Tag Archive for: asiatisk

Asiatisk råkost med rejer

asiatisk-raakost-rejer.jpg

Her er en lækker asiatisk inspireret sund råkostsalat, som kan bruges til en lille forret eller som hovedret. Den er med marinerede rejer, der sammen med korianderne, giver den skønne asiatiske smag.

Her har jeg brugt den til en forret til 4 personer, hvor 150-200 gram rejer vil være passende.

Start med at marinere rejerne og lad dem gerne stå en time eller to i køleskabet. Her får du min blanding, som jeg selv synes smager rigtigt godt, men du kan jo altid skrue på ingredienserne efter din personlige smag.

Til marinaden skal du bruge:

1 spsk. olie, fx sesamolie
2 spsk. teriyaky soya
1 tsk. rørsukker
½ tsk. østerssauce
1 tsk. revet ingefær
ca. 2 cm. hakket rød chili
1 fed hakket hvidløg
saft af ½ lime

Bland alle ingredienser sammen og lad rejerne marinere gerne 1-2 timer.

Til salaten skal du bruge:

Groft revne gulerødder
1 finthakket løg
Finthakket spidskål eller hvidkål. Ca. samme mængde som gulerødderne
1 håndfuld groft hakkede friske koriander.

Bland salat og rejer sammen inden servering og pynt med lidt friske korianderblade.

 

TIP Du kan også skifte rejerne ud med marineret stegt kylling. 

Vælg palmesukker, når du vil være sundere

Palmesukker er ved at vinde ind som et sundere alternativ til almindeligt sukker. Især, hvis du ønsker at opnå et mere jævnt blodsukker, og en sundere livsstil, kan du med fordel bruge palmesukker fremfor hvidt sukker og rørsukker. Palmesukker har nemlig et Glykæmisk Index (GI), som ligger på ca. halvdelen af sukker. Almindeligt sukker har et GI på 73, rørsukker 68, mens palmesukker ligger på 35 (GI under 35 betegnes som lavt, over 50 er højt).
Derudover har det en helt anden næringsværdi med et rigt indhold af vitaminer og mineraler.

GI er et udtryk for, hvor meget en fødevare får blodsukkeret til at stige og er oprindeligt opfundet for folk med diabetes. I dag er det et mere almindeligt begreb, hvis man ønsker at tabe sig eller spise en sundere kost med mange fibre, og fremhæves bl.a. i Verdens Bedste Kur.

Palmesukker
Palmesukker er noget dyrere end almindeligt sukker, så jeg bruger det i sammenhænge, hvor der skal bruges mindre mængder. Det vil sige, at jeg smider ikke 200 gram i en tilfældig skærekage, men bruger den til drys på fx skyr, på grød, til frugt, dressinger, desserter m.v. Jeg har også planer om at prøve palmesukker til en hjemmelavet æblekagerasp, til sirup og som låg på creme brulée (palmesukker har et lavt smelte/brændpunkt).
Palmesukker er en helt almindelig kendt og klassisk ingrediens i det asiatiske køkken. Det er derfor selvfølgelig oplagt at bruge i asiatiske retter. Men derudover kan du faktisk generelt erstatte det traditionelle hvide sukker, rørsukker og farin med palmesukker.

Palmesukker udvindes af kokospalmernes blomstersaft og har en fyldig og raffineret karamelliseret smag.
Fås hos helsekostbutikker og fx hos Matas til 58 kr. for 250 gram.