Opkald fra Mælkevejen er en bog om tilgivelse og vanrøgt på 1. klasse

Opkald fra Mælkevejen er en selvbiografisk debutroman af billedhuggeren Bjørn Poulsen, som skildrer opvæksten – og siden sit voksne liv – med en psykisk syg mor.

Moderen er af en velhavende familie, hvilket gør det muligt, at hun fra 1969, fra Bjørn er 10 til 15 år, slår sig ned på i alt 20 forskellige hoteller. Før det, har de levet et helt år af mad fra den nærliggende sportshals cafeteria, og hun magter ikke et normalt liv.

En ekstrem historie og et ekstremt svigt, men forfatteren besidder hverken bitterhed eller bebrejdelser. Han er tilgivende og tålmodig – overbærende overfor en angerfuld gammel mor – og insisterer på at se det gode i den opvækst, han har haft.

Vanrøgt på første klasse

Forfatteren fortæller nøgternt om det omflakkende liv, uden normale rammer. Med en ustabil psykisk syg mor, som ikke er et ondt, dårligt eller udannet menneske – hun er magtesløs og ude af stand til at give sine børn et hjem med normale og trygge rammer. Det er vanrøgt på første klasse. Lige indtil, pengene slipper op, og moderen senere ender på på Sundholm og på Skt. Hans.

Der er familie, som han ser som barn, og de er respektable og kultiverede, men tiden var en anden og ingen greb ind, trods moderens råb om hjælp. Den distancerede militærmand af en far er godt i gang med at opbygge en ny familie.
Desuden dækkende Bjørn over sin mor, som han jo også havde det godt med og havde mange gode oplevelser sammen med.

I det voksne liv, som bogen også skildrer, gør han alt for, at moderen ikke skal have dårlig samvittighed. Han er der for hende, som han altid har været, og bebrejder hende intet, selvom hun er en stor prøvelse for ham. Indlæggelserne hjælper ham, og da institutionerne med tiden tager over, er det en lettelse.

Det er ikke dysfunktionalitet i klassisk forstand med vold, druk, åndelig og social armod. Moderen formår at give sin søn er kulturel ballast, og han udvikler en dyb og omfattende viden og interesse for kunst – og for krigshistorie, som læseren præsenteres for undervejs. Biografer, rejser og museer bliver hans dannelse, hvor et hjem, faste og hjemmelavede måltider og en stabil adfærd mangler.

“Fingerspidserne er sprukne og gulbrune af nikotin, men ellers er disse hænder, der aldrig har arbejdet, den del af hende, der er mindst mærket af alderen. Fingrene er lange og slanke, det tynde skind har kun få rynker, og selve håndfladerne er endnu bløde. En lille rest af den pæne dame, jeg var på kro med, og som var urolig over mine kunstnerdrømme, men ikke desto mindre rejste til Paris med mig, så jeg ved selvsyn kunne se van Gogh og Soutine.”

Mobning og isolation

Bjørn bliver midt i hotellivet sendt på den fine Herlufholms Kostskole, hvor han udsættes for en gennemgribende mobning og isolering som offer for den junglelov, der hersker på stedet. Han har dels ikke den normale hygiejne med sig fra sit omflakkende liv. Dels har han nok evnen, men ikke viljen, til at slå fra sig. Han er ikke tilgivende, men kan ikke få sig selv til at gå ind i kampen, som vil være korporlig. Vreden og hævnfantasierne mod mobberne lever indeni, og han skriver godt på vreden. Her flyder sproget mere energisk.

Hvad han ikke har i lysten til at slås, har han i stedet i evnen til at overleve ved at finde sin egen vej. Han forlader kostskolen og et kapitel i sit liv, hvor ingen kom ham til undsætning. Aldrig søger han efter medynk, men kæmper sine indre kampe og finder en vej. Han beskriver også flere mindre flatterende sider af sig selv som barn, som indbefatter både lussinger til sin halvlillebror og prygl til hunden Polle. Afmagten og den ikke helt normale opvækst på diverse hoteller efterlader han ikke fuldstændig normaltfungerende, hvilket også nærmest havde været mærkeligt.

Tilgivelse og kærlighed

Som historien folder sig ud – og forfatteren i billedhuggeren folder sig ud med den – kommer vi ind til kernen af kærligheden til moderen. For til sidst at forstå hende som et tappert menneske.
Hvis moderen ikke havde kæmpet og beholdt sine børn, var Bjørn måske realistisk endt på Godhavn. Det er et livsvilkår for ham at se det bedste i tingene. For det kunne altid have været værre. Han kunne også have været vokset op i en kulturel armod, hvilket jeg forestiller mig ville være et langt mindre attraktivt scenarie end hotellivet og det symbiotiske liv med den ustabile, men ikke ukærlige, mor.

“I mørket kan jeg mærke hende. Det er først, når jeg åbner øjnene, at hun er væk. Som en af de blå kæmpestjerner, der, når de slukkes, imploderer til et sort hul. De er ikke længere synlige, tilsyneladende er de forsvundet, men stoffet er der stadigvæk, en tyngdekraft, der trækker stærkere end nogensinde.”

I starten tænkte jeg tre stjerner, så fire, men jeg ender på fem efter at have læst den sidste del.
Romanen udvikler sig, som har det været en lettende terapi at skrive og udfolde den fulde historie. Sproget synes at flyde bedre og skarpere, som vi kommer længere og længere ind i kernen.
Forfatteren lukker os ind i et ekstremt barneliv, en overklasseopvækst i slæbesporet, hvor den kulturelle opdragelse kompenserer for alle manglerne. Hvor kærligheden til moderen er stor, trods dens svære betingelser, og hvor tilgivelsen er central for at komme videre i livet og for at være i det.

Opkald fra Mælkevejen af Bjørn Poulsen fås hos Saxo.com (reklamelink)

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.