Jeg har løbet det sidste snart halvandet års tid. Så udover, at jeg dyrker BodyCombat og nogle gange lidt spordisk vægttræning og Pump, kan jeg vel nu efterhånden kalde mig selv løber. Jeg kan ikke påstå, at jeg ligefrem springer ud af døren af iver, når jeg skal afsted, men når man først er i gang – og ikke mindst kommer hjem igen – er der bare ikke noget federe. Og jeg har overskredet mange af de grænser og fordomme, jeg har bildt mig selv ind, at jeg havde. For rigtigt meget foregår inde i vores hoveder, når det kommer til løb.
Mit mantra nr. 1 var, at jeg bestemt aldrig kom til at løbe over 5 km. Det gad jeg bare ikke. Nu løber jeg dobbelt så langt, og 5 km. er blevet en kort tur.
Jeg skulle heller aldrig løbe løb – hmmmm, i næste weekend kalder Friløbet i København på 10 km. Om 3 uger mit allerførste Eremitageløb (13,3 km.).
Jeg ville ikke have en løbemakker, og slet ikke min mand (for så ville jeg nok pive for meget), men nu løber vi jævnligt sammen, og det nyder jeg (og jeg piver ikke, tværtimod).
Jeg ville ikke løbe om vinteren, det er for koldt og besværligt. Med det rette udstyr er det nu ikke noget problem.
Med andre ord, når man først kommer i gang og finder glæden ved at løbe, så flytter grænserne sig. Så hører du til dem, der siger, at løb ikke er noget for dig – så passer det måske ikke, hvis du først rigtigt prøver det!
Ja, det er surt at tænke på, at jeg skal ud og løbe 10 km. her til formiddag. Men jeg ved også bare, at jeg har det fantastisk både fysisk og mentalt bagefter – og faktisk er jeg også nået dertil, hvor jeg nyder selve turen. Det ER hårdt, men det er også FEDT. Og det handler om, hvor du ligger det mentale fokus. Hvis du hele tiden fortæller dig selv, at det er hårdt, så ER det hårdt. Men hvis du roser dig selv, tænker positivt og tænker, at du gør det så godt, du kan – så er det dejligt at løbe.
Først og fremmest er der stoltheden over sig selv. At være tilfreds med sin indsats. Jeg er måske ikke den allerhurtigste, men heller ikke ligefrem langsom – jeg ligger p.t. omkring 5.50-6 min. pr. km. – men jeg GØR det. Jeg gør det så godt, som JEG kan og for hver gang, man løber lidt længere eller lidt hurtigere, er det bare fedt.
Humøret stiger – og bliver ved med at være oppe lang tid efter en løbetur. Sammen med den generelle tilfredshed med egen indsats, så udskilles forskellige stoffer, der holder humøret oppe i timevis.
Kroppen får det godt. Der forbrændes kalorier og forbrændingen holdes – ligesom humøret – oppe i langt tid efter turen. Man får svedt igennem og nærmest udrenset kroppen – og så får man virkelig pæne ben 🙂
Det er ikke fordi, jeg gider – men nu SKAL jeg altså ud og løbe 10 km., og jeg ved, at jeg har det FANTASTISK bagefter.