Tag Archive for: Lanzarote Ironman

Gode råd fra Charlotte Bircow – det er det indre, der tæller!

Jeg har haft fornøjelsen at møde Charlotte Bircow – og høre to foredrag med hende – på Club la Santa, hvor min mand og jeg holder aktiv ferie i denne uge. Hun holder, sammen med et team af instruktører, Power Week, hvor hun træner og motiverer 50 glade deltagere (så vidt jeg kan se kvinder alle sammen). De har mulighed for at følge et dagsprogram af træning, medition, foredrag m.m., og det virker som en rigtig god uge for alle, hvad enten de rejser sammen med deres mænd, alene eller med en veninde. Det koster 100€ at være med på Power ugen, udover rejse og ophold.

charlotte-bircow-power week

Er du interesseret i at læse mere eller komme på Power Week, kan du følge med på CharlotteBircow.com eller på ClubLaSanta.dk.

Charlotte Bircow er meget mere end Baller af Stål, selvom hendes træningsdvd’er stadig er populære efter snart 25 år. Sød, rar og positiv – og på ingen måde fanatisk.
Og hvis du tror, at det bare er det ydre, det handler om for Charlotte, så tager du fejl! For hende er det det indre, som er den primære drift for at dyrke motion. Motion gør os nemlig glade! Vi udskiller serotonin, dopamin og endorfiner, når vi dyrker motion – så udover at få styrke og en sund livsstil, bliver vi simpelthen gladere.

Og det er ikke kun et spørgsmål om at træne, tingene hænger sammen og den mentale del spiller en større og større rolle for Charlotte Bircow, som mener, vi skal motionere vores hjerne og fokusere på den positive indstilling. Motion, kost og mental styrke skal  gå hånd i hånd, hvilket du kan læse mere om på CharlotteBircow.com.

Det er ingen hemmelighed, at Charlotte Bircow har gennemgået et kræftforløb og nu er blevet rask. Hendes første chokreaktion overfor lægen var – “hvad vil du have, at jeg skal sige”? Hun havde jo gjort alt det rigtige, levet sundt og dyrket motion. Hvordan kunne fitnessdronningen blive ramt af kræft? Men nogle gange må man droppe at lede efter forklaringer og acceptere det, livet bringer – og ikke mindst tro på det positive og få det bedste ud af situationen. Ét af hendes yndlingscitater er:

“Du er ikke herre over de ydre omstændigheder der rammer dig, men altid over, hvordan du vælger at reagere på dem.”

Uanset, hvor dårlig hun var af kemo, trænede hun hver eneste dag. Hun spiste sundt og kunne bl.a. konstatere, at rødbedesaft fik hendes blodtal til at stige. I dag er hun rask, og den 19. maj stiller hun op til Lanzarote Ironman (3,8 km. svømning, 180 km. cykling og 42,2 km. løb). Og det med ondt i ryggen, fordi følgevirkningerne af hendes operation stadig kan mærkes, når hun sidder time efter time på cyklen.
Jeg hepper i den grad på den søde, seje kvinde!

Du kan følge hendes anstrengelser på Lanzarote her.