Så er der nedtælling til min runde fødselsdag!
På fredag runder jeg de halvtreds og fyrrerne er SLUT!
De har nu ellers været gode de fyrrere – ikke mindst, fordi det var årtiet, hvor jeg mødte min mand og blev gift i en alder af 42.

I fyrrerne har jeg stået hvid brud, vi har købt to huse (og solgt det ene igen), vi har rejst og har i det hele taget oplevet meget, jeg har startet Voksenlivsstil, jeg har egenhændigt etableret en webshop, vi har opbygget en fælles familie, alle er glade og raske, jeg har fået to dejlige voksne piger med i købet – og den sødeste svigermor (tro det eller ej), jeg og vi har skønne venner og familie, og jeg synes hele tiden, at jeg er i kontakt med mange søde og spændende mennesker. Sidst, men ikke mindst, synes jeg også, at jeg selv er blevet klogere og mere positiv, har søgt indsigt og har udviklet mig som menneske.
Når jeg nu ser tilbage, har fyrrerne været opbygning og konsolidering af det liv, som jeg i dag er så lykkelig og taknemmelig for. Og selvom man aldrig skal tage noget for givet, så har jeg det bedste fundament til at gå ind i mit næste tiår. Så det gør jeg med oprejst pande.
Det nytter ikke noget at sætte sig ned og beklage sig over sin alder. Tiden går, vi bliver ældre, en dag skal vi herfra – det er livets præmis og det eneste, vi kan gøre er at forsøge at nyde nuet så ofte som muligt, få det bedste ud af det, vi har, og hele tiden blive en klogere og bedre udgave af os selv.
Jeg vælger at gå ind i halvtredserne med nysgerrighed og taknemmelig og tro på det bedste. Jeg vil blive ved med at udvikle mig, være nysgerrig, aktiv og følge med tiden – og så glæder jeg mig til at fortsætte med at skrive her på bloggen og forhåbentlig være med til at bevise, at stil ikke har noget med alder at gøre!
…og nu vil jeg bare nyde de sidste 5 dage i fyrrerne og gøre klar til fødselsdagsfest – prøve mit nye festdress (glæder mig til at vise det frem her på bloggen), få klippet spidser og få en oxygen lift ansigtsbehandling (den skal jeg nok vende tilbage med).
Et lille PS. Den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup sagde det så klart: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd“. I et ægteskab holder man i den grad hinandens liv i sine hænder, og mit liv ville helt sikkert have set helt anderledes ud, hvis jeg ikke for 9 år siden var så heldig at løbe ind i Sten.

Det er i det hele taget værd at huske på, at vi alle hver eneste dag holder hinandens liv i vores hænder i stor eller lille grad. Hvert eneste møde, hver eneste samtale eller bemærkning – hele tiden giver du selv input til andre, inspirerer, trækker op eller trækker ned. Og det samme gør andre til dig. Det er værd at tænke på – du holder noget af et andet menneskes liv i dine hænder! Så lad os nu være gode ved hinanden.

