Jeg har i mange år malet som en hobby, men på det seneste har det knebet med tiden. Med job, webshop, blog, træning, hus og have, kan det i øjeblikket være svært at få tid til alt det, jeg gerne vil. Men i weekenden fik jeg malet mit første maleri i omkring 1 år. Og et stort eet af slagsen – 1,2 x 1,5 meter.
Inspireret af en stor tom væg ved vores spisebord, var det bare om at komme ind i kampen.
Jeg maler altid abstrakt, og efterhånden mere og mere farverigt. Til gengæld kan jeg lide at male i alle størrelser fra helt små indrammede malerier på papir til de store lærreder, som her. Jeg maler i øvrigt altid med akryl.
Her er så det færdige resultat, som dog lige mangler en sølv svæveramme.
Maleriet er helt klart en ting, som jeg rigtigt gerne vil gøre mere ved i fremtiden. Vi har ovenikøbet en høj kælder med godt lys og plads, som er perfekt til formålet. Jeg hører meget gerne din kommentar til, hvad du synes.



