det komme til at se ud? (lidt forfængelig er man vel)

Da jeg stod i brusebadet  i går morges og kiggede ned af mig selv, var jeg fuld af tanker om, hvordan jeg mon ville se ud, når jeg kom hjem igen. Skulle jeg opereres i begge bryster eller kun i venstre? Og ville jeg få en “hulning” i brystet, dér hvor forandringen skulle tages ud?

Da jeg i sidste uge fiskede efter, hvordan det ville se ud bagefter og forsigtigt spurgte lægen, om det kunne ses var svaret, at dét kunne det. Med tryk på dét!
Jeg tror, de er bange for at skabe for store positive forventninger og derefter blive klandret efterfølgende. Så helt rolig var jeg ikke, men af een eller anden grund havde jeg en stærk intuition om, at det ville blive fint og at kun den ene side skulle opereres. Og det kom til at holde!

Knuden i højre side var heldigvis stadig fuldstændig godartet, også på MR-scanningen. Mit venstre bryst har, så vidt jeg kan se gennem plastret, fået et fint lille snit på 2 cm. og ser derudover fuldstændigt ud som det plejer. Er man alvorligt syg, er jeg godt klar over, at forfængeligheden er det mindste af det, men jeg er – som jeg også skrev sidst – så utrolig heldig, at jeg er både rask og nu også stadig helt INTAKT!

Jeg er så taknemmelig!

Selvom jeg stadig er nøjagtigt lige så rask nu, som før mammografien, så er forskellen, at jeg oplever en kæmpe taknemmelighed. Jeg havde virkelig gerne været det her forløb foruden, men skal jeg drage noget positivt ud af det, så er det taknemmelighed over mit gode helbred og min gode fysik. Naturligvis er jeg også taknemmelig for, at nogle celleforandringer nu er væk. Måske var de aldrig blevet til noget, men der er også den mulighed, at de om nogle år havde skabt en lang større ballade med større indgreb og efterbehandling til følge.

Jeg ved også, at jeg er blevet opereret af en meget dygtig læge, som gør en dyd ud af at gøre resultatet så flot som muligt. Dér, hvor han har taget forandringen ud, har han “rykket lidt rundt” på vævet (sådan har jeg fået det forklaret), så alt ser flot og normalt ud. Det er jeg meget taknemmelig for.

5 ugers psykisk pres er slut!

På billedet øverst har jeg været vågen efter narkosen i et par timer, så jeg ser måske lidt kvæstet ud – men også mere end almindelig glad og helt ufatteligt lettet. Det er 5 ugers psykisk pres, der slutter lige der!

– Først et brev med indkaldelse efter screeningen. Kæmpe chok og en fantasi, der strakte sig fra fjernelse af bryst til kemo. Heldigvis blev ventetiden forkortet pga. vores forestående rejse, men det blev 6 meget lange dage (og nætter).
– Klinisk mammografi med ultralyd og biosi i højre bryst og lymfe. Lægen blev ved med at kalde en lille knude på 6 mm. “suspekt”. Almindeligt i fagsprog for alle knuder hos kvinder over 50 har jeg efterfølgende læst mig til. Hun understregede, at der kun var en lille chance for, at det bare var bindevæv. Jeg gik hjem og beroligede mig selv med, at 6 mm og en tilsyneladende fredelig lymfeknude var til at håndtere, for på den måde at kunne nyde vores ferie i Indien. Heldigvis var både radiografer og sygeplejesker søde til at berolige mig en lille smule og opfordre mig til bare at nyde ferien.
– Frikendelse af knuden, kunne jeg konstatere på Sundhed.dk, men til samtalen sendte lægen mig afsted i lynets hast samme dag til endnu en biopsi, fordi det viste sig, at der alligevel var en knude mere, der skulle undersøges ved siden af den anden. Endnu en biopsi af første knude i samme ombæring, fordi lægen stadig fandt den suspekt.
– Dagen efter endnu en biopsi (en lidt anden slags) af det lille område med mikroforkalkninger, der skulle vise sig af indeholde DCIS forandringer.
– Knuderne var igen godartede kunne jeg læse i min journal – men lægen var stadig ikke overbevist og ville have en MR-scanning. Samtidig blev operation af DCIS-området planlagt.
– MR-scanning to dage før operation.
– Operationsdag – først med indlæggelse af nålemarkeringer og svar på MR, der endnu en gang frikendte den lille knude. Selve operationen, nogle timer efter, varede alt i alt omkring en time fra jeg blev kørt afsted til jeg kom tilbage på stuen. Alt forløb godt, alle var utroligt søde på brystkirurgisk på Herlev, narkosen var en fest – og der er nu sat et punktum ♥

Hvad så nu?

Om et par uger er der opfølgning på operationen, og vi skal tale om overvågningen af mig fremover, hvor jeg sikkert vil blive tilbud nogle flere screeninger i en periode. Alt i alt kan jeg jo kun sige, at der er blevet taget sig af mig med stor grundighed. Jeg har dét, som jeg kan forstå, at de i fagsproget, ifølge sygeplejersken, kalder faste bryster – og det skal man jo ikke være ked af – men fordi det er tæt væv uden så meget fedt, så kan det være svært at screene på en mammografi, hvor ting og sager kan ligge og gemme sig. Så dybest set skal jeg være rigtigt glad for, at jeg er så nøje undersøgt og overvåget. Det har ikke været sjovt, og jeg har forbandet det langt væk undervejs, men nu er jeg bare glad. Jeg har i virkeligheden fået en førsteklasses behandling, selvom helt så meget pres og angst måske kunne have været undgået undervejs. Skal jeg drage noget positivt ud af det, så er det, at der efter angsten, i alt fald i mit heldige tilfælde, følger en lettelse og en endnu større glæde ved livet (og sin raske og intakte krop).

Jeg havde tænkt meget over, om den angst, der følger med sådan et forløb, ville sætte sig i mig. Det ved jeg desværre, at den gør hos en del kvinder, som har mén efter det i længere tid. Jeg har frygtet, at jeg ville få en sygdomsparanoia og at angsten generelt ville være svær at slippe af med. Det har jeg for alt i verden gerne ville undgå, og jeg tror, at jeg, med min strategi om at søge viden og fakta, allerede er videre. Jeg er i alt fald intet andet end lettet og glad nu.

Jeg ved til gengæld rigtigt meget nu om screeninger, for og imod, om celleforandringer, brystkræft, statistikker og behandlinger, og det er min måde at finde ro og overblik og rationale, der får mig videre. For vi skal ikke gå og spilde tiden på at være bange og frygte det værste. Vi skal nyde livet. Vi må så hver især tage de forholdsregler og de screeninger, vi føler for, men først og fremmest nyde nuet og være taknemmelige.

Som jeg har skrevet flere gange før i dette forløb, så ved jeg, at der er mange, der har det langt værre end mig, hvad angår sygdom, og min empati og beundring for, hvad de går igennem er bestemt ikke blevet mindre. Mit er et lille bump på vejen – og nu er det vel overstået!

,

Klinisk mammografi: Jeg har ikke brystkræft – men jeg skal opereres!

Det er noget af et tog i fuld fart, som jeg er kommet på efter at jeg tog imod tilbuddet om mammografiscreening! Dét, som jeg naturligvis forventede var en formalitet, er blevet et forløb på nu en måned præget af psykisk belastning – og det er endnu ikke helt slut!

Eftersom jeg jo fortæller med udgangspunkt i mig selv og mit liv her på bloggen, har jeg også besluttet at dele denne historie, som jo desværre også er virkeligheden for mange andre kvinder, og hvor jeg er taknemmelig for at være i den heldige ende. Statistisk set vil hver 10. af os få brystkræft i vores levetid!

Så nu får du næste kapitel i den knap så morsomme føljeton, som jeg står midt i.

Jeg har ikke brystkræft – men jeg har celleforandringer!

Jeg skal med det samme sige, at jeg ikke har kræft, og det er jeg naturligvis lykkelig og lettet over ♥
Når, man træder ind i dette forløb, så starter det jo med et brev med en indkaldelse til yderligere undersøgelse, og her står alle mulige scenarier åbne. Herefter har det indkredset sig mere og mere, og det er blevet mere og mere håndgribeligt og faktuelt, og for mit vedkommende heldigvis til noget, som er til at håndtere.

Situationen er, at jeg har to meget små knuder i den ene side på omkring 6 mm. Dem er der taget biopsier af, og der er ikke fundet noget ondartet i dem. Den ene vil røntgenlægen alligevel gerne have undersøgt med en MR-scanning for en sikkerheds skyld. Det bliver nu tredie undersøgelse i den side, og hver gang er det forbundet med et pres at vente på resultatet. Men man skal naturligvis kun være glad for, at lægerne er så grundige, når vi nu er i gang.

I den anden side har jeg et lille område med mikroforkalkninger og DCIS (Duktalt Carcinom In Situ). Det er celleforandringer, der sidder i en mælkegang uden spredning til omkringliggende væv. Det er ikke kræft, men i nogle tilfælde vil det – i andre tilfælde vil det ikke – udvikle sig til det over en årrække.

 

NB! Efter at dette indlæg blev skrevet – efter min operation – var der desværre alligevel et par små ondartede tumordannelser i det område, der blev taget ud. Så jeg føler mig meget heldig, at det blev fundet i screeningen! Du kan læse flere indlæg om forløbet her på bloggen ♥
Jeg endte også med at sige ja tak til både stråler og anti-hormonbehandling. Sådan bliver man klogere igennem sådan et forløb!

Antallet af DCIS tilfælde er steget pga. screeningen!

Før indførelse af mammografiscreeningen udgjorde DCIS ca. 5% af de tilstande, som blev konstateret hos kvinder. I dag er det steget markant og forstadier udgør 10-20%, fordi screeningerne – som i mit tilfælde – finder en masse små forandringer i et tidligt stadie.

Omkring 40% vil risikere overbehandling, som er en kendt og oplyst ulempe ved screeningen. (“Ved screening findes to til tre gange så mange kvinder med carcinoma in-situ. Kun skønsmæssigt 40 % af disse kvinder ville udvikle kræft i deres levetid” – kilde: Sundhed.dk).

Det bliver jævnligt diskuteret, om nytteværdien af mammografiscreeningen er større end ulemperne. Fordi den gør raske kvinder syge, giver falsk tryghed for andre, og kun redder livet på ganske, ganske få. Dette skal holdes op med det enorme psykiske pres, det er at gå igennem et forløb, som jeg fx står midt i. Nogle vil ende med psykiske men i lang tid efter.

Problemet er, at ingen kan vide, hvilke forandringer, der fører til kræft, og hvilke, der ikke gør. Vil min tilstand udvikle sig til kræft om ti år, hvis den ikke bliver fjernet?
Hvis svaret er ja, at det ville have gjort det, er jeg naturligvis glad for at bide i det sure æble nu, og få det opereret ud, hvor det er småt og harmløst.
Ville det have været bedre leve i uvished og se, om jeg udviklede symptomer og sygdom over tid?
Det er et svært spørgsmål, og op til hver enkelt kvinde at vurdere, om man vil deltage i screeningsprogrammet. De fleste af os tør jo ikke lade være, og jeg vælger også at se det som noget positivt, at jeg nu får fjernet et potentiel risiko for at udvikle brystkræft, som jo er den hyppigste kræftform blandt kvinder.

Ved mammografiscreening blandt 50-59 årige er der:
2,5% sandsynlighed for at blive indkaldt til yderligere klinisk undersøgelse.
0,65% sandsynlighed for at få påvist brystkræft/forstadier
0,045% sandsynlighed for at undgå at dø af brystkræft.
I de fleste tilfælde er det stadig kvinden selv, som opdager et symptom på brystkræft i form af en knude eller anden form for uregelmæssighed i brystet. (cancer.dk).

Når tidlige stadier af brystkræft eller forstadier, der potentiel kan være en risiko, opdages i en screening, sikres en mere skånsom behandling og en forbedret overlevelse. Der er enighed om, at der sker en vis overbehandling, men at screeningen redder liv. Når man går ind i programmet, bør man dog være klar over de potentielle ulemper i form af psykiske men og en risiko for både falsk positiv og falsk negativ svar. Du kan læse mere her.

Dagkirurgisk indgreb

Mit DCIS sidder kun eet sted, og det er ikke stort, og det er i den laveste grad 1. Desuden har jeg ikke brystkræft i familien.
Men jeg tør naturligvis ikke andet end at få forandringen opereret ud, og det er kun et mindre dagkirurgisk indgreb. Så det skal jeg på torsdag i næste uge.

Ikke desto mindre skal jeg også have en efterfølgende strålebehandling, som man vælger at give som standard til alle uanset udbredelse og risiko, for at sikre sig, at de anormale celler ikke skal komme igen. Det forudsætter naturligvis en succesfuld operation, hvor lægen tager området ud med en passende sygdomsfri margin rundt om, men det forventer jeg selvfølgelig sker. Og hvis ikke, må man jo operere igen.

Nu nærmer vi os en slutning!

Med min lille operation på torsdag, så er jeg kommet langt i et forløb, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle stå i. Jeg har aldrig før været indlagt, været syg eller i narkose.
Men omvendt er det jo virkeligheden for rigtigt mange, og jeg er stadig taknemmelig for, at jeg ikke har kræft og ikke er syg eller i fare på nogen måder. Jeg ved godt, at det ikke er alle, der er lige så heldige.
Jeg må tage det som en læring og en reminder om, hvor dejligt livet er – det er som om, alting bliver lidt skarpere og verden får lidt flere farver! Jeg mærker også, hvor heldig, jeg er at have en dejlig mand, familie, venner og naboer ved min side – og søde læsere herinde på bloggen ♥