Tag Archive for: hendes verden

I denne uges Hendes Verden, som er udkommet i dag, er der et interview med mig, hvor jeg fortæller lidt om K-beauty og mit eget forhold til hudpleje. For mig er det nærmest en hobby at bruge nogle minutter dagligt, hvor jeg har fokus på at passe min hud, og selvfølgelig er det i dag også et professionelt emne, som jeg formidler videre her på bloggen. Det er dejligt at få lov også at fortælle lidt i de trykte medier, og jeg er selvfølgelig stolt, når i min egenskab af voksen blogger bliver spurgt, om jeg vil være med. Så en stor tak til Hendes Verden ♥

Artikel om k-beauty

Jeg fortæller også, at det for mig ikke handler om bare at se ung ud for enhver pris, men om at være den bedste udgave af mig selv. Til det er en sund udstråling og velplejet glød i ansigtet det vigtigste, og med en daglig indsats med gode produkter, som jeg skriver om her på Qland, kan man nå rigtigt langt. Selv undgår jeg helst invasive såkaldte æstetiske behandlinger med nåle, men har man eet eller andet, som piner eller irriterer en, eller ødelægger selvværdet, så skal man da få det lavet, hvis man har lyst.
Men alt med måde, og indtil videre, så holder jeg mig selv til den sport, jeg er så vild med – at se, hvad hudpleje og en fornuftig livsstil kan gøre!

K-beauty handler helt enkelt om de produkter og ikke mindst rutiner, som vi gennem årene har fået fra de koreanske kvinder. Det er en voldsom rutine bestående af mange trin, men mange af dem har sneget sig ind hos os, og man behøver jo ikke gøre det hele hver eneste dag. Men tænk bare på fx dobbeltrens, serummer, essenser, masker og daglig brug af solcreme, som i sig selv er seks trin! Måske bruger du nogle af dem selv, det vil jeg gætte på, at du gør.

Du kan læse mere i Hendes Verden i denne uge – og du kan læse meget mere om K-beauty i dette indlæg.