I dag har været en slags milepæl for mig, hvor jeg har gennemført Eremitageløbet og de 13,3 km. for 6. år i træk. Da jeg i forsommeren hostede mig afsted på mine løbeture på halvdelen af distancen, var der ikke meget luft eller styrke ovenpå to gange fuld narkose, operationer, angst og bekymringer, som lige blev toppet af 15 strålebehandlinger, som jeg i en periode godt kunne fornemme generede mine ene lunge en anelse. Jeg var så uendelig træt i min krop, men jeg løb mine ture på 6-7 km. i et adstadigt tempo. Og så gik det stille og roligt fremad igen. Sårene heles, både fysisk og mentalt, formen kommer stille og roligt tilbage, og det har været så vigtigt for mig, og er nok vigtigere end nogensinde, at føle mig fysisk stærk og i form.
Selvfølgelig skulle jeg have min hårdt tilkæmpede 5års nål på i år, hvor det var sjette gang i træk, at jeg løb den hårde 13,3 km. rute i Dyrehaven!
I de sure måneder har jeg set frem til den 6. oktober og Eremitageløbet, som stod som en blinkende markør, hvor jeg ville være ude på den anden side og tilbage i fuld vigør igen. Og sådan er det blevet! Jeg klarede den i dag, og endda i en nogenlunde tid. Ikke min bedste tid, faktisk heller ikke min dårligste, men 1 time og 21 minutter var slet ikke så dårligt endda. I alt fald er det mere end rigeligt til, at det netop blev den milepæl, jeg havde ønsket mig og set frem til.
Så jeg er glad! Lidt tung i benene lige nu, men til gengæld let om hjertet ♥
Søde, ydmyge Simon løb sig ind i top 4%!
Vores løbeteams størrelse svinger lidt fra år til år. I år var det en lille eksklusiv og hyggeligt team på to personer – selvom vi savnede en del andre fra familien denne gang – men til gengæld har vores ene svigersøn, Simon, for nogle år siden opdaget sit løbetalent, da vi var på familietur på Club La Santa. Han var med for første gang til Eremitageløbet i år og løb på……hold fast….54 minutter!!!!! Direkte ind på top 4% på hele Eremitageløbet og en nåleplacering i sin aldersgruppe. (du kan nok regne ud, at vi ikke løb sammen 🙂 ). Han er det mest rolige, ydmyge og søde menneske, og så drøner han lige ud uden de store armbevægelser og løber så fantastisk!
Jeg er så stolt af Simon, at han har trænet og været nervøs i flere dage op til løbet for, hvordan det skulle gå – og så giver han den sådan en skalle og er så talentfuld! Det er så sejt.
Jeg er også stolt af mig selv, at jeg er nået hertil, hvor jeg er nu, og ikke mindst er jeg bare taknemmelig for, at tingene er gået, som jeg har ønsket det. Sådan har vi hver især vores sejre, og uanset om vi er hurtige eller knap så hurtige, om vi kan meget eller lidt, om vi gør det ene eller det andet, så er det både i orden og vigtigt, at vi klapper os selv på skulderen en gang imellem.
Lad os sætte os nogle mål – små som store – og glæde os, når vi nå dem, eller bare kommer i nærheden af dem ♥
