Historien om min franske mormor

Der er en ganske bestemt grund til, at jeg hedder Jeanette. Det var ikke en navn, der var mange, der fik i 1966 (og heller ikke i dag for den sags skyld), men jeg er opkaldt efter min franske mormor, som du her skal få historien om. Eller rettere sagt den flig af hendes forhistorie, vi kender. Den involverer 2. verdenskrig, en sømand (som skulle blive min morfar), tragiske dødsfald, skilsmisse, at vælge sin egen vej og aldrig at se sig tilbage. En fransk dame på godt og ondt og ikke helt som de fleste i den danske provins, da jeg var barn.

min franske mormor

Min mormor hed i virkeligheden Jeanne, men blev kaldt Jeannette. Hun havde også et smukt mellemnavn, som hun aldrig brugte, Florentine. Da jeg blev født valgte mine forældre, som en gestus til hende, at døbe mig Jeanette. Med eet n, og udtalt med tre stavelser. Jea-net-te. Sådan blev min mormors navn også udtalt her i Danmark.

Som barn tænkte jeg ikke videre over, hvorfor jeg hed det samme som min mormor, eller over hendes historie. Jeg vidste, hun var anderledes, og der var noget dragende og eksotisk over det franske. I halvfjerdserne, hvor jeg voksede op, var det ikke så almindeligt at være fremmed i Danmark, og på den måde var hun noget særligt og skilte sig ud. Med sin gebrokne sprog og med sin franske stil, med de meget fine flasker fransk rødvin, som hun valgte at bruge sine sparsomme midler på ved særlige lejligheder. Med hendes velplejede elegance og appetit på at nyde livet, selvom hun forsørgede sig selv som ufaglært. I mange år i Kalundborg på fabrikken, der lavede Carmen curlers, og senere som sygehjælper, da hun flyttede til Ringsted for at være tæt på sin eneste datter, svigersøn og min bror og mig.

Først i dag er jeg i stand til at se, hvilken fighter, hun var og hvor hård en skæbne, hun kæmpede med, og hvad jeg har båret med fra hende.

Min mormor fik skyld for sin lillebrors død

Min mormor blev født i 1920 i den nordfranske by Arras. Allerede, da hun var fem år havde hendes liv taget en tragisk retning. Hendes mor var død, og jeg huskede min mormor fortælle med gru, hvordan moderen lå derhjemme, og børnene skulle kysse det iskolde lig farvel. Det var en af ganske få ting, hun fortalte om sin opvækst i Frankrig, og det havde sat sig dybt i hende. Faderen mistede hun ved samme lejlighed, da han ikke havde interesse i at tage sig af de tre børn.

Overdraget i sine bedsteforældres varetægt blev hun i en alder af bare fem år sat til at passe sin lillebror, der strøg fra hende og druknede i en nærliggende å. Hun fik skylden. Som femårig. En historie, hun aldrig selv fortalte mig, men som måske var en af grundene til, at hun aldrig nogensinde vendte tilbage til Frankrig til trods for, at hun rejste verden rundt sammen med min morfar.

Jeanne Florentine Merville

2. verdenskrig tvang min mormor til Hamborg

Under 2. verdenkrig blev unge kvinder i det besatte Frankrig indskrevet til tvangsarbejde i Tyskland. Min mormor arbejdede på en ammunitionsfabrik i Hamborg, men var dog ikke indespærret, hvilket gjorde mødet med Eigil fra Nordjylland muligt. Han var sømand, kæk og sjov, og sejlede under krigen på neutrale svenske skibe.

Familien kender desværre ikke de nærmere omstændigheder for deres møde – og i dag er det for sent at spørge. Min morfar gik bort i 1993, min mormor i 1996. De blev skilt sidst i 1950’erne, og der har ikke rigtigt været nogen, der har tænkt på at spørge ind til den fordums romantik i Hamborg under krigen. Konklusionen er, at vi skal huske at spørge, mens tid er!

Men et faktum er det, at de blev gift, og at min mormor dermed kunne rejse med ud af Tyskland. Min mormor skiftede navn fra Merville til Pedersen, og min mor Lillian kom til verden i marts 1946. Petit og smuk som sin franske mor, nu iblandet seje nordjyske gener.

En verden af postkort

Gamle postkort

Min mor voksede op i Køge – med sin franske mor og sin far, der var sømand og ustandseligt rejste på de syv verdenshave. Og en Onkel Egon, der også var sømand, og som hun hele sit liv ene og alene kendte gennem breve og postkort, og eksotiske fotografier fra steder som Amerika, Afrika, Japan og Indien. Hun har en hel bunke gamle kort, som jeg har taget bare et lille udsnit af på fotografiet. Tænk på, at vi befinder os i 50’erne,  hvor rejser ikke var hvermandseje som i dag!

Min morfar og hans bror skiltes som unge drenge, og så aldrig hinanden igen, på nær den ene gang, hvor de vinkede fra hvert deres skib i Singapore. Men de skrev troligt sammen hele livet, og min mor fik sendt fine gaver rundt omkring fra verden. Hun har i dag bl.a. en smukt udskåret brudekiste, som Onkel Egon fik sendt afsted helt fra Japan.

Den eneste nærværende familie blev for min mor et par franske kusiner til min mormor, der i en periode holdt på med enkelte besøg – og hendes farfar, der et par år før sin død, vendte hjem fra Canada. I sandheden en spredt familie, og helt uden netværk i dagligdagen for min mor og min mormor, der var fremmed i landet og ikke kunne sproget særligt godt. Til gengæld havde de en stor levende, larmende og kærlig nabofamilie med ni unger, hvor der altid også var plads til den lille Lillian.

Siden skabte min mor i en ung alder sin egen familie sammen med min far, og de har i dag været gift i 54 år og bor i det samme hus, som de flyttede ind i, da jeg var to år gammel. Pæredansk og solidt plantet i den midtsjællandske muld med svigerfamilien tæt på, men alligevel stadig ikke helt som de andre. Den franske æstetik fornægter sig ikke og min mor er i dag i en alder af 73 år langhåret, smart klædt og altid med en fin, diskret makeup.

Livet ændres igen

En dag vendte min morfar hjem fra havet og til familien. De flyttede og etablerede et værtshus i Slagelse. Det blev igen et dramatisk vendepunkt for min mormor. Starten på en periode, hvor de måske ikke fik det nye liv sammen til at køre rigtigt, og det endte med skilsmisse tre år efter og starten på hendes aleneliv, som jeg kender og husker hende. I dag er det helt almindeligt, men i 1959 var skilsmisser ikke så udbredte, så udover hendes sprog og baggrund, må hun have oplevet en yderligere stigmatisering. Den gang så man oftest ned på enlige mødre og fraskilte, men hun tog tingene med oprejst pande. Som man måske kun kan gøre, når man har overlevet det værste – at have fået skylden for sin lillebrors død – og i øvrigt er vant til at være anderledes.
Hun havde genopfundet sig selv før og fik det bedste ud af tingene, som de nu en gang var.

Fransk dame i København

At lære dansk er ikke let!

Min mormor blev aldrig fejlfri på dansk, men trods accenten og de små fejl, så forstod vi alle, hvad hun sagde. Min mor var tosproget som barn, men oplevede det danske fremmehad, da hun startede i skole. Tro endelig ikke, at folk var sødere og mindre fremmedfjendske i 50’erne! Nok tværtimod. “Polak-unge”, blev min mor kaldt, og så stoppede det franske fra den ene dag til den anden. I dag kan hun ikke eet ord.

At lære dansk er ikke en let sag, men min mormor klarede sig fint, forsørgede sig selv, og vi fik også mange grin ud af det. Som når køkkenrulle i farten blev til rullerulle, og når hakkebøffer selvfølgelig blev til akbøffer 🙂 Jeg husker altid min mormor slå over i fransk, når – og kun når – hun skulle tælle. Un, deux, trois, quatre…. Jeg elskede, når hun gjorde det. Det lød så smukt og som om, hun åbnede lidt for den spændende side af sig selv, som vi ikke rigtigt kendte så meget til.

Vinen og den franske stolthed

Min mormor var og blev lidt eksotisk i den danske provins, hvor hun levede størsteparten af sit liv. Med læbestift og lange negle, ikke for meget, men i typisk elegant fransk stil. Altid ledende efter sin håndtaske. Egenrådig – mente ikke, at trafikregler rigtigt gjaldt hende, og sikkerhedsseler var ikke hende, ligesom hun ikke fandt det nødvendigt at bruge fodgængerfeltet.

Det franske var ikke noget, hun talte meget om. Sproget talte hun nødigt, men vinen skulle være god. Gerne en Chateauxneuf du pape, når det skulle være rigtigt fint. Og cigaretterne, og senere de slanke cerutter, var ikke noget, der kunne undværes, trods hjertesygdom. Stædig og stolt var hun.

Det huslige og det gode franske køkken havde hun til gengæld ikke med sig. Det interesserede hende ikke – hun var i bund og grund en livsnyder. Jeg husker stadig hendes hamburgerryg og udkogte grøntsager med smørsovs. Hendes sjældne forsøg på at gøre det godt med dansk mad. Ikke godt, for at sige det mildt, og hun foretrak da også at invitere os ud at spise. Sådan var hun, og det var forfriskende anderledes i den tid.

Mormor

Som barn så jeg mest af alt min mormor som sød og gavmild. Lidt eksotisk, distræt og aldrig bange for at grine af sig selv. Nogle gange var der folk, der spurgte om vej til en nærliggende kro, hvor vi boede. Var de så uheldige at spørge min mormor blev de som regel sendt den forkerte vej. Fordi, hun var lidt distræt, måske var det for sjov – hun tog det i alt fald ikke tungt, når hun var kommet til at sende en hel bus med folk i den stik forkerte retning.

Hun var vist ikke altid lige let for de voksne og kunne også være krævende, når det kom til opmærksomhed. Alene, og siden også hjertesyg, men aldrig klagende over sin skæbne, som når jeg i dag ser tilbage, ikke har været let. Fra hun som lille mister sin mor, sin far, sin bror, oplever krig, opgiver sit land og sit sprog, og faktisk også siden mister sit ægteskab og sit barn, der flytter med sin far. Og til sidst sit helbred.

Men hendes eneste barn valgte at give sin førstefødte, mig, hendes navn, og en god mormor, det endte hun med at blive.

Mormor i halvfjerdserne

De franske aner, dem har min mor og jeg med os – i vores petite størrelser, i æstetik og lyst til at pleje udseendet. Jeg kan stadig høre min mormor tale om at være “proper”.
Min mormor har ubevist vist os, at det er helt naturligt at skille sig ud og være anderledes. Som at have en abe som kæledyr, som hun havde i en periode – desværre før, jeg blev født. Men det har haft sin pris, og hun har klaret sig selv og klaret vanskeligheder, som overstiger de flestes. Hun gjorde det så godt, hun kunne – ikke altid perfekt, men hvem kan sige, at de er det.

I dag vil jeg hylde hende for hendes fighterånd og hendes mod til at gå sine egne veje og holde fast i sig selv. Til at klare sig selv trods modgang og få det bedste ud af livet. Dét tror jeg, at ubevidst har fået lidt af med mig i livet, og ligesom hun var stolt af det franske, kan jeg heller ikke sige mig fri for at være stolt af min lille fjerdedel franske gener ♥

8 replies
  1. Birgitte Bonde
    Birgitte Bonde says:

    Kæreste Jeanette
    Hvor er det en fin fortalt historie om din mormor – som jeg sagtens kan drage paralleller til dig i <3
    Kærligst Birgitte

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Kære Birgitte,
      Det glæder mig at høre, og jeg synes, det er lidt sjovt, at du kan se noget af hende i mig. Det glæder jeg mig til at høre mere om 😉
      Kærlige hilsner
      Jeanette

      Svar
  2. Malene
    Malene says:

    Hvor er det bare en fin historie om din mormor! Mine øjne sved, da jeg læste om den lille femårige, der fik skylden for sin lillebrors død 🙁 og jeg smilede også mange gange undervejs. Det giver så meget genlyd at det er den kvinde, din mor og dig er rundet af <3

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Tusind tak, kære Malene. Hvor er jeg glad for, at du læser med – og for din fine empati. Ja, du kender mig jo – og min mor – så det er sjovt at høre, at du kan se, hvad jeg mener.
      Kæmpe knus Hylle

      Svar
  3. Tina
    Tina says:

    Glædelig 10.december!
    Meget smuk beretning om din mormor, meget flot hyldest 🙂
    Hun har været en stærk kvinde med alt det hun skulle stå alene med på så mange led.
    Hatten af for din mormor, din mor og dig Jeanette – 3 stærke propre smukke Qvinder 🙂

    Svar
  4. Berit Hulgaard
    Berit Hulgaard says:

    Sikke en livs historie, meget interessant , det er godt godt at kende sine aner. Ja vi har jo også fælles aner fra Gl. Rye
    God jul til jer . 😍

    Svar
  5. Marianne A
    Marianne A says:

    Interessant historie om din mormor, da jeg ikke har kendt hendes baggrund. Men kan tydeligt huske når jeg havde fået en frisure, hun ikke brød sig om – kontant afregning, og hendes temperament.

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Haha, ja der blev ikke altid pakket så meget ind 🙂 Hendes historie gik hun stille med, og som du kan læse ved vi noget, men ikke så meget endda.
      Kærlige hilsner Jeanette

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.