Tag Archive for: kvædesorbet

Kvædesorbet – fantastisk anvendelse af kvæder

Efter et restaurantbesøg gik det op for mig, at kvæder er mere end almindeligt velegnede til sorbet. De har en dejlig smag af både sødt og syrligt, som er helt perfekt til is. Det er, efter min mening, noget af det allerbedste, du kan bruge kvæder til.

Da det ikke lykkedes mig at finde en opskrift, måtte jeg selv i gang med at smage mig frem til noget, der lignede den jeg fik på restauranten. I al beskedenhed blev den så god, at jeg slet ikke nåede at få taget et foto af den færdige sorbet, før den væk!

Jeg lavede sorbeten uden ismaskine, hvilket sagtens kan lade sig gøre, hvis man er hjemme i omkring 4 timer og rører i massen jævnligt under indfrysningen.

Kvædesorbet
Server fx sorbeten til marcipankage og drys med lidt groft hakket chokolade, og du får den lækreste dessert. En af gæsterne mente ligefrem, at det var den bedste sorbet, hun nogensinde havde smagt!

Du skal bruge (til ca. 1½ liter sorbet)
ca. 700 gram skrællede kvæder i tern
7,5 dl vand
250 gram sukker
1/3 vanillestang

desuden marengsmasse af:
3 æggehvider
100 gram flormelis

  1. Skræl kvæderne, fjern kernehus og skær dem i grove tern.
    Kvædesorbet2
  2. Kog dem i vand med sukker og vanilje til de er møre – ca. 10 minutter.
  3. Lad kvæderne trække i lagen i en halv times tid og si dem derefter. (De frasiede kvæder smager dejligt som marmelade).
  4. Lad lagen køle helt ned i køleskab.
  5. Pisk æggehviderne stive og pisk flormelissen i, så du får en marengsmasse.
  6. Rør det hele sammen og kør massen på ismaskine eller stil den alternativt i fryseren og pisk massen igennem ca. hver 20-30. minut, så den ikke danner krystaller.