Tag Archive for: kort over paradis

Opkald fra Mælkevejen er en bog om tilgivelse og vanrøgt på 1. klasse

Opkald fra Mælkevejen er en selvbiografisk debutroman af billedhuggeren Bjørn Poulsen, som skildrer opvæksten – og siden sit voksne liv – med en psykisk syg mor.

Moderen er af en velhavende familie, hvilket gør det muligt, at hun fra 1969, fra Bjørn er 10 til 15 år, slår sig ned på i alt 20 forskellige hoteller. Før det, har de levet et helt år af mad fra den nærliggende sportshals cafeteria, og hun magter ikke et normalt liv.

En ekstrem historie og et ekstremt svigt, men forfatteren besidder hverken bitterhed eller bebrejdelser. Han er tilgivende og tålmodig – overbærende overfor en angerfuld gammel mor – og insisterer på at se det gode i den opvækst, han har haft.

Vanrøgt på første klasse

Forfatteren fortæller nøgternt om det omflakkende liv, uden normale rammer. Med en ustabil psykisk syg mor, som ikke er et ondt, dårligt eller udannet menneske – hun er magtesløs og ude af stand til at give sine børn et hjem med normale og trygge rammer. Det er vanrøgt på første klasse. Lige indtil, pengene slipper op, og moderen senere ender på på Sundholm og på Skt. Hans.

Der er familie, som han ser som barn, og de er respektable og kultiverede, men tiden var en anden og ingen greb ind, trods moderens råb om hjælp. Den distancerede militærmand af en far er godt i gang med at opbygge en ny familie.
Desuden dækkende Bjørn over sin mor, som han jo også havde det godt med og havde mange gode oplevelser sammen med.

I det voksne liv, som bogen også skildrer, gør han alt for, at moderen ikke skal have dårlig samvittighed. Han er der for hende, som han altid har været, og bebrejder hende intet, selvom hun er en stor prøvelse for ham. Indlæggelserne hjælper ham, og da institutionerne med tiden tager over, er det en lettelse.

Det er ikke dysfunktionalitet i klassisk forstand med vold, druk, åndelig og social armod. Moderen formår at give sin søn er kulturel ballast, og han udvikler en dyb og omfattende viden og interesse for kunst – og for krigshistorie, som læseren præsenteres for undervejs. Biografer, rejser og museer bliver hans dannelse, hvor et hjem, faste og hjemmelavede måltider og en stabil adfærd mangler.

“Fingerspidserne er sprukne og gulbrune af nikotin, men ellers er disse hænder, der aldrig har arbejdet, den del af hende, der er mindst mærket af alderen. Fingrene er lange og slanke, det tynde skind har kun få rynker, og selve håndfladerne er endnu bløde. En lille rest af den pæne dame, jeg var på kro med, og som var urolig over mine kunstnerdrømme, men ikke desto mindre rejste til Paris med mig, så jeg ved selvsyn kunne se van Gogh og Soutine.”

Mobning og isolation

Bjørn bliver midt i hotellivet sendt på den fine Herlufholms Kostskole, hvor han udsættes for en gennemgribende mobning og isolering som offer for den junglelov, der hersker på stedet. Han har dels ikke den normale hygiejne med sig fra sit omflakkende liv. Dels har han nok evnen, men ikke viljen, til at slå fra sig. Han er ikke tilgivende, men kan ikke få sig selv til at gå ind i kampen, som vil være korporlig. Vreden og hævnfantasierne mod mobberne lever indeni, og han skriver godt på vreden. Her flyder sproget mere energisk.

Hvad han ikke har i lysten til at slås, har han i stedet i evnen til at overleve ved at finde sin egen vej. Han forlader kostskolen og et kapitel i sit liv, hvor ingen kom ham til undsætning. Aldrig søger han efter medynk, men kæmper sine indre kampe og finder en vej. Han beskriver også flere mindre flatterende sider af sig selv som barn, som indbefatter både lussinger til sin halvlillebror og prygl til hunden Polle. Afmagten og den ikke helt normale opvækst på diverse hoteller efterlader han ikke fuldstændig normaltfungerende, hvilket også nærmest havde været mærkeligt.

Tilgivelse og kærlighed

Som historien folder sig ud – og forfatteren i billedhuggeren folder sig ud med den – kommer vi ind til kernen af kærligheden til moderen. For til sidst at forstå hende som et tappert menneske.
Hvis moderen ikke havde kæmpet og beholdt sine børn, var Bjørn måske realistisk endt på Godhavn. Det er et livsvilkår for ham at se det bedste i tingene. For det kunne altid have været værre. Han kunne også have været vokset op i en kulturel armod, hvilket jeg forestiller mig ville være et langt mindre attraktivt scenarie end hotellivet og det symbiotiske liv med den ustabile, men ikke ukærlige, mor.

“I mørket kan jeg mærke hende. Det er først, når jeg åbner øjnene, at hun er væk. Som en af de blå kæmpestjerner, der, når de slukkes, imploderer til et sort hul. De er ikke længere synlige, tilsyneladende er de forsvundet, men stoffet er der stadigvæk, en tyngdekraft, der trækker stærkere end nogensinde.”

I starten tænkte jeg tre stjerner, så fire, men jeg ender på fem efter at have læst den sidste del.
Romanen udvikler sig, som har det været en lettende terapi at skrive og udfolde den fulde historie. Sproget synes at flyde bedre og skarpere, som vi kommer længere og længere ind i kernen.
Forfatteren lukker os ind i et ekstremt barneliv, en overklasseopvækst i slæbesporet, hvor den kulturelle opdragelse kompenserer for alle manglerne. Hvor kærligheden til moderen er stor, trods dens svære betingelser, og hvor tilgivelsen er central for at komme videre i livet og for at være i det.

Opkald fra Mælkevejen af Bjørn Poulsen fås hos Saxo.com (reklamelink)

Kort over Paradis af Knud Romer er en uovertruffen biografi – og en overlegen demonstration!


Det er med en vis ydmyghed, at jeg anmelder Knud Romers nye roman, og længe ventede toer, Kort over Paradis, og lad mig med det samme sige, at den skal have seks stjerner her på bloggen. Han demonstrerer sin store, ikke mindst litterære, viden, sit udsyn og ikke mindst evnen til at se på sig selv, så man kun kan bøje sig i støvet.

12 år har det taget ham at komme igen med en toer efter den store succes med Den som blinker er bange for døden, og måske har det lange og grundige arbejde med murstensromanen netop haft som delvist mål at bevise, at Knud Romer besidder endnu mere end det selvbiografiske. At hans force ligger her, men at han kan det hele og også på internationalt niveau. Det er mig, mig, mig på flere planer, både historien om ham selv, og også en parallel fortælling, der beviser hans niveau og hans viden. Og også dét, der driver ham i mange henseender igennem livet – opmærksomheden – indtil han rammer bunden, mister sin rest af barndommen og dens beskyttende skjold, og finder hjem.

Det hele er, ikke at forglemme, på et sprogligt niveau, der til tider er så smukt, at det næsten gør ondt.
Her får du to uddrag fra hhv. begyndelsen og slutningen af romanen, hvor han skriver så fuldendt vidunderligt og poetisk. Om, hvor vi kommer fra – og om at komme hjem!

 

“Stynede piletræer og flade marker foran en uendelig horisont – kig dig omkring, sådan ser der ud, når jeg lukker øjnene. Det er ligegyldigt, hvor jeg befinder mig, og hvor i alverden jeg rejser hen. Om jeg så stod på Månen. Jeg behøver bare at blinke, og grøften sitrer af græshopper. Ude på overdrevet lugter tangen. Det grønne sund flyder forbi. Jeg bærer Falster i mig, fordi jeg på en måde er landskabet. Det var det første, jeg så, og det skabte mig i sit billede – og det kom til bevidsthed og vågnede i mig. Vi blev til samtidig. Alting var nyt og som en forelskelse, og Gud spillede yoyo med lærken, der hang højt oppe i sin snor og slog triller. I dyreverdenen hedder det “imprinting”. De kopierer, hvad de ser, og finder hjem i et intenst landskab af dufte og lyde og synsindtryk: stedsans. Det gælder også for mennesker, at man knytter sig til det, der kommer én i møde, når man er barn. Vi besætter det med vores følelser og opmærksomhed i et euforisk øjeblik. Vores mors ansigt og vores forældres adfærd og omgivelsernes egenskaber prenter sig ind i hukommelsen og former vores bevidsthed. Det kan være en villa i forstæderne, en gård på landet, et højhus i et højhuskvarter. Barndomslandet ligger overalt og er altid lige her. Det er den nærsanselige oplevelse og måden at være til på, som skaber det, og om det er en køkkenspand eller baghaven med komposten, der lugter af regnorme og jord. Det er dyret i os, som spidser ører og vejrer og forvandler stedet til natur.”
***
“Det går op ad bakke og ned ad bakke mod Rekkende, og så drejer du mod venstre ad den smalle vej og åbner vinduet. Kløveren dufter så sødt, at du får huller i tænderne, og fårene bræger. Du kommer gennem bøgeskoven, og vejen bliver til et hjulspor med stynede piletræer på begge sider og enge og overdrev ud til Bøgestrømmen, der flyder grønt forbi.
Sådan har det altid set ud, når jeg lukker øjnene – lige siden jeg voksede op i sidste række før roemarkerne – og det er som at drømme ved højlys dag.
Hjulsporet bugter sig op til det lille hus, der ligger alene i skovbrynet på bakken – en hare løber foran hele vejen – og du er nået til verdens ende med en have fuld af muldvarpeskud og blåregn. Markerne er plettede af valmuer, og vender du dig om, ser du vandet med siv og en lille bådebro.
Her ligger piratjollen og vipper – den hedder “Liv” – og Jungshoved Kirke står hvid og fin på den anden side af vigen med en lille havn. Svanerne letter, når klokkerne ringer til andagt.
Luften brister af fuglesang – og jeg kan høre to piger, der løber i haven og griner. Gøgen gentager de samme toner på blokfløjte i skoven, og jeg tæller, hvor mange år der er tilbage endnu.”

***

Kort over Paradis bevæger sig både højt op over den danske andedam, og er på samme tid en eminent selvbiografi fra Falster og København, en rejse fra land til by og tilbage igen, fra det studentikose til pludselig succes i reklameverdenen og fra barn til voksen, fra drømmen og passionen til opnåelsen af den kunstneriske drøm om udgivelse på det ansete tyske forlag Insel Verlag.

En rejse fra en overbeskyttet enebarnstilværelse på Falster, til et forsumpet liv som evighedsstudent – over en uventet succes i reklamebranchens guldalder i halvfemserne – til en rolle i Lars von Triers Idioterne, som baner vejen til den røde løber i Cannes.

***

Romanen foregår i to spor. Den veksler mellem hans egen dannelseshistorie og fortællingen om hans imaginære ven M.  Den springer mellem hans eget liv, først på Falster, siden i København – og vennen parallelt i verdensbegivenhedernes centrum i Persien og Afghanistan som søn af en diplomat og CIA-agent.

Alle 527 sider blev jeg draget igennem på få dage, men allermest alligevel af den autobiografiske del – det indrømmer jeg gerne. Hans liv, hans observationer, hans tanker og oplevelser, der er lige så fascinerende og interessante, som det er at høre på ham. Omdrejningspunktet er hans forældre, hans barndom og rødder, og bogen er i høj grad en fortælling om at tage afsked med sit barndomshjem og sin far, der er dement. Om at komme hjem, at finde hjem til sig selv efter den totale deroute, hvor han gør op med sit liv i overhalingsbanen med kokain og masser af penge og succes i reklamebranchen og finder forløsning for sine kunstneriske og personlige drømme.

Bogen fås hos Saxo.com her (reklamelink)