Er influencer ved at blive et skældsord?

I dag kunne jeg læse i Berlingske, at en skribent var meget forarget over forskellige bloggere og influenceres opførsel til en inviteret premiere på den nye film Once Upon a Time … in Hollywood (som jeg i øvrigt – for egen regning – skal se i morgen). Under overskriften “Voksne mennesker kan også være højlydte forkælede møgunger“, beskrives det, hvordan de var larmende og repektløse og uden hensyn til den forsamling, de var en del af.

Det er da ærgerligt, at nogle mennesker ikke kan opføre sig dannet og respektfuldt. Men hvor er det også ærgerligt, at der bliver draget generaliserende konklusioner, og at hundredevis – eller tusindvis – af andre mennesker skal skammes ud på baggrund af deres opførsel.

Debattøren kender personligt “enkelte bloggere og influencers, der ikke har forvandlet sig til utaknemmeligheden selv“, mens hun mener, at det efterhånden kan tyde på, at majoriteten “udgør et tragisk eksempel på den menneskelige dannelses ultimative forfald“. Det er hårde ord!

Dermed står alle bloggere i skudlinjen som potentielle udannede udskud, som ikke forstår at opføre sig ordentlig, respektfuldt og med taknemmelighed. Det synes jeg faktisk ikke er særligt rart, og hun bærer ved til det bål af uvidenhed og generalisering, der gør, at nogle stiller sig skeptiske og nedladende overfor os, der har valgt at skabe vores egen vej på internettet.

At nogle influencers har en opførsel, som kan skabe forargelse, er jeg ikke i tvivl om. Ikke alle er lige voksne, som det ellers påstås i avisen. Ikke alle er lige smarte, kloge eller velopdragne. De er vidt forskellige, og de taler til vidt forskelligt publikum. Som nok alle kan være interesserede i at se den nye Tarantino-film! Men det er ikke min opfattelse, at de repræsenterer majoriteten.

Jeg har selv mødt de højlydte og selvcentrede typer ind imellem (også andre steder end i influencer-verdenen), men det er ikke længere dem, jeg bliver inviteret sammen med til events og pressemøder. For her har man også fundet ud af, at det bl.a. er os modne og seriøse bloggere, der er stabile at samarbejde med. Vi kommer, hvis vi har sagt, vi kommer. Vi behandler stoffet seriøst. Vi er interesserede i at formidle inspiration til vores læsere, og vi er der ikke bare for at rage til os og tage billeder af os selv.

For år tilbage var der også en skepsis blandt blad- og magasinpressen overfor de nye bloggere, som gik ind og blandede sig i mediebilledet. I dag mødes vi alle til de samme pressemøder, og vi har en gensidig respekt og agerer som kollegaer og venner. Igen er vi, med få undtagelser, ikke helt unge, og jeg kan med hånden på hjertet sige, at vi alle ved, hvordan man begår sig og opfører sig ordentligt. Ellers ville vi ikke være, hvor vi er, og være i stand til at møde et seriøst og voksen publikum med henholdsvis vores blogs og trykte medier.

Dét, som virkelig ærgrer mig er, at man ser influencers og herunder bloggere, som een stor samlet masse. Det bliver nærmest en branche-shaming, hvor vi alle skal stå på mål for, at nogle opfører sig upassende, selvoptaget, useriøst og grådigt. For sådan er det langt fra alle, der er. Influencers er også kvikke og hårdtarbejdende, first movers i den nye digitale medieverden, og i øvrigt i hård konkurrence for at overlevede i et marked, som er økonomisk usikkert.

Jeg er selv gået fra at arbejde med marketing og kommunikation til at være selvstændig blogger – og er i øvrigt uddannet cand. merc. Influencers er vidt forskellige, og de fleste vil jeg tro, ligesom jeg, er drevet af en dybt ønske om at formidle og dele ud af sit liv. Forhåbentlig til glæde og inspiration for andre.

For de allerfleste er det ikke en gang en økonomisk guldgrube. Selvom jeg naturligvis gerne vil skabe en værdi af alle de mange timer, jeg bruger på Qland, så er noget af det allervigtigste for mig stadigvæk det netværk af andre bloggere  (sammen med læsere, samarbejdspartnere, pr-folk, designere m.fl.), som har åbenbaret sig for mig. De er levende, søde, begavede og dygtige – og dannede – mennesker.

Det er altid ærgerligt, at nogle ikke kan opføre sig ordentligt og er deres rolle bevidst. Sammen med de fire bloggere, der fornyligt er blevet politianmeldt for ikke at overholde markedsføringslovens regler, er de med til at give alle os andre et dårligt ry. Jeg håber bare ikke, at ordet influencer efterhånden skal gå hen og blive et skældsord, for det synes jeg vil være meget urimeligt.

For mig er det vigtigt at slå fast, at bloggere og influencers er lige så forskellige som mennesker i al almindelighed. Egentlig bryder jeg mig slet ikke om at blive kaldt influencer – ordet, synes jeg, lyder som noget manipulerende – og især, hvis jeg skal slås i hartkorn med dem, der ikke gebærder sig voksent og ansvarligt. Jeg ser mig selv som en inspirator, en underholder, en slags virtuel veninde, der sætter et spejl op, så andre voksne kvinder kan se, at man kan være blogger og leve et aktivt og nysgerrigt liv, uanset alder. Det har en værdi og en berettigelse, ellers ville tusindvis af læsere ikke bruge tid herinde – så det regulerer helt sig selv, uanset hvad andre ellers vil tillade sig at drage af nedsættende, generaliserende konklusioner om bloggere, influencers, eller hvad vi nu skal kalde sådan nogle som mig ♥

 

Tak, fordi du læser med!

8 replies
  1. Janet/Livsmoden.dk
    Janet/Livsmoden.dk says:

    Tak for et super godt og vigtigt indlæg.
    Øv for det unuancerede og generaliserende debatindlæg i Berl. Tidende.
    Jeg er, som nystartet blogger, ret overrasket over den fordomsfulde generalisering af bloggere, som jeg oplever hos flere jeg møder – samt af og til ser gengivet i medierne. For som du også skriver, er det jo langt fra virkeligheden.
    Generalisering er ikke sandhed eller konstatering, men en iagttagelse der, som her i debatindlægget, helt uberettiget bliver udlagt fordømmende over en bestemt gruppe. Det burde blot have omhandlet de pågældende personer.
    Ingen af os kan sige os helt fri for at generalisere en gang imellem, men vi er da forpligtet til at tænke os om, inden vi generaliserer….
    De bloggere jeg har mødt indtil nu, er alle superseje, søde, hjælpsomme, sjove og stærke kvinder. Det er veluddannede kvinder med “ben i næsen og hår på brystet”, arbejdsomme og topprofessionelle. En gruppe jeg er stolt over at tilhøre.

    Hilsner fra Janet

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Kære Janet,
      Tusind tak for din kommentar. Jeg helt enig, generaliseringen er fuldstændig forfejlet – kunne faktisk ikke være mere forkert i forhold til præcis også alle de bloggere, jeg kender og møder. Det er som altid ærgerligt, når nogle få ødelægger det for de mange. Men vi lader os selvfølgelig ikke slå ud! Jeg synes bare, at det fortjente en reaktion.
      Kærlige hilsner
      Jeanette

      Svar
  2. Anette Ninon
    Anette Ninon says:

    Du er en super skøn kvinde at følge, glæder mig til hvert et blog indlæg, der er altid noget nyttigt jeg kan bruge😍
    Rigtig god dag til dig

    Svar
  3. Tina
    Tina says:

    Meget fint indlæg og rigtig godt beskrevet, formuleret.
    Der er nok en del negativitet omkring influencers, men hvis vi går alt efter, så er der noget negativt om det meste.
    Så det gælder altid om at opføre sig så godt som muligt og gå forrest på så god en måde som muligt, så kan ingen sætte en finger på en – og gør de, ja hvad kan vi så gøre andet end trække på skuldrene.
    Fordomme, generalister, pessimister….de findes jo også.
    Aften hilsner og nyd roen og gemalen 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.