Egentlig ville jeg slet ikke have fortalt det denne gang – fordi, det skulle holdes småt og udramatisk – men nu er jeg næsten ude på den anden side og klar til at dele mine erfaringer. Mit håb er, at det kan være til glæde for andre i samme situation.
For to måneder siden var der igen et fund i min mammografiscreening, og jeg måtte en tur mere igennem møllen. Denne gang med et andet overblik, ro og viden, og heldigvis var der, i modsætning til sidst, udelukkende tale om celleforandringer/forstadier (DCIS). I dag er jeg ovenpå igen, RASK, glad og tryg, opereret – succesfuldt i første forsøg – og mangler nu “bare” tre uger med forebyggende strålebehandling.


Dét, som de fleste kvinder frygter, skete for mig for anden gang for to måneder siden! Min rutinemæssige mammografi viste nogle mikroforkalkninger, som lå i et mistænkeligt mønster, der indikerer, at der kan foregå noget suspekt.

 

 TO gange har jeg nu oplevet, at mammografien viser noget unormalt – ikke mærkbart for mig selv og derfor netop det, som mammografien virkelig skal og kan. Finde små tilfælde, før de bliver store!

 

Røntgenlægen var ikke i tvivl – det så ud som DCIS igen. Duktal Carcinom In Situ – forstadier til brystkræft, der endnu ikke har evnen til at sprede sig, men bliver, hvor de er, inde i mælkekanalen.
En efterfølgende biopsi viste, at hun havde ret. Der var unormale celler i et lille område på ca. 1 cm.

 

I 30-50% af tilfældene vil DCIS blive til invasiv kræft i en kvindes levetid. I resten af tilfældene vil de ikke – men problemet er, at man ikke ved, hvem der udvikler kræft, og hvor hurtigt, og hvem, der ikke gør. Derfor sker der en kalkuleret overbehandling af nogle kvinder. Jeg er dog sikker på, at jeg er blevet sparet for et alvorligere forløb i fremtiden.


Først efter operation og mikroskopi ved man, om de unormale celler er begyndt at røre på sig derinde og blive til brystkræft. Så et mammografifund med forstadier er ofte startskuddet til en meget usikker periode.

Forstadier, DCIS som i mit tilfælde, lyder måske uskyldigt, men det kan være så udbredt, at hele brystet skal fjernes, og efter brystbevarende operation er stråler som regel standarden. Men eftersom det ikke har evnen til at sprede sig, så slipper man til gengæld for fjernelse af lymfer, kemo- og hormonbehandlinger.


Meget at glæde sig over

Der var også meget godt i det for mig, når det nu skulle være, at frygten blev til virkelighed:

* Der var ingen knude!
* Området var et lille screeningsfund
* Det var IKKE et tilbagefald, men et nyt tilfælde på den anden side. (Ekstra gode nyheder til mig, der har opgivet antihormonbehandlingen).

Selvom det var møgærgerligt og irriterende, så var der også meget at glæde sig over – og nu kendte jeg jo proceduren. Så her besluttede jeg mig for, at det bedste ville være for mig at holde lav profil, holde tingene nede på jorden og se det hele som en “ekspeditionssag” så godt jeg nu kunne. Og så ellers støtte mig til mine nærmeste familie og tætte venner.

Og det gjorde selvfølgelig en kæmpe forskel, at jeg netop har prøvet turen før og vidste, at jeg kunne klare det hele.

Ingen fjernelse af lymfer – og ingen tumordannelse denne gang!

Efter operationen var jeg selvfølgelig meget spændt på, om der gemte sig grimme overraskelser i området med forandrede celler – det gjorde der sidste gang, for tre år siden, i form af to tumordannelser på 6 mm., så jeg havde en dårlig erfaring med mig i bagagen.

Jeg slog mig dog nogenlunde til tåls med, at der var lavet ti store biopsier på det lille område, og at de kun viste DCIS.
Heldigvis viste det sig at holde stik. Så dermed slap jeg også for fjernelse og undersøgelse af lymfeknuder under armen! Den efterfølgende stramhed under armen tager det nemlig noget tid at få bugt med.

Selvom, man ikke har invasiv kræft, men “kun” forstadier, så er strålebehandling standard for de fleste, der får en brystbevarende operation. Stråleterapi er langt mere skånsom i forhold til tidligere, og jeg ved fra sidst, at de 15 gange (5 dage om ugen i tre uger) ikke kommer til at give mig nævneværdige gener.


To flotte ar!

Jeg skrev en mail til min tidligere, fantastisk dygtige og respekterede kirurg på Herlev Hospital, som havde gjort et så fantastisk job – også kosmetisk – for mig sidste gang. Han tog mig straks ind, og under sine vinger, føler jeg, og igen har han lavet en smuk operation, hvor jeg stort set bare efterlades med et tyndt ar.

Så nu har jeg to flotte ar – et på hver side – der vidner om, hvor heldig jeg er! Jeg er egentlig ikke særlig forfængelig i den henseende, men dog glad for, at jeg er indehaver af to intakte bryster. At jeg er blevet fanget i tide i screeningen. At jeg har haft små tilfælde. At jeg er rask og værdsætter livet.

Brystkræft er mange forskellige ting

Brystkræft er mange forskellige ting og i mange grader af aggressivitet og alvorlighed. Det, som jeg har haft, kommer, med min kirurgs ord, ikke til at lægge mig i graven. Det er rart at høre! Og jeg deler også min historie her, fordi andre, som hver dag kommer i en tilsvarende situation, kan læse, hvordan jeg er kommet igennem.

For selvom det er i den mindre afdeling, og andre står i langt, langt mere alvorlige sygdomsforløb, så er det stadig barskt at komme igennem. Jeg har selv været så heldig at kunnet læne mig op ad gode venner, der er læger og sygeplejesker, og ikke mindst veninder, der selv har været igennem brystkræft- og DCIS-forløb.

Jeg er et nyt sted

Her, efter anden gang i møllen, er jeg nu igen et nyt sted. Jeg har undervejs forliget mig med, at jeg ikke kan kontrollere, hvad der kommer i fremtiden. At frygt tilhører fremtiden, og at jeg ikke har lyst til, at den skal ødelægge mit liv her og nu.

Denne gang har jeg valgt at vende ind i mig selv – fokusere på min væren, på nuet, på roen, på glæden over livet. Mine prioriteter.

Nu, hvor jeg så alligevel også vender ud og fortæller historien, selvom jeg havde besluttet det modsatte, er det i håb om, at det kan være til støtte for andre i samme situation ♥

Om man benytter sig af mammografiscreeningen eller ej er, og skal være, en privat afvejning af fordele og ulemper. For mit vedkommende er jeg ikke i tvivl om, at det har sparet mig for langt større og alvorligere sygdomsforløb i fremtiden.

Oktober er måneden, hvor der internationalt sættes fokus på brystkræft, som rammer hver 10. kvinde i løbet af livet. Overalt ser vi den lysrøde sløjfe, som symbolet på kampen mod sygdommen. Hver eneste krone, der samles ind – og hver eneste innovation, der kan hjælpe – er i mine øjne fantastisk. Én af de virksomheder, der går foran for at hjælpe med de hudproblemer, som mange af behandlingerne har som bivirkning, er Avéne Dermatologiske Laboratorier. Det var bl.a. deres cremer, der hjalp mig igennem strålebehandling uden gener. Så her er en erfaring, jeg gerne vil give videre endnu en gang.

Meget glad, lettet, skrøbelig – og ude på den anden side i sommeren 2019!

For mig er det nu 2½ år siden, at jeg selv stod i mareridtet efter en mammografiscreening, der viste forandringer. Jeg var heldig og fik opereret et tidligt kræfttilfælde ud, før det havde spredt sig. Jeg fik to brystbevarende operationer og var igennem strålebehandling, som er standardbehandling for langt de fleste, der bliver opereret for brystkræft.

 

Med tiden lægger forskrækkelsen og angsten sig, men et sådan forløb, er i een eller anden grad livsforandrende. Jeg er taknemmelig for, at jeg trods alt slap så “billigt” og jeg føler med alle kvinder, der skal igennem såvel mindre som voldsomme og livstruende forløb. Det bliver jeg konstant mindet om, og i særdeleshed her i oktober, som er international brystkræftmåned.

 

Strålebehandling med færre hudgener

Avéne Dermatologiske Laboratorier er dedikeret til at formindske gener på huden ved forskellige former for kræftbehandling. I mit tilfælde ved stråler, men også ved andre behandlinger som immunterapi og kemo, som går ud over huden – fra fødder til hovedbund – og kan give udtalt tørhed, inflammationer og smerte og revner på trykflader.

De har udgivet en pjece med alle de muligheder der findes, som kan lette problemerne og øge livskvaliteten, når man står i et svært behandlingsforløb – i det mindste ved at komme med løsninger på de ubehagelige bivirkninger fremkaldt af medicin og strålebehandling.

Selvom jeg “kun” fik 15 strålebehandlinger, så ville det bestemt kunne have efterladt min hud med meget rødme og irritation, men jeg fik kun en meget lille farveforskel i huden til allersidst. Faktisk kiggede sygeplejerskerne meget undrende på mig, da det nærmest  ikke kunne ses, at jeg blev behandlet. Og min tid til hudopfølgning kunne simpelthen aflyses.

 

Jeg ved godt, at det ikke er alle, der slipper med 15 gange, men under alle omstændigheder, så kan det lade sig gøre at formindske bivirkningerne.

 

Udover, at jeg sørgede for at spise ultrasundt i hele perioden, så smurte og smurte og smurte jeg det bestrålede område med reparerende cremer. Det var det første, jeg gjorde hver morgen, når jeg kom hjem fra strålebehandlingen – og så fortsatte jeg flere gange om dagen og til sidst, før jeg gik i seng. Og det betalte sig. Jeg havde ikke ondt, ingen sår, ingen forbrænding – og i dag er der ingen hudforandring overhovedet!

Avéne Cicalfate+

Avéne Cicalfate+ var den konkrete creme, som hjalp mig af med ømhed efter strålebehandlingerne.
Cremen er generelt reparerende og hjælper ved overfladisk irritation.

Avéne Cicalfate+ var den creme, som hjalp mig af med ømhed efter strålebehandlingerne.  Cremen er generelt reparerende og hjælper ved overfladisk irritation. 

Du finder Avéne på Apoteket. Pjecen kan du læse online her.

 

Eet af rådene fra Avéne er: Begynd at bruge fugtighedscreme så snart, du er i strålebehandling. Vent ikke til du får Radiodermatitis (alt fra let rødme til alvorlige forbrændinger og sårdannelser).

Brug creme efter strålebehandlingen, aldrig mindre end 4 timer før!

 

I dette indlæg fra 2019 kan du læse mere om, at jeg var sluppet ud på den anden side – og var sluppet for bivirkninger.

 

 

 

Jeg fik mig lidt af en forskrækkelse for et par dage siden – bedst, som jeg ikke følte, jeg havde bivirkninger efter min Covid-vaccine, opdagede jeg en hævet lymfekirtel ved mit nøgleben! Det er ikke en bivirkning, vi har hørt så meget om i Danmark, men i USA advares kvinder vidt og bredt om ikke at gå i panik – og udskyde eventuelle mammografier til seks uger efter vaccinationen.

Hævet lymfe ved halsen efter Covid vaccine er en normal bivirkning!

Jeg fik, som du måske har læst, min anden Pfizer BioNtech vaccine i onsdags og har haft det helt fint. Efter fire dage fik jeg dog en anelse hovedpine og træthed – og så opdagede jeg til min skræk en hævet lymfekirtel, som en stort ært, ved mit venstre nøgleben. I samme side, som jeg fik stikket.

Med en historik med brystkræft er en knude noget, der rammer direkte med i krybdyrhjernen og den inderste frygt. Jeg var ikke informeret om denne bivirkning, og i Danmark hører vi kun lidt om potentielle hævelser af lymfeknuder i armhulen i den side, hvor stikket er givet.

Det tog mig lidt research, og halvandet døgns tid, at falde helt ned på jorden igen! Så nu vil jeg lige give den videre, hvis du også skulle komme i den situation!

Hvis du efter en Covid19-vaccine opdager en eller flere hævede lymfeknuder under armen eller ved nøglebenet, så er det faktisk et godt tegn! Det betyder ganske enkelt, at kroppen responderer som den skal – og det er IKKE usædvanligt.

 

 

Undgå unødig frygt!

Jeg har nu læst artikler på adskillige amerikanske medier, der rapporterer, at hævede lymfeknuder ved armhule og nøgleben – og endda helt op til halsen – kan være en normal og forventet bivirkning efter modtagelse af COVID-19-vaccinen. De hævende lymfer er kun et godt tegn på, at kroppen reagerer og skaber antistoffer.

Hævede lymfer kan være et tegn på kræft, især hvis de er fremkommet uden en god grund, er hårde og fastsiddende, er røde, varme og ømme og ledsaget af andre symptomer som feber, nattesved eller uforklarligt vægttab.

 

Det fremgår, at mange amerikanske læger nu arbejder på at sprede budskabet i et forsøg på at forhindre ekstra angst for patienter, der måske frygter det værste uden at vide om denne vaccinebivirkning. Nogle anbefaler endda kvinder at udskyde deres mammografi til seks uger efter vaccinen for at undgå falsk alarm pga. hævede lymfer.

Jeg ville ønske, jeg var blevet tydeligt informeret om denne bivirkning, som især kommer efter anden vaccine, men jeg er helt rolig med den hævede kirtel nu. Ingen grund til panik eller unødige undersøgelser – det er højst sandsynligt bare fordi mit system virker!

Nu er informationen givet videre, hvis du også skulle opleve noget lignende, når du er blevet vaccineret mod Covid-19! ♥

Forleden skrev jeg om sårbarhed, og emnet i dag er netop utroligt sårbart for mig – og meget personligt. Jeg kaster mig ud i det og deler mine overvejelser, fordi det er dét, der fylder hos mig lige nu. Det samme gælder for mange andre kvinder, der har været igennem et tidligt brystkræftforløb – og jeg kender også andre, der står i andre dilemmaer om medicin eller ej.
Det handler om, at jeg er ved at beslutte, om jeg ønsker at fortsætte med at tage forebyggende antihormoner for at reducere risikoen for tilbagefald – eller om prisen er for høj!

Tiden går stærkt – og i visse tilfælde er det ikke så dårligt. Jeg nærmer mig allerede to-året for mit sceeningsfund af celleforandringer (DCIS) og siden skulle det vise sig to små dannelser af invasivt karcinom i mit ene bryst.

Heldigvis blev jeg opereret rask og fik efterfølgende strålebehandlinger i tre uger for at slå eventuelle tilbageværende syge celler ihjel. Alt dette gik super godt, og jeg har ingen mén i dag og ser ud som før på nær et ubetydeligt ar (takket være en meget dygtig kirurg). En anelse stramhed under den ene arm, hvor der blev fjernet to lymfeknuder, men ikke noget at tale om. Jeg har trukket, strukket og masseret, så det er blevet helt fint.

De psykiske mén, dem kan man kun forestille sig, når man har prøvet det. Det tager tid at komme sig over chok, traume, sygdomsangst og det er udbredt og almindeligt, at det medfører en forringet livskvalitet for kvinderne. For mit vedkommende blev den første kontrol efter 18 måneder et vendepunkt.

To gange om året får et jeg knogleopbyggende drop, der har en forebyggende effekt i forhold til genkomst af sygdommen – ikke noget at tale om, jeg ser det som en gave. Jeg er halvvejs med det, mangler kun fire gange, så er jeg ude på den anden side med dét ♥

Lidt højere risiko de næste 3 år

 Jeg var meget heldig, når det nu skulle være. Kræften var østrogenfølsom – det vil sige, at den “lever” af østrogen. Derudover var stadiet tidligt, og der var ingen spredning eller invasion af kar. Endelig var jeg over overgangsalderen – derfor lav på østrogen – hvilket medvirkede til, at jeg (med nød og næppe) kunne undgå kemoterapi.

Jeg er som sagt rask, men der vil være en forhøjet risiko for tilbagefald i årene efter. Særligt de første 2 år og dernæst 5 år.

Alle kvinder har en risiko på 10% for at få brystkræft – min risiko var lige efter operationen statistisk set 20% faldende jævnt ned til de normale 10% efter 5 år. Lige nu nærmer jeg mig altså en statistisk risiko på omkring 16% mod en baseline på 10%. Og det er uden at med regne gavnlige livsstilsfaktorer som: at jeg løber (har vist sig i studier at reducere risikoen væsentligt) , holder vægten, spiser sundt, er ikke-ryger og stort set ikke drikker alkohol.

Man kan også vende det om og sige, at jeg har 84% chance for ikke at få det igen, mens alle kvinder gennemsnitligt ligger på 90%.

Derfor er jeg ordineret en forebyggende behandling med anti-hormoner, eller rettere en aromatasehæmmer, der fjerner den sidst rest af østrogen i min krop. Efter overgangsalderen omdanner kroppen stadig mandlige hormoner til østrogen, hvilket bliver hæmmet med pillerne (typisk Letrozol).

20-30% stopper behandlingen med antihormoner

Du kan nok selv regne ud, at det kommer med en pris i form af forskellige bivirkninger. Rigtigt mange får ledsmerter, nogle kan dårligt gå eller komme ud af sengen om morgenen. Nogle får hedeture – og nogle får det psykisk dårligt, depression, hukommelsesproblemer og søvnbesvær. Jeg hører til den sidste gruppe. Fysisk er det ikke noget problem, men verden – og jeg selv – er ikke det samme med pillerne. Det er trist og mørkt, livet er ikke helt så meget værd at leve, og jeg oplever overhovedet ingen momenter af lykke.

Bivirkningerne betyder, at mellem 20 og 30% af alle kvinder vælger at stoppe behandlingen. Og det er også dér, hvor jeg står nu.
Er fordelene større end ulemperne? Jeg synes det ikke.

Overbehandling – vi ved bare ikke af hvem!

Mammografiscreeningen medfører, at der overbehandles mange kvinder med celleforandringer og tidlige stadier af brystkræft.
Helt op til 10-15 kvinder for hver helbredt patient. Problemet er, at det ikke er muligt at vurdere, hvem der vil have glæde af behandlingen, og for hvem det er overbehandling. Lægerne er bange for ikke at gøre arbejdet godt nok, og patienten er bange for at blive syg og ultimativt dø!

Mammografiscreeningen diskuteres da også jævnligt verden over, fordi den af nogle menes at gøre mange raske kvinder syge for at redde livet for nogle få.
Det skal dog siges, at jeg er taknemmelig for, at mit blev opdaget og fjernet tidligt, så det ikke havde spredt sig og givet mig en langt alvorligere sygdom.

Jeg kan jo heller ikke vide, om jeg er uheldig at få noget igen. Men den vigtigste faktor i dag i kampen mod at dø af brystkræft er ikke screeningen, men alle de nye gode behandlingsformer. Min meget erfarne kirurg har sagt til mig, at min risiko er tæt på 0. Ham stoler jeg på, og jeg har også selv en god fornemmelse og tro på min egen sundhed igen.

Der er ingen af os, der kan vide, hvad der sker i morgen. Og ærligt talt, så er det ikke værd at bruge sin energi på at tænke på.

Statistik kan kun give os et fingerpeg, en vurdering af risikoen. Gennemsnitligt, med min diagnose, forandrer anti-hormonerne min risiko for at dø af brystkræft med 0.7 procentpoint de første 5 år. Herefter stiger det over en 15-årig periode til 2.7.

Statistisk set (og det er jo tilbageskuende og ikke medregnende nye behandlingsmetoder) vil 8,4% med min diagnose dø af brystkræft over en 15-årig periode – med antihormonerne faldet dette til 5,7%.
Eller vendt om er min statistiske overlevelse 94,3% med og 91,6% uden antihormon på 15 år.

At være med beslutningen

Jeg har længe overvejet fordele og ulemper ved at tage medicinen. Kirurgen har direkte sagt, at jeg kan stoppe, hvis det ødelægger min livskvalitet (jeg tror, der er forskellige fløje i lægeverdenen, når det kommer til mammografiscreeningen – det diskuteres til stadighed, om der er videnskabelig dokumentation for, at de gavnlige virkninger overstiger de skadelige).

Jeg oplever faktisk, at pillerne er begyndt at ødelægge min livskvalitet og jeg føler ikke, jeg kan tage dem længere. I stedet satser jeg på kost og motion – og på at have det godt – for at forsøge at reducere den lille ekstra risiko, jeg har.

Og så handler det om for mig, at kunne være med beslutningen. Ikke at gennemgnaske den konstant eller gå og være bange (læs evt. indlægget om at stoppe tankerne med Metakognitiv Terapi). Jeg må tage en beslutning, vælge at tage ansvar for den og finde ro med det. For ellers ødelægger jeg jo bare livet på anden vis og er lige vidt.

Valg er at tage ansvar – og kommer altid med en pris!

Jeg har valgt at dele dette dilemma her på bloggen, fordi alle kan komme i en situation og stå med lignende overvejelser. Det er et yderst personligt valg, som man selv må bære ansvaret for. Et nærmest eksistentielt valg, om man vil leve livet, mens man har det, eller forpeste det for at reducere en risiko. Eller om man vil have sikkerheden for enhver pris og er villig til at betale for den.

Livet består af valg – og de er ikke altid lige lette. Om det er sygdom eller alt muligt andet, så er det op til os at tage ansvar – og ethvert valg, ligegyldigt om man går til højre eller venstre, kommer med en pris! ♥

Første kontrol efter brystkræft - angst er afløst af glæde!
Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor lettet jeg er! I går var jeg til den 1. kontrol, en klinisk mammografi med både røntgen og ultralyd, efter mine to brystbevarende operationer for 18 måneder siden. Og jeg vil skynde mig at fortælle, at ALT var godt ♥ Jeg er bare utroligt glad, og for mig er det en vigtig milepæl, der nu er nået.

At vide, at alt er fint, er en fantastisk befrielse. Naturligvis kommer der flere kontroller, men med tiden bliver det også en vane. Om 3½ år vil min risiko være faldet ned til det generelle niveau for alle kvinder, hvilket (desværre) er omkring 10%.

 

Man kan (på nær de arvelige former) ikke forklare, hvorfor brystkræft opstår, men der er en række ting, man kan gøre for at reducere risikoen: Holde en normal vægt/spise fornuftigt, dyrke motion, undgå rygning og for meget alkohol (alkohol er klassificeret som kræftfremkaldende, og øger desuden niveauet af østrogen i blodet hos alle kvinder), reducere tilskud af østrogen efter overgangsalderen.

Derudover er der medvirkende faktorer som: alder ved første barn (tidlig alder reducerer, sen alder øger risikoen), længerevarende amning (over 6 måneder reducerer risikoen), antal cyklusser gennem livet (jo færre, jo mindre østrogen, og dermed jo bedre). Men alle kvinder kan rammes.

 

Svar med det samme

Jeg var viderevisiteret til et privathospital pga. travlhed i det offentlige, og det at komme et andet sted hen, hvor der ikke var gamle dårlige oplevelser, føltes godt. Der var roligt, der var en meget personlig og venlig kontakt, og jeg fik meget hurtigt at vide, at alt så godt ud. Hvilken lettelse!

Når, man har haft celleforandringer/brystkræft, så er systemet så humant, at man får svar på mammografien med det samme. Det er et faktum, at mange kvinder lider af angst for tilbagekomst, uanset hvor stor eller lille, sygdommen har været, og presset er ubeskriveligt stort. Det tog faktisk 3-4 timer timer, før mit nervesystem var faldet ned, og glæden pludselig for alvor spredte sig i min krop og alt blev lyst.

 

Det er nok svært helt at forstå presset, hvis man ikke har prøvet det på egen krop. Selvom, jeg heldigvis var ude for et screeningsfund og et tidligt stadie1 af brystkræft, så griber det voldsomt ind i livet. Der kommer en anden bevidsthed om sygdom, og oplevelsen/traumet sætter sig som angst ind imellem. Angst for tilbagefald er noget, som man skal lære at kapere, og langt det meste af tiden går det rigtigt godt for mig. Men, når det bliver sat på spidsen med en kontrol, så boner den ud for fuld skrue. For tænk, hvis mareridtet skulle starte forfra?


Jeg er – trods alt – utrolig heldig

Jeg havde naturligvis gerne været det mareridt foruden, som det er at gå igennem måneder med diagnosticering, operationer og strålebehandlinger. Og nu kontroller og efterbehandling. Der medfølger for de fleste et psykisk pres, og jeg tænker da en del over både at nyde livet, men også at leve fornuftigt på både et fysisk og mentalt plan (læs mere i indlægget her).

På den måde kan jeg ikke sige, at det ikke også medfører noget godt – når det nu skal være. Man lærer for alvor at leve med døden som en præmis og nyder livet lidt mere intenst. Jeg passer ekstra-ekstra godt på mig selv nu.

Derudover er jeg, som jeg har skrevet mange gange før, utrolig heldig – og når jeg møder op hvert halve år på hospitalet, så er jeg yderst bevidst om, at mange af de kvinder, jeg ser i venteværelset, har langt større udfordringer end jeg. Man kan ikke se på mig, at jeg har været det – mit bryst ser helt normalt ud takket være nye plastickirurgiske teknikker, hvor der flyttes om på vævet, det fysiske er, og har i det hele taget, været det mindste af det.

Endnu et skridt på vejen

Jeg er rask! Det, som jeg lever med, er en let forhøjet risiko for tilbagekomst, hvilket jeg er nødsaget til at tage antihormoner for at beskytte mig imod i nogle år. Jeg får også et drop hvert halve år, der opbygger mine knogler, men det ser jeg først og fremmest som en gave. Og så skal jeg ikke mindst leve med angsten, som heldigvis – ligesom risikoen – er for nedadgående.

Nu er den første svære kontrol godt overstået, og det gør mig jublende glad. Jeg vil nu have en lang periode, hvor jeg kan føle mig ekstra glad og tryg – og endnu et stort skidt er taget på vejen ud på den anden side.

Det er bestemt en hård og livsforandrende proces gå igennem, men for de fleste kvinder, der rammes af brystkræft i dag, er der heldigvis en vej ud på den anden side. Flere end nogensinde bliver helbredt og risikoen for at dø af sygdommen har været faldende de seneste 20 år ♥

Efter tidlig brystkræft

Sidste sommer, da jeg endelig var sluppet fri og ud på den anden side. Fantastisk glad og lettet – og stadig tynget på samme tid. Sten var ved min side 100% igennem det hele ♥♥♥

Det er præcis ét år siden, at helvede brød løs her hos mig med dét, som vi alle frygter: en mammografiscreening, der viste nogle forandringer, som skulle undersøges nærmere. Og som efter den første brystbevarende operation skulle vise sig at indeholde to små ondartede knuder. I alt et 3-4 måneder langt forløb, hvor jeg det meste af tiden gik og ventede på svar og var bange.

Jeg kan stadig næsten få åndenød bare ved tanken om, hvad jeg psykisk gik igennem, og forløbet er noget, som jeg arbejder på ikke at dvæle ved. Men det er ikke noget, man bare ryster af sig. Det er en livserfaring, som man kommer til at bære med sig – på godt og ondt! Det er svært at få alle ord og følelser med, men jeg vil forsøge at fortælle lidt om i dag, hvad det har gjort ved mig nu her et år efter.

Da, jeg fik taget billeder til Ugebladet Søndag, var jeg midt i mareridtet. Jeg kan selv selv i mine øjne, hvor trist og slukket, jeg var.

Selvom jeg ikke vil betegne mig selv som hverken særlig sart eller skrøbelig, så tør jeg godt sige, at det er meget traumatisk at gå igennem. Også selvom jeg blev opereret rask, og selvom det heldigvis kunne have været meget værre, så er der ting, der aldrig bliver de samme igen. Heldigvis kan det også bruges til noget positivt. Jeg vil aldrig komme til at sige, at det er var noget, jeg ikke ville have undværet! Men, når det nu skulle være, så forsøger jeg – som altid – at uddrage noget positivt af det, der sker.

Tiden er min bedste ven!

Den vigtigste healing ovenpå et angstfyldt sygdomsforløb er tiden. Jo mere afstand, man kan lægge til det, jo mindre fylder det efterhånden i tankerne. Fra at være angst nærmest konstant, mens det hele stod på, så bliver jeg “kun” overmandet af det en gang imellem. De fleste dage ligger det nok i baghovedet, men det fylder som regel ikke.

Og, hvad er det man er bange for, når det hele er overstået, og man er rask? Man frygter tilbagefald og er simpelthen hamrende angst for, at det skal komme igen. Det kan være, at jeg læser eller hører noget om brystkræft, som mere eller mindre irrationelt tricker angsten. Men langt det meste af tiden er jeg ikke længere bange, og jeg har dybt inde i mig selv en klar tro på, at det aldrig kommer igen.

Strålebehandlingerne har reduceret den risiko væsentligt, det samme gør anti-hormonbehandlingen, som jeg skal være på i 5 år. Jeg får også et drop hvert halve år, der fylder min knogler op og reducerer risikoen for knoglemetastaser. Det er scary scenarier, man er i forebyggelse for, men heldigvis er risikoen ikke kæmpe stor. Med operationerne og de forebyggende tiltag har jeg 99% chance for ikke at dø af brystkræft!

Bekymringer plejer ikke at stoppe de dårlige ting i at ske, de stopper dig blot fra at nyde de gode. – Søren Brun

Jeg tog kampen op – og jeg holder mine strategier!

Det stod ret hurtigt klart for mig, at jeg er typen, der handler mig ud af problemerne! For at slippe for angsten for sygdom i fremtiden, var løsningen for mig at tage kampen op med al den forebyggelse, jeg selv kan gøre. Jeg lavede simpelthen en strategi, som jeg stadig følger, omkring anti-stress, motion, kost, meditation, yoga, qi gong m.m. Jeg er åben overfor alt, der kan gøre noget godt for mig for at være i psykisk og fysisk balance.

I september, kun to måneder efter, at jeg sluttede strålebehandlingerne, skrev jeg i dette indlæg, hvor glad og taknemmelig, jeg var for at være kommet så godt videre. Og jeg er stadigvæk inde i kampen, og jeg har hver eneste dag bevidstheden med mig om, at jeg skal gøre det så godt som muligt for mig selv og mit helbred. Forskning viser fx, at løb kan nedsætte risikoen for tilbagefald med 40-50%, så det er en kæmpe motivationsfaktor.

Jeg holder en lav vægt – af gode grunde!

Da jeg blev præsenteret for, at jeg havde østrogenfølsom brystkræft i et tidligt stadie, besluttede jeg mig straks at reducere min i forvejen lave vægt, fordi østrogen efter overgangsalderen primært dannes i fedtvævet. Jeg reducerede hurtigt min vægt med 3 kg. ved hjælp af sund kost, og jeg har holdt niveauet lige siden.

Risikoen for brystkræft stiger, jo mere man vejer for meget. For hver fem kilo man tager på, stiger risikoen for brystkræft efter overgangsalderen med 6 pct. Desuden tyder forskningen på, at man har større sandsynlighed for at overleve sin brystkræft, hvis man holder normalvægten. (kilde: cancer.dk).

I dag føler jeg mig igen stærk og sund og fuld af energi. Jeg sætter pris på flere ting og nyder hverdagen – og har masser af små øjeblikke af total lykke.

Rent fysisk har jeg også været heldig. Bortset fra et par fine tynde ar, er der intet at se. Arvævet efter strålebehandlingerne, der var begyndt at stramme over brystet og under armen, har jeg efterhånden fået has på ved stædigt at massere, trække og strække. Så nu, som dengang, er det fysiske det mindste af det.

At være på antihormon

Som en del af den forebyggende behandling skal jeg tage anti-hormon (aromatasehæmmer) i fem år. Inden jeg ser mig om, er det første allerede gået, og jeg har ikke nogle nævneværdige problemer med det. Jeg synes, det er SURT, at jeg skal fratages min sidste rest østrogen, men det giver mig en stor tryghed i forhold til at forblive rask.

Medicinen kan være forbundet med mange bivirkninger, overgangsaldersymptomer som hedeture og søvnbesvær og ledsmerter, men jeg er heldigvis forskånet for det hele. Jeg har selv en teori om, at en nogenlunde sund kost og motion kan gøre en forskel. I alt fald har jeg det fint.
Min hud er måske lidt på vej ned af bakken, men er ikke så galt som jeg frygtede, og jeg føler ikke, at jeg er blevet meget “gammel” af medicinen. Dog var det nok den ting, jeg alligevel allerhelst ville have været foruden. Med godt fire år endnu, så er det overstået – og tiden går jo hurtigt.

Som at balancere på en knivsæg

Jeg tror, det er de færreste, der kommer igennem sådan et sygdomsforløb, og mærker dødens vinges strejf, uden at livet ændrer sig en lille smule. Jeg oplever det som at balancere på en knivsæg, hvor man let kan vippe mellem en intens glæde over livet – og en sorg og angst over, at det en dag skal ende.

Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at vippe over på den gode side – og det synes jeg er lykkedes. Jeg er ked af, at jeg skulle igennem forløbet, og jeg glæder mig absolut ikke til de fremtidige mammografier (der er heldigvis et år til).
Men, når det er sagt, så har jeg også fået nogle gode ting ud af det.

Alle mine strategier for min sundhed, som absolut ikke skal være rigide, gør, at jeg igen føler mig stærk og sund. Det knæk, som jeg virkelig følte, at jeg havde fået, er ved at være helet igen. Jeg kan blive bange ind imellem, men grundangsten er jeg heldigvis kommet relativt hurtigt over. Og det er enorm lettelse.

Det handler om at nyde livet

I stedet værdsætter jeg livet og de små glæder langt mere – og der er ting, jeg ikke gider at tage mig så meget af.
Jeg har været helt inde og mærke mig selv på en ny måde, og jeg står mere fast i mig selv i dag. Jeg er blevet mere åben for alternative og spirituelle tanker, og er i det hele taget blevet et klogere menneske.
Jeg er blevet mere opmærksom på mine egne behov og på at leve et autentisk liv, hvor jeg gør ting, fordi jeg har lyst til dem. Og undgår personer og situationer, som ikke gør mig godt.

Så livet er et andet end for et år siden. Det har fået et nyt fokus, hvor det vigtigste er, at jeg skal have det godt både fysisk og psykisk – og det skal nydes så meget som overhovedet muligt og så autentisk som muligt. Og for mig betyder det at leve relativt sundt, få en god søvn og motion og være i indre balance. Antihormoner og en forhøjet risiko i en periode er noget, jeg må leve med, men jeg finder tryghed i at forebygge så meget, jeg overhovedet kan. Så skal det hele nok gå.

Jeg er blevet bedre til at nyde nuet, og jeg har mange små momenter af lykke. Selv små ting, som at være til yoga eller i naturen, at nyde en perfekt kop te, mere skal der ikke nødvendigvis til. Først og fremmest er jeg taknemmelig for, at det hele ikke var værre, end det trods alt var, og at jeg er sund og rask.

Helt den samme er jeg ikke, men jeg har det rigtigt godt!

Tak, fordi du læste med ♥

I foråret valgte jeg at være åben her på bloggen omkring mit sygdomsforløb, som efter den almindelige mammografiscreening viste sig at komme til at kaste mig ud i to operationer og siden også 15 strålebehandlinger og forebyggende anti-hormon de næste 5 år. Dels fyldte det ALT hos mig – og jeg kunne ikke tænke mange klare tanker om noget andet – og dels, så tænkte jeg, at en personlig blog ikke nødvendigvis kun kan indeholde alt det lyse og sjove, og at jeg måske endda kunne være til hjælp og støtte for andre, der kommer i en lignende situation.

Jeg er nu kommet godt igennem, og jeg har det rigtigt godt, men der er ting, som er grundlæggende forandret. Selvfølgelig ville jeg gerne have været de tre måneder i helvede foruden, men når det nu skulle være, så er jeg i dag et klogere menneske, mere mindful, og mere bevidst om, hvad der betyder noget for mig og hvad jeg vil bruge min tid på. Jeg har fået nye prioriteringer, større taknemmelighed for livet, og et endnu større fokus på kost, motion, indre balance og forebyggelse i det hele taget.
Egentlig har jeg ikke noget behov for at svælge i sygdommen, men jeg vil alligevel gerne runde det af her på bloggen med en status, og herunder en forklaring på, hvor jeg er nu – og hvorfor jeg bl.a. er begyndt at tænke i nye baner i forhold til sundhed, motion, balance og velvære.

Det kan lade sig gøre at komme godt videre!

Egentlig bryder jeg mig slet ikke om at skrive ordet brystkræft i sammenhæng med mig selv, og det her indlæg er bestemt ikke et af dem, der bare flyder af sig selv. Jeg har lagt det bag mig på meget kort tid, og jeg forbinder det ikke længere rigtigt med mig selv. Jeg er næsten overtroisk bange for en slags nemesis ved at skrive, at alt går så utroligt godt. Men nu gør jeg det alligevel, fordi jeg håber, at det kan give inspiration, håb og mod til andre kvinder, som står i samme situation eller måske er bange for at gå til screeningen.

For brystkræft rammer hver 10. kvinde og mammografiscreeningen finder hver eneste dag kvinder, der, ligesom jeg, skal igennem en veritabelt angsthelvede, som det kan kræve ufatteligt med ressourcer og energi at komme videre fra. Men det KAN lade sig gøre. Ikke ved at fornægte det eller putte det væk, men for mit vedkommende ved at tage tyren ved hornene, være åben, bruge mit netværk, kæmpe og gøre alt, hvad jeg selv kan, for at forebygge både ny sygdom, bivirkninger af medicinen og angst.

Jeg fatter ikke, at det kun er to måneder siden!

Der er nu gået to måneder, siden det hele sluttede og jeg den 7. juli i søndagsindlægget kunne fortælle, at jeg var helt ude på den anden side. Strålebehandlingerne stod på i det meste af juni måned, og effekten fortsatte i yderligere to uger.

Selv er jeg forundret over, at det ikke er længere tid siden, når jeg kigger tilbage i min kalender og ser alle tiderne på hospitalet stå der.
Jeg føler mig fysisk helt på toppen igen efter at have været igennem, hvad der for bare to måneder siden føltes som helvede tur-retur. På det tidspunkt var jeg så traumatiseret at hele forløbet, og jeg var dybt nervøs for, hvor længe jeg ville komme til at kæmpe med angsten for tilbagefald og for sygdom i det hele taget. Men jeg gik til kamp med optimisme og kampgejst, og en klar strategi, som jeg også skrev om her på bloggen, hvilket har hjulpet mig til at gøre tingene meget bevidste og klare.

Jeg løber ligesom før igen, jeg har fået energien tilbage, og alle fortæller mig, at jeg ser godt ud, hvilket er rart at høre! Når jeg tænker på, hvor mærket, jeg var, og hvordan jeg tøffede afsted på mine løbeture, som om jeg var firs år gammel, så er det godt nok gået stærkt med at komme tilbage.
Mit bryst er forunderligt nok, efter de to operationer, fuldstændigt normalt igen, og der er intet at se udover et tyndt ar ude i siden, så også her har jeg været heldig. Ikke, at det er det vigtigste i den sammenhæng – for det afgørende er at være rask – men jeg er nu alligevel taknemmelig.

På den ene side, så oplever man en utrolig sårbarhed, men på den anden side kan det også vendes til en styrke. Mine prioriteter er mere klare, og jeg står mere fast på mig selv og er mere bevidst om, hvad jeg vil og ikke vil stå model til.

Jeg er stolt af mig selv

Når jeg selv går tilbage og læser her på bloggen, så kan jeg se, hvor positiv og optimistisk, jeg har været hele vejen igennem. Og konstruktiv. Det er der ingen tvivl i mit sind om, har været en vigtig faktor for, at jeg er kommet så godt ud på den anden side.

Den 16. juni skriver jeg om, at jeg 2/3-dele igennem strålerne, uden bivirkninger, at energien er på vej tilbage og at alt går efter de planer, som jeg har lagt for mig selv. Derudover kan jeg læse, at jeg både havde været til yoga, øvet qi gong og løbet 7 km. Jeg vil tillade mig at sige, at jeg i dag er utroligt stolt over mig selv, når jeg ser tilbage på, hvordan jeg har klaret det. Jeg har virkelig kæmpet med al magt for at tro på det bedste og holde fast i taknemmeligheden og det positive.

Jeg elsker selv det her super glade indlæg, Jeg kan trække vejret igen – jeg er rask og har en plan – jeg kan nærmest mærke det fysisk, når jeg genlæser det. Både hele forløbet, som er samlet her, og også alle de følelser, al den angst, alle de undersøgelser. Alt mit fokus på at tro og ønske det bedste, at være taknemmelig, når det gik godt, og lettelsen, da det hele var forbi og jeg kunne kalde mig rask. Jeg var bevidst om det psykiske efterspil, og jeg vidste, at det var noget, jeg ville arbejde målrettet på at komme ud over. Nogle kæmper i årevis, og jeg var faktisk mere nervøs for det mentale end det fysiske på det her tidspunkt.

Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at frygten aldrig dukker op, men det bliver sjældnere og sjældnere og mere og mere kortvarigt, at det lige skyller ind over mig. De første kontroller bliver selvfølgelig ikke sjove, men med tiden bliver det ikke anderledes end for alle andre. Nu ved jeg, hvor meget, jeg kan klare, og at jeg er i stand til at kæmpe, og jeg tror dybt i mit hjerte ikke på, at det kommer igen. Det er i øvrigt også noget, som er en del af den positive tænkning og meditation, som jeg benytter mig af.

Påvirkningen for familie og venner

Alt det, som jeg måtte igennem, havde naturligvis også omkostninger for min familie og mine venner, der står mig nær. Det er slemt at være den, som lægger krop til, men det er bestemt heller ikke rart for ens omgivelser, særligt min mand og mine forældre, men også resten af min familie og mine venner. Jeg har været priviligeret med enorm støtte hele vejen igennem fra mange sider, og det er dejligt for mig at opleve, at også de nu er kommet over den værste forskrækkelse. De oplever min styrke og ser mig være helt tilbage, og jeg tror ikke, der er nogen, der ikke er overbevist om, at det her er et overstået kapitel. Tankerne og troen – også fra omgivelserne – er vigtige, og det hjælper mig til at komme videre, at også de er videre.

Nogle veninder er blevet påvirket at min situation til at kaste et blik på deres egen sundhed. En er gået til en længe udskudt mammografi, en vil trappe ud af østrogentilskuddet, en vil stoppe med at ryge. Alt positivt, der kan komme ud af det, som jeg er gået igennem, giver mig så meget mening. For så har det været godt for noget!

Jeg holder min plan

Allerede den 19. maj, havde jeg min plan klar, og den holder stadig. I søndagsindlægget, hvor jeg også overskrider mine grænser for at vise, hvor flot en brystbevarende operation kan laves, fortæller jeg om, hvordan jeg har tænkt mig at komme videre. Her gør jeg mig tanker om, at angsten æder sjæle op, og at ingen af os har behov for at gå og tænke på, hvad der potentielt kan ramme os i fremtiden. For mig har det helt sikkert også haft en terapeutisk virkning at formulere disse ting på bloggen.

Jeg skriver også om, at jeg tror på positiv tænkning, og på, at vi tiltrækker meget af det, som vi går og tænker på og forestiller os. Jeg har ingen tvivl i mit sind om, at mine tanker, ønsker og taknemmeligheder har hjulpet mig godt igennem – og stadig gør det – og i dag går jeg ikke rundt med angst for tilbagefald eller ny sygdom. Jeg skal selvfølgelig til kontrol og til samtaler, og det bliver ikke sjovt de første gange, men jeg ved nu, at jeg har den mentale styrke til at stå imod det.

Kost og motion 

Da jeg erfarede, at celleforandringerne var begyndt at blive til østrogenfølsom cancer, ændrede jeg straks min kost og begyndte at spise forebyggende (læs mere her) og tabte ret hurtigt 3 kg. En lav vægt er, ligesom motion, store forbyggende faktorer. Jeg var slank i forvejen, så der var ikke meget at give af, men den nye kost gjorde helt automatisk sit, og min krop har nu stabiliseret sig på det nye niveau, og jeg ser ikke pillet ud som i starten, hvor jeg jo også var meget belastet af situationen.

Jeg lever ikke fanatisk, men med nogle overordnede rammer, der indebærer meget mere grønt og frugt, mindre kød, få færdigfremstillede produkter, meget lidt alkohol og mindre sukker. Jeg er også overbevist om, at det er grunden til, at jeg ikke lider under bivirkninger fra den medicin, jeg nu skal tage. Slækker jeg på kosten i nogle dage, fx i forbindelse med, at vi skal ud og spise, så begynder jeg at få hedestigninger af anti-hormonerne. Særligt sukker i for store mængder kan jeg mærke er dårligt for mig, men til dagligt har jeg ingen problemer overhovedet.

Derudover tager jeg de kosttilskud, som jeg finder relevante, hvilket jeg vil vende tilbage til her på bloggen. Jeg løber (11 km. forleden 🙂 ), dyrker yoga, mediterer ind imellem, lærer qi qong, undgår stress og har fokus på velvære og mindfulness.
I går fik jeg fået taget hul på noget mere styrkepræget træning, hvilket var det sidste, jeg manglede.

qi gong

Jeg er blevet afhængig af qi gong!

Det hele har jeg implementeret i mit liv. Fordi jeg har lyst, fordi det giver mening, og fordi jeg kan lide det og ikke kan lade være.

Jeg er blevet åben overfor nye ting

Mit sygdomsforløb har uden tvivl åbnet mine øjne og mit sind for nye ting. Jeg har i snart 13 år haft tai chi og qi gong lige foran min næse, fordi Sten dyrker det dagligt og på et højt plan. Trods flere tilbud om at lære det, har jeg ikke været der, ikke kunnet rumme det eller set værdien i det. Men med sygdommen opstod behovet, og jeg åbnede mig overfor det. Jeg er et nyt sted, og jeg har brug for andre ting – for alt, hvad der er godt for mig og kan bibringe mig sundhed, indre ro, nærvær og styrke. Det er netop noget af det, som qi gong kan, og som jeg nu er godt i gang med at lære.
Det vil jeg vende tilbage med meget mere om i løbet af ugen.

Jeg har også været til healer, hvilket jeg er overbevist om har fjernet den sidste angst og givet mig endnu mere livsmod og energi, så jeg nu kan sige, at jeg 100% er tilbage og er mig selv igen fysisk og energimæssigt. Det kan du læse mere om her.

Kostmæssigt har jeg fået en ny forståelse for sammenhængen mellem vores helbred og livskvalitet og dét, vi putter i munden. At dét, vi spiser, kan helbrede os – og gøre os syge. Det beskæftiger jeg mig en del med nu, og selvom kost længe har interesseret mig, er der gået et lys op for mig på et dybere plan. Jeg er ikke rigid, og der er ikke noget, jeg ikke kan spise, men i dagligdagen, sørger jeg for at få en masse gode ting, og undgår ting som slik, alkohol og industrifremstillet pålæg, kiks, kager m.v.

Jeg er taknemmelig

Ville jeg have været sygdomforløbet foruden? Ja, det var ganske forfærdeligt at stå igennem. Men jeg accepterer, at det skulle være, og jeg tror, det kom af en grund. Først og fremmest fordi, jeg havde været stresset i for lang en periode, og måske fordi, jeg havde mistet lidt af taknemmeligheden for alt det, jeg har. En fantastisk mand, familie, venner, et smukt hjem, tryghed, frihed, en vidunderlig lille hund, og en masser udfoldelsesmuligheder, som det bare er om at gribe.

Der er nok noget om den buddiske læresætning, min bror har sendt til mig: “Vi ved kun, at vi har det godt, fordi vi også har prøvet at have det dårligt”.

 

Jeg har været heldig, og jeg blev i sidste ende et mønstereksempel på, hvorfor man tilbyder mammografiscreeningen. Derfor vælger jeg at være taknemmelig, fremfor at have ondt af mig selv over det, der er sket. Jeg har valgt at gå ind i kampen og tage ansvar og gøre alt, hvad jeg selv kan for at undgå, at noget lignende skal ske igen.

Jeg står ikke det samme sted, som jeg gjorde før. Jeg har fået en forskrækkelse, en tur i centrifugen, jeg føler, at jeg har været i helvede og været heldig at komme retur. Min forståelse for andre, der oplever sygdom er blevet større – jeg er blevet et klogere og forhåbentlig også et lidt større menneske. Min tillid til min egen krop og sundhed har lidt et knæk, men jeg er ved at bygge den op igen i takt med, at min form og fysiske styrke er vendt tilbage, og jeg er blevet endnu mere bevidst om, hvor vigtigt det er at holde kroppen sund.

Jeg har åbnet mig overfor alternative tanker, og jeg er blevet meget mere bevidst om alle de ting, som bringer mig i balance. Jeg prioriterer at være i nuet, har forstået vigtigheden af meditation og noget så simpelt som at trække vejret. Jeg mærker mig selv og mine egne behov på en ny måde.
Jeg har kæmpet, og det fortsætter jeg med at gøre – mit liv er ikke helt det samme længere, men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Tværtimod, så fortsætter jeg med en langt større bevidsthed og taknemmelighed og i en endnu sundere udgave end før.

En uge, hvor jeg har taget en stor beslutning omkring bloggen – og har prøvet noget, som jeg aldrig havde forestille mig, at jeg skulle.

Så er vi rykket lidt ud i sommerlandet igen! Vi har flyttet basen til Helsingør og ligger nu med udsigt til Kronborg i et par dage. Bare 38 km. hjemmefra, men det føles som noget helt andet, når man bevæger sig på vandet. Så snart man er ude i bølgen blå, så lægger man lynhurtigt alt andet til side og er i nuet. Og som jeg skrev om sidste søndag, så behøver man ikke taget langt væk for at nyde nuet og skabe feriestemningen og rummet for afslapning, der hvor man er.

Hvad vi til gengæld ikke er herrer over er selvfølgelig vejret. Men det er lunt, og der er sus i skørterne.
Min nederdel er en gave fra Brandtex, hvor jeg har fået lov til at udvælge nogle styles. Det er sjovt at gå på jagt i et mærke, som man normalt ikke køber selv, men jeg må sige, at denne her nederdel i tyndt denimstof bare er et hit, og jeg er overrasket over, at pasformen passer mig så godt. Du kan jo selv tage et kig på deres nye webshop Like Anna, hvor er i øvrigt er udsalg.

Mine hvide sneakers, som jeg bor i denne sæson, er en model P 6000 fra Nike, som jeg har købt hos Zalando. De sidder lige i skabet.

Den bløde stormaskede strik, som jeg har over skuldrene er i en helt anden boldgade. Et dansk mærke, DAWNxDARE, der laver super spændende og anderledes ting. moderne, men alligevel tidsløst – jeg kunne nærmest tænke mig det hele! Du kan se det her.

Nu er det besluttet – bloggen får nyt navn!

Nu skal der ske  noget nyt! Jeg har luftet ideen før og haft det på tegnebrættet i alt fald i et år. Men nu er det tid til at bloggen her skal have et nyt navn.
Det er lidt grænseoverskridende, når jeg har skrevet på Voksenlivsstil i over 7 år, men på den anden side, så er det måske også tide, at der sker noget nyt.
Navnet bliver lidt mere “smart”, lidt kortere, og vil måske appellere mere til kvinder generelt og ikke kun os, der definerer os selv som voksne. For det handler jo dybest set ikke om alder, det siger jeg jo selv igen og igen. Det handler og livsstil, stil, personlighed, livsmod og i at være aktiv og interesseret i verden omkring os og i at følge med tiden. Uden at miste os selv. Og så er det ligemeget, om man er 30 eller 80.

Jeg har domæne og et nyt logo klar, og i næste uge skal jeg have taget billeder hos super dygtige fotograf Jacqueline Fluri, så hele facaden får en tiltrængt renovering.

Indholdet, og jeg, forbliver jo den samme, men navnet bliver bare et andet om kort tid. Jeg vil ikke løfte sløret for det endnu, men jeg GLÆDER mig og må også indrømme, at jeg er lidt spændt.

Jeg har været til healer!

Det er åbenbart en uge, der står i forandringernes tegn! Jeg har aldrig været specielt tiltrukket af det alternative, og vil ikke betegne mig selv som et udpræget spirituelt menneske. Alligevel, man udvikler sig, og går man igennem fx et sygdomsforløb, som jeg har været igennem, så åbner man sig måske for nye ting og kan se meninger og behov for noget, som ikke var tiltrækkende før.
Jeg følte bare pludseligt, at jeg gerne ville prøve en healer. En som kan være med til at give mig tryghed i forhold til, at jeg er rask og være en brik i al den forebyggelse, jeg har lagt ind i mit liv.
Jeg tænkte, at det jo i værste fald ikke kunne gøre skade 🙂

I torsdags var jeg hos Steen Kofoed, som er en af de mest kendte healere i Danmark, og jeg er ikke i tvivl om, at han kan noget. At der er sket noget, og der sker noget i mig. Selve healingen foregår i efterfølgende par uger fra man har været der.

Det er en meget individuel og meget personlig oplevelse, og man skal naturligvis tro på det og gå ind i det med åbent sind. De ting, han havde at sige til mig, ramte meget plet. Det sygdomsmæssige var jeg tydeligvis forbi, og det var ikke noget, han kunne se mere af i min krop, og det var ikke noget, der var fokus på fra hans side. Det kunne ikke have været mere positivt for mig. Til gengæld vil han hjælpe mig med at få min livsenergi igen, hvilket jeg godt kunne genkende, da han sagde det.
Allerede, da jeg gik ud af døren, følte jeg mig let og glad og mere livskraftig.
Om et par uger tager jeg ½ times forfølgning for at forstærke effekten, for jeg kan simpelthen mærke, at der er sat noget godt og vigtigt i gang.

At lande helt på benene igen

Jeg har jo sagt, at det ikke skal handle om sygdom mere, og det tidligere brystkræfttilfælde er vitterlig ikke noget, jeg vil identificere mig med eller dvæle mere ved end højst nødvendigt. Alligevel så sætter sådan et forløb jo uundgåeligt sine spor. Mit besøg hos healeren er jo en direkte afløber af alt, hvad der er sket. Hele mit liv har taget en drejning i forhold til at passe godt på mig selv på alle mulige måder. Qi qong er blevet en vigtig del af min rutine, som jeg elsker. Yoga kommer jeg til at dyrke mere og mere. Meditationer og afslapning er noget, jeg prioriterer. En god og sund kost er noget, jeg bruger tid på og prioriterer måske højere end noget andet. For ikke at tale om, at jeg bare gerne vil nyde det og have det godt. Og det har jeg.

Det er stadig kun godt en måned siden, at jeg fik den sidste strålebehandling, og jeg klapper faktisk mig selv på skuldrene for at være kommet så godt og hel igennem, og for at have lagt det hele ret så meget bag mig allerede. Det er også noget, jeg har kæmpet for og brugt det meste af min tid og mit mentale overskud på.
Derfor er det også blevet til lidt mindre skriveri her på bloggen. Men jeg føler virkelig, at jeg er landet ret godt og solidt på benene igen, og jeg er bare så heldig og taknemmelig.

Så efter en tiltrængt sommerferie, så er jeg ved at være klar til at tage hul på det nye kapitel her på bloggen. Stadig den samme, men med et lidt andet fokus på nogle ting og nogle lidt andre prioriteter. En hel del klogere, og herinde har jeg i alt fald vist en del af livet, som er knap så sjov, men også, at man kan komme godt ud på den anden side.

Ugens beautyfavorit

Ovenpå healere og sygdom, kan man så servere en ugens beautyfavorit? Ja, selvfølgelig, alt det er der heldigvis masser af plads til igen. Til gengæld er det i denne uge et boost, også til helbredet, jeg er ude i, hvor jeg er gået i gang med at teste de nye flydende super kosttilskud Liquid Life fra pHformula.

Jeg skal nok komme tilbage i et indlæg med, hvordan de virker, men det interessante er, at det er noget, man tager i en begrænset periode som en kur. I 10, 20, 30 eller i særlige tilfælde helt op til 60 dage, hvis man vil henholdsvis booste, forynge, genopbygge/reparere huden.
Men det er altså ikke noget, du skal blive ved og ved med, eller abonnere på.


pHformula Skin boost indeholder essentielle ingredienser til at opretholde en sund hud indefra, så som peptider, vitaminer, mineraler, kollagen og hyaluronsyre.  Det er flydende og giver dermed en meget høj koncentration af bl.a. kollagen, som man mister, når man bliver ældre, og det optages med det samme i kroppen. Udover reduktion af linjer og rynker, skulle det forbedre hår og negle, fasthed og elasticitet i huden og iøvrigt hjælpe på den generelle sundhedstilstand, herunder afhjælpe stivhed og ømhed i leddene. Sidstnævnte kan jo være et stort problem for kvinder efter overgangsalderen.
Jeg vender tilbage om nogle uger med flere detaljer, men er du interesseret kan pHformula fås hos klinikker landet over.  

♥♥♥♥♥

Vi ses til en ny dejlig uge lige om lidt.

 

I morgen er det allerede 14 dage siden, at jeg afsluttede mine 15 strålebehandlinger og kunne gå ud af døren på Herlev Hospital for sidste gang. Dermed betyder det også, at effekten af strålerne i morgen er endeligt færdig. De virker i to uger efter den sidste behandling, og har hermed gjort deres arbejdet og har nedbrudt det arvemateriale i cellerne, som de skal. Det er SLUT – FINITO!

Jeg er færdig med den historie, og fremover hedder det mammografi hvert andet år, ligesom alle andre 50plus’ere. Hvert halve år har jeg en samtale med henblik på, hvordan jeg har det med det antihormon, jeg skal tage i de næste fem år (og som jeg har det fint med), og det betragter jeg som en fin service fra hospitalets side. Tænk lige, hvor fantastisk et samfund, vi lever i!

Ude på “den anden side”

Jeg er officielt ude på “den anden side” nu! Jeg har IKKE haft nogle bivirkninger, der er værd at skrive om, en anelse træthed og en mikroskopisk rødmen i huden, har der været, men det er virkelig småting. Det føltes også MEGA godt forleden at ringe og aflyse min sidste tid til hudopfølgning på hospitalet.

Alt er fint og i orden rent fysisk, jeg er sluppet uden mén, og dag for dag kommer hele forløbet længere og længere væk inde i hovedet også. Jeg har besluttet mig for, at det naturligvis skal bearbejdes, og jeg anerkender overfor mig selv, hvor chokerende og forfærdeligt, det har været – men jeg har også bestemt, at den dør så vidt muligt skal lukkes nu. På mange måder står det allerede som nærmest surrealistisk, hvad jeg har været igennem, og det fortoner sig hurtigt.
Jeg kommer ikke til at identificere mig med den tidlige brystkræft, som blev fundet screeningen. Nu er jeg RASK, og jeg ser fremad! ♥

Jeg fortsætter med at styrke krop og sind!

Hvad jeg derimod ikke kommer til at slippe, er hele min ekstra store indsats for at styrke kroppen – og sindet for den sags skyld.
Jeg har vænnet mig til den nye kost, som består af mere grønt, frugt, fuldkorn og fisk – og meget lidt søde sager, alkohol og forarbejdet kød. Der imellem er der mejerivarer og kød fra firbenede dyr, som jeg indtager moderat. Intet er som sådan forbudt, og jeg kan deltage i, og spise, hvad som helst.
Jeg er kommet i gang med at løbe igen, jeg mediterer ind imellem, dyrker nu qi gong stort set dagligt, og så gør jeg meget ud af at arbejde med mine tanker og fortælle mig selv, at jeg er rask, og undgå stress og nyde nuet så meget, jeg kan.

I dag har jeg i øvrigt være til 3 timers yoga og meditation, som bare var så fantastisk! Du kan endda som bevis lige få et lille glimt af mig på denne lille video HER, hvis du vil 🙂

Det sidste, jeg mangler at få bygget på, er noget styrketræning, men det vender jeg snart tilbage med noget mere uddybende om her på bloggen, når jeg i næste uge fortæller om min samtale med Umahro Cadogan.

Måske tænker du, at det lyder en kende fanatisk, men sammen med den forebyggende strålebehandling og medicin, så er det de her ting, der gør mig tryg, og får mig til at komme videre og føle mig helt glad og normal igen, og kunne se frem uden at skulle leve i angst for, at det en dag skal komme igen. Jeg har det bare godt med at handle på tingene og gøre, hvad jeg kan selv.

Håranalyse og i gang med kosttilskud igen

Det nyeste nye er, at man skal undgå antioxidanter (herunder ekstra C-vitamin), så længe man er i behandling. Så jeg har kun taget multivitamin, D-vitamin og kalk, som hospitalet anbefalede under strålebehandlingen.  Kalk og D skal jeg faktisk tage, fordi jeg er i antihormonbehandling, så overvej det, hvis du er i eller efter overgangsalderen!

Men nu er det jo slut for mig, jeg er “løsladt”, og jeg kan tage ALT, det jeg vil, igen. Jeg er tilhænger af kosttilskud, er normalt aldrig syg, og jeg har straks fået suppleret med de uundværlige omega 3 fiskeoliekapsler, ekstra B, C, og D. Og også ekstra Magnesium både som olie og i tabletform.

For, at det ikke skal være totalt random, hvad jeg tager, har jeg i lørdags fået lavet en håranalyse. Der trækkes 4 hårstrå ud, som puttes i en maskine, som kort tid efter leverer en analyse over de områder, man kan optimere på inden for bl.a. vitaminer, mineraler og aminosyrer. Men også kost og toxiner, stråling og andre ting. (jeg fik det lavet hos Helsehuset Namaste i Lyngby, men det kan fås flere steder).

Jeg var kun lidt lav på D, som jeg ellers tager, og et par forskellige B-vitaminer, samt Omega 3. Det bliver let dækket, nu hvor jeg tager flere kosttilskud igen.
På mineraler var det kun Bor, der bonede ud som en mangel. Hvem tænker lige på Bor? Men det er altså vigtigt i forhold til optagelsen af calcium, så det giver mening alt sammen.
Bor er ikke så let at finde som rent kosttilskud her i Danmark, men jeg er nu gået over til en multivitamin fra Biorto, hvor det er i. Den indeholder i øvrigt også Selen, som er uhyre vigtigt, og som mange danskere har for lidt af.

 

Kosttilskud med bor

 

Nu gik der kost og vitaminer i søndagsindlægget, men vi iler straks videre……….

 

TIP: Yndlingstop på tilbud!

Jeg vil bare lige give det her lille tip videre, hvis du mangler en lækker top til at have inden under, eller som sommertop her i varmen. Måske til at titte ud under en jakke.
Jeg er vild med denne, Pallya fra Six Ames, som jeg har købt til under halv pris på webshoppen Shiny.dk. Den er stadig tilbage i offwhite.

Six Ames top

 

Ugens beautyfavorit!

Ugens beautyfavorit er en renseolie fra Boscia, der er et nyt mærke for mig, der har fokus på spændende kombinationer af planteingredienser og virksomme produkter.
Jeg har fået deres MakeUp-BreakUp Cleansing Oil til test – jeg elsker jo renseolier og i øvrigt også dobbeltrens – og den er virkelig lækker.
Udover at fjerne makeup effektivt, har den også en anti-age og fugtgivende egenskab – og en dobbeltrensende effekt i sig selv.
Renseolien fra Boscia indeholder spændende ingredienser som hyben, grøn te, avocado og olivenolie og så dufter den som en drøm.

Det er som jeg altid siger, super dumt ikke at vælge et renseprodukt, der virkelig kan og giver noget, når man nu er i gang!
Boscia fås hos Sephora (reklamelink)

Inspirerende Tom Jones!

Jeg vil slutte søndagsindlægget af med et billede fra en forrygende koncert med Tom Jones i Tivoli i fredags! Udover, at musikerne og koncerten var i top, så er det da bare inspirerende og livsbekræftende i sig selv, at manden er 79 år og stadig har en kæmpe stemme, er en flot mand med en enorm udstråling, glæde og energi – og en ægte elegantier.

Tom Jones Tivoli

Rigtig god uge!

♥♥♥♥♥


Sygdomsføljetonen har nået sin ende! Jeg må næsten knibe mig selv i armen for at forstå, at det er rigtigt. Men det er det! I morgen er mit allersidste besøg i stråleterapien på Herlev Hospital, og jeg kan næsten ikke vente til jeg klokken lidt i otte går ud af døren for sidste gang! Så er det overstået, jeg er færdigbehandling og rask, og skal tage antihormoner i de næste fem år forebyggende. Hvert halve år skal jeg møde på hospitalet for at tale om, hvordan det går med medicinen, og jeg skal have et drop mod knogleafkalkning – og ellers skal jeg først undersøges om to år ligesom alle andre.

Det føles som om, at tiden er gået enormt hurtigt, og det hele kan ind imellem virker nærmest surrealistisk, når jeg tænker på, hvad jeg er gået igennem siden starten af marts. Når jeg tænker tilbage på det kan jeg næsten tabe pusten helt over det, men på den anden side er jeg også bare glad og lykkelig for, at det nu er overstået.
Jeg kan selv se på mit eget spejlbillede, og på billedet her, at jeg har fået livet tilbage i øjnene. Og selvom jeg stadig mangler en enkelt behandling, så tænker jeg ikke så meget over det allerede nu.

Jeg er sluppet for bivirkninger
De 14 strålebehandlinger, jeg har fået indtil nu, har ikke givet mig nævneværdige bivirkninger, og jeg takker min kost, positive indstilling og ikke mindst de repair cremer, jeg har brugt for, at jeg kun har en meget svag rødmen i huden. Jeg har vist dem før, men du får dem lige igen, for jeg er så GLAD for deres virkning. Jeg har blandet dem lidt, men ZO Skin Health har været basen for at reparere og hele huden løbende. Xellence er fantastisk på operationsar og også på huden, pHformula beskytter huden fantastisk og Avené tager ømheden på udsatte steder som brystvorten.
De kan selvfølgelig bruges til alt muligt – fra småskader og solskoldning til irriteret eller tør hud og røde barnenumser!

Medicinen, som jeg har taget i over en måned nu har jeg det også fint med, ingen problemer overhovedet. Nogle har det rigtigt svært med antihormonerne, undersøgelser viser, at op mod 25% stopper behandlingen, fordi de ikke kan klare bivirkningerne. Men også her er jeg heldig, og dybt taknemmelig. Måske har mine tiltag omkring mindset, kost og motion også en virkning her.

Energien er tilbage!

Sidste søndag skrev jeg om alle mine strategier for at klare behandling og komme godt igennem – og også til at forebygge i fremtiden. Og noget må jeg jo gøre rigtigt, for energien er allerede tilbage! I går gjorde jeg lidt rent, støvsugede hele huset, ordnede have i timevis og klippede hæk – og sluttede af med at løbe 6 km. Hvor var jeg bare glad og stolt af mig selv 🙂
Følelsen af at komme tilbage på alle måder er bare fantastisk.

Så her er jeg nu! 3 kg. lettere pga. kostomlægningen – iblandet en portion skræk – og jeg har det godt med det (er tilbage på brudevægten 😉 ♥). Et lavt BMI og motion er i mit tilfælde en dokumenteret fordel i forhold til forebyggelse af tilbagefald.

Min kjole er en GAVE fra Nümph, og jeg er vild med den bløde jersey og det tætte snit. Den fås hos Zalando. Tasken er så yndig, og også fra Nümph – den kan se hos LykkebyLykke her

Nu skal vi videre – også her på bloggen!

Nu skal det ikke handle mere om sygdom. Måske kommer der lidt efterdønninger, men jeg er ude på den anden side nu.
Nu er der også masser af energi her på bloggen, og jeg overvejer faktisk et navneskifte! Men det kommer jeg i sagens natur tilbage med, hvis det ender med det.
Jeg visker tavlen ren og føler mig en lille smule genfødt, nu hvor energien, optimismen, glæden og lyset i øjnene er vendt tilbage.

Og hvad er bedre end at fejre det på en smuk Skt. Hans aften? Tidligere troede man, at denne nat var fuld af en særlig kraft, og at lægeurter og hellige kilder var ekstra kraftfulde. Jeg vil nøjes med at indånde den friske luft og være taknemmelig og fejre det fantastiske liv, som vi skal huske at værdsætte hver eneste dag.

Rigtig god Skt. Hans ♥

For første gang i knap tre måneder går jeg ikke og venter på svar! Hverken på biopsier, MR-scanning, operationer, mikroskopier eller på, hvad der nu skal ske! Nu er jeg erklæret rask, og der er en plan for den forebyggende behandling, som skal sikre, at jeg ikke i fremtiden får tilbagefald af brystkræft. Jeg kan trække vejret igen og det samme kan min familie og alle de andre mennesker i mit liv, som har støttet mig og været bekymrede ♥

Jeg ved også, at mange af jer har fulgt med her på bloggen, hvor jeg har valgt at dele mit forløb igennem de sidste to måneder – og tusind tak for det ♥
Det er en stor lettelse af være rask, og efterbehandlingen, som du kan læse mere om længere nede, bliver også i den milde ende.

Hele forløbet på bloggen!

Jeg startede med at skrive optimistisk om resultaterne af den første kliniske mammografi (som du kan læse her), hvor der indtil videre ikke var noget. Til jeg troede, jeg “bare” skulle opereres for forstadier – og det hele var en nærmest ubetydelig sag, som nu var ryddet af vejen – og til erkendelse af, at jeg 6 uger henne i forløbet havde glædet mig for tidligt og skulle opereres igen. Her var jeg endnu ikke parat til at fortælle, at der faktisk var to små tumordannelser, der havde ført mig over hegnet fra celleforandringer til et tidligt stadie af invasiv kræft. Hele vejen igennem har jeg gjort ALT for at holde fanen højt og troen på det bedste udfald intakt.

Den 3. maj efter min re-operation kom alle kortene på bordet – og jeg er meget taknemmelig for min screening. Jeg har fået taget to lymfer ud, som ikke viser spredning af sygdommen, og jeg føler mig igen meget heldig.

Herefter har de seneste tre søndagsindlæg været præget af den situation, jeg har været i. Fordi det ikke kunne være anderledes – det har været ekstremt hårdt og fyldt næsten alt.
Den 13. maj stod jeg (og min mand, som har været 100% ved min side) overfor 10. besøg på hospitalet og opfølgning på operationen. Igen gik jeg og ventede og tænkte og håbede det bedste af al magt, mens jeg studerede diagnoser og behandlinger på internettet. Operationen var heldigvis vellykket, og der var ingen sygdom i det ekstra område, der var blevet fjernet. Jeg er fuld af beundring for min kirurg!

I søndags gik jeg linen ud og viste mine bryster frem efter to operationer. For at vise, at det er blevet utroligt pænt og for at vise, at en brystbevarende ikke behøver at være så slem, når man er i de små screeningsdetekterede tilfælde. Jeg fortalte også, at jeg nu manglede at tale med onkologen om forebyggende behandling for at undgå tilbagefald i fremtiden.

Jeg er RASK!

I søndags kunne du læse mine tanker om risikoen for tilbagefald og forebyggende behandlinger. Og om, hvad jeg ikke mindst SELV har tænkt mig at gøre.

Jeg har været meget i tvivl – direkte skeptisk – ligesom jeg tror, at rigtigt mange er, når de skal afveje fordele og ulemper i forhold til behandlingernes gavnlighed og bivirkninger. Men igen har jeg været heldig, føler jeg selv. Ikke mindst fordi, jeg er forbi overgangsalderen, så står jeg overfor en langt mildere behandling af mit tidlige, østrogenfølsomme og ikke så store (under 1 cm.) brystkræfttilfælde, end hvis jeg havde været før eller under menopausen. Var det sket et år før, eller havde jeg fået østrogentilskud i overgangsalderen, så var det langt sværere at behandle. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle takke min postmenopausale krop, men halleluja og tak for den! (så overvej det grundigt, hvis du overvejer østrogentilskud, som også øger din risiko for brystkræft).

Hvor jeg i søndags lidt forsigtigt erklærede mig for realistisk rask, så kunne onkologen som det første i onsdags slå fast overfor mig, at jeg ER rask, fuldstændig rask. Det var dejligt at høre så direkte fra en læges mund!

Stråler og medicin skal nulstille min risiko

Alt er ude, og yderligere behandling er ikke for at helbrede mig, men for at sikre mig mod et tilbagefald i fremtiden. Det har jeg besluttet at sige JA til. Sammen med alle mine egne tiltag omkring kost og motion, positiv tænkning, meditation, yoga m.m., vil det nemlig betyde, at min risiko kommer ned på samme niveau som alle andres og jeg skal kun tjekkes hvert andet år. Så det giver mening!
Det betyder, at jeg i juni måned skal have 15 strålebehandlinger – 5 gange om ugen i 3 uger – og jeg skal tage medicin i form af en aromatasehæmmer, der reducerer østrogenet i kroppen, i 5 år.
Igen er jeg i den milde ende, idet stråler gives fra 3-6 uger og medicin i 5 eller 10 år.

Jeg frygter ikke strålerne og ved fra andre, at det ikke er særligt slemt. Desuden har onkologen – som var så sød og empatisk – overbevist mig om, at de nu er blevet så dygtige, at jeg ikke skal frygte for hjerte og lungevæv. Igen må jeg understrege, at jeg er heldig, for det er kun selve brystet, der skal bestråles, da der er ikke er spredning.
Pillerne er en lidt anden sag, og 5 år er lang tid, men jeg har hørt om flere, der slet ikke har bivirkninger, så det satser jeg også på, at jeg ikke får. Meget handler om kost og motion, hvor jeg allerede har sat kraftigt ind. Så jeg vil slet ikke have fokus på bivirkninger (for så skal man i alt fald nok få dem = nocepo effekten).

Jeg kan trække vejret igen!

sund livsstil efter brystkræft

Nu har jeg en plan. Jeg er rask. Min risiko bliver nulstillet. Jeg er heldig. Jeg er færdig med at vente. Jeg er glad og har energi. Vi skal videre!

Jeg føler mig ude på den anden side, nu hvor der ikke er flere ubekendte og kan allerede nu mærke, at jeg trækker vejret på en ny måde og får energien tilbage. Resten af forløbet er praktik, så mit normale liv er allerede så småt ved at vende tilbage. Bevares, juni bliver da med et værre renderi på hospitalet dagligt og måske lidt øm hud, men i forhold til at være angst, så er det ingenting for mig.

Jeg har taget udfordringen op og har indrettet kosten 100% efter at forebygge ny sygdom. Det går fantastisk, og jeg vil snart fortælle mere om, hvad det går ud på. Jeg har også fået en mulighed for at spørge Umahro Cadogan til råds, hvilket du også kommer til at høre mere om. På søndag skal jeg til Yin yoga workshop, og jeg er startet på at løbe igen.

Efter sådan en omgang, bliver livet ikke helt det samme, og jeg er indstillet på, at det skal være endnu bedre, gladere og sundere.

I dag er det nøjagtigt 2 måneder siden blev jeg udtaget til 2. runde – i det, som man IKKE vil udtages i. Nemlig mammografiscreeningen!
Herefter er jeg blevet stukket og skåret i og har ventet på svar i een uendelighed. På et tidspunkt forbandede jeg det langt væk og tænkte, at jeg ALDRIG skulle have været gået til den mammografi – i dag er jeg LYKKELIG for, at jeg gjorde det! Nu skal jeg fortælle dig i detaljer hvorfor.

Den 5. april kunne jeg glad – og åbenbart en smule naiv – skrive her på bloggen, at jeg kunne sætte et punktum efter operationen for DCIS i brystet. Og til dig, der tænker, hvad pokker er DCIS, så kan jeg fortælle, at det er celleforandringer i brystets mælkegange, der med tiden i ca. 50% af tilfældene vil udvikle sig til invasiv kræft. Duktal Carcinom In Situ, hvor In Situ betyder, at det er, hvor det er – det har ikke evnen endnu til at metastere eller invadere det omkringliggende væv. Også kaldet brystkræft i stadie 0. Det er ikke noget, jeg kan dø af, og i mit tilfælde er der kun eet mindre område, som kun er blevet fundet pga. mammografiscreeningen.

Alt gik jo så fint første gang, jeg følte mig frisk og brystet så stadig pænt og normalt ud, eftersom området, der skulle ud, ikke var så stort. På det tidspunkt var det slet ikke i mine tanker, at der kunne eksistere en risiko på 15% for, at der ikke var tiltrækkelige sygdomsfrie rander, når der blev tjekket efter i mikroskopet efter operationen. Mærkeligt nok, for jeg synes ellers, at jeg har læst og studeret og sat mig ind i alle detaljer.

Men, som som jeg også skrev forrige søndag, så gik det ikke helt efter bogen, for der manglede nogle millimeter på nogle af de rander rundt om området, som skal være sygdomsfrie, så i tirsdags måtte jeg en tur på operationsbordet igen. Alt er heldigvis gået fint, og jeg er allerede rimelig frisk igen. Nu skal sårene – for der er flere denne gang – bare hele her de næste par uger.

Egentlig tænkte jeg, at jeg ikke ville vise det her billede, for jeg er allerede videre og føler mig rask, og har ikke  behov for at identificere mig så meget med forløbet. På den anden side – sådan så jeg ud i tirsdags en time efter operationen. Meget, meget, meget lettet!

Mikroskopet viste, at DCIS’en var begyndt at røre på sig!

Hvad, der yderligere er med til historien er, at mikroskopet også viste, at mine celleforandringer faktisk var begyndt at røre på sig! Så småt, at det ikke har vist sig i hverken mammografi, ultralyd eller MR-scanning. Men nok til, at jeg nu lige var kravlet over hegnet og hen i den mere ondartede afdeling. Rent praktisk betød det, at der nu også skulle tages forskellige blodprøver, røntgen af mine lunger – samt udtagelse af de første lymfeknuder under operationen. Endnu en omgang med nervøsitet, men jeg hæftede mig ved, at lægen ikke fandt sandsynligheden så stor for, at der skulle være noget. Sygeplejersken slet ikke.

Da jeg vågnede af narkosen i tirsdags var mit første spørgsmål, om der var noget i lymfen – og svaret var et klart og rungende NEJ! Så kom lettelsens tårer, for det havde trods alt tynget mig, at der var en potentiel risiko, der skulle undersøges. Det er derfor en meget LYKKELIG dag – endda på Stens fødselsdag.

Vi er i den allerførste og lille ende, men havde jeg ikke taget mammografiscreeningen, så havde der været en stor risiko for, at jeg om nogle måneder eller år var kommet med en mærkbar knude og måske en spredning til lymferne. I stedet kan jeg nu glæde mig over, at det hele burde være væk nu – men ellers tager vi en tur mere. Nu kender jeg jo rutinen og ved, at jeg har en god fysik til at stå imod det og komme hurtigt over det – nu med både det gamle sår skåret op igen og to nye snit under armen. Men skidt med det, alt det fysiske har jeg ikke de store problemer med, men glæder mig bare over, at jeg er rask.

Sig ja til mammografien og gå til læge, hvis du mærker noget!

Jeg har valgt at dele min historie, fordi den desværre er og bliver virkeligheden for rigtigt mange kvinder. Hver 9.-10. kvinde bliver ramt af brystkræft i deres levetid, og mange går igennem et forløb som mit – og endda langt værre end mit. Jeg kan trods alt klare den med en operation og evt. noget efterspil af en art, som jeg kommer tilbage til, for at forebygge, at det kommer tilbage.
Dels er det vigtigt at høre andres historier, og vide, at man ikke er alene. Dels vil jeg gerne opfordre til at overveje at tage i mod de screeninger, der bliver tilbudt. Der findes en overdiagnostik og en overbehandling sted – det er en risiko, man må løbe – men mit tilfælde er altså et solstråleeksempel på at blive fanget på det helt rigtige tidspunkt, før sygdommen bliver kritisk og meget behandlingskrævende.

Ud på den anden side igen!

Nu mangler jeg “bare” efterspillet. Forhåbentlig er de sygdomfri rander gode nok nu – det tror jeg på, for jeg er så heldig at være ramlet ind i en af landets allerbedste kirurger på Herlev hospital. Men DCIS er umuligt at se med det blotte øje og han har været så påpasselig med at give mig en skånsom behandling og kun at tage det nødvendige.

Dernæst skal risikoen for tilbagefald elimineres, og det kan godt ende med ÉN operation mere, da jeg på ingen måder er fan eller kan se logikken i stråling i mit tilfælde (og det er lægen tydeligvis heller ikke, selvom det normalt er standard for alle med både kræft og celleforandringer). Så jeg er måske ikke helt færdig med at være under kniven endnu – men pyt, jeg er RASK og det er det vigtigste. På det punkt føler jeg mig HELDIG – og så priviligeret i forhold til, hvad andre, jeg kender og holder af, slås med.

Jeg er endda stadig stort set hel at se på – det er som sagt stadigvæk – og heldigvis – et tilfælde i den LILLE afdeling.
Jeg har fået en flot blå plet (pga. kontrastvæske under huden), som om, jeg er ved at mutere til smølf, som jeg kommer til at få glæde af længe. Under alle omstændigheder forventer jeg IKKE at blive hyret som topløs model. Selvom de da faktisk mirakuløst er meget pæne stadigvæk, hvilket man i min situation skal være lykkelig for at kunne sige efter 2 operationer.

Det var den fulde historie, tak, hvis du gad at læse med så langt. Med til den hører, at jeg undervejs har haft, og har, så meget varme og kærlighed strømmende til mig. Fra min FAMILIE og veninder (ingen nævnt ingen glemt – I ved selv, hvem I er), der har støttet mig og lyttet og været med mig hele vejen, og uvurderlig hjælp fra dem af jer, der har prøvet at være igennem det, der var langt værre! (Anni ♥️ Tove) Jer, der har faglig baggrund, som har givet mig sparring og omsorg (Lene ♥️Kamilla).
Fra nær og fjern her på bloggen, på Facebook og på “kvindernes nye kanal” Instagram, som er ved at svømme over af hjerter og god karma.
Jeg tror på, at det hele har en betydning for at komme godt igennem.

Den blev en anderledes – men meget glad fødselsdag i år!

Og ikke mindst Sten, der i hele denne proces har stået mig 100% bi, været med til samtlige hospitalsbesøg og har støttet og taget del i det hele. Jeg er så taknemmelig for at vi er to, der står sammen i medgang og modgang.

Nu er vi snart helt ude på den anden side – og jeg synes, det er billigt sluppet, når det nu skulle være. Til jer, der bliver tilbud SCREENINGER vil jeg bare anbefale at tage imod dem med kyshånd. For mig er det i alt fald gået hen og er blevet en slags solstrålehistorie.