Den 16. marts døde den tidligere DJ, freelance journalist og forfatter Maria Gerhardt efter et årelangt kræftforløb, kun 39 år gammel. Bare ugen før udkom hendes tredie bog Transfervindue – Fortællinger om de raskes fejl.
Transfervindue er en kort, men stor og velskrevet bog, vekslende imellem forfatterens intense betragtninger om livet som terminal kræftpatient og en utopisk, drømmeagtig fremstilling af kystområdet nord for København som ét stort lukket hospice, hvor alt er hvidt, og lindringen bl.a. består af nonnernes hjemmedyrkede cannabis og vinterbade med overlægen.
Bogen er knugende og intens fra de første linjer:
“Der findes et sted i Rosenhaven ved Hellerup Strand, hvor jeg sidder, når jeg ikke kan sove. Jeg venter på solen, ryger cigaretter, mens jeg venter, ryger cigaretter, selvom jeg ikke må. Mine ben spjætter, nerveskader, siger de. Kroppens notifikationer. Det står med rødt, det står med gult, det står med orange, kærlig hilsen stadig fire.”
Hun ser tilbage på et sygdomsforløb med behandlinger og forsøg på at gøre alt, hvad der står i hendes magt for at blive rask.
Hvor kræfterne forsvinder og livet med hendes kone og deres lille søn bliver mere og mere svært – drengen trækker sig instinktivt fra hende, og livet pulserer videre, selvom hun dårlig magter at stå ud af sengen. Hun vælger for alles skyld et langt forløb på hospice:
“Der er så mange breve i skufferne, jeg ikke har fået sendt. De ligger der bare med dit navn på. Jeg forsvandt jo herind. Jeg flygtede ikke. Jeg forsvandt bare. Det sagde du også selv. “Du forsvinder fra mig.” Og jeg ville jo skåne jer for en yderligere opløsning. Af kroppen, af tankerne, af den person, jeg var. Den person, jeg aldrig bliver igen.”
Hun er indenfor murene, befinder sig mellem at være levende og død. Hun betragter både sig selv og de andre syge, men også alle os udenfor med travlhed og prioriteter, som kan være svære at forstå. Hun drømmer om det utopiske hospice, der gør den sidste tid og døden sund og smuk og æstetisk. I modsætning til den barske og hårde virkelighed, hun befinder sig i.
“Jeg husker et forår med op til syv forskellige læger, der alle kiggede på mig med hovedet på skrå. Faste sygeplejersker, der prustede opgivende og vente deres øjne på vej ned til kaffe, efter møder, hvor jeg bare sad og græd og græd ned i en kop for ikke at spilde flere kropsvæsker på gulvet. Jeg husker at sidde i venteværelser og lytte til andres CPR-numre, rasende på alle de efterkrigsbørn, der sad rundt omkring, nervøse og med paryk. Hvad tuder I over? I har oplevet 50’erne, 60’erne, 70’erne, 80’erne, 90’erne, 00’erne and counting.”
Jeg kunne vælge citater fra næsten hver eneste side, så komprimeret og intens er den. Den rammer så hårdt i hjertet, så sørgmodig og så indsigtsfuld. En nødvendig erkendelse af døden, og hvor hårdt livet kan være, så vi også husker, at vi skal leve, mens vi kan.
“Disse hemmeligheder, vi havde, som alle vores omgivelser var misundelige på. Denne lykke har jeg ikke længere. Disse nærmest telepatiske evner, hvor vi ikke behøvede at sige noget. De aftener med rødvin, hvor vi sagde en hel masse. De gange, jeg bare kunne pege på et billede. De morgener, du havde lagt en bog frem. Intet har jeg kunnet erstatte det med. Og det begynder at gøre ondt. Det river i kroppen og er værre end de smerter, jeg egentlig får medicin for i ganske høj dosering.”
Bogen kan fås på Saxo.com her (reklamelink)
