Jeg skal igennem 60 timers terapi!

På min blog kan du læse om mit studie til psykoterapi på Nordisk Gestalt Institut.
For at blive psykoterapeut på mit studie skal man igennem en ganske lang række terapitimer, såkaldt egenterapi, hos en godkendt terapeut. 60 timers gestaltterapi skal jeg igennem over fire år som et led i min uddannelse – og for forhåbentlig selv at blive en dygtig terapeut. Du kan læse om min egen proces her, hvor det første år nærmer sig sin afslutning – og hvorfor jeg synes, at terapi er så fantastisk og 60 timer slet ikke er så voldsomt, som det kan lyde.

For nogle er der stadig noget skamfuldt ved at gå i terapi. Som om, man er svag eller “tosset”, måske ikke helt velfungerende og ikke kan finde ud af tingene selv.
For mig er det lige omvendt. At gå i terapi er at søge vejledning og støtte til sin egen proces hos et menneske, der står 100% bag dig og kan dele ud af sin livserfaring og visdom. Det er at gå ind i et rum med fuld fortrolighed og tillid, hvor du kan være dig selv og bringe alt frem i lyset, uden at føle dig dømt eller forkert. Et rum, hvor du kan eksperimentere med de ting, som er svære i dine andre relationer og samtidig vide, at du altid bliver mødt kærligt og med nærvær, accept og forståelse.

En person, der går i terapi og er villig til at arbejde med sig selv, er ressourcefuld og tager ansvar for sit liv og lykke.



At være menneske medfører udfordringer!

For mig vidner dét at gå i terapi om et enormt overskud, en vilje til at udvikle sig og tage livtag med de udfordringer, som livet også indeholder. Alene det at være menneske, at være til, rummer udfordringer. For ALLE. Vi skal alle dø en dag, vi skal miste, vi kan være bange for fremtiden, have ar fra fortiden, være usikre på, om vi er gode nok, have koks i vores relationer, være i sorg, mangle lidt eller meget i at opnå den lykke og harmoni, vi drømmer om. Eller vi mangler helt grundlæggende et rum og en relation, hvor vi kan udforske os selv og prøve vores tanker og følelser af i fuld accept og nærvær.

Vi lever i et tid, hvor alt går stærkt. Rigtigt mange taler mere end de lytter, og der kan være langt imellem de vigtige emner og den dybe kontakt. Dér, hvor du bliver mødt i noget, der er afgørende for dig, men interesse, rummelighed og reflektion, uden vurdering og dom.

Det er noget af dét, som psykoterapien kan – og det giver os indsigt og får os til at udvikle os og lære os selv at kende.

TERAPI kommer af det græske ord therapeis og betyder at heale, pleje, lindre, kurere.

 

Forandringens paradoks

Jeg nærmer mig afslutningen på 1. år på mit psykoterapistudie på Nordisk Gestalt Institut. Den fireårige uddannelse kræver bl.a., at jeg er igennem 60 timers egenterapi! Jeg er i gang, og jeg tager det ikke efter et fast skema, men når jeg støder på noget i forhold til den proces, jeg er i og de temaer, jeg arbejder med. Eller, når der kommer noget op i mit liv, som jeg har behov for sparring til.

60 timer lyder af meget, men hver eneste time er en værdifuld gave for min egen udvikling og samtidig en slags praktisk mesterlære. Jo mere, jeg arbejder med studiet, jo flere problemstillinger dukker der op, som jeg kan vende i egenterapien. Ting, jeg bliver opmærksom på gennem litteraturen, jeg læser. Ting, der dukker op i arbejdet på studiet. Dynamikker, jeg opdager i gruppearbejdet. Ofte er det jo vores relationer, der kan give anledning til udfordringer, og i virkeligheden kan gøre os klogere på os selv.

Det handler aldrig om, at noget er rigtigt eller forkert, men om at få tingene frem i lyset. Først, når vi anerkender, dét, der er, kan vi ændre det = “forandringens paradoks”!

 

Vil du skabe en positiv forandring, så må du finde den i dig selv!

 

60 timers terapi er en del af uddannelsen

De første to år på studiet på Nordisk Gestalt Institut tager udgangspunkt i en oplevelsesorienteret læreproces, hvor alle i gruppen arbejder med sig selv både sammen i gruppen og individuelt.

Senere, når man kommer fra et bevidst og afklaret sted, hvor man ikke overfører sine egne problemstillinger på klienterne og kan være 100% tilstede i hans eller hendes proces, kan man så småt begynde at bruger erfaringerne overfor andre.
Egenterapien har derfor en utrolig vigtig funktion som et led i uddannelsen til at blive psykoterapeut.

Terapi koster selvfølgelig penge – i mine øjne nogle af de bedste, man kan give ud – og uddannelsen i det hele taget er bekosteligt. Jeg regner med alt i alt at investere ca. 200.000 kr. i den. En investering i mig selv og min egen værdi: ny faglighed, ny viden, men også i livsindhold og mening, og nogle kompetencer, som kan give mening for mig at bruge resten af livet for at hjælpe andre ♥

Halvdelen af egenterapien kan man tage gratis hos studerende på de sidste årgange, mens den anden halvdel betales hos en godkendt terapeut. Om et par år bliver det mig, der skal træne i at være terapeut overfor frivillige klienter.
Det sker under supervision, så alt sikres at gå forsvarligt til for klienten, og så jeg som “terapeutlærling” får feedback. Det bliver utroligt spændende, når jeg kommer dertil.

Det er i det hele taget en utrolig rejse, jeg har begivet mig ud på, og en af de bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv!

4 replies
  1. Tina
    Tina siger:

    Kære Jeanette,
    spændende læsning og jeg er meget enig i terapiens funktion og virkning.
    Da jeg i mange år har arbejdet som leder i behandlingsområdet har jeg gået i fast supervision ved en ledende psykolog og det fungerer jo lidt på samme vis, som det du beskriver.
    Verden ville nok på mange måder blive et bedre sted om flere turde udforske sig selv nærmere.
    Du ønskes en rigtig god dag og et fortsat godt uddannelsesforløb 🙂

    Svar
  2. Gitte
    Gitte siger:

    Når jeg læser dette indlæg får jeg lyst til at smide alt, hvad jeg har i hænderne og hoppe om bord i uddannelsen. Det lyder virkelig spændende. Men det kan nok ikke føres ud i livet – og jeg er trods alt også meget glad for mit job og mit liv, som det er nu 🙂

    Hvis du en dag får lyst til at dele nogle forslag til læsning, der kan gøre os klogere på os selv (og andre), vil det blive taget imod med kyshånd.

    Tak for en super god blog med masser af inspiration til os på 50+.

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette siger:

      Kære Gitte,
      Hvor er jeg glad for din kommentar, og for at min glæde og entusiasme for beslutningen smitter 🙂
      Du kan tro, at jeg skal have i tankerne at dele noget litteratur. Du kunne evt. starte med danske Bent Falks “At være der hvor du er”, som er lidt af en bibel for mange.

      Mange kærlige hilsner
      Jeanette

      Svar

Skriv en kommentar

Har du en kommentar?
Så del den meget gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.