Tag Archive for: frugtsalat

Her får du opskriften på min friske og ekstremt velsmagende frugtsalat med marinade af passionsfrugt og lime. Den passer sig bedst til eksotiske frugter som her, hvor jeg har lavet en enkel – og meget gul 🙂 -version med melon, mango og appelsin.

Denne her marinade til frugtsalat er jeg fuldstændig vild med. Den er både syrlig og frisk – og sød, fordi du smager den til med rørsukker.

Jeg har til denne skål til 4 personer brugt:
Kødet fra 3 passionsfrugter og saften fra 4 limefrugter
– og smagt til med ca. 3/4 dl. rørsukker.


En frisk og lidt anderledes eksotisk frugtsalat

Den er blevet meget gul, min version her. Du kan tilsætte hvad som helst af lækre eksotiske frugter og bær (jeg synes ikke, bananer og æbler passer). Det havde fx klædt denne med lidt farve fra bær eller kiwi – og måske lidt mynte eller citronmelisse. Men godt smagte den!

Skær frugten i mundrette stykker – og hæld marinaden over 1/2-1 time før servering.
Nyd frugtsalaten og den skønne søde-syrlige marinade med vanilleis eller råcreme til.

Dine gæster vil elske denne anderledes og meget nemme dessert.