Tag Archive for: min mor

Fødselsdag, Corona og min mor efter sygdommen

Så blev det rigtigt alvorligt med Coronavirussen i Danmark. Var der nogen, der stadig ikke forsod alvoren, da jeg skrev om det i går,  så er den nok trængt ind nu!
Jeg har rettet indlægget, så fitness nu ikke længere er på min go-liste, og restaurantbookinger og planlagte museumsbesøg er også aflyst. Jeg håber virkelig, at vi kan få knækket kurven!

Det er en svær vurderingen i disse tider, men jeg har altså – i samråd med mine forældre – besluttet at besøge dem i dag, hvor det er min mors fødselsdag. Min mor er under genoptræning, men ingen af dem er kritisk syge som sådan, så de vil gerne have, at jeg og Viola kommer. Ingen af os har været i kontakt med mange mennesker, eller med folk, der var syge.  Men det er selvfølgelig stadig en svær beslutning, hvad man skal gøre.


Her er min mor og jeg, da hun var 20 år gammel. En ung mor, som det ofte var dengang. Mine forældre er 74 og 76 år i dag og bor i det hus, hvor jeg er vokset op. Normalt er de raske og rørige, men som du måske læste i efteråret, blev min mor ramt af en blodprop i hjernen i starten af oktober og blev lammet i højre side. (du kan læse om min reaktion i dette indlæg Når verden bliver meget lille).

Så her er en status! Min mor er så sej og har ikke misset een eneste gang genoptræning. Min far er lige så sej og har hjulpet og støttet min mor, så de ikke har fået hjælp udefra. Han gør rent, køber ind, laver mad, fletter hår – og det hele bliver heldigvis nemmere og nemmere.
Hun taler stort set perfekt igen. Hun kan gå i en rollator. Hun kan holde på en blyant med højre hånd. Med andre ord, så er hun godt på vej til at komme tilbage, og jeg tror fuldt og fast på, at hun bliver helt normal igen og kommer til at gå ude i haven til sommer ♥
Så der er ekstra meget at fejre i dag.

Jeg håber, du må få en dejlig dag, hvad enten du er hjemme eller i karantæne eller på job.

Historien om min franske mormor

Der er en ganske bestemt grund til, at jeg hedder Jeanette. Det var ikke en navn, der var mange, der fik i 1966 (og heller ikke i dag for den sags skyld), men jeg er opkaldt efter min franske mormor, som du her skal få historien om. Eller rettere sagt den flig af hendes forhistorie, vi kender. Den involverer 2. verdenskrig, en sømand (som skulle blive min morfar), tragiske dødsfald, skilsmisse, at vælge sin egen vej og aldrig at se sig tilbage. En fransk dame på godt og ondt og ikke helt som de fleste i den danske provins, da jeg var barn.

min franske mormor

Min mormor hed i virkeligheden Jeanne, men blev kaldt Jeannette. Hun havde også et smukt mellemnavn, som hun aldrig brugte, Florentine. Da jeg blev født valgte mine forældre, som en gestus til hende, at døbe mig Jeanette. Med eet n, og udtalt med tre stavelser. Jea-net-te. Sådan blev min mormors navn også udtalt her i Danmark.

Som barn tænkte jeg ikke videre over, hvorfor jeg hed det samme som min mormor, eller over hendes historie. Jeg vidste, hun var anderledes, og der var noget dragende og eksotisk over det franske. I halvfjerdserne, hvor jeg voksede op, var det ikke så almindeligt at være fremmed i Danmark, og på den måde var hun noget særligt og skilte sig ud. Med sin gebrokne sprog og med sin franske stil, med de meget fine flasker fransk rødvin, som hun valgte at bruge sine sparsomme midler på ved særlige lejligheder. Med hendes velplejede elegance og appetit på at nyde livet, selvom hun forsørgede sig selv som ufaglært. I mange år i Kalundborg på fabrikken, der lavede Carmen curlers, og senere som sygehjælper, da hun flyttede til Ringsted for at være tæt på sin eneste datter, svigersøn og min bror og mig.

Først i dag er jeg i stand til at se, hvilken fighter, hun var og hvor hård en skæbne, hun kæmpede med, og hvad jeg har båret med fra hende.

Min mormor fik skyld for sin lillebrors død

Min mormor blev født i 1920 i den nordfranske by Arras. Allerede, da hun var fem år havde hendes liv taget en tragisk retning. Hendes mor var død, og jeg huskede min mormor fortælle med gru, hvordan moderen lå derhjemme, og børnene skulle kysse det iskolde lig farvel. Det var en af ganske få ting, hun fortalte om sin opvækst i Frankrig, og det havde sat sig dybt i hende. Faderen mistede hun ved samme lejlighed, da han ikke havde interesse i at tage sig af de tre børn.

Overdraget i sine bedsteforældres varetægt blev hun i en alder af bare fem år sat til at passe sin lillebror, der strøg fra hende og druknede i en nærliggende å. Hun fik skylden. Som femårig. En historie, hun aldrig selv fortalte mig, men som måske var en af grundene til, at hun aldrig nogensinde vendte tilbage til Frankrig til trods for, at hun rejste verden rundt sammen med min morfar.

Jeanne Florentine Merville

2. verdenskrig tvang min mormor til Hamborg

Under 2. verdenkrig blev unge kvinder i det besatte Frankrig indskrevet til tvangsarbejde i Tyskland. Min mormor arbejdede på en ammunitionsfabrik i Hamborg, men var dog ikke indespærret, hvilket gjorde mødet med Eigil fra Nordjylland muligt. Han var sømand, kæk og sjov, og sejlede under krigen på neutrale svenske skibe.

Familien kender desværre ikke de nærmere omstændigheder for deres møde – og i dag er det for sent at spørge. Min morfar gik bort i 1993, min mormor i 1996. De blev skilt sidst i 1950’erne, og der har ikke rigtigt været nogen, der har tænkt på at spørge ind til den fordums romantik i Hamborg under krigen. Konklusionen er, at vi skal huske at spørge, mens tid er!

Men et faktum er det, at de blev gift, og at min mormor dermed kunne rejse med ud af Tyskland. Min mormor skiftede navn fra Merville til Pedersen, og min mor Lillian kom til verden i marts 1946. Petit og smuk som sin franske mor, nu iblandet seje nordjyske gener.

En verden af postkort

Gamle postkort

Min mor voksede op i Køge – med sin franske mor og sin far, der var sømand og ustandseligt rejste på de syv verdenshave. Og en Onkel Egon, der også var sømand, og som hun hele sit liv ene og alene kendte gennem breve og postkort, og eksotiske fotografier fra steder som Amerika, Afrika, Japan og Indien. Hun har en hel bunke gamle kort, som jeg har taget bare et lille udsnit af på fotografiet. Tænk på, at vi befinder os i 50’erne,  hvor rejser ikke var hvermandseje som i dag!

Min morfar og hans bror skiltes som unge drenge, og så aldrig hinanden igen, på nær den ene gang, hvor de vinkede fra hvert deres skib i Singapore. Men de skrev troligt sammen hele livet, og min mor fik sendt fine gaver rundt omkring fra verden. Hun har i dag bl.a. en smukt udskåret brudekiste, som Onkel Egon fik sendt afsted helt fra Japan.

Den eneste nærværende familie blev for min mor et par franske kusiner til min mormor, der i en periode holdt på med enkelte besøg – og hendes farfar, der et par år før sin død, vendte hjem fra Canada. I sandheden en spredt familie, og helt uden netværk i dagligdagen for min mor og min mormor, der var fremmed i landet og ikke kunne sproget særligt godt. Til gengæld havde de en stor levende, larmende og kærlig nabofamilie med ni unger, hvor der altid også var plads til den lille Lillian.

Siden skabte min mor i en ung alder sin egen familie sammen med min far, og de har i dag været gift i 54 år og bor i det samme hus, som de flyttede ind i, da jeg var to år gammel. Pæredansk og solidt plantet i den midtsjællandske muld med svigerfamilien tæt på, men alligevel stadig ikke helt som de andre. Den franske æstetik fornægter sig ikke og min mor er i dag i en alder af 73 år langhåret, smart klædt og altid med en fin, diskret makeup.

Livet ændres igen

En dag vendte min morfar hjem fra havet og til familien. De flyttede og etablerede et værtshus i Slagelse. Det blev igen et dramatisk vendepunkt for min mormor. Starten på en periode, hvor de måske ikke fik det nye liv sammen til at køre rigtigt, og det endte med skilsmisse tre år efter og starten på hendes aleneliv, som jeg kender og husker hende. I dag er det helt almindeligt, men i 1959 var skilsmisser ikke så udbredte, så udover hendes sprog og baggrund, må hun have oplevet en yderligere stigmatisering. Den gang så man oftest ned på enlige mødre og fraskilte, men hun tog tingene med oprejst pande. Som man måske kun kan gøre, når man har overlevet det værste – at have fået skylden for sin lillebrors død – og i øvrigt er vant til at være anderledes.
Hun havde genopfundet sig selv før og fik det bedste ud af tingene, som de nu en gang var.

Fransk dame i København

At lære dansk er ikke let!

Min mormor blev aldrig fejlfri på dansk, men trods accenten og de små fejl, så forstod vi alle, hvad hun sagde. Min mor var tosproget som barn, men oplevede det danske fremmehad, da hun startede i skole. Tro endelig ikke, at folk var sødere og mindre fremmedfjendske i 50’erne! Nok tværtimod. “Polak-unge”, blev min mor kaldt, og så stoppede det franske fra den ene dag til den anden. I dag kan hun ikke eet ord.

At lære dansk er ikke en let sag, men min mormor klarede sig fint, forsørgede sig selv, og vi fik også mange grin ud af det. Som når køkkenrulle i farten blev til rullerulle, og når hakkebøffer selvfølgelig blev til akbøffer 🙂 Jeg husker altid min mormor slå over i fransk, når – og kun når – hun skulle tælle. Un, deux, trois, quatre…. Jeg elskede, når hun gjorde det. Det lød så smukt og som om, hun åbnede lidt for den spændende side af sig selv, som vi ikke rigtigt kendte så meget til.

Vinen og den franske stolthed

Min mormor var og blev lidt eksotisk i den danske provins, hvor hun levede størsteparten af sit liv. Med læbestift og lange negle, ikke for meget, men i typisk elegant fransk stil. Altid ledende efter sin håndtaske. Egenrådig – mente ikke, at trafikregler rigtigt gjaldt hende, og sikkerhedsseler var ikke hende, ligesom hun ikke fandt det nødvendigt at bruge fodgængerfeltet.

Det franske var ikke noget, hun talte meget om. Sproget talte hun nødigt, men vinen skulle være god. Gerne en Chateauxneuf du pape, når det skulle være rigtigt fint. Og cigaretterne, og senere de slanke cerutter, var ikke noget, der kunne undværes, trods hjertesygdom. Stædig og stolt var hun.

Det huslige og det gode franske køkken havde hun til gengæld ikke med sig. Det interesserede hende ikke – hun var i bund og grund en livsnyder. Jeg husker stadig hendes hamburgerryg og udkogte grøntsager med smørsovs. Hendes sjældne forsøg på at gøre det godt med dansk mad. Ikke godt, for at sige det mildt, og hun foretrak da også at invitere os ud at spise. Sådan var hun, og det var forfriskende anderledes i den tid.

Mormor

Som barn så jeg mest af alt min mormor som sød og gavmild. Lidt eksotisk, distræt og aldrig bange for at grine af sig selv. Nogle gange var der folk, der spurgte om vej til en nærliggende kro, hvor vi boede. Var de så uheldige at spørge min mormor blev de som regel sendt den forkerte vej. Fordi, hun var lidt distræt, måske var det for sjov – hun tog det i alt fald ikke tungt, når hun var kommet til at sende en hel bus med folk i den stik forkerte retning.

Hun var vist ikke altid lige let for de voksne og kunne også være krævende, når det kom til opmærksomhed. Alene, og siden også hjertesyg, men aldrig klagende over sin skæbne, som når jeg i dag ser tilbage, ikke har været let. Fra hun som lille mister sin mor, sin far, sin bror, oplever krig, opgiver sit land og sit sprog, og faktisk også siden mister sit ægteskab og sit barn, der flytter med sin far. Og til sidst sit helbred.

Men hendes eneste barn valgte at give sin førstefødte, mig, hendes navn, og en god mormor, det endte hun med at blive.

Mormor i halvfjerdserne

De franske aner, dem har min mor og jeg med os – i vores petite størrelser, i æstetik og lyst til at pleje udseendet. Jeg kan stadig høre min mormor tale om at være “proper”.
Min mormor har ubevist vist os, at det er helt naturligt at skille sig ud og være anderledes. Som at have en abe som kæledyr, som hun havde i en periode – desværre før, jeg blev født. Men det har haft sin pris, og hun har klaret sig selv og klaret vanskeligheder, som overstiger de flestes. Hun gjorde det så godt, hun kunne – ikke altid perfekt, men hvem kan sige, at de er det.

I dag vil jeg hylde hende for hendes fighterånd og hendes mod til at gå sine egne veje og holde fast i sig selv. Til at klare sig selv trods modgang og få det bedste ud af livet. Dét tror jeg, at ubevidst har fået lidt af med mig i livet, og ligesom hun var stolt af det franske, kan jeg heller ikke sige mig fri for at være stolt af min lille fjerdedel franske gener ♥

Når verden bliver meget lille!

Når ens allernærmeste bliver ramt af alvorlig sygdom, er det som om, at hele verden svinder ind. Alle tanker bliver koncentreret om én ting, og det er den vigtige person i ens liv, der ligger ned og er ramt. Angst, medfølelse, håb – og hvordan man i sin magtesløshed vil gøre alt, hvad der står i ens magt for at hjælpe, støtte og være der.

Lige nu føler jeg mig selv meget lille. For det er min mor, som ellers aldrig fejler noget, der er på sygehuset og heldigvis i stille og rolig bedring efter, at hun i mandags blev ramt af en blodprop i hjernen. Uanset, hvor gammel, man er, så vil der, for de flestes vedkommende, være et uendelig blødt og sårbart punkt i hjertet, når det kommer til ens forældre – og omvendt naturligvis.

Jeg er så uendelig taknemmelig for, at min mor er hos os, og at skaderne efter blodproppen – trods alt – viser rigtigt gode og lovende tegn på at kunne genoptrænes. Hun er SÅ sej, og jeg er så stolt af, hvordan hun tager det hele i stiv arm, og hvordan hun gør en kæmpe indsats for at komme tilbage på banen. Det ene ben og den ene arm skal trænes op til at fungere igen, og talen skal helt tilbage på plads, men det går lidt fremad dag for dag. Heldigvis er intellekt, hukommelse – og humor – ikke ramt, og jeg, og vigtigst af alt, hun selv, tror fuldt og fast på, at hun kommer tilbage til normalen ♥

Hundebedstemor

Viola og min mor er pot og pande, og jeg kan ikke vente, til hun kan komme med hjem på besøg igen!


Som et lyn fra en klar himmel

Den ene dag, taler vi sammen som sædvanlig, og den næste er hun, som et lyn fra en klar himmel, på vej til hospitalet. I sidste uge gravede hun have, og vi udvekslede erfaringer med vores syltede pærer, og talte om julen – og nu kæmper hun for at få førligheden tilbage i højre side. Men hun er så vanvittig cool og gør det hele så godt. Alle hendes prøver er tip-top, hun bruger utrolige kræfter på at koncentrere sig, så hjernen kan oprette nye forbindelser, så nu kan vi heldigvis se fremad.

Men pludselig er verden lille, og andre ting synes temmelig ligegyldige. Vores familie er rykket tæt sammen i bussen for at støtte min mor og være sammen med hende.
Det kan godt være, at min verden er lidt reduceret for tiden, men man skal huske på, at min mors verden for en tid er blevet en seng og et hospital, fremmede – men søde – mennesker, træning og det ene sigte at arbejde sig tilbage. Hun er heldigvis i gode hænder og undersøgt på kryds og tværs og sat i behandling, så alt bliver godt igen. Og vi i familien har pakket hende godt ind, så vi kæmper sammen, og det ikke er mange timer, hun er overladt til sig selv.


Vi skal huske glæden og taknemmeligheden!

Jeg er SÅ taknemmelig for, at jeg stadig har min mor – og selvfølgelig min far, der også er super sej i hele denne situation. Jeg er dybt taknemmelig for, at vi slap med skrækken, og at min mor, trods alt, ikke er hårdere ramt, selvom det naturligvis er slemt. Men hendes intellekt og sind er det samme, og det er også en stor trøst, at vi nu igen kan tale sammen i telefonen.
Verden er svundet ind for en stund, men der er så meget godt i den stadigvæk, og jeg synes, der er grund til at føle sig heldig og taknemmelig.

Det kan ikke siges tit nok: husk at værdsætte hver eneste dag og alt det, du har! Livet er skrøbeligt, og når vores normale liv bliver taget fra os, som min mor oplever i øjeblikket, så ser vi pludselig, at selv den mindste ting har betydning. De bittesmå ting, som vi tager for givet, men som man ville give alverden for, når de bliver taget fra os. Om det bare er at sidde i en solstråle eller mærke den friske luft, at kunne udføre sine daglige gøremål, føre en samtale, lave den mad, man har lyst til, gå en tur – og ikke mindst, at vi har hinanden ♥

Stil over alder!

Stil over alder!

Qland handler om at følge med tiden, om stil, livsstil og om at være aktiv og nysgerrig på, hvad der rører sig – uanset alder!

I dag behøver man som kvinde ikke at gå i ét med tapetet, forbi man bliver ældre. Modenhed er moderne, og vi ser heldigvis flere og flere ældre kvinder i medierne.
Det er stærke generationer, der bliver midaldrende nu, og vi finder os ikke i at blive diskrimineret, hverken på køn eller alder.

Nu har de fleste af os brugt ungdommen på at være usikre på, om huden var uren og om vores vægt, højde og anatomi i det hele taget var god nok. Så skulle pokker da stå i at starte forfra og bekymre os om rynker, gråt hår og om kroppen er flot nok. Det må vi være både for gamle og for kloge til. Vi er, som vi er, og der er så mange ting foruden udseendet, der skaber og definerer en person. Vores vid, erfaring, menneskeklogskab, empati og forståelse, at hvile i sig selv.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal lade stå til med sit udseende – vi kan stadig få det bedste ud af os selv, og dyrke vores personlige stil med et moderne tvist, pleje os selv, gå med lækker makeup, have et flot og velplejet (gråt) hår.

I virkeligheden er dette indlæg et stort tillykke og en hyldest til min mor, der fylder 70 år i dag!
Jeg tænker slet ikke på min mor som en 70-årig, og hun er lige så smart og stilsikker som altid. Hun har stadig et godt blik for de nye trends – det holder altså ikke op, bare fordi tallet på ens alder ændrer sig – men har også sin egen klare og enkle personlige stil. Hun er et eksempel til efterfølgelse.

Hurra for min mor og for alle de andre smukke kvinder, der mener, at alder bare er et tal!

IMG_2177